Endelig vedtagelse af lokalplan Hannovergade 8, Amager Øst
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om lokalplanforslag Hannovergade 8 skal justeres efter den offentlige høring og derefter udsendes i fornyet høring. Lokalplanforslaget har til formål at bevare to tidligere fabriksbygninger på Hannovergade 8. Grundejer har i høringen foreslået en udvidelse af baghusets eksisterende tagetage. Løsningen harmonerer fint med de eksisterende bygningers industrielle fortid, men kræver fornyet høring.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at lokalplan Hannovergade 8 justeres med de ændringer som foreslået i afsnittet Løsning og i bilag 7 og derefter sendes i fornyet høring.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 18. december 2023 at nedlægge §14-forbud mod nedrivning af to bygninger (for- og baghus) beliggende Hannovergade 8. Derfor har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet et lokalplanforslag (bilag 2), der har været sendt i høring fra den 24. april 2024 til den 23. maj 2024 med krav om bevaring af de to bygninger. Grundejer er i høringsperioden vendt tilbage med et forslag om udvidelse af baghusets tagetage, som forvaltningen vurderer, harmonerer fint med de eksisterende bygningers industrielle fortid. Da udvalget oprindeligt har bestilt en bevarende lokalplan, forelægges udvalget den nye løsning.
Forvaltningen har i høringsperioden modtaget seks henvendelser. Henvendelserne er alle positive overfor, at bygninger og murparti bevares. Flere høringssvar udtrykker bekymring for muligheden for vinduer, dør og/eller port i baghusets bagfacade ift. indbliksgener og gennemgående trafik. Grundejer ønsker mulighed for at indrette baghuset til boliger og udvide baghusets tagetage til en fuld tagetage på ca. 200 m2.
Teknik- og Miljøudvalget delegerede den 24. februar 2020 kompetencen til at sende forslag til enkle lokalplaner (kategori 1) og ukomplekse lokalplaner (kategori 2) i offentlig høring til Teknik- og Miljøforvaltningen. Lokalplanforslaget for Hannovergade 8 er i kategori 1 og har derfor været sendt i høring uden forudgående politisk behandling.
Løsning
Lokalplanforslaget omfatter adresserne Hannovergade 8, matr.nr. 33f, Sundbyøster, København og Hannovergade 8b, matr.nr. 33f, Sundbyøster, København. Bygningerne ligger i et kvarter, der fra begyndelsen af 1900-tallet blev udviklet med blandede industriejendomme og arbejderboliger. Hannovergade 8 er i dag den eneste tilbageværende industriejendom omsluttet af boligkarréer omkring en blindgyde. Ejendommen består af et forhus, et baghus og et murparti mod Hannovergade, der tilsammen danner et værdifuldt bymiljø med sporene fra den tidligere industriproduktion. Bygningerne har henholdsvis lav og middel bevaringsværdi og er udpeget i Byens Sjæl kampagnen.
Bygningerne foreslås bevaret, da de er vigtige som en del af områdets industrielle kulturarv og som enkeltbygninger. Lokalplanforslaget giver mulighed for, at der i bygningerne kan indrettes boliger og serviceerhverv i overensstemmelse med kommuneplanens anvendelsesramme for området. Der stilles ikke krav om yderligere parkeringspladser i lokalplanforslaget, da der er tale om en bevarende lokalplan, og det vurderes, at de muliggjorte anvendelser i lokalplanen hverken vil øge eller reducere parkeringsbehovet væsentligt. Lokalplanen muliggør ikke fremtidigt nybyggeri på grunden. Evt. mindre ændringer og ombygninger af de to bygninger og murparti forudsætter dispensation. Lokalplanforslaget muliggør, at der kan søges om dispensation til at åbne baghusets bagfacade med vinduer, dør og/eller port. Der er ingen eksisterende træer i området. Ved en evt. fremtidig ændring af gårdrummet er der stillet krav om, at der plantes to træer, jf. bilag 2 §7, stk. 3.
Forslag til ændringer af lokalplanforslaget
Høringen har givet anledning til, at forvaltningen foreslår en ændring af lokalplanforslagets bestemmelse således, at der ikke muliggøres port i baghuset og gennemgang fra Nordlandsgade via gårdrum til Hannovergade. De nærmeste naboer ønsker ikke muligheden, og forvaltningen ser ikke tiltaget som afgørende for en nyindretning af baghuset. Det præcise forslag til ændring fremgår af bilag 7. Derudover anbefaler forvaltningen, at der gives mulighed for en udvidelse af baghusets tagetage. Udvidelsen kræver, at lokalplanforslaget sendes tilbage til forvaltningen med henblik på en fornyet høring inden endelig vedtagelse.
