Behandling af indkomne ansøgninger til de disponible midler (frist 18. januar 2025)
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til i alt 34 ansøgninger om tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler for 2025-2027.
Beløb til rådighed i puljen og ansøgte beløb for 2025-2027:
2025: 1,8 mio. kr. til rådighed jf. bilag 3; ansøgt for 6,6 mio. kr.
2026: 10,6 mio. kr. til rådighed jf. bilag 3a; ansøgt for 0,9 mio. kr.
2027: 12 mio. kr. til rådighed jf. bilag 3b; ansøgt for 0,5 mio. kr.
Ansøgninger, der ikke lever op til udvalgets kriterier og/eller tommelfingerregler for tildeling af tilskud samt ansøgninger, der kan henvises til andre af KFF’s puljer, er listet nederst i resuméoversigten (bilag 1).
Udvalget skal desuden tage stilling til ”Inklusion af udsatte voksne i idrætsfællesskaber”, som blev behandlet på udvalgsmødet d. 21. november 2024, idet der var fejl i forvaltningens økonomiske oversigt over projektets tilskudsbehov. Indstillingen lagde op til en toårig finansiering af indsatsen på 1,1 mio. kr. i både 2025 og 2026, men pga. fejlen blev der kun afsat midler i 2025. Udvalget skal derfor beslutte, om det vil afsætte yderligere 1,1 mio. kr. til projektet i 2026 (bilag 5 og 6).
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til 34 ansøgninger vedr. tilskud i 2025-2027.
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til, om der skal bevilges 1,1 mio.kr. fra de disponible midler til videreførelse af indsatsen ”Inklusion af udsatte voksne i idrætsfællesskaber” i 2026.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til 34 ansøgninger.
Derudover skal udvalget beslutte, om det vil bevillige 1,1 mio. kr. til indsatsen ”Inklusion af udsatte voksne i idrætsfællesskaber”, så projektet kan fortsætte i 2026.
Løsning
Forvaltningen har gennemgået alle ansøgninger og vurderet, om ansøgningerne opfylder de vedtagne kriterier for, hvorvidt der kan ydes generelt eller øremærket tilskud til aktørens lovlige kommunale aktiviteter. Forvaltningen har desuden vurderet, om der er ansøgninger, der. kan henvises til andre puljer. Forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag 1.
Forvaltningen har endvidere screenet alle ansøgninger for KFU-medlemmers bestyrelsesposter. Der er umiddelbart ikke KFU-medlemmer, der varetager hverv i forhold til ansøgerne i denne ansøgningsrunde.
Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet, at udvalget skal behandle de indkomne ansøgninger om disponible midler på førstkommende møde efter ansøgningsfristen. I sagsbehandlingen screenes derfor udelukkende helt overordnet for lovlighed, ansøgers organiseringsform, kriterier og tidligere bevillinger. Den konkrete sagsbehandling sker først, når udvalget har taget stilling til, hvilke ansøgninger der skal ydes tilskud til. I de tilfælde, hvor der gives tilsagn, afklarer forvaltningen sagerne i dialog med tilskudsmodtagerne. Forvaltningen udarbejder tilskudsaftalerne, så de indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier i overensstemmelse med ansøgning og bevilling, således som det fremgår af indstillingers afsnit om videre proces.
Genbehandling af tilskud vedr. ”Inklusion af udsatte voksne i positive idrætsfællesskaber”
På mødet d. 21. november 2024 behandlede udvalget en indstilling om forslag til en bevilling fra disponible midler på 2,2 mio. kr. til indsatsen ”Inklusion af udsatte voksne i positive idrætsfællesskaber” i 2025-2026. Udvalget gav tilsagn til projektet men pga. en fejl i forvaltningens økonomiske oversigt, blev der kun afsat midler til projektet i 2025.
Udvalget skal derfor genbehandle forslaget og beslutte, om tilskuddet skal videreføres i 2026 med finansiering på 1,1 mio. kr. fra de disponible midler.
Økonomi
Hvis der bevilges tilskud til en eller flere ansøgere, anvises dækning på udvalgets konto 3.35.64.1 (disponible midler).
Hvis det besluttes at videreføre indsatsen ”Inklusion af udsatte voksne i positive idrætsfællesskaber” i 2026, anvises der dækning for 1,1 mio. kr. via de disponible midler i 2026.
Videre proces
Såfremt en eller flere ansøgninger imødekommes, vil forvaltningen afklare sagerne og i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier. Der vil blive meddelt afslag til de øvrige ansøgere.
Hvis der afsættes yderligere midler til ”Inklusion af udsatte voksne i positive idrætsfællesskaber”, vil forvaltningen ændre finansieringsbehovet, så der også bevilliges midler i 2026.
Mikkel Boje
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. februar 2025
Kultur- og Fritidsudvalget behandlede de indkomne ansøgninger og bevilligede følgende:
- Mentalt sunde aktiviteter for alle københavnere i Skakkens Hus (bilag 15) med 150.000 kr. i 2025
- Spillestedet Stengade (bilag 20) med 150.000 kr. i 2025
- Marionet Teatret på tur med kreative værksteder (bilag 33) med 100.000 kr. i 2025
-
Driftstilskud til Kunstforeningen KFP11 (Simian) 2025-2027 (bilag 35) med 250.000 kr. i 2025. Foreningen kan søge igen for 2026 og 2027.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning, således at der blev bevilget 1,1 mio.kr. fra de disponible midler til videreførelse af indsatsen ”Inklusion af udsatte voksne i idrætsfællesskaber” i 2026.