Status på Ørkenfortet
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter status på Ørkenfortet.
Problemstilling
Lokaludvalgsmedlem Frode Neergaard har foreslået, at Ørkenfortet og trafikplanen for området heromkring kommer på dagsordenen for lokaludvalgsmødet.
Den 9. august og igen den 19. august 2021 bad lokaludvalgsmedlem Jens Eskildsen via sekretariatet Teknik- og Miljøforvaltningen om trafikplanen for Ørkenfortet, idet forvaltningen på et møde den 17. juni 2021 oplyste, at trafikplanen for Ørkenfortet skulle godkendes inden sommerferien. Forvaltningen har endnu ikke svaret.
Den 1. september 2021 åbner Ørkenfortet som hotel under navnet "NH Collection Copenhagen". Link: https://www.nh-hotels.com/hotel/nh-collection-copenhagen
Løsning
Formanden foreslår, lokaludvalget drøfter status på Ørkenfortet. Hvis trafikplanen foreligger inden lokaludvalgets møde, inddrages den i drøftelsen.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Beslutning
- Mail af 26. august 2021 fra ATP Ejendomme til lokaludvalgsmedlem Frode Neergaard om landskab og trafikprojekt
- Mail af 9. august 2021 fra lokaludvalgsmedlem Frode Neergaard til ATP Ejendomme om landskab og trafikprojekt
- Brev af 23. august 2021 fra Teknik-og Miljøforvaltningen til lokaludvalget om trafikplan for Ørkenfortet
- Brev med bilag af 24. august 2021 fra Den Rohdeske Gaard og beboere i Strandgade til lokaludvalget.
Se dokumenterne i bilagslisten.
- Lokaludvalget drøftede status på Ørkenfortet. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Lokaludvalget skal sikre, at det, der er blevet stillet i udsigt i bl.a. lokalplanen, gennemføres.
- Der skal ikke være af- og pålæsning for busser i Strandgade.
- Andre embedsmænd end dem, som lokaludvalget hidtil har talt med, svarer på lokaludvalgets henvendelser.
- I brevet fra Teknik- og Miljøforvaltningen den 23. august 2021 er der ikke svaret på spørgsmålet om nedlæggelse af seks parkeringspladser i Strandgade.
- Området omkring Christians Kirke er ikke sikret mod trafik til og fra hotellet i Ørkenfortet.
- Forvaltningen har udarbejdet en trafikplan, men den er endnu ikke godkendt af politiet, selv om hotellet i Ørkenfortet forventer at åbne den 1. september 2021.
- Udeserveringen på havnepromenaden er ikke markeret i lokalplanen. Der er ikke plads på arealet til både promenade, trafik og udeservering.
- Det fremgår af lokalplanen, at der skal være syv træer i Strandgade. Men plantehullerne, der er gravet, ser ikke ud til at være store nok, og der er ikke gravet ud til syv træer.
- Der er sket en udvikling med hensyn til, hvor turistbusserne skal vende, parkere og foretage af- og pålæsning af passagerer.
- Lokaludvalget skal bede Teknik- og Miljøforvaltningens borgmester og ledelse om et møde om forholdene. Forvaltningen og ATP-Ejendomme har ikke overholdt aftalerne med lokaludvalget. Sagen skal op på politisk niveau.
- Sagen bør i medierne.
- De politiske repræsentanter i lokaludvalget bør tage sagen op med deres partifæller i Borgerrepræsentationen.
- Der bør skrives et åbent brev til Borgerrepræsentationen.
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Poul Cohrt og Jens Eskildsen om, at lokaludvalget beder Teknik- og Miljøforvaltningens borgmester og ledelse om et møde om håndteringen af Ørkenfort-sagen.