Carlsberg Akademi

Brygger J. C. Jacobsens pragtvilla på Carlsberg (opført 1853-1878) består af tre sammenhængende bygninger, hhv. Hovedhuset i palladiansk stil, Vinterhaven og Væksthuset, kaldet Pompeji. Bygningskomplekset skal som værk forstås som J.C. Jacobsens meget personlige vision for sit hjem og hans ønske om at udtrykke sin tids mest moderne arkitektoniske og tekniske formåen. Villaens placering på Gamle Carlsberg er et stærkt eksempel på den tendens i 1800-tallet, hvor store industrimagnater ofte opførte villaer med haveanlæg midt i de industrivirksomheder, de opbyggede. I dag er villaen og haveanlægget sammen med de transformerede bryggeribygninger identitetsbærende for hele det nye Carlsberg-bykvarter.
Restaureringen og den tekniske opgradering af villaen har bragt alle interiører tilbage til deres oprindelige udtryk i samme høje håndværks- og materialemæssige kvalitet som på bryggerens tid. Projektet har forbedret indeklima og tekniske installationer, så bygningen i dag er en funktionel ramme om møder og konferencer mv. I hovedhuset er alle overflader restaureret og nogle steder rekonstrueret. Senere overmalinger er nænsomt afrenset og historiske farver genskabt på baggrund af farvearkæologiske undersøgelser. De genfundne, originale dekorationer er af høj kunstnerisk kvalitet, og de er overalt blevet restaureret. Døre og paneler er ådre-malede som oprindeligt, og søjlerne i spisesalen marmorerede.
I Vinterhaven er alle konstruktioner og overflader istandsat, og rummet nyindrettet. Gulvet er lagt med nye ølandssten, hvorunder tekniske installationer er gemt. På Pompejisalens imponerende glastag er alle stålkonstruktioner restaureret og alle stykker glas individuelt tilpasset, fuget og monteret i hånden. Den forsvundne akantus-stukgesims er blevet genskabt efter den originale tegning, som vi fandt i Carlsbergs arkiver. Originale varmekanaler under gulvene er brugt til at føre ny og diskret indeklimateknik og opvarmning.



Fakta
Bygherre
- Carlsbergfondet
Projektteam
- Arkitekt: Elgaard Architecture
- Ingeniører: Sweco Danmark og Rambøll
- Landskabsarkitekt: Kristine Jensens Tegnestue
- Indretningsarkitekt: Tuxen Design
- Konservator: Spaabæk Konservering
Fakta om byggeriet
- Adresse: Gamle Carlsberg Vej 15
- Bydel: København V
- Kategori: Restaurering og transformation
- Funktion: Møde- og konferencecenter.