Mødedato: 24.02.2025, kl. 15:00
Mødested: Pharmakon kursus- og konferencecenter, Milnersvej 42, 3400 Hillerød

Endelig vedtagelse af lokalplan Ragnhildgade Syd, Nørrebro

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsforvaltningen ønsker at opføre en specialinstitution til 36 børn på den sydligste del af KTK-grunden, der ligger ved Haraldsgade og Ragnhildgade. Specialinstitutionen opføres i 1-3 etager. På den øvrige del af KTK-grunden udpeges eksisterende bygninger som bevaringsværdige. Lokalplanen har været i offentlig høring i otte uger. Forvaltningen har modtaget en del høringssvar vedr. kulturmiljøet. Disse har dog ikke givet anledning til ændringer. Høringssvar fra rådgiver har givet anledning til mindre ændringer. Borgerrepræsentationen skal beslutte, om lokalplan Ragnhildgade Syd skal endeligt vedtages.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan Ragnhildgade Syd (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

Problemstilling

I Overførselssagen 2018-2019 (BR 9. maj 2019) (A, B, F, V, C, O, I) blev der afsat midler til Børne- og Ungdomsforvaltningen til planlægning og etablering af seks specialdaginstitutionsgrupper ved Ragnhildgade. Specialdaginstitutionen ønskes opført på den sydligste del af KTK-grunden, der afgrænses af Haraldsgade og Ragnhildgade. Den gældende lokalplan Ragnhildgade Vest fra 2008 udlægger hele KTK-grunden til boligformål med mulighed for serviceerhverv i den sydligste del af området, og det er ikke forudsat, at eksisterende bygninger på KTK-grunden skal bevares. Ønsket om placering af ny specialinstitution på det sydligste af KTK-grunden og bevaring af de eksisterende bygninger forudsætter derfor udarbejdelse af en ny lokalplan.  

Løsning

Planforslaget ligger i bydelen ydre Nørrebro og er afgrænset af Haraldsgade og Ragnhildgade. Lokalplanområdet er placeret i et sammensat kvarter med blandede bolig- og erhvervsbebyggelser og rummer syv ældre bebyggelser, hvoraf fem af disse er registreret med en middel SAVE-værdi på 6, mens de andre er uden bevaringsvurdering. Der er foretaget en konkret vurdering af bebyggelserne og de arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige forhold. Bygningernes arkitektur og deres tidligere funktion som kommunal oplagsplads og værkstedsbygninger er med til at tegne bydelens og kommunens historie, og på den baggrund udpeges bygningerne som bevaringsværdige. I den nordligste del af lokalplanområdet ligger en daginstitution i fire etager fra 2012. I lokalplanområdets sydligste del muliggøres opførelse af en ny specialdaginstitution i op til tre etager med en bygningshøjde på højst 14 m. Bygningen skal fremstå i røde nuancer med beton eller tegl i stueetagen og profilerede sinusplader i metal på de øvre etager. Langs Haraldsgade er del af bygningen i en etage med legeplads på taget. Planområdet er i Kommuneplan 2024 udpeget til et E0-område til blandet erhverv, herunder også til de eksisterende funktioner og nuværende anvendelse i området.

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget

På baggrund af den offentlige høring, herunder bygherres yderligere kvalificeringer af projektet, foreslår forvaltningen en række mindre ændringer. Der foreslås ændringer vedr. højdegrænse på skurbebyggelsen, ændring af profileringen i facaden, samt at støjafskærmning B mellem spillestedet Mayhem og specialinstitution tilføjes transparent materiale for at bidrage til tryghedsfølelsen i området. Endvidere foreslås det, at byrum B skal beplantes med 20 % og byrum C med 10 % for at imødekomme pladskrævende inventar i uderummet, da det er en specialinstitution med inventar til kørestolsbrugere. Alle ændringer fremgår af bilag 8.

Høring

Lokalplanforslaget blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 7. oktober 2024 og har været i høring fra den 11. oktober 2024 til den 13. december 2024. Forvaltningen har modtaget 32 henvendelser. Høringen har givet anledning til ændringer.

De 32 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 6. I bilag 7 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.

Nørrebro Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 6, henvendelse 2B):

  1. Kulturmiljøet på KTK-grunden, herunder Bolsjefabrikken, Mayhem og ateliererne anses som unikt og bevaringsværdigt. Der er bekymring for, at en specialbørnehave kan begrænse de nuværende aktiviteter som koncerter, parkour, skate og graffitivægge. Der er et ønske om at sikre, at børnehavens placering ikke går ud over det eksisterende kulturmiljø, som har stor betydning for Nørrebro. Lokaludvalgets dialog med lokalbefolkningen har understøttet ønsket om at bevare området uændret.

Lokaludvalgets synspunkter er sammenfaldende med borgernes henvendelser, og forvaltningen kommenterer derfor samlet nedenfor.

Københavns Museum har følgende hovedsynspunkter (bilag 6, henvendelse 3B):

  1. Københavns Museum påskønner, at de resterende industribygninger udpeges som bevaringsværdige, ligesom KTK-grundens eksisterende miljø sikres. Bolsjefabrikken blev nomineret i ”Byens Sjæl”. Museet er usikker på, om etablering af en ny specialdaginstitution vil kunne ske med tilstrækkelig sikring af de angivne kulturmiljømæssige hensyn til området.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Københavns Museums synspunkter er sammenfaldende med borgernes henvendelser, og forvaltningen kommenterer derfor samlet nedenfor.

