Mødedato: 19.08.2024, kl. 10:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Private og brugerafgrænsede ladepunkter med kabelskinner på offentlig vej

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af medlemsforslag om opsætning af private ladeudtag i tilknytning til kommunalt vejareal, samt henvendelser fra borgere tage stilling til ny praksis for private ladepunkter. Praksis vil indebære, at der på offentligt vejareal kan gives tilladelse til private ladepunkter, der kan benyttes af en lukket brugergruppe. Udvalget skal tillige tage stilling til, hvorvidt forvaltningen skal fortsætte med at give tilladelser til private ladepunkter og kabelskinner på private fællesveje.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forvaltningen kan give tilladelser til private ladepunkter med tilhørende kabelskinner på offentlig vej, hvor ladepunktet ikke er offentligt tilgængeligt, men udelukkende kan benyttes af en veldefineret og afgrænset brugergruppe.
  2. at forvaltningen fortsætter den hidtidige praksis med tilladelser til private ladepunkter på private fællesveje.
  3. at medlemsforslag om opsætning af private ladeudtag i tilknytning til kommunalt vejareal stillet af Venstre, jf. Teknik- og Miljøudvalget 6. maj 2024 hermed er håndteret, jf. bilag 2.

Problemstilling

En række borgere efterspørger mulighed for at opsætte private ladepunkter på offentligt vejareal til opladning af biler. Hvis ladepunktet afgrænses til en lukket brugergruppe kan Teknik- og Miljøforvaltningen give tilladelser til dette med hjemmel i vejloven, jf. bilag 4. Tilladelser til private formål på offentlig vej er ikke i overensstemmelse med kommunens nuværende praksis, hvor private og individuelle hensyn kun tilgodeses, hvis de ikke tilsidesætter almene hensyn og ikke medfører udgifter for kommunen. Med vedtagelsen af denne indstilling besluttes en ny praksis, der gælder for ladepunkter med tilhørende kabelskinner. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til sagen, da udvalget vedtog et medlemsforslag om opsætning af private ladeudtag i tilknytning til kommunalt vejareal stillet af Venstre den 6. maj 2024.

Løsning

Ladepunkter på vejareal kan grundlæggende etableres på to måder: Som ladestandere i inventarzonen (areal mellem flisebelagt fortov og kantsten mod vej/cykelsti) ved kantstensparkering eller som ladepunkt på ansøgers ejendom eller grund, hvor der etableres en kabelskinne i niveau med fortovet ud til parkeringsarealet, så kablet opbevares trafiksikkert under opladning. Forvaltningen giver i dag tilladelse til begge løsninger på private fællesveje, hvor der ikke er cykelsti mellem fortov og parkeringsareal. Forvaltningen lægger op til, at der på de offentlige veje alene gives tilladelser til private ladepunkter på ansøgers ejendom eller grund med tilhørende kabelskinner.

Ansøgninger om ladepunkter kan behandles efter enten lov om infrastruktur for alternative drivmidler (AFI-loven) eller vejloven, hvilket er uddybet i bilag 4. Afgørende er, hvornår et ladepunkt anses for at være beliggende på arealer, som kommunen råder over (offentlig vej), og hvornår et ladepunkt er offentligt tilgængeligt.  

De private ladepunkter vil fungere som supplement til de kommunalt udbudte, offentligt tilgængelige ladepunkter, som opstilles med hjemmel i AFI-loven. De private ladepunkter vil give borgerne adgang til løsninger, der typisk er billigere at lade fra sammenholdt med de offentligt tilgængelige ladepunkter, og som vil være i umiddelbar nærhed af deres bopæl. For at Teknik- og Miljøforvaltningen med hjemmel i vejloven kan tillade private ladepunkter på offentlig vej, må disse alene være tilgængelige for en veldefineret og afgrænset brugergruppe. Forvaltningen vil foretage en konkret vurdering af, om dette forhold er opfyldt ved den enkelte ansøgning.

Tilladelse til kabelskinner vil medføre en meromkostning til retablering af kabelskinner i forbindelse med opgravning og genlægning af fortovet, som forventes på ca. 1.000 kr. per tilladt kabelskinne per gravning. Da transportministeren ikke har udnyttet muligheden for, at kommunen kan opkræve gebyr for ikke-forretningsmæssige tilladelser på vejareal, må forvaltningen afholde merudgifterne i forbindelse med genlægning af fortove.

Alle ansøgninger skal undergå en konkret og individuel vurdering. Med indstillingen, vil forvaltningen anlægge en praksis, hvor der gives tilladelse til private kabelskinner på offentlig vej, medmindre tungtvejende hensyn taler imod. Forvaltningen vil i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om kabelskinner lægge vægt på tilgængelighed, trafiksikkerhed og væsentlige lokale forhold.

