Dansehallerne

Transformationen af det fredede Kedelhus til et nyt tidssvarende teater for samtidsdans og koreografi har bragt nyt liv i de kulturhistoriske rammer og skaber et levende byliv midt i Carlsberg Byen. De tidligere tillukkede murede nicher i bygningens stueplan er åbnet op med nye glasdøre, så bygningen interagerer med det pulserende liv på den nyanlagte Franciska Clausens Plads.
Projektet følger en transformationsstrategi, hvor indhold og funktion i høj grad underordnes og ydmygt respekterer bygningens ”industrielle sjæl” og bevaringsværdier som de primære attraktioner. Nye tilføjelser er udformet som logiske nyfortolkninger af bygningens oprindelige elementer og går i dialog med de historiske rammer, så nyt og gammelt gensidigt forstærker hinanden.
En ny, industrielt udformet ”dansemaskine”, der rummer en black-box scene, backstage, foyer mv., indføjes i den katedrallignende kedelhal med kærlig hilsen til fordums tiders buldrende kedler. Sceneteknikken i hallen er ophængt i nogle genetablerede løbekranspor, der tidligere anvendtes til at fragte maskiner gennem hallen, og følger således bygningens egen historiske logik.
Bygningen er nænsomt restaureret med minimale indgreb i de oprindelige rammer. Samtlige døre og vinduer er renoveret og hvor bl.a. granitsokler og murværket fra de nedbrudte murnicher er genanvendt direkte til opmuring af nye dørfalse samt udbedring af diverse facadeskader.
Bygningen er energioptimeret på en måde, hvor efterisolering af tagflader, forsatsvinduer mv. ikke forstyrrer oplevelsen af fredningsværdierne.



Fakta
Bygherre
- Bygningsfonden Kedelhuset
Projektteam
- Arkitekt: Mikkelsen Arkitekter
- Ingeniør: Vita Ingeniører
- Indretning: Mikkelsen Arkitekter
- Gade & Mortensen Akustik
- Stouenborg teaterteknik
Fakta om byggeriet
- Adresse: Franciska Clausens Plads 27
- Bydel: København V
- Kategori: Restaurering og transformation
- Funktion: Teater for samtidskunst og koreografi