Mødedato: 28.10.2024, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Tung trafik på Amager (Amager Øst og Amager Vest)

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, at der afventes med at etablere yderligere initiativer for at reducere de trafikale gener som følge af aktiviteter på bl.a. Prøvestenen, ARC og Lynetteholm, indtil de to nord-sydlige korridorer for tung trafik på Amager er optimeret. Optimeringen kan ske ved, at kapaciteten på Amager Strandvej øges og ved ombygning af alle tre rundkørsler på Ørestads Boulevard. De to løsninger afventer imidlertid henholdsvis finansiering og endelig beslutning om anlæg af ny metrolinje.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,  

  1. at der ikke iværksættes midlertidige tiltag på Ørestads Boulevard eller alternative løsninger på Amager Strandvej, jf. løsning.
  2. at medlemsforslaget med ændringer om at begrænse tung trafik på Artillerivej stillet af Socialdemokratiet (TMU 27. maj 2024) hermed er håndteret, jf. bilag 2,
  3. at medlemsforslaget med ændringer om midlertidige tiltag på Ørestads Boulevard stillet af Enhedslisten (BR 30. maj 2024) hermed er håndteret, jf. bilag 3.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget pålagde den 27. maj 2024 forvaltningen at udarbejde en sag med handlemuligheder for begrænsning af tung trafik på Artillerivej, Ørestads Boulevard, Vermlandsgade og Amager Strandvej.

Borgerrepræsentationen pålagde den 30. maj 2024 forvaltningen at udarbejde oplæg til, hvordan Ørestads Boulevard med midlertidige tiltag kan gøres mere lastbilegnet, indtil den kan ombygges fuldt som beskrevet i foranalysen forelagt Teknik- og Miljøudvalget 7. juni 2021, samt at det undersøges, hvordan der kan skabes bedre forhold for cyklisterne på den pågældende strækning.

Da de to medlemsforslag vedrører samme problemstilling og område, behandles de samlet i denne indstilling. I bilag 6 er vist de to nord-sydlige korridorer for tung trafik på Amager på Ørestads Boulevard og på Amager Strandvej, der afventer etablering. Forvaltningen foreslår, at der ikke igangsættes yderligere initiativer for tung trafik på Amager, indtil disse korridorer er anlagt. Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 6. maj 2024 at forbedre forholdene på Amager Strandvej. Der er dog ikke afsat midler hertil. I Budget 2025 blev afsat midler til ombygning af en rundkørsel på Ørestads Boulevard, og forvaltningen er i dialog med Metroselskabet om ombygning af de to resterende.

Løsning

Den nuværende trafikale situation på Amager, jf. bilag 4 og 10

Vejnettet på den nordlige del af Amager er præget af meget lastbilstrafik genereret af placeringen af Prøvestenen, af ARC, etablering af Lynetteholm og generelt meget byggeaktivitet og øvrig transport i tilknytning til borgeres hverdagsliv på Amager bl.a. levering til dagligvarebutikker, renovation m.m.

Hovedparten af vejnettet ligger tæt op ad boliger, og mange korridorer for den tunge trafik krydser skoleveje, tæt bebyggede områder, cykelruter m.m., eller er af anden årsag ikke velegnet til afvikling af tung trafik. Særligt den helt tunge trafik med jord, der kommer fra motorvejsnettet/ Sjællandsbroen/ jordrensningsfaciliteter på Selinevej til Lynetteholm skaber stor bekymring for beboerne på Amager.

Der er således ikke oplagte korridorer til at håndtere den tunge trafik og på den baggrund heller ikke ruter, der oplagt kan aflaste andre ruter uden større eller mindre ombygninger. At begrænse trafikken på en vej vil således alene flytte trafikken til andre veje, dels hvor andre beboere bliver generet, dels der krydses af andre skolebørn, dels hvor ulykkesrisikoen bliver forøget.

Amager Strandvej og Ørestads Boulevard som to nord-sydlige korridorer for tung trafik

Samlet set vil initiativer, der flytter trafikken til Ørestads Boulevard eller Amager Strandvej være dem, der skaber færrest gener for beboerne, skolebørn m.m., jf. bilag 6. Den nuværende kapacitet og ulykkesrisiko på de to strækninger betyder samlet set at disse ruter er mindre attraktive end øvrige ruter på Amager.

Ved at optimere Amager Strandvej samt Ørestads Boulevard som to nord-sydlige korridorer forbedres forholdene og begrænses generne af den tunge trafik til Nordøstamager. Dette forudsætter dog to forhold. Kapaciteten på Amager Strandvej skal øges, for at undgå øget risiko for, at trafikken på Amager Strandvej bryder sammen, og skabe lange kødannelser. Derudover skal de tre rundkørsler på Ørestads Boulevard ombygges til signalregulerede kryds, da ulykkesrisikoen på Ørestads Boulevard vurderes forøget markant, hvis der kommer flere lastbiler der, uden en ombygning er sket.

