Mødedato: 05.09.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

De årlige handlings- og udviklingsplaner 2014

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsforvaltningen orienterer om de årlige handlingsplaner for byudviklingsområderne og om udviklingsplanerne for udsatte byområder.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
 
1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter de årlige handlings- og udviklingsplaner.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen udarbejder hvert år handlingsplaner for byudviklingsområderne. Fagforvaltningerne inddrages på direktionsniveau gennem ”Koordinationsforum for Byudvikling” i udarbejdelsen af planerne. Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder derudover udviklingsplaner for de udsatte byområder.

I denne indstilling redegøres for planernes indflydelse på kultur- og fritidsområdet.

Løsning

København vokser
Befolkningstallet for København vokser kraftigt, og det er en udvikling, der forventes at fortsætte. Der har siden 2007 været en befolkningstilvækst i København på 10 %. Med en befolkningstilvækst på mellem 800 og 1000 borgere om måneden forventes det samlede befolkningstal at vokse med yderligere 100.000 nye indbyggere frem til 2025.

Det er særligt andelen af unge i byen, som stiger markant. I 2025 forventes det, at godt 40 % af byens borgere vil være børn og unge. Den unge befolkningsgruppe er kendt fra kulturvaneundersøgelserne som storforbrugere af kultur- og fritidstilbud.

Derfor skal der løbende i de næste år findes plads til de mange nye borgere i byen – og til servicefaciliteter på f.eks. kultur- og fritidsområdet.

De årlige handlingsplaner for byudviklingsområderne
København arbejder derfor med 6 byudviklingsområder: Carlsberg (bilag 1), Nordhavn (bilag 2), Valby Syd (bilag 3), Ørestad (bilag 4), Sydhavn (HP, bilag 5) og Nørre Campus (Copenhagen Science City) (bilag 6). De kommunale investeringer søges koordineret ved at skabe overblik med handlingsplanerne. Den konkrete finansiering af projekterne sker i i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger.

Handlingsplanerne indeholder forslag til investeringer på knap 300 mio. kr., som med fordel kan igangsættes med budget 2014 og flere investeringer på længere sigt.

Forvaltningen arbejder med handlingsplanerne på, at der afsættes arealer og finansiering således, at også beboerne i de nye byområder får adgang til kultur- og fritidsfaciliteter i nærområdet.

Samtidig skeles der til, hvilke faciliteter der er i nærliggende byområder, og hvilke facilitetstyper, der generelt er størst mangel på.

Der satses derudover meget på samtænkning – særligt på børne- og ungdomsområdet, hvor der foreslås skoleidrætshaller sammen med nye skoler, jf. Borgerrepræsentationens beslutning herom. Ligeledes arbejdes der med mulighed for samtænkning af folke- og skolebibliotek.

Udviklingsplaner for udsatte byområder
København har i 2012 udpeget 6 områder som udsatte byområder, hvor kommunen laver udviklingsplaner for opprioritering af disse områder. I år er der udarbejdet planer for Urbanplanen (bilag 7), Sydhavn (UP, bilag 8), Folehaven (bilag 9) og Mjølnerparken (bilag 10).

Sigtet med udarbejdelsen af planerne er at samtænke kommunale investeringer med boligorganisationernes investeringer. Arbejdet koordineres i "Den tværkommunale Styregruppe”, hvor forvaltningernes direktioner er repræsenteret.

Andre initiativer på kultur- og fritidsområdet
Handlings- og udviklingsplanerne spiller sammen med en række andre initiativer på kultur- og fritidsområdet.

I Nordhavn arbejdes der f.eks. med et nyskabende bydelshus med bibliotek, kulturfunktioner, borgerservice og samlingsmuligheder. Udgangspunktet er et hus på op til 10.000 m2. Herudover indgår der i forhandlingerne om budget 2014 et ønske om 468 mio. kr. til genopretning af byens biblioteker, kulturhuse og museer.

Den 15. august 2013 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at rette henvendelse til Børne- og Ungdomsudvalget med henblik på at afdække mulighederne for at samarbejde om brug og udvikling af skole- og kulturfaciliteter. Et initiativ, der udspringer af Masterplanen.

Herudover spillerne planerne naturligvis sammen med initiativer og forslag uden for de byudviklingsområder, der er i særlig fokus. Heriblandt er der til forhandlingerne om budget 2014 forslag om nyt bibliotek og teatersal i Smedestræde i Valby samt nyt Kulturcenter Kildevæld på Østerbro.

I udviklingsplanen for Sydhavn (UP, bilag 8) indgår der samtidig forslag om udvikling og renovering af Karens Minde - heriblandt nyt indgangsparti, renovering af bibliotek og nye musiklokaler.

Økonomi

Indstillingen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder på baggrund af udvalgets tilkendegivelser videre med placering og udvikling af nye kultur- og fritidsfaciliteter.
               Carsten Haurum                                  
                                                 /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. september 2013:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen.
Til top