Mødedato: 12.03.2025, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

2. behandling af investeringsforslag til OFS 24-25

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget skal i alt finde nye effektiviseringer for 33,9 mio. kr. til at indfri måltallet for budget 2026. Med denne sag skal udvalget 2. behandle investeringsforslag til overførselssagen 2024/25, som kan bidrage med nye effektiviseringer for 12,3 mio. kr. i 2026 og 28,0 mio. kr. varigt.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

  1. at udvalget godkender investeringsforslagene samt forslag til for-analyser til overførselssagen 24/25, der fremgår af indstillingen.
  2. at udvalget særskilt godkender forslaget Pilotprojekt – køb og drift af udflytterbus, da det med en tilbagebetalingsperiode på 11 år ikke lever op til kriterierne for investeringspuljen.

Problemstilling

Økonomiudvalget (ØU) har med indkaldelsescirkulæret for budget 2026 den 22. januar besluttet, at BUU skal aflevere et forslag til budget 2026, der indeholder effektiviseringer for 96,1 mio. kr. inkl. effektivisering på administrative opgaver for 6,9 mio. kr.

Til at indfri det samlede effektiviseringsmåltal på 96,1 mio. kr. er der 62,2 mio. kr. i stigende profiler fra effektiviseringer vedtaget i tidligere budgetter. BUU skal dermed finde nye effektiviseringer for 33,9 mio. kr., som skal løses med BUF’s egne investerings- og effektiviseringsforslag samt tværgående investerings- og effektiviseringsforslag.

I budget 2025 er der afsat en investeringspulje på i alt 375 mio. kr., som fagudvalgene kan ansøge om af få del i ved at fremsende investerings- og innovationsforslag samt forslag til for-analyser, som resulterer i effektiviseringer. Forslagene godkendes i overførselssagen i marts 2025 eller ved vedtagelsen af budget 2025. Hvis forslagene skal indgå i udvalgets budgetforslag 2026, skal de endelig godkendes med denne sag, så de kan indgå i overførselssagen.

Udvalget 1. behandlede investeringsforslagene på mødet 5. februar 2025. Der er foretaget mindre justeringer af teknisk karakter mellem 1. og 2. behandling af forslagene. Justeringer beskrives nedenfor.

Løsning

BUF har syv investeringsforslag, et tværgående investeringsforslag og to foranalyser med en samlet effektivisering på 12,3 mio. kr. i 2026 og 28,0 mio. kr. varigt. Ud af de samlede effektiviseringer udgør 4,1 mio. kr. i 2026 og 2,5 mio. kr. varigt effektiviseringer på administrative opgaver. De enkelte forslag fremgår af bilag 1-8.

Investeringsforslagene kan inddeles i tre temaer, der omhandler hhv. administration og IT, dagtilbud og skole. Der er to forslag indenfor temaet administration og IT, som skal medvirke til at forenkle og samle opgaver centralt indenfor udbud, styring og indkøb af IT. Derudover er der tre forslag om dagtilbudsdrift, herunder et pilotprojekt om køb og drift af en udflytterbus, bedre vikardækning samt optimering af opgaven med ejendomsdrift. Endelig omhandler de to sidste forslag en decentralisering af svømmeskolen og bedre vikardækning på skolerne.

Tilbagebetalingstiden på forslaget om udflytterbussen er på 11 år, da det ikke er muligt at få bevilget midler fra klimapuljen, når der samtidig søges midler fra investeringspuljen. Da puljen dermed ikke lever op til kravet om max. 6 års tilbagebetalingstid, så skal der tages særskilt politisk stilling til, om BUU alligevel vil godkende forslaget.

Det tværgående forslag omhandler energibesparelser ved renovering og planlagt vedligehold af kommunens ejendomme.

Der er udarbejdet to for-analyser med formål om at 1) identificere og frigøre ressourcer i Sundhedsplejen i København og 2) undersøge forvaltningens lejekontrakter for at optimere og administrationen og udnyttelsen af ejendomsportefølje.

Alle forslagene er vurderet af Økonomiforvaltningen (ØKF) i henhold til kriterierne for investeringspuljerne. Forslagene er godkendt af ØKF med den bemærkning, at tilbagebetalingstiden på forslaget om udflytterbus er længere end 6 år.

Forslagene blev præsenteret for udvalget i forbindelse med 1. behandlingen af sagen den 5. februar hvor alle forslagene blev sendt videre til 2. behandlingen. Udvalgte forslag blev ligeledes gennemgået på budgetseminaret den 26. februar 2025 med mulighed for at stille uddybende spørgsmål til forvaltningen samt repræsentanter fra sektoren.

Tabel 1: Økonomiske konsekvenser ved vedlagte investeringsforslag (mio. kr.)

Tabel 2. Oversigt over for-analyser (mio. kr.)

Justeringer i investeringsforslag siden 1. behandling

Siden 1. behandlingen af investeringsforslagene er der ændret i forslagene om optimering af ejendomsdrift på dagtilbud- og klubområdet, pilotprojekt - køb og drift af udflytterbus, interne udbudsjurister samt forslaget om decentralisering af svømmeundervisningen.

I forslaget om udflytterbus er effektiviseringen blevet nedjusteret 0,1 mio. kr. i 2026 og varigt, mens effektiviseringen i 2026 er nedjusteret med 0,6 mio. kr. i forslaget om udbudsjurister. I forslaget om svømmeundervisning er det tilføjet, at det er ved undervisning i de tre skolesvømmehaller, at skolerne kan risikere at skulle stille med ekstra personale, mens det ikke er tilfældet i de offentlige svømmehaller. Endeligt er der i forslaget om ejendomsdrift indsat betegnelsen ’teknisk personale’ som en samlet stillingsbetegnelse, der også omfatter ’gårdmænd’. 

Bemærkninger til investeringsforslagene

I perioden mellem 1. og 2. behandling af sagen har forvaltningen sendt forslagene til kommentering hos forældreorganisationer, fagforeninger og de parter, der bliver direkte berørt af de respektive forslag. Der er kommet 1 kommentar, som fremgår af bilag 11.

Kommentaren kommer fra BUPL, som forholder sig kritisk til forslagene Interne udbudsjurister, Samling af teknisk systemejerskaber og Optimering af ejendomsdrift på dagtilbud- og klubområdet. BUPL’s kommentar til Investering i bedre vikardækning i dagtilbud er indarbejdet i forslaget.

Politisk handlerum

Udvalget har mulighed for ikke at godkende ét eller flere af forslagene. I så fald skal der træffes beslutning om flere effektiviseringer med henblik på at indfri effektiviseringsmåltallet.

Økonomi

Intet yderligere.

Videre proces

De forslag, som Børne- og Ungdomsudvalget vedtager, indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2024-25 med henblik på udmøntning af midler fra investeringspuljerne. Afledte driftseffektiviseringer i 2026 og frem som følge af de godkendte forslag indarbejdes i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag for 2026.

Det er muligt at ansøge om midler fra investeringspuljen to gange årligt. Næste ansøgningsrunde er i forbindelse med budgetforhandlingerne i efteråret 2025, og vedtagne forslag herfra kan hjælpe forvaltningerne med at indfri effektiviseringsmåltal fra 2027 og frem.

 

Tobias Børner Stax                               Sti Andreas Garde
Til top