Såfremt disse strækninger optimeres, vil det være muligt at begrænse trafikken på det øvrige vejnet med yderligere trafikdæmpende foranstaltninger, vægtbegrænsning, rutehenvisninger m.m. Begrænsning af trafikken kunne fx ske ved:

  • Vejhenvisning til Prøvestenen og Lynetteholmen på Motorvejsnettet og på Selinevej.
  • Vægtbegrænsning på Islands Brygge, Artillerivej, Røde Mellemvej og Øresundsvej – med respekt for at nødvendig kørsel fortsat kan komme rundt på Amager
  • Dialog med vognmænd, og andre relevante aktører om hensigtsmæssigt rutevalg
  • Dialog med Jordbehandlingsanlæg, By og Havn, Metroselskabet m.fl. om samarbejde om at henvise til hensigtsmæssige rutevalg

Henvisning til benyttelse af Amager Strandvej vil dog samtidig medføre, at trafikken ledes igennem Tårnby Kommune. Forvaltningen er løbende i dialog med Tårnby Kommune.

Amager Strandvej

Teknik- og Miljøudvalget besluttede 6. maj 2024 at forbedre forholdene for krydsende fodgængere og cyklister på Amager Strandvej, og samtidig afhjælpe de flaskehalse, som opstår i dag, når to lastbiler skal møde hinanden på den smalle kørebane, jf. bilag 7. Der blev ikke afsat midler til initiativet i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2025.

Ørestads Boulevard

I Budget 2025 blev afsat midler til ombygning af den nordlige rundkørsel. Forvaltningen er løbende i dialog med Metroselskabet om ombygning af de to sydlige rundkørsler i forbindelse med anlæg af ny metrolinje, ligesom der arbejdes på en tidsplan, så forholdene hurtigst muligt kan blive forbedret ved den nordligste rundkørsel. Forvaltningen vurderer, at ombygning af de tre rundkørsler på Ørestads Boulevard til signalregulerede kryds vil gøre ruten mere attraktiv for lastbiler og derved aflaste Artillerivej m.fl. Forvaltningen har undersøgt forholdene på Ørestads Boulevard.

  • Forbedringer af forholdene for cyklister i rundkørslerne, der er hurtigere eller billigere end de allerede igangsatte initiativer på strækningen, er ikke mulige. Forvaltningen vurderer således, at det ikke er muligt at fremskynde at henvise lastbiler til Ørestads Boulevard, før de tre rundkørsler er ombygget.
  • Skiltning om ”at passe på hinanden” ikke vil have effekt, da risikoen for ulykker i rundkørslen ikke skyldes manglende opmærksomhed, men at trafikanters hensigter misforstås, og geometrien i en rundkørsel gør, at bilister ikke kan se cyklister gennem spejlene.
  • En ændring af vigepligt, så cyklister har vigepligt for motorkøretøjerne, vil ligeledes kræve store ombygninger, for at leve op til gældende vejregler, og øge trafiksikkerheden og trygheden i rundkørslerne.
  • Etablering af forbud mod lastbilskørsel i særlige tidsrum på udvalgte strækninger vil flytte lastbilskørslen til andre korridorer, der ikke er bedre egnede, jf. tidligere.
  • En evt. tidsbestemt restriktion i morgen-mødetiden vil ikke kunne indarbejdes i GPSer m.m. og vil ligeledes skubbe trafikken ind på andre veje, hvor der i samme tidsrum ligeledes er skolevejstrafik og mange cyklister.

Igangsatte vejprojekter i området

Der er i forbindelse med tidligere budgetvedtagelser afsat midler til at øge trygheden og sikkerheden for lette trafikanter på Artillerivej, Uplandsgade og Ørestads Boulevard (nordlige rundkørsel). De igangsatte initiativer alene begrænser dog ikke tung trafik på Artillerivej eller gør Ørestads Boulevard mere lastbilegnet

  • Artillerivej – Bro over Vejlands Alle forventes ibrugtaget medio 2025 og vil mindske generne ved den tunge trafik ved cykelkrydsningen fra Slusen mod Ørestad, jf. Budget 2014 (BR 3. oktober 2013) (A, B, F, O og Ø).
  • Artillerivej – Signalanlæg ved Aksel Heides Gade forventes ibrugtages i foråret 2025. Der vil herefter være endnu et signalanlæg, hvor Artillerivej trygt kan krydses, jf. Overførselssag 2021-2022 (BR 5. maj 2022) (A, B, F, O, V, Ø og Å).
  • Artillerivej – Foranalyse boldklubben Hekla gennemføres for at forbedre forholdene for lette trafikanter ved boldklubben Hekla på Artillerivej mellem Vejlands Alle og Rundholtsvej. Teknik- og Miljøudvalget forventes forelagt foranalysens resultater medio 2025 forud for Budget 2026, jf. Budget 2024 (BR 5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O og V).
  • Signalanlæg i krydset Laplandsgade-Uplandsgade. For at øge sikkerheden og trygheden for cyklister og fodgængere er der afsat 6,3 mio. kr. til et signalanlæg i krydset Laplandsgade-Uplandsgade, der forventes ibrugtaget i 2027, jf. Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø)
  • Ombygning af rundkørsel. For at øge trafiksikkerhed og fremkommelighed i rundkørsel på Ørestads Boulevard ved Tom Kristensens Vej er afsat 18,7 mio. kr. Projektet forventes ibrugtaget 2028, jf. Budget 2025.