Bygherre har følgende hovedsynspunkter (bilag 6, henvendelse 3C)

  1. Bygherre bemærker, at den forventede støjmur mellem den fremtidige institution og Mayhem, anses som utrygskabende for området, da den fremstår helt lukket og kan skjule lyssky aktiviteter.
  2. Bygherre ønsker ændringer i facadeprofileringens tæthed på 1 og 2. sal. Pladen med den tætte profilering placeres mellem vinduerne, hvilket er det omvendte af de visualiseringer, der er leveret til lokalplanen. Baggrunden for det er, at en tæt profilering byggeteknisk er bedre egnet til at indgå i inddækningerne ved vinduer og bedre kan efterleve krav til overholdelse af klemsikringer/sikkerhed for lukninger, hvor børnene kommer tæt på facaden. Bygherre ønsker desuden at opsætte to kvadratiske vinduer til toilet/puslerum af hensyn til indretningsmulighederne i puslerum.
  3. Bygherre ønsker ændring af højden på skurbebyggelse for at imødekomme mere bynatur samt producenternes krav til vækstlag til begrønning af tage.
  4. Bygherre ønsker en ændring af procentsatsen for beplantning for at imødekomme indretning af byrum til kørestolsbrugere og særligt inventar til børn med udfordringer.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen foreslår at ændre bestemmelsen for at sikre en mere transparant løsning, da en støjmur af mere åben karakter vil være mere hensigtsmæssig i forhold til at skabe visuel kontakt og dermed mere tryghed i byrummet.
  2. Forvaltningen foreslår at ændre bestemmelsen, så der kan placeres to kvadratiske vinduer i facaden, der ikke flugter med øvrige vinduesbånd. Denne ændring vil have en mindre betydning for facadeudtrykket. Derudover foreslår forvaltningen at ændre bestemmelsen for at give mulighed for en tættere profilering af facaden mellem vinduerne på 1. sal og 2. sal af bygningen. Ændringerne vil give mulighed for en bedre indretning af institutionen.
  3. Forvaltningen foreslår at ændre bestemmelsen vedr. højde på skure for at give mulighed for en højere skurbebyggelsen og imødekomme krav til vækstlag for grønne tage for at sikre mere bynatur i området.
  4. Forvaltningen foreslår en nedjusteret procentsats for beplantning i de indrettede gårdrum i institutionen i stueetagen og øvre gårdrum (tagterrasse) på 1. sal af bygningen for at give plads til særligt inventar til brugerne.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser (bilag 6, henvendelser 1A-25A, 1B):

  1. I 25 henvendelser er der bekymring om det nuværende kulturmiljø kan bevares og ikke blive overtaget af gentrificering i byudviklingen.
  2. I 10 henvendelser udtrykkes der bekymring for, om placeringen af en specialinstitution vil påvirke brugerne i det særlige kulturmiljø.
  3. I 9 henvendelser udtrykkes der bekymring for tab af overdækket parkourområde og skaterområde.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Lokalplanen har udpeget de øvrige bygninger i lokalplanens delområde II, herunder Bolsjefabrikken og Mayhem som bevaringsværdige bygninger. Kommuneplan 2024 har udpeget området til E0-områder til blandet erhverv med en bebyggelsesprocent på 60, for at medvirke til at sikre det eksisterende bymiljø. Nybyggeriet placeres på en grund, som i dag er tom.
  2. Forvaltningen vurderer, at en støjregulering mellem institution og det øvrige område er tilstrækkelig, for at brugerne af begge områder vil kunne sameksistere.
  3. Forvaltningen har videregivet bekymringerne til Kultur- og Fritidsforvaltningen samt områdefornyelsen i kvarteret. Områdefornyelsen har orienteret om, at der er igangsat en større visionsplan for området i forhold til at udpege fremtidige byrum i nærområdet til aktiviteter som for eksempel parkour, men det er endnu ikke fastlagt hvilke områder.

Politisk handlerum

Det kan besluttes, at:

  • ændre bestemmelser om den arkitektoniske fremtræden af byrum.
  • ændre krav til antallet af nye træer.
  • ændre bestemmelse om bevaring af bygninger på grunden.

Større ændringer vil kræve, at sagen sendes tilbage til Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at revidere projektet før lokalplanforslaget kan sendes i offentlig høring.

Økonomi

Udnyttelse af lokalplanens byggemulighed vil betyde, at der skal nedlægges syv parkeringspladser på offentlig vej i Ragnhildgade. Det vil medføre et årligt provenutab på 3.900 kr. pr. plads pr. år, dvs. 27.300 kr. pr. år. Mindreindtægterne indgår i beregningen af indtægtsniveauet for betalingsparkering, som bliver fastlagt med førstebehandlingen af budgetforslaget (augustindstillingen). Mindreindtægterne har ingen finansiel betydning for Københavns Kommune, men påvirker servicemåltallet 1:1.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

                                      Søren Wille
                                                                  / Karsten Biering Nielsen

Til top