Mødedato: 22.11.2006, kl. 15:00

Øster Allé

Se alle bilag

Øster Allé

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. november 2006

 

 

Sager til beslutning

 

27.      Øster Allé

 

TMU 934/2006  J.nr. 2149.0001/03

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  Øster Allé ombygges som beskrevet i nærværende projektforslag udarbejdet af Steen Bisgaard Landskabsarkitekter, Thing & Wainø Landskabsarkitekter og Moe & Brødsgaard Rådgivende Ingeniører

at  der i 2007 gives en anlægsbevilling på 22,05 mio. kr. i form af en udgiftsbevilling på 45,15 mio. kr. og indtægtsbevilling på 23,1 mio. kr. svarende til Fonden Realdanias medfinansiering af projektet

at anlægsbevillingen til dels finansieres med 5,15 mio. kr. fra Vej & Parks anlægsramme (konto 2.28.23.3, Standardforbedringer af færdselsarealer) og

at anlægsbevillingen til dels finansieres via en overførsel i 2007 af 8,45 mio. kr. fra Vej & Parks driftsramme (konto 2.28.12.1, Belægninger) til Vej & Parks anlægsramme (konto 2.28.23.3, Standardforbedringer af færdselsarealer)

at anlægsbevillingen til dels finansieres via en et-årig negativ rammekorrektion af Vej & Parks driftsramme 2008 på 8,45 mio. kr. og en modsvarende ligeledes et-årig positiv rammekorrektion af Vej & Parks anlægsramme 2008 på 8,45 mio. kr.

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede den 15. juni 2005 (BR 359/05) at "Kommunen er villig til at medfinansiere Øster Allé projektet med 50 % af anlægsomkostningerne, svarende til 18,5 mio. kr." mod , at Fonden Realdania medfinansierer med de resterende 18,5 mio. kr.

 

Siden januar 2006, hvor Borgerrepræsentationen bevilgede 1,5 mio. kr. (BR 16/06) til afholdelse af udgifter til projektudvikling, er projektet for Øster Allé blevet udviklet frem til nærværende projektforslag.

 

Nærværende forslag til Øster Allé indeholder et nyt vejprofil med kørebane, cykelstier, fortove og vejtræer, samt en stor åben flade, som danner grundlag for mange nye anvendelsesmuligheder. Projektet er et færdigt anlæg, en grundindretning, som efterfølgende kan udbygges med forskellige opholds- og aktivitetspladser, f.eks. med faciliteter for uorganiseret idræt.

 

Overordnet set vil projektet betyde, at det 1 km lange og godt 37 m brede areal, som i dag hovedsageligt fungerer som gennemfartsvej og parkeringsplads, fremover også vil kunne benyttes til rekreative formål, og i højere grad hænge sammen med Fælledparken, hvor den i dag opdeler parken i to.

 

Det mere traditionelle vejprofil og en fremtidig hastighedsbegrænsning på 40 km/t samt div. hastighedsbegrænsende foranstaltninger vil betyde, at trafiksikkerheden øges både til hverdag og i forbindelse med afviklingen af store arrangementer i området.

 

Udvidelsen af fodgængerarealerne og den nye indretning af tracéet, har en række fordele, men for at skabe plads til rekreativ udfoldelse og et smukt byrum er det nødvendigt at nedlægge et betydeligt antal parkeringspladser.

 

Der er i dag i alt 692 parkeringspladser fordelt på 365 p-pladser på strækningen fra Vibenshus Runddel til Parken og 327 på strækningen fra Parken til Trianglen. Forvaltningen har foretaget parkeringstællinger der viser, at der hovedsageligt parkeres på strækningen fra Parken til Trianglen. Ifølge tællingen er det største antal parkerede biler i alt 213 stk.

 

Da parkeringsbehovet ved større arrangementer i Parken eller Fælledparken er så stort, at det ikke kan dækkes i lokalområdet, har det været et mål i udviklingen af projektet, som minimum at dække det daglige behov, svarende til minimum 240.

 

Det foreliggende projektforslag indeholder i alt ca. 240 parkeringspladser, dvs. en reduktion på ca. 450 pladser i forhold til eksisterende forhold. Da der således fortsat vil være p-pladser svarende til det daglige behov, forventes nedlæggelsen af de mange pladser  ikke at have betydning for, hvor vidt man kan få en p-plads eller ej. Men parkanterne vil ofte få længere afstand fra parkeringspladsen til destinationen.

