Forslag til beslutning, etablering af tre fælles gårdhaver
Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte at offentliggøre forvaltningens forslag om at etablere tre fælles gårdhaver for henholdsvis Frederiksborggade Karréen, Herman Triers Plads Karréen og for Skt. Hans Gade Karréen.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave, der omfatter: Frederiksborggade Karréen. Frederiksborggade 44-54, Nansensgade 73-77, Gothersgade 161-175 og Søtorvet 2 sendes i høring i otte uger.
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave, der omfatter: Herman Triers Plads Karréen. Herman Triers Plads 1-7, Kleinsgade 6, Rosenørns Allé 10-18 og Julius Thomsens Gade 12-14 sendes i høring i otte uger.
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave, der omfatter: Skt. Hans Gade Karréen. Nørrebrogade 18-24, Fælledvej 4-22, Fælledvejens Passage 2-12, Skt. Hans Torv 24-26, Skt. Hans Gade 15-27, Skt. Hans Gade Passage 2-4 og 1-11 samt Ravnsborggade 3-23 sendes i høring i otte uger.
Problemstilling
Som en del af indsatsen for at gøre København til en grønnere by renoverer Københavns Kommune nedslidte baggårde til fælles gårdhaver. Det grønne element tæt på boligerne styrker bymiljøet, og skaber kvalitet i københavnernes hverdagsliv især for børnefamilierne. Der er stadig ca. 300 gårde tilbage, der har utidssvarende forhold, i form af manglende lys, luft samt rimelige opholds- og aktivitetsmuligheder for børn og voksne.
Beboere fra københavnske karreer henvender sig løbende til forvaltningen med ønske om renovering af utilfredsstillende gårdrum. Følgende tre karreer har henvendt sig, og forvaltningen har vurderet, at gårdrummene opfylder kriterierne for offentlig støtte til etablering af fælles gårdhaver, se bilag 9:
Frederiksborggade Karréen ligger i Nansensgade-kvarteret og består af ti ejendomme. Ejendommene omfatter 155 boliger og 41 erhvervslejemål fordelt på tre udlejningsejendomme, seks andelsboligforeninger og en ejerforening. Det samlede areal udgør 2150 m2.
Herman Triers Plads Karréen ligger på Vesterbro og består af fire ejendomme, der omfatter 161 boliger og 23 erhvervslejemål, fordelt på én udlejningsejendom, to andelsboligforeninger og én erhvervsejendom. Det samlede areal udgør 2300 m2. Karréen fremstår i dag med grønne opholdsarealer i halvdelen af gården, mens den anden halvdel er indrettet til parkering, hvilket betyder, at der ikke er tilstrækkelige opholdsarealer til beboerne.
Skt. Hans Gade Karréen ligger på Nørrebro. Karréen består af 32 ejendomme, hvoraf 24 indgår i gårdhaven. De involverede ejendomme omfatter 525 boliger og 50 erhvervslejemål og institutioner, fordelt på 14 udlejningsejendomme, 8 andelsboligforeninger og 2 ejerforeninger. Det samlede areal udgør 11.000 m².
Forvaltningen har fundet henvendelserne berettigede, da gårdene opfylder betingelserne for at komme i betragtning til en omlægning af gårdarealerne i henhold til Byfornyelseslovens kap. 6 § 39 og Borgerrepræsentationens fastlagte kriterier for tildeling af støtte (beboeropbakning, utidssvarende friarealer og flere matrikler). En forretningsfører har i samarbejde med repræsentanter for ejendommene og en landskabsarkitekt udarbejdet forslag til de tre fælles gårdhaver. Forslagene er nu klar til at komme i høring hos ejere og beboere, såfremt det godkendes i Teknik- og Miljøudvalget.
Borgerrepræsentationen har i mødet den 28. januar 2010 delegeret beslutningskompetencen vedrørende bl.a. vedtagelse af forslag og beslutninger om fælles gårdhaver til Teknik- og Miljøudvalget.
Løsning
En forøgelse af de grønne arealer i byen bevirker bl.a., at en større andel af regnvand kan håndteres lokalt. Gårdhaverne giver mulighed for oplevelser og aktiviteter samt forbedrer luftkvaliteten, balancerer temperaturen og har en positiv effekt på biodiversiteten.
Hovedidéerne til de tre forslag fremgår med plantegninger af bilag 1-3.
Fælles for alle tre gårdhaver er, at de vil fremstå markant grønnere med 30-50% flere græsarealer og bede end før. Nedsivning og forsinkelse af regnvandet i gårdhaverne herunder etablering af grønne tage og regnbede vil indgå i alle projekter. Ligeledes opsættes der tørrestativer i de tre gårdhaver.
Forslagene omfatter fjernelse af hegn, skure og nedslidte belægninger og i Skt. Hans Gade Karréen planlægges nedrivning af de baghuse og garager, der fremgår af bilag 4.
