Udmøntningsindstilling ifm. Budget 2018
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager udmøntningen af midlerne ifm. Budget 2018 til efterretning.
Problemstilling
Som følge af Borgerrepræsentationens vedtagelse den 5. oktober 2017 af Budget 2018, har Beskæftigelses- og Integrationsudvalget fået tildelt 137,6 mio. kr. i servicemidler og 177,0. mio. kr. i indsatsmidler i perioden 2018-2021.
Det betyder – alt andet lige – at budgetrammen frem mod 2021 udvikler sig som vist i tabel 1.
Tabel 1. Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budget i 2017 samt det forventede budget i 2018-2021 (2018- priser, mio. kr.)
Nedenfor fremgår Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens udmøntning af de tilførte midler ifm. Budget 2018. Nogle midler udmøntes i samarbejde med andre forvaltninger, men i denne indstilling er alene Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budgetændringer beskrevet. Sagen er en efterretningssag, da midlerne udmøntes på baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning i forbindelse med vedtagelsen af budgettet (2017-0328646). Forvaltningen forelægger udvalget en særskilt udmøntningsindstilling vedrørende ét tiltag. Det drejer sig om 'Styrket integration af etniske minoritetsfamilier på kontanthjælp' (BI 18), jf. nedenfor.
Løsning
De tildelte budgetmidler fremgår af tabel 2, hvorefter den konkrete udmøntning for hvert initiativ fremgår. Budgetnotaterne er vedhæftet som bilag.
Tabel 2. Oversigt over nye, tildelte budgetmidler i 2018-2021 (mio. kr.)
1. Ændring af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. (BI 3a)
Med budgetaftalen for 2018 afsættes der midler til at dække de manglende indtægter fra statsrefusion. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er bemyndiget til at gennemføre et udbud af danskundervisning for selvforsørgende mv., hvor pris vægter 70 pct. og kvalitet 30 pct. i udbudskriterierne.
Der udmøntes 45,9 mio. kr. i 2018, 26,5 mio. kr. i 2019 og 29,9 mio. kr. fra 2020 og frem. Det fremgår af budgetaftalen, ”.. at økonomien i udbuddet er behæftet med usikkerhed, hvorfor udgifterne til danskuddannelse tilføjes til opfølgning på risikoområder, som forelægges Økonomiudvalget med henblik på at et eventuelt merforbrug indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2017-2018. Parterne er herudover enige om, at et eventuelt mindreforbrug tilfalder kassen.”
2. Københavns deltagelse i metodeudviklingsprojekt med Settlementet (BI 4)
A.P. Møller Fonden har givet tilsagn til Settlementet om 25 mio. kr. i støtte til et 3½-årigt metodeudviklingsprojekt for 360 udsatte borgere i Københavns Kommune.
Københavns Kommune medfinansierer projektet. Der udmøntes 0,6 mio. kr. årligt i 2018-2020 til en støttemedarbejder på JKI samt 0,3 og 1,4 mio. kr. årligt i 2018-2020 til hhv. jobsøgningskursus og ekstra finansiering af aktivering af 360 borgere over perioden.
3. Investering i lavere sagsstammer (BI 5)
Der udmøntes midler til et pilotprojekt i Center for Jobindsats. Formålet er at undersøge og dokumentere effekterne af lavere sagsstammer pr. sagsbehandler på kvalitet, udgifter til overførsler og længden af ledighedsforløb. Indsatsen skal ses i sammenhæng med satspujlemidler tilført området og være afklarende eller virksomhedsrettet.
Der udmøntes 9,5 mio. kr. i 2018 og 2019 til ansættelse af sagsbehandlere i én afdeling hos JKI samt 0,3 mio. kr. til evaluering i Centralforvaltningen.
4. Sikker by (BI 6a og 6b)
Den forebyggende indsats til at reducere kriminalitet og styrke tryghed virker godt i Danmark. Ungdomskriminaliteten er faldende, også i København. Den aktuelle bandekonflikt har dog vist, at der stadig er udfordringer på området, som kræver stærke indsatser på tværs af kommunens forvaltninger. Der er derfor afsat penge til at videreføre bevillingsudløbene under Sikker By-programmet for at sikre både forebyggelse og handleparathed i akutte situationer, herunder i områderne omkring Nørrebro, Nordvest og Holmbladsgade.