 

Det forliggende projekt for Øster Allé indeholder derudover den fleksibilitet, at det, når der afholdes forskellige arrangementer i området, vil være muligt at åbne for midlertidig parkering på promenadearealet på stækningen mellem Parken og Nørre Allé. Denne mulighed skaber plads til yderligere ca. 225 midlertidige p-pladser.

Forvaltningen har annonceret en prækvalifikation til udbud af rådgiverydelsen i forbindelse med hovedprojektering og tilsyn i EF Tidende. Såfremt Borgerrepræsentationen godkender nærværende indstilling, vil forvaltningen prækvalificere en række rådgiverteams til at byde på opgaven på baggrund af det foreslåede projektforslag.

 

Anlægsentreprisen planlægges udbudt i foråret/sommeren 2007, hvorefter anlægsarbejderne kan sættes i gang. Projektet forventes afsluttet i november 2008.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen besluttede den 15. juni 2005 (BR 359/05) at "Kommunen er villig til at medfinansiere Øster Allé projektet med 50 % af anlægsomkostningerne, svarende til 18,5 mio. kr." mod , at Fonden Realdania medfinansierer med de resterende 18,5 mio. kr.

 

Den 12. januar 2006 bevilgede Borgerrepræsentationen 1,5 mio. kr. (BR 16/06) til afholdelse af omkostninger i forbindelse projektudvikling af Øster Allé projektet, herunder udarbejdelse af projektforslag, samt gennemførelse af udbud af rådgivningsydelsen i forbindelse med detailprojektering og tilsyn under udførslen.

 

Uddybning af indstilling

Øster Allé projektet er oprindelig opstartet i forbindelse med Fonden Realdania konkurrence "Bedre Byrum". Efter et forløb fra sommeren 2002 til marts 2003 udviklede forvaltningen i samarbejde med Steen Bisgaard Landskabsarkitekter og Thing & Wainø Landskabsarkitekter konkurrenceforslaget "Øster Allé - til hverdag og fest". Ud af i alt 114 indsendte forslag, opnåede Øster Allé og 6 andre projekter, tilsagn om økonomisk støtte til realiseringen med op til 50 % af udgifterne fra Realdania.

 

Siden januar 2006, hvor Borgerrepræsentationen bevilgede midler til afholdelse af udgifter til projektudvikling, er projektet for Øster Allé blevet udviklet frem til nærværende projektforslag.

 

Projektet

Projektforslaget er illustreret i diagrammer, planer og snit i bilag 1-10. Nedenfor beskrives projektet i hovedtræk, mens bilag 11 indeholder en detaljeret beskrivelse af både de eksisterende forhold og de ændringer, der foreslås i projektet.

 

Forslaget indeholder et nyt vejprofil med kørebane, cykelstier, fortove og vejtræer, samt en stor åben flade, som danner grundlag for mange nye anvendelsesmuligheder. Projektet er et færdigt anlæg, en grundindretning, som efterfølgende kan udbygges med forskellige opholds- og aktivitetspladser, f.eks. med faciliteter for uorganiseret idræt.

 

Overordnet set vil projektet betyde, at det 1 km lange og godt 37 m brede areal, som i dag hovedsageligt fungerer som gennemfartsvej og parkeringsplads, fremover også vil kunne benyttes til rekreative formål, og i højere grad hænge sammen med Fælledparken, hvor den i dag opdeler parken i to.

 

I Øster Allé projektet foreslås det således at flytte kørebanerne over i den sydlige side af tracéet (modsat Brumleby og Parken), og samtidig omlægge trafikken i et mere traditionelt vejprofil med fortov, cykelstier og parallelparkering langs kørerbanen. Den nordlige side af tracéet udlægges til promenadeareal.

 

Det traditionelle vejprofil og en fremtidig hastighedsbegrænsning på 40 km/t samt div. hastighedsbegrænsende foranstaltninger vil betyde, at trafiksikkerheden øges. Der er i forbindelse med projektudviklingen blevet gennemført en trafiksikkerhedsrevision.

 

Det foreslåede projekt indeholder en fleksibilitet, som vil gøre det lettere og langt mere sikkert at afvikle trafikken i forbindelse med store arrangementer i området.

 

Den betydelig udvidelse af fodgængerområdet foran Parken og ned til Trianglen, vil sikre, at antallet af fodgængere på kørebane og cykelstier mindskes før og efter store arrangementer. Med bedre plads forventes det tillige, at afviklingen kan foregå hurtigere og mere effektivt ved at fremkommeligheden øges.

