Mødedato: 17.03.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af tillæg nr. 3 til lokalplan nr. 432 "Carlsberg II"

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal endeligt vedtage tillæg nr. 3 til lokalplan nr. 432 ” Carlsberg II”, som har været i høring. Tillægget skal muliggøre opførelse af et erhvervsdomicil langs Gamle Carlsberg Vej og fastlægge eksisterende villa til boligformål.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at tillæg nr. 3 til lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II” vedtages endeligt uden ændringer.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 28. november 2013 at sende forslag til tillæg nr. 3 til lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II” i offentlig høring i 8 uger. Lokalplanforslaget er vedlagt som bilag 1. Høringen blev afsluttet d. 5. februar 2014, og der er modtaget 4 henvendelser, som ikke giver anledning til ændringer i planen.

SF og Enhedslisten afgav ved behandling af forslaget en protokol­bemærkning om, at et erhvervsdomicil vil forringe områdets byliv, og at man fandt det væsentligt, at byggeriet består af en blanding af boliger og erhverv.

Løsning

Målet med byomdannelsen på Carlsberg er at skabe en levende bydel med blandede funktioner i sammen­hæng med det øvrige København. Planlægningen sker på baggrund af en rammelokalplan fra 2009. For at muliggøre nyt byggeri skal der løbende ud­arbejdes lokalplantillæg. Der er tidligere udarbejdet tillæg for ’Stationsområdet’ og en dagligvarebutik i eksisterende lagerbygning ved Vesterfælledvej.

En levende bydel med blandede funktioner
Tillægget muliggør et erhvervsbyggeri til et softwarefirma på ejendommen Gamle Carlsberg Vej 14-16. Den nye bebyggelse udformes som en fritliggende bygning i 2-3 etager. Den eksisterende villa på grunden fastlægges til boligformål, og det vurderes, at her vil kunne indrettes fem boliger ved en ombygning.

Med ca. 130 ansatte og udadvendte funktioner i stueetagen mod Gamle Carlsberg Vej vil virksomheden bidrage med liv og aktivitet i området. Den eksisterende have åbnes for offentlig­heden, og der etableres en eller flere stiforbindelser på tværs af ejendom­men. Langs bygningen etableres en terrasse/plint med siddetrin, som inviterer både ansatte og gæster i haven til at tage ophold. Tilstedeværelsen af beboere, ansatte og besøgende i haven vil skabe liv i området og øge trygheden for gående og cyklister på Gamle Carlsberg Vej.

Området omkring Gamle Carlsberg Vej er overvejende præget af eksisterende bebyggelse til kultur og erhvervsformål. Med vedtagelsen af rammelokalplanen er der fastlagt en boligandel på 7-30 pct. for området her, hvor boligandelen for Carlsberg-bydelen som helhed er 45-60 pct. Ved udarbejdelse af kommende tillæg, som omfatter arealer omkring Gamle Carlsberg Vej, vil forvaltningen have fokus på etablering af boliger og særligt på, hvordan samspillet mellem boliger, erhverv og kultur kan bidrage til bylivet.

Nedrivning af tennisklubhuset
Realisering af planen forudsætter nedrivning af et eksisterende tennisklubhus på grunden. I indstilling til den politiske behandling af forslag til tillæg 3 redegjorde forvaltningen for, at der ville blive givet tilladelse til nedrivning af huset, såfremt der ikke kom væsentlige indsigelser i forbindelse med en naboorientering. Da der kun er modtaget ét høringssvar til naboorienteringen, og det var positivt overfor nedrivning, har forvaltningen givet tilladelse til nedrivning. Ejeren forventer at genopføre huset på en anden ejendom i kvarteret.  

Høring
De modtagne henvendelser i høringsperioden er anført nedenfor.

1. Henvendelse fra Valby Lokaludvalg
Valby Lokaludvalg noterer sig med glæde, at dets bemærkning omkring trafik­afviklingen i området (fremsat ved den interne høring) er imødekommet og har ikke yderligere bemærkninger.
Forvaltningen har ingen bemærkninger.

2. Henvendelse fra Københavns Museum
Københavns Museum konstaterer, at den nye bebyggelse er væsentlig større end de omkringliggende villaer og det gamle Carlsberg. Museet foreslår, at det overvejes at fastholde tennisklubhuset, da det fortæller historien om borgerskabets fritidsinteresser og om bryggerens interesse i at gøre Carlsberg til en attraktiv arbejdsplads for de højtuddannede medarbejdere.
Forvaltningen bemærker, at bygningen
ikke er udpeget som bevaringsværdig i Kommuneplan 2011 og har lav bevaringsværdi i SAVE-systemet. Baggrunden for, at huset var fastlagt som bevaringsværdigt i rammelokalplanen, var, at det ville kunne indgå i den tiltænkte bebyggelsesplan med fritliggende punkthuse.

3. Henvendelse fra HOFOR, der ingen bemærkninger har til forslaget

4. Henvendelse fra Jørn-Ib Ottesen, som er lejer på ejendommen Bjerregårdsvej 13
Lejeren ønsker ikke at afgive brugsret til haven, således at der kan etableres en tvær­gående stiforbindelse over ejendommen mellem Gamle Carlsberg Vej og Bjerregårds­vej. Lejeren udtrykker bekymring for, at offentlig adgang til haverne vil skabe utryghed med risiko for hærværk, indbrud mv.

Forvaltningen bemærker, at stiforbindelsen ikke er en del af tillægget, som kun omfatter matr.nr. 2168, Valby (Gamle Carlsberg Vej 14-16). Forvaltningen ser gerne, at der også etableres en stiforbindelse på tværs af ejendommene her, men eventuelt anlæg af denne sti vil være et privatretligt forhold.  

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen. Kommunen skønner at området genererer ca. 130 arbejdspladser med en årlig skattemerindtægt på ca. 1,1 mio. kr. (2012 priser). Skønnet baseres alene på tillægsområdets byggemulighed.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget tillægget til lokalplanen, bekendtgør forvaltningen dette i henhold til reglerne i planloven.    


                            Pernille Andersen

 

                                                                                              /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 17. marts 2014

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 10 udvalgsmedlemmer: A, Ø, B, V, C og I
Imod indstillingen stemte 1 udvalgsmedlemmer: F
0 udvalgsmedlemmer undlod at stemme

Indstillingen blev anbefalet.

Ø og F afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten og SF mener, at de oprindelige tanker om at blande boliger og erhverv skal fastholdes i videst muligt omfang.”
Til top