Høring
Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden
De seks modtagne
henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 5. I bilag 6 er
henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes
hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.
Amager Øst Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 5, henvendelse nr. 6):
- Amager Øst Lokaludvalg støtter, at bygningerne bevares. Bygningerne er et eksempel på Københavns og Amagers industrihistorie. Det er desuden ikke bæredygtigt at rive ned.
- Lokaludvalget ønsker ikke mulighed for vinduer i baghusets (Hannovergade 8B) bagvæg pga. brandforhold og indbliksgener.
- Lokaludvalget ønsker ikke mulighed for port og passage fra Nordlandsgade via gårdrum til Hannovergade, da det kan skabe lyssky aktiviteter og for meget trafik.
- Lokaludvalget ønsker at bevare gavlmaleriet ”Woman with 24 problems” af John Kørner, der er opført på bagvæggen af baghuset (Hannovergade 8B).
Forvaltningens bemærkninger:
- Forvaltningen tager synspunktet til efterretning.
- Lokalplanforslaget giver mulighed for, at der kan søges om dispensation til at etablere vinduer i baghusets bagfacade. Forvaltningen vurderer, at der på baggrund af et konkret projekt evt. godt kan etableres vinduer i bagfacaden med John Kørners maleri. Bagfacaden ligger ud til vejarealet i Nordlandsgade og murens funktion som brandmur skal derfor ikke nødvendigvis opretholdes. I forbindelse med en byggeansøgning vil der skulle redegøres for bl.a. brandforhold mht. brandsmitte og hensynet til indbliksgener.
- Lokalplanforslaget giver mulighed for, at der kan søges om dispensation til at etablere port i baghuset og passage fra Nordlandsgade via gårdrum til Hannovergade. Port og passage er tænkt som en mulighed for at skabe en lokal genvej i området, da Hannovergade er en lukket/blind vej. Forvaltningen ser dog ikke en passage dette sted som et afgørende tiltag for en nyindretning af baghuset til andre anvendelser. Forvaltningen foreslår med henvisning til høringssvarenes lokalkendskab at ændre lokalplanen, så der ikke kan søges om dispensation til port og passage.
- Den 30. januar 2003 bevilgede Kultur- og Fritidsudvalget 350.000 kr. til vægmaleriet ”Woman with 24 problems” udført af John Kørner. I forbindelse med opførelsen af værket blev der tinglyst en servitut på ejendommen om, at ejeren af ejendommen forpligtede sig til ikke at foretage nogen form for ændringer i bagvæggen fra den 1. maj 2005 til 30. april 2017. Herefter rådede ejeren af ejendommen frit over facaden. Grundejer er således ikke forpligtet af værket længere. Værket fremstår i dag slidt. Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyser, at de er i dialog med John Kørner om genetablering af værket et andet sted i Københavns Kommune. Hvis værket flytter placering, vil vægmaleriet på Hannovergade 8B blive malet over. Sagen forventes fremlagt for Kultur- og Fritidsudvalget på møde den 21. november 2024.
Københavns Museum har følgende hovedsynspunkter (bilag 5, henvendelse 3)
- Københavns Museum finder det positivt, at bygningerne bevares, da meget af byens industribyggeri er forsvundet, og det er vigtigt at værne om det, der er tilbage.
- Bemærker, at gavlmaleriet på bagvæggen af Hannovergade 8B er et markant indslag i byrummet.
Forvaltningens bemærkninger:
- Forvaltningen tager synspunktet til efterretning.
- Se bemærkning 4 til Amager Øst Lokaludvalg.
Grundejer har følgende bemærkninger (bilag 5, henvendelse nr. 5):
- Grundejer har fremsendt et konkret forslag for konvertering af baghuset fra erhverv til boliger. Forslaget bevarer bygninger og murparti, men udvider den eksisterende tagetage, så der opnås en fuld tagetage på baghuset på ca. 200 m2.
- Forslaget viser nye små vindueshuller mod Nordlandsgade med inspiration fra de små kvadratiske vinduer, der oprindeligt var tiltænkt bygningen.
- Grundejer har oplyst, at han er i dialog med John Kørner om at opføre et nyt facademaleri på bagvæggen, der ville kunne etableres i forbindelse med en evt. nyindretning af bygningen.
- Foreslår nyindretning af gårdrum med fokus på biodiversitet og en renovering af gården med respekt for gårdens industrielle historie og kommende anvendelse til boliger.