 

Derudover skaber projektet mulighed for en særindretning af vejen ved arrangementer, hvor vejen ensrettes, og man derved hurtigere kan få afviklet den kørende trafik.

 

Parkering

Udvidelsen af fodgængerarealerne og den nye indretning af tracéet, har en række fordele, som beskrevet ovenfor, men for at skabe plads til rekreativ udfoldelse og et smukt byrum er det nødvendigt at nedlægge et betydeligt antal parkeringspladser.

 

Der er i dag i alt 692 parkeringspladser fordelt på 365 p-pladser på strækningen fra Vibenshus Runddel til Parken og 327 på strækningen fra Parken til Trianglen. Forvaltningen har foretaget parkeringstællinger den 25. januar 2005 henholdsvis kl. 12, 16 og 23, samt den 26. januar 2005 kl. 8. Tællingerne (bilag 12) viser, at der hovedsageligt parkeres på strækningen fra Parken til Trianglen. Ifølge tællingen er det største antal parkerede biler i alt 213 stk. kl. 16. den 25. januar.

 

Da parkeringsbehovet ved større arrangementer i Parken eller Fælledparken er så stort, at det ikke kan dækkes i lokalområdet, har det været et mål i udviklingen af projektet, som minimum at dække det daglige behov.

 

I indstillingen om Øster Allé, som blev godkendt den 15. juni 2005 i Borgerrepræsentationen (BR 359/05), var der projekteret med 115 p-pladser i hverdagssituationen. Siden da er der med baggrund i ovenfor nævnte parkeringstælling opsat mål for, at projektet skal indeholde yderligere 125 pladser, altså ialt minimum 240. Tallet er sat lidt højere end det optalte for at tage højde for eventuelle afvigelser på den givne dag, hvor tællingerne blev gennemført.

 

Det foreliggende projektforslag indeholder i alt ca. 240 parkeringspladser, dvs. en reduktion på ca. 450 pladser i forhold til eksisterende forhold. Da der således fortsat vil være p-pladser svarende til det daglige behov, forventes nedlæggelsen af de mange pladser  ikke at have betydning for, hvor vidt man kan få en p-plads eller ej. Men parkanterne vil ofte få længere afstand fra parkeringspladsen til destinationen.

 

Det forliggende projekt for Øster Allé indeholder derudover den fleksibilitet, at det, når der afholdes forskellige arrangementer i området, vil være muligt at åbne for midlertidig parkering på promenadearealet på stækningen mellem Parken og Nørre Allé (se bilag 3). Denne mulighed skaber plads til yderligere ca. 225 midlertidige p-pladser. Dette løser ikke det enorme behov for p-pladser, der er ved afholdelse af eksempelvis fodboldkampe og koncerter, men bidrager betydeligt. Desuden foreslås det, at  det nordøstlige parkeringsspor fra PH Lings Allé mod Vibenshus Runddel etableres i en bredde af 2,8 m således, at busparkering langs kørebanen muliggøres.

 

I forbindelse med indstillingen om lokalisering af p-anlæg  i brokvartererne (TMU 510/2006) er den forslåede placering af et p-anlæg på Trianglen godkendt. Der er stor interesse for anlægget i lokalområdet, men der er endnu ikke fastsat et tidspunkt for en eventuel etableringen af anlægget.

 

I Lokalplan nr. 401 "Parken" er der stillet krav til Parken, Sport & Entertainment i forbindelse med en ombygning og udvidelse om, at "parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen parkerings-plads pr. 100 m² etageareal, der anvendes til administration og lignende". Parken, Sport & Entertainment planlægger at etablere en parkeringskælder i forbindelse med ombygningen. Placering og omfang er endnu ikke fuldt afklaret.

 

Genhusning af Fælledklubberne

Idet Bygge- og Teknikudvalget den 23. november 2005 (BTU 666/2005) behandlede en indstilling om Øster Allé blev forvaltningen bedt om at undersøge muligheden for at etablere klubhuse for fælledklubberne på Øster Alle på strækningen mellem P.H. Lings Allé og Borgmester Jensens Allé. Fælledklubberne oplyste, at deres pladsbehov svarer til 2-3000 m2 eller en bygning på eksempelvis 8 × 125 m i 2-3 etager. På den baggrund har forvaltningen vurderet, at en genhusning af Fælledklubberne i Øster Allé ikke vil være forenelig med intentionerne i det projekt, som Fonden Realdania udpegede som konkurrencevinder og som de støtter med 50 % af anlægsudgifterne. (Se i øvrigt bilag 14).

