Høring: Bylivsgadepuljen - iderunde 2
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar vedr. Bylivsgadepuljen - iderunde 2.
Problemstilling
Lokaludvalgene skal udvælge op til fem indsendte idéer fra deres respektive bydel til videre bedømmelse i bylivsgadepuljen.
Bylivsgadepuljen er en pulje under Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor borgere kan gå sammen om at søge tilskud og hjælp til at gøre deres gade grønnere, og til at lave tiltag, der dæmper trafikken og giver plads til ophold.
- I iderunde 1 i 2023 kunne der udføres anlægsarbejder og f.eks. udvides fortove, ændre afvanding eller grave ud til plantehuller til større træer.
- I den aktuelle iderunde 2 kan der udføres byrumsfremmende overfladeløsninger, som blandt andet inkluderer bænke, plinte, cykelstativer, affaldskurve, plantebede og multifunktionelle byrumsmøbler, som kan invitere til leg og bevægelse.
Løsningerne skal placeres på den eksisterende belægning uden større anlægsarbejder, f.eks. på eksisterende fortovsarealer og p-pladser, som nedlægges.
Høringsmaterialet
Amager Øst Lokaludvalg har modtaget seks projektforslag:
- Blekingegade 1-4
- Cumberlandsgade
- Holmbladsgade 33-41a
- Lodivej
- Cypernsvej 1-29
- Geislersgade/Bøhmensgade hjørnet
Forvaltningen har gennemført en indledende vurdering af projekternes realiserbarhed, som lokaludvalgene bedes forholde sig til. I flere tilfælde er det ikke muligt at give en sort/hvid vurdering af, om projekterne er realiserbare. I de tilfælde har man forsøgt at fremhæve, hvad der skal til før forvaltningen kan sandsynliggøre projektets realiserbarhed.
Løsning
Lokaludvalget er blevet bedt om at undersøge den lokale opbakning til de enkelte projektideer, og kan med udgangspunkt i den, samt forvaltningens vurdering af idéernes realiserbarhed, udvælge op til fem idéer.
Miljø og Klima-arbejdsgruppen har drøftet projektideerne og har udarbejdet det bilagte udkast til høringssvar.
Københavnerinddragelse:
Det blev på lokaludvalgsmødet den 26. september besluttet at inddrage borgerne via en afstemning, som er blevet delt i nyhedsbrev og på sociale medier. Afstemningen indeholder en kort beskrivelse af hvert af de seks projektforslag, hvorefter man kan stemme på op til tre forslag.
Resultater af afstemningen er vedlagt som bilag.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Lokaludvalgets midler.
Videre proces
Fristen for høringssvar er den 11. november. Efter høringsfristens udløb vurderes forslagene af en faglig projektgruppe i forvaltningen, der udvælger otte-ti ideer til udarbejdelse af skitseprojekter.
Disse ideer indstilles til godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget og i Borgerrepræsentationen i foråret 2025, som udvælger 6-7 projekter til endelig projektering og anlæg i 2025.
Beslutning
Der var omdelt et ændringsforslag til høringssvaret med forslag om at ændre linje 15-37 til følgende:
"Lokaludvalget prioriterer at projekterne Lodivej (Sorrentovej), Cumberlandsgade og Geislersgade går videre i processen. Vi har følgende kommentarer til de fremsendte forslag:
- Sorrentovej (Lodivej): Det er en fin projektidé, og gaden vil kunne fungere som mødested for mange lokale borgere.
- Cumberlandsgade: Lokaludvalget bakker fortsat op om forslaget, som også var med i ansøgningsfeltet sidste år. Ansøger skriver, at de er villige til at tilpasse projektet, så det passer til kriterierne. Der er stor lokal opbakning til projektforslaget.
- Geislersgade: Det er en fin projektidé, som vi mener kan gå videre i processen.
- Blekingegade: Vi ser gerne at der kommer mere grønt i Blekingegade, men det er vigtigt at der tages højde for forvaltningens bemærkninger om at redningskøretøjer, renovation m.m. skal kunne køre ind på området. Omdannelse af Blekingegade kan med fordel tænkes sammen med en evt. fornyelse af Amagerbro Torv. Projektet vil kunne indgå som forslag i den kommende trafik- og byrumsplan for Amager.
- Cypernsvej: Trafikale ændringer på Cypernsvej kræver, at trafikken i området analyseres hvis der skal foretages ændringer som ensretning m.v. Forslaget vil kunne indgå i den kommende trafik- og byrumsplan for Amager.
- Holmbladsgade: Trods stor lokal interesse for projektforslaget finder lokaludvalget ikke, at der er grundlag for at gå videre med det. Det skyldes bl.a. at dele af området ligger på privat grund, at der ikke laves trafikdæmpende tiltag i gaden som er en del af konceptet for Grønne Bylivsgade, og at det vil være svært at vande evt. ny beplantning."
Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Der blev stillet forslag om at tilføje: "Uanset hvilke forslag der vælges, bør Københavns Kommune anvende universelt design."
Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Høringssvaret blev godkendt med de nævnte ændringer.
Høringssvaret opdateres med det endelige resultat af afstemningen, hvor projekterne Cumberlandsgade, Holmbladsgade og Blekingegade har fået flest stemmer.