Der har været afholdt workshops m.v. med beboerne i alle tre karréer, og de tilstedeværende er langt overvejende positive over for en omlægning af gårdarealerne. I alle tre karréer er der imidlertid også nogle, der ikke er interesseret i gennemførelsen af en fælles gårdhave. I alle tre forslag er det forsøgt at tilgodese de fremførte ønsker i det omfang, det er muligt uden at tilsidesætte den fælles anvendelse af gårdrummet væsentligt. For at tilgodese erhvervsinteresserne er der tilladt tilkørsel til erhvervene med mulighed for af- og pålæsning i Herman Triers Plads Karréen og i Skt. Hans Gade Karréen.
For at øge de grønne arealer og skabe bedre opholdsmuligheder foreslås parkeringspladser nedlagt i to af de tre karréer. I Skt. Hans Gade Karréen nedlægges 18 parkeringspladser.
Herman Triers Plads Karréen omfatter 24 parkeringspladser, hvoraf 17 foreslås nedlagt. Forvaltningen vurderer, at det er muligt fastholde/reetablere op til syv parkeringspladser til erhverv til anvendelse i det omfang, der kan dokumenteres behov herfor. Gårdlauget skal administrere pladserne. Reduceres behovet på et tidspunkt, kan garage/areal overgå til andre formål. To løsningsmuligheder for placering af erhvervsparkering fremlægges i forbindelse med høringsrunden. Den ene mulighed er at bevare en garagebygning med fem pladser og etablere to parkeringspladser på græsarmering ved siden af. Den anden mulighed er at fjerne garagen og etablere syv parkeringspladser på græsarmering. Fjernelse af garagen vil give flere anvendelsesmuligheder udenfor arbejdstid og gøre det muligt for mindre varebiler at parkere. Forvaltningen vil fremlægge endeligt forslag på baggrund af eventuelle høringssvar.
Forvaltningen vurderer, at det både for Skt. Hans Gade Karréen og Herman Triers Plads Karréen vil være muligt at parkere i nærområdet. Belægningsprocenter optalt af forvaltningen, marts 2012 er:
|
Kl. 12 |
Kl. 17 |
Kl. 22 |
Tælleområde 17 (Herman Triers Plads Karréen) |
85% |
111% |
107% |
- Rosenørns Allé |
29% |
35% |
9% |
Tælleområde 19 (Sankt Hans Gade Karréen) |
75% |
85% |
80% |
Der udarbejdes servitutter, der i henhold til gældende lovgivning fastsætter, at den fælles gårdhave skal opretholdes; at ejerne er forpligtet til at indgå i et gårdlaug, og at udgifterne til den efterfølgende drift fordeles efter bruttoetagearealet, se bilag 5. Forslagene om fælles gårdhaver er miljøvurderet, og miljøpåvirkningen skønnes at være væsentlig i positiv retning. Forslagene er ligeledes vurderet i forhold til tilgængelighed. Omlægningen vil betyde, at alle kan færdes i gårdhaverne. Vurderingerne er vedlagt som bilag 6 og 7.
Økonomi
Beslutning om etablering af de tre fælles gårdhaver og finansiering af udgifterne hertil sker i medfør af bekendtgørelse nr. 132 af 5. februar 2010 af lov om byfornyelse og udvikling af byer, som indebærer, at Staten refunderer 50 % af udgifterne. Den samlede udgift til at etablere de tre gårdhaver vurderes at blive 27,4 mio. kr. Heraf budgetteres 18,0 mio. kr. anvendt til Skt. Hans Gade Karréen, da denne er en af de tilbageværende, komplicerede karréer, der omfatter store arealer med mange ejere, og hvor nedrivninger er nødvendige for at skabe sammenhænge. Kommunen afholder udgifterne, men får refunderet 13,7 mio. kr. fra Staten. Der er afholdt udgifter på 0,5 mio. kr. i 2012. Tilskudsberegningerne, der er en udspecificering af, hvordan økonomien beregnes og fordeles, er vedlagt som bilag 8.
Beslutningerne indpasses i den beløbsramme, der er afsat til byfornyelsesformål i investeringsoversigten for 2012-2016 på funktion 0.25.15.3.
Ejerne i de respektive karréer afholder selv driftsudgifterne til deres gårdhave.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen, vil forslagene blive offentliggjort med en høringsfrist på otte uger. I denne periode er der mulighed for at komme med bemærkninger, kommentarer og ændringsforslag. Efter høringsfristens udløb vil forvaltningen tage stilling til de indkomne bemærkninger og udarbejde indstilling om anlægsbevilling med forslag til endelig vedtagelse af fælles gårdhaver for de tre karréer,
Byfornyelsesbeslutningerne med anlægsbevilling forventes at kunne træffes af Borgerrepræsentationen i foråret 2013, med forbehold for de bemærkninger, der måtte komme i høringsperioden. Efter endelig godkendelse vil beslutningerne blive offentliggjort og fremsendt til alle ejere og andelshavere i de tre karréer.
Herefter vil Teknik- og Miljøforvaltningen stå for gennemførelsen i samarbejde med forretningsfører og landskabsarkitekt samt ejere og beboere. Teknik- og Miljøforvaltningen skal godkende prissat projektforslag, licitationsforslag og byggeregnskab for gårdhaverne.
Gårdhaverne forventes færdige medio 2014.
Hjalte Aaberg
/Simon Kjær Hansen
Beslutning
Indstillingen blev udsat med henblik på at afvente en indstilling vedrørende generelle principper for fælles gårdhaver.