Beskæftigelses- og uddannelsesfokuseret afsoning og god løsladelse
Der udmøntes 8,9 mio. kr. årligt i 2018-2021 til at fortsætte de to eksisterende Sikker by-indsatser ”Den gode løsladelse” og ”Tidlig helhedsorienteret indsats for varetægtsfængslede og dømte”.
Bydækkende studie- og fritidsjobindsats
Der udmøntes 6,1 mio. kr. årligt i 2018-2021 til at fortsætte den eksisterende Sikker by-indsats ”Bydækkende fritidsjob og studiejobformidling”.
5. Styrket integration gennem uddannelse til unge (BI 7a)
Københavns Kommune har med Integrationspolitikken 2015-2018 et overordnet mål om, at flere borgere med anden etnisk baggrund end dansk skal i job og uddannelse. Der udmøntes midler til at styrke drenge fra udsatte boligområders faglige kompetencer og sociale relationer gennem erhvervsrettet og personlig opkvalificering.
Der udmøntes konkret 0,2 mio. kr. i 2018 og 0,3 mio. kr. 2019-2021 til organisationen Mind Your Own Business.
6. Styrket integration af etniske minoritetsfamilier på kontanthjælp (BI 18)
Der udmøntes midler til at iværksætte et pilotforsøg om en integrationsindsats for Københavns Kommunes mest udsatte etniske minoritetsfamilier. Børn af forældre, der står uden for arbejdsmarkedet, er i særlig grad udsatte, blandt andet som følge af forældrenes socioøkonomiske situation.
Der udmøntes derfor 3,7 mio. kr. i 2018 og 2019 til en styrket beskæftigelsesindsats for minoritetsforældre og 0,6 mio. kr. til forebyggelse af frafald på uddannelsesinstitutioner. Udvalget forelægges særskilt udmøntningsindstilling vedrørende denne aktivitet.
7. Bydelsmødre (BI 19)
Bydelsmødre er en indsats under Fonden for Socialt Ansvar, hvor ressourcestærke kvinder med etnisk minoritetsbaggrund støtter andre særligt isolerede kvinder i deres lokalområder. Der udmøntes midler til at fortsætte driftsunderstøttelsen af initiativet.
Konkret udmøntes 0,25 mio. kr. årligt i 2018-2021 til fortsat udvikling og udbredelse af indsatsen Bydelsmødre i København, herunder uddannelse og opkvalificering af frivillige bydelsmødre samt forankring af eksisterende Bydelsmødregrupper.
8. Lokalt forankret beskæftigelsesindsats (BI 105)
Med budgetaftalen for 2018 udmøntes der midler til at videreføre den lokalt forankrede beskæftigelsesindsats ved forlængelse af det eksisterende udbud. Forvaltningen har siden 2013 haft aftaler med leverandører af lokalt forankrede beskæftigelsesindsatser.
Der udmøntes 7 mio. kr. årligt i 2018-2020 til at fortsætte aftalerne under udbudsområde 1 og 2. Der udmøntes derudover 0,54 mio. kr. til Center for Jobindsats (JKI) mhp. at sikre en bedre dialog med leverandørerne.
9. Uændret aktivitetsniveau i den særlige beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken i 2018 (BI 117)
Der udmøntes 1,0 mio. kr. i 2018 til at fortsætte med uændret aktivitetsniveau i den særlige beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken.
10. Flygtninge 2018: Job, uddannelse og integration i samfundet (F1a)
Nytilkomne flygtninge fordeles mellem kommunerne via et kvotesystem. Københavns Kommune er foreløbigt visiteret til at modtage 277 flygtninge i 2018. Hertil kommer familiesammenførte til flygtninge. Der udmøntes midler til at fortsætte både den lovpligtige modtage- og beskæftigelsesindsats samt københavnermodellen for beskæftigelse og integration af flygtninge i København.
Der udmøntes 14,8 mio. kr. i 2018 til drift af beskæftigelsesindsatsen for flygtninge, herunder midler til den tidlige arbejdsmarkedsrettede indsats. Videre udmøntes 22,7 mio. kr. til danskundervisning, tolkebistand samt aktivering mv. for tilkomne flygtninge. Kommunen modtager grundtilskud og resultattilskud på i alt 22,8 mio. kr. Det betyder samlet set, at kassen tilføres 0,1 mio. kr. i indsatsmidler i 2018.