 

 Proces og tidsplan

Forvaltningen har annonceret en prækvalifikation til udbud af rådgiverydelsen i forbindelse med hovedprojektering og tilsyn i EF Tidende. Såfremt Borgerrepræsentationen godkender nærværende indstilling, vil forvaltningen prækvalificere en række rådgiverteams til at byde på opgaven på baggrund af det foreslåede projektforslag. 

 

Anlægsentreprisen planlægges udbudt i foråret/sommeren 2007, hvorefter anlægsarbejderne kan sættes i gang. Projektet forventes afsluttet i november 2008.

 

Økonomi

I forbindelse med udviklingen af projektet "Øster Allé – bevægelsesrummet til hverdag og fest" blev der ultimo 2002 udarbejdet et overslag for projektets realisering på i alt 37 mio. kr. for 1. etape af projektet.

 

Indenfor de seneste 4 år har priserne indenfor anlægssektoren udviklet sig eksplosivt. For at kunne realiserer projektet er det derfor nødvendigt at pristalsregulere den økonomiske ramme.

 

På baggrund af oplysninger fra Danmarks Statistik for henholdsvis jordarbejder, asfaltarbejder og rådgivningsydelser, som er repræsentative indeks for projektets anlægsarbejde, har forvaltningen og rådgiverne foretaget en beregning af prisstigningen i perioden fra 2002 til medio 2006.

 

Anlæ gsperioden ligger planmæssigt fra forår/sommer 2007 til efteråret 2008.  Da tyngden i afløbet af projektet således vil ligge i første kvartal 2008, kan det med rimelighed antages, at de tilbudsgivende entreprenører vil fremskrive deres tilbud til det forventede prisniveau ultimo 2007 primo 2008. Forvaltningen har derfor yderligere pristalsreguleret rammen frem til årsskiftet 2007/2008.

 

Den samlede pristalsregulering betyder, at det er nødvendigt at hæve ramme fra 37 mio. kr. til 46,2 mio. kr. (Se bilag 13 for nøjagtig redegørelse for pristalsreguleringen).

 

Fonden Realdania har givet tilsagn om, at deres del af finansieringen pristalsreguleres, som beskrevet, under forudsætning af, at Københavns Kommune gør det samme. Realdania medfinansiere således med i alt 23,1 mio. kr.

 

Forvaltningens andel er 23,1 mio. kr. plus yderligere 450.000 kr. til etablering af tilslutningssteder til toilet- og/eller pissoirenheder samt gøglerstik med tilslutning til el- og vandforsyning, som Bygge- og Teknikudvalget har bedt forvaltningen indarbejde i projektet. Den samlede andel for forvaltningen er derfor 23,55 mio. kr. Da der allerede er givet en bevilling på 1,5 mio. kr. den 12. januar 2006 (BR 16/06), er forvaltningens resterende andel på i alt 22,05 mio. kr.

 

I forbindelse med indstillingen til Borgerrepræsentationen den 15. juni 2005 (BR 359/05) redegjorde forvaltningen for, at de planlagte vedligeholdelsesarbejder på Øster Allé på vejareal og beplantning indenfor de næste 3-5 år vil beløbe sig til omkring 16 mio. kr.

 

Forvaltningen foreslog på den baggrund en finansiering på 10-16 mio. kr. via driftsmidler, og en finansiering af det resterende beløb på Vej & Parks anlægsramme.

 

Forvaltningen foreslår derfor, at finansieringen fordeles med 5,15 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme konto 2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer) og 16,9 mio. kr. på Vej & Parks driftsramme, der prioriteres med 50 % i henholdsvis 2007 og 2008.

 

Der er reserveret et rammebeløb på 3,5 mio. kr. på Vej & Parks investeringsplan i 2007 til omlægning af Øster Allé. De resterende 1,65 mio. kr. foreslås afholdt inden for Vej & Parks anlægsramme konto 2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer) med henholdsvis 0,85 mio. kr. i 2007 og 0,8 mio. kr. i 2008.

 

Såfremt Borgerrepræsentationen godkender nærværende indstilling og projektet etableres vil det medføre afledte driftsudgifter på i alt 275.000,- kr. pr. år.