Forvaltningens bemærkninger:
- Forvaltningen vurderer, at facadeændringen med udvidelsen af det eksisterende tag, så der opnås en fuld tagetage på baghuset, er forenelig med den bevaringsværdige bebyggelse. Facadeændringen sker primært ind mod gården, men det vil blive nødvendigt at hæve baghusets bagvæg mod Nordlandsgade med mindst 0,5 m for at opnå en anvendelig loftshøjde i tagboligerne. Ift. dagslys står for- og baghus forskudt i forhold til hinanden. Bygherre har efter høringens afslutning fremsendt dagslysberegninger for for- og baghus, som skal kvalificeres yderligere. Samlet anbefaler forvaltningen løsningen, da udvidelsen harmonerer fint i form og materialer med de eksisterende bygningers industrielle fortid. Løsningen kræver, at lokalplanforslaget sendes tilbage til forvaltningen med henblik på en fornyet høring. Se bilag 6 for en uddybning af forvaltningens bemærkninger vedr. tagetagen.
- Se bemærkning 2 til Amager Øst Lokaludvalg.
- Se bemærkning 4 til Amager Øst Lokaludvalg.
- Forvaltningen tager bemærkningen til efterretning.
To andelsboligforeninger har følgende bemærkninger (bilag 5, henvendelse nr. 2 og 4)
- Bakker op om bevaring af bygningerne og murparti ud fra de begrundelser, som Byens Sjæl og kommunen har fremført.
- Nabobebyggelserne er bekymret for muligheden for vinduer i baghusets bagvæg mod Nordlandsgade. Vinduer vil være stærkt generende, give indbliksgener og fjerne murens formål som brandmur.
- Nabobebyggelserne er bekymret for muligheden for port og passage fra Nordlandsgade via gårdrum til Hannovergade. Det vil skabe lyssky aktiviteter og for meget trafik.
- Foreslår et joint venture mellem Københavns Kommune, Amager Øst Lokaludvalg, Metroselskabet og Amager Centret om at søge fondsmidler og finansiere bevarelse af John Kørners værk. Maleriet skaber værdi for både beboere og besøgende.
- Nabobebyggelserne er bekymret for etablering af erhverv med caféer og restauranter. Ønsker ikke et potentielt ”mini Amager Center”.
Forvaltningens bemærkninger:
- Forvaltningen har ingen bemærkninger.
- Se bemærkning 2 til Amager Øst Lokaludvalg.
- Se bemærkning 3 til Amager Øst Lokaludvalg.
- Se bemærkning 4 til Amager Øst Lokaludvalg.
- Lokalplanforslaget indeholder en bred anvendelsesbestemmelse i overensstemmelse med kommuneplanrammen for området. Forvaltningen vurderer, at bygningerne, udover boliger, vil kunne indrettes til fx serviceerhverv med caféer og restauranter og samlet medvirke til at skabe mere byliv i denne del af området. Eventuelle caféer og restauranter er omfattet af kommunens miljøkrav til indretning og drift af restauranter, herunder også støjregulering.
Politisk handlerum
- Det kan besluttes at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler at vedtage lokalplanforslaget med ændringer angivet i bilag 7, men uden mulighed for en udvidelse af baghusets tagetage og uden fornyet høring.
- Det kan besluttes at udpege vægmaleriet på bagvæggen af Hannovergade 8B som bevaringsværdigt, og dermed ikke give mulighed for vinduer og/eller dør i bagfacaden. Evt. nye boliger i baghuset vil blive ensidigt belyste. Beslutningen kræver supplerende høring. Det bemærkes, at værket er misligholdt og en udpegning pålægger ikke grundejer et ansvar for at istandsætte eller vedligeholde vægmaleriet. Det bemærkes yderligere, at Kultur- og Fritidsforvaltningen er i dialog med kunstneren om genetablering af værket et andet sted i Københavns Kommune.
- Det kan besluttes ikke at give mulighed for vinduer og/eller dør i baghusets bagfacade, men uden at udpege vægmaleriet som bevaringsværdigt. Evt. nye boliger i baghuset vil blive ensidigt belyste. Beslutningen kræver supplerende høring.
Økonomi
Denne indstilling har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, men hvis grundejer rejser en sag under planlovens § 49 og kræver, at kommunen overtager bygningerne mod erstatning, kan dette få økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Efter en fornyet høring af lokalplanforslaget vil Teknik- og Miljøudvalget få sagen forelagt igen.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. oktober 2024
Den med teknisk ændringsforslag ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.