11. Flygtninge 2018: Midlertidig indkvartering (F1d)
Der er i forlængelse af pkt. 10 behov for at indkvartere de tilkomne flygtninge midlertidigt, indtil der kan skaffes permanente boliger. Flygtningene bliver som tidligere år indkvarteret på følgende områder:
-
Ottiliavej og Welcome House
-
midlertidig indkvartering uden for Ottiliavej.
Der udmøntes 9,8 mio. kr. i 2018 til at fortsætte den midlertidige indkvartering på Ottiliavej. Videre udmøntes 2,5 mio. kr. til at fortsætte driften af Welcome House, og endeligt udmøntes 1,7 mio. kr. i huslejestøtte og drift til indkvartering uden for Ottiliavej.
12. Styrket AC-indsats (BI 9)
Antallet af ledige akademikere i København er højere end i de øvrige universitetsbyer. Der udmøntes midler til at styrke indsatsen for at få akademikere i beskæftigelse i små og mellemstore virksomheder.
Konkret udmøntes 1,2 mio. kr. i 2018, 2,4 mio. kr. i 2019 og 1,2 mio. kr. i 2020 til en ambitiøs og proaktiv rekrutteringsindsats, mens der udmøntes 0,6 mio. kr. årligt i 2018-2019 og 0,3 mio. kr. i 2020 til en koordineret indsats på tværs af eksisterende tiltag.
13. Videreførelse af samarbejdet med a-kasserne om indsatsen mod langtidsledighed (BI 104)
I budget 2014 blev der afsat midler i 2014-2017 til en indsats mod overledigheden ved jobsøgningsforløb i samarbejde med tre udvalgte a-kasser. Med budget 2018 udmøntes der 5,0 mio. kr. årligt i 2018-2021 til at videreføre indsatsen. Midlerne fordeles forholdsmæssigt til Karrierecentret (Magistrenes A-kasse) og Arbejdsmarkedscentret (FOA og 3Fs A-kasser).
14. Samarbejdsportalen (BI 103)
Samarbejdsportalen er drevet af LO Hovedstaden og har til formål at understøtte videndeling mellem a-kasser, fagforeninger og jobcentre for at sikre, at borgerne får bedre service.
Der udmøntes 0,5 mio. kr. i 2018 i støtte til LO Hovedstaden, som driver portalen.
15. Videreførelse af jobrotation (BI 108)
I forbindelse med budget 2014 blev der afsat en treårig bevilling til initiativer, der skulle fremme anvendelsen af jobrotation. Der udmøntes 1,75 mio. kr. årligt i 2018-2019 til at videreføre indsatsen for øget brug af jobrotation i yderligere 2 år. Midlerne udmøntes til Erhvervshuset.
16. Støtte til Creative Business Cup 2018-2021 (BI 12)
Creative Business Cup arbejder med at udvikle det københavnske start-up-miljø og afholder årligt en større iværksætterkonkurrence. Der udmøntes 0,75 mio. kr. årligt i 2018-2021 til at støtte Creative Business Cup.
Økonomi
Jf. ovenfor.
Videre proces
Såfremt udvalget ønsker flere separate udmøntningsindstillinger om enkeltinitiativer end det, forvaltningen har lagt op til i indstillingen her, vil forvaltningen udarbejde dem hurtigst muligt.
Ansættelse af medarbejdere mv. vil i givet fald blive udsat, indtil udmøntningsindstillingerne er godkendt. De initiativer, der forventes at have medarbejdermæssige konsekvenser, fremgår af nedenstående tabel.
Tabel 3: Initiativer vedtaget i budget 2018, som forventes at medføre ansættelse af medarbejdere.
Bjarne Winge / Jacob Zeberg Eberholst
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning. Udvalget bad om, at der fremlægges særskilte indstillinger ift. udmøntningen af initiativerne 3, 4 og 12. Forvaltningen bemyndiges til at gå i gang med udmøntningen frem mod, at disse indstillinger fremlægges.
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Ø mener ikke, at det nuværende udbudsmateriale opfylder intentionen i budgetaftale om at sikre ansatte på sprogskolerne mod dumping af deres arbejdsvilkår. Ø går videre med et forslag, der retter op på denne mangel”.