 

Da der i dag ikke er opsat p-automater i Øster Allé, vil der i forhold til nuværende forhold ikke være et provenutab ved nedlæggelse af parkeringspladser. Det er ikke muligt at beregne det fremtidige provenutab, da den fremtidige indtægt ikke er kendt.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste for indstillinger der skal miljøvurderes.

Projektet understøtter følgende mål på positivlisten:

"Kommunen vil styrke og forny det grønne i byen – fra pladser og grønne gaderum til parker, kolonihaver og idrætsanlæg. Fornyelser og nyanlæg skal indpasses, så de eksisterende naturværdier og grønne kulturhistoriske træk bevares og beskyttes, og så variation, oplevelsesrigdom og miljø styrkes." (Kommuneplan 2005, 7: Rekreation og fritid)

"Al forurenet jord, der kan renses, bliver renset/behandlet." (Regulativ for anvisning af forurenet jord 2002)

Der er allerede foretaget en orienterende forureningsundersøgelse, for at få et billede af forureningsgraden i området. Undersøgelsen viser en meget varieret forureningsgrad. Bortskaffelse af den forurenede jord er inkluderet i projektets økonomi og vil blive håndteret i henhold til ovenfornævnte regulativ.

Derudover er gennemført en overordnet miljøvurdering i forhold til målsætningerne i Københavns Kommunes miljømæssige retningslinjer for bygge- og anlægsarbejder, indeholdt i pjecen Miljø i byggeri og anlæg. Heri beskrives en række minimumskrav, anbefalinger og visioner, herunder:

-          genbrug af genanvendelige materialer

-          sikring af gode vækstbetingelser for al beplantning

-          i valget af nye materialer og inventar er funktionalitet, bæredygtighed og driftshensyn vigtigt

I forbindelse med detailprojekteringen vil projektet blive gennemgået efter Vej & Parks egen miljøcheckliste for anlægsprojekter.

 

Høring

I forbindelse med projektudviklingen har der siden januar 2006 været afholdt 2 borgermøder, hvor de fremmødte har fået mulighed for at stille spørgsmål og kommentarer til projektet. Der er generelt en positiv stemning i forhold til istandsætningen af vejen, men særligt nedlæggelsen af parkeringspladser, har givet anledning til bekymring.  Se i øvrigt bilag 15 og 16.

 

Derudover er beboere med boliger direkte ud Øster Allé interesserede i at afhjælpe de allerede eksistrende problemer, som opstår når der afholdes store arrangementer i området, herunder smadrede vinduer, urinering op ad facader mv. Forvaltningen har i den forbindelse indgået aftale med borgerne om, at der etableres bufferzoner op mod husene, som skal holde de forbipasserende på afstand af husene.

 

Forvaltningen har udover borgermøder afholdt et par møder med Østerbro Lokalråd, som generelt er positive. Lokalrådet har dog haft ønsker om yderligere fredeliggørelse på strækningen ud for Fælledparken, der skulle give mulighed for krydsning af vejen på hele strækningen. Ønsket blev fremsat meget sent i processen, da projektet var tæt på færdigt. Forvaltningen har vurderet, at det kan give trafiksikkerhedsmæssige problemer, og at det ville kræve nedlægning af yderligere p-pladser. Forslaget er derfor ikke indarbejdet i projektet på nuværende tidspunkt.

 

Projektet har været forelagt Politiet, som har givet en forhåndsgodkendelse.

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1 – Trafik eksisterende og fremtidige forhold

Bilag 2 – Trafikdiagram – hverdag

Bilag 3 – Trafikdiagram – arrangement

Bilag 4 – Situationsplan - fremtidige forhold

Bilag 5 – Tværsnit – ved Brumleby

Bilag 6 – Tværsnit – ved Parken

Bilag 7 – Tværsnit – ved Fælledparken, hverdag

Bilag 8 – Tværsnit – ved Fælledparken, arrangement

Bilag 9 – Illustration, alléen udfor Fælledparken

Bilag 10 – Illustration, alléen set fra Trianglen

Bilag 11 – Beskrivelse af projektforslaget

Bilag 12 – Parkeringstælling

Bilag 13 – Notat til Fonden Realdania vedr. pristalsregulering

Bilag 14 – Notat vedr. Fælledklubbernes genhusning

Bilag 15 – Referat af borgermøde den 22. marts 2006

Bilag 16 – Referat af borgermøde den 13. juni 2006

 

Bilag 11-16 kan downloades fra www.kk.dk.

 

 

 

Ole Bach


 

Til top