Mængden af lastbilkørsel, jf. bilag 9

Der har i en periode været oplagret en stor del jord på Selinevej, som i foråret 2024 blev flyttet til Lynetteholmen. I den periode var der meget jordtransport på hele vejnettet, og særligt borgere på Artillerivej oplevede i denne periode mange gener ved kørslerne.

Det fremgår af faktuelle trafiktællinger af store 4+-akslede lastbiler, jf. bilag 9, at trafikken på vejnettet har været større i foråret 2024 end både tidligere og efterfølgende tællinger har vist, fx var der på Artillerivej i foråret 233 store lastbiler og i efteråret 134. På Ørestads Boulevard var antallet at store lastbiler uændret, mens antallet af store lastbiler på Amager Strandvej syd ved kommunegrænsen mod Tårnby i foråret var 838 og i efteråret 573. Det er forventningen, at jordtransporterne fra Selinevej fremover vil blive færre end i foråret 2024. Det kan dog ikke udelukkes, at der vil komme udsving over tid.

Kilometerbaseret afgift for lastbiler

I marts 2023 vedtog Folketinget at indføre en kilometerbaseret kørselsafgift for lastbiler. Afgiften er højere indenfor Miljøzonen, end den er på Amagermotorvejen, der ligger uden for zonen. I forhold til øvrige omkostninger ved lastbilskørsel, fx i forhold til forsinkelser ved signalanlæg m.m., forventes den nye afgift ikke at have betydning for rutevalg i forhold til at køre den korteste vej eller at vælge en rute med en lavere afgift.

Dialog med relevante interessenter
Teknik- og Miljøforvaltningen er i dialog med relevante aktører for at afklare i hvor høj grad det er muligt ad frivillighedens vej at begrænse den tunge trafik ved kommunens skoler i forbindelse med skolestart kl. 7.30-8.15. Det er dog forvaltningens vurdering, at tiltaget vil have begrænset effekt, da jordtransporterne i forvejen er begrænset af åbningstid for jordmodtagelsesdepotet (broåbningstid for Lynetteholm Havn) m.m.

Politisk handlerum

Det kan politisk vælges

  • at henvise finansiering af ombygning af Amager Strandvej på anslået 16 mio. kr. til kommende budgetforhandlinger. Det forudsætter ændringsforslag om at henvise finansiering af ombygning af Amager Strandvej til kommende budgetforhandlinger, såfremt der ønskes udarbejdet budgetnotat, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke af sig selv udarbejder dette på baggrund af indstillingen.
  • at begrænse lastbilskørsel på nogle korridorer og dermed samtidig belaste andre korridorer. yderligere. Dette indebærer øget risiko for ulykker og utryghed på disse korridorer.
  • Afvente afrapporteringen af Trafik- og Byrumsplan for Amager. Herved vil løsningsforslag tidligst blive henvist til forhandlingerne om Budget 2027. Det er dog forvaltningens vurdering at der i Trafik- og Byrumsplanen ikke vil blive peget på væsentligt andre løsninger, men evt. supplerende tiltag.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen orientere udvalget, når der sker væsentlige ændringer i arbejdet med at optimere Amager Strandvej og Ørestads Boulevard som to nord-sydlige korridorer for tung trafik.

 

Søren Wille                   

/ Peter Højer

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. oktober 2024

 

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som nyt at-punkt:

 

”at finansiering af ombygning af Amager Strandvej henvises til forhandlingerne om Budget 2026, jf. politisk handlerum.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som erstatning af 1. at-punkt:

 

”at ombygningen af rundkørslen på Ørestad Boulevard fremskyndes, så denne kan bruges til tung trafik betydeligt tidligere.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som nyt at-punkt:

 

”at finansiering til ombygning af de to sydlige rundkørsler ved Grønjordsvej og ved August Schades Vej henvises til forhandlingerne om Budget 2026.”

 

Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget uden afstemning.

 

 

Det samlede udvalg stillede følgende ændringsforslag (ÆF4) som nyt at-punkt:

 

”at forbudsskiltet på Artillerivej, som er nedtaget, genopsættes med et begrænset tidsrum, hvorefter den tunge trafik ikke må køre på Artillerivej mellem 7.30 og 8.30.”

 

Ændringsforslaget (ÆF4) blev vedtaget uden afstemning.

 

 

Det samlede udvalg stillede følgende ændringsforslag (ÆF5) som nyt at-punkt:

 

”at opsætte ’passe på hinanden’-skilte ved Skolen på Islands Brygge, Amagerbro Skole, Dyvekeskolen og Peder Lykkeskolen.”

 

Ændringsforslaget (ÆF5) blev vedtaget uden afstemning.

 

 

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.

 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti mener, at der bør igangsættes initiativer, der reducerer de trafikale gener; endvidere kan vi i forbindelse med det videre arbejde ikke støtte de massive nedlæggelser af parkeringspladser på Amager Strandvej, der foreslås.”
Til top