Forvaltningen har per 1. august 2024 modtaget fem ansøgninger om private ladeløsninger på offentlig vej. Alle ansøgninger vedrører etablering af en løsning med kabelskinne. Der er pr. 1. august 2024 ikke modtaget ansøgninger på ladepunkter etableret som ladestandere på offentlig vej, hvor ladestanderen er placeret i inventarzonen.

Konsekvenser

Muligheden for at have en billigere og privat lademulighed direkte ved bopælen kan bidrage til at fjerne en barriere for erhvervelse af elbil, og dermed bidrage til omstillingen til en grønnere bilpark.

For at sikre tilgængeligheden vil Teknik- og Miljøforvaltningen i udgangspunktet stille krav om, at kabelskinner i fortove på offentlig vej skal være skridsikre og nedgravet i niveau med fortovet og kan fx udformes som linjedræn eller gummiliste jf. bilag 3. Kabelskinner i fortovsareal risikerer, trods de nævnte krav, at reducere tilgængeligheden, da kabelskinner afbryder ledelinjerne og giver en uensartet overflade.

Hvis behovet for opladning delvist dækkes af de private ladepunkter, bliver det mindre attraktivt for markedet at opsætte offentligt tilgængelige ladepunkter på de offentlige vejarealer. De private ladepunkter kan ikke gøres offentligt tilgængelige, da vejloven ikke giver hjemmel til at godkende offentligt tilgængelig ladepunkter. Offentligt tilgængelige ladepunkter skal godkendes efter AFI-loven og sendes i udbud. Da de private ladepunkter udelukkende kan anvendes af en lukket brugergruppe, vil byens øvrige brugere muligvis opleve, at der opstilles færre offentligt tilgængelige ladepunkter til at imødekomme deres ladebehov, hvilket kan svække den samlede offentligt tilgængelige ladeinfrastruktur, som besluttet i Københavns Kommunes Handlingsplan for ladeinfrastruktur 2022-2025 (BR 24. juni 2022).

Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke en ”københavner standard-kabelskinne”. Der må derfor forventes en visuel og uensartet opdeling af Københavnerfortovet, hvilket påvirker det æstetiske udtryk af fortovet.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil igangsætte arbejdet med at udvikle en standard for kabelskinne til politisk godkendelse. Ansøgninger, som forvaltningen modtager inden en eventuel standard for kabelskinne på offentlig vej er fastlagt, behandles løbende.

Flere vil eventuelt søge om etablering af solceller på tage som følge af flere private ladeudtag på offentlige arealer. Denne sammenhæng er dog ikke undersøgt i forbindelse med indstillingen. Forvaltningen kan vejlede om muligheden for opsætning af solceller til brug for private ladeudtag.

Parkering

Tilladelse til etablering af private ladepunkter, kabelskinner og ladestandere giver ikke samtidig ret til hel eller delvis reservering af parkeringspladser, uagtet om parkeringspladsen ligger på privat- eller offentligt vejareal.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget kan vælge, at

  • at forvaltningen som på private fællesveje ligeledes kan give tilladelse til private ladepunkter etableret som ladestandere på offentlig vej, hvor ladestanderen placeres i inventarzonen og ikke er offentligt tilgængeligt, men udelukkende kan benyttes af en veldefineret og afgrænset brugergruppe, samt at udvalget pålægger forvaltningen at udvikle en standard for private ladestandere på offentligt vejareal med henblik på at vise forskellen til de offentligt tilgængelige ladestandere.
  • Teknik- og Miljøforvaltningen ikke giver tilladelse til private ladestandere eller til kabelskinner på offentligt vejareal.

Økonomi

Da forvaltningen ikke kender omfanget af efterspørgslen på private ladepunkter med kabelskinner eller ladestandere på offentlig vej, er det ikke muligt præcist at fastslå de samlede økonomiske omkostninger. Tilladelse til private kabelskinner i offentligt vejareal medfører en meromkostning til retablering af kabelskinner i forbindelse med opgravning og genlægning af fortovet, som forventes at ligge på ca. 1.000 kr. per tilladt kabelskinne per gravning. Udgiften afholdes inden for forvaltningens ramme.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen give tilladelse til private ladepunkter med tilhørende kabelskinner på offentlig vej.

Søren Wille

/ Peter Højer

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. august 2024

 

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som nyt at-punkt:

”at ordning med private og brugerafgrænsede ladepunkter til kabelskinner på offentlig vej evalueres efter et år.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som nyt at-punkt:

”at Teknik- og Miljøforvaltningen afsøger og aktivt arbejder for, at de private aktører dækker omkostningerne, der er forbundet med modellen ved implementering af en privat lade løsning.”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”For det Konservative Folkeparti og Venstre er det vigtigt, at forvaltningen afsøger og aktivt arbejder for, at det er de private aktører, der ønsker denne løsningsmodel, der ligeledes dækker omkostningerne, der er forbundet med modellen, således at fællesskabet ikke skal dække de omkostninger, der er relateret til implementeringen af en privat lade løsning.”

Til top