Grønningen NV - Bispeparken

Grønningen NV - Bispeparken er nomineret ved årets bygningspræmiering. Læs projektteamets præsentation af byggeriet her.

Med skybruds- og byrumsprojektet Grønningen NV – Bispeparken kombineres skybrudssikring med udvikling af en ny lokal bypark med plads til ophold og leg, for mange eller få.​ Parken kan tilbageholde regnvand i en rælle lavninger, der kan bruges som rum for områdets sociale aktiviteter og for en ny biodivers bynatur. Samtidig sikrer projektet de lavereliggende områder ind mod centrum.​

Grønningen NV – Bispeparken er udviklet i en utraditionel tæt dialog med naboer til parken, både børn og voksne, og de faggrupper, der deltog i byrumsprojektet. Fra at være et sted, der adskilte beboerne og som ingen følte ejerskab for, er parkens rum blevet til en samlende fælled, der inviterer til samvær og ophold. Her kan man mødes med sine naboer og opleve vandets forløb fra tage og veje gennem gavlrum til lavninger.

Parkens nye bølgende terræn af tørre og våde lavninger, stenforløb og bakker, giver forskellige vilkår for natur og dyreliv. En slynget sti bestående af en kombination af tegl og trampesti, binder anlægget sammen. Teglets lyse farve binder de omkringliggende bebyggelser sammen og er samtidig en klar reference til Grundtvigskirken, historien og kulturarven på stedet. En ny interaktiv belysning understøtter det sociale liv og øger trygheden i området. 

Tagensbo Skole kan indtage små og store lavninger til leg og læring. De nye elementer i træ, udviklet af billedkunstner Kerstin Bergendal, viser resultatet af de mange dialogprocesser og giver samtidig en ny og overraskende dimension og oplevelse i parken​.

Parken opleves som ét samlet, mangefacetteret værk, der samtidig kun har kunne realiseres ved en utraditionel stor grad af tværfaglighed, dialog og samarbejde. Det er både fra lokale beboere, boligforeninger, rådgiverteamet og kunstner foruden forarbejdet fra Områdefornyelsen Nordvest, HOFOR samt en visionær vilje og vedholdenhed fra bygherres side. Over tid vil parkens rum forandre sig i takt med, at beplantningen gror til og folder sig ud.​

Grønningen i sensommervejr ved indvielsen i slut august 2024.
Klinkestier, kanter og flader i tegl er gennemgående i parken og understreger det bølgende landskab med rum af forskellig karakter. Nogle steder er klinkerne lagt som stiforløb, andre steder danner de kant eller kan lede vand fra én lavning til en anden.
Grønningen i september 2024, efter et par dage med voldsom regn. Vandet forsvandt som planmæssigt.

Publikumsprisen 2025

Skal Grønningen NV - Bispeparken vinde årets publikumspris?

Fakta

Bygherre

  • Københavns Kommune

Projektteam

  • Landskab: SLA
  • Ingeniør: NIRAS
  • Kunstner Kerstin Bergendal 
  • Efterland
  • Christian Raabæk
  • Entreprenør Ebbe Dalsgaard
  • Hogager Byg

Fakta om byggeriet 

  • Adresse: Projektet består af to parkområder: Grønningen NV i syd og Bispeparken i nord. Arealet strækker sig fra Hovmestervej ved Tagensbo Skole i syd til Bispebjerg Bakke mod Grundtvigs Kirke i nord. De to parker bliver delt af Tuborgvej. 
  • Bydel: København NV / Bispebjerg
  • Kategori: Bymiljø
  • Funktion: Projektet er et byrums- og skybrudsprojekt. Projektet kan tilbageholde 3000 m3 vand, fordelt i lavninger og kuperet terræn i parken. Parken ligger i et udsat boligområde og er omkranset af tre almennyttige boligforeninger. De gamle tjørnetræer er så vidt muligt bevaret og danner, sammen med aksen mod kirken, parkens oprindelige ramme.