Status på bylivsgadeprojekterne for Andreas Bjørns Gade og Dronningensgade
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger forperson Asbjørn Kaasgaard til at opfordre Teknik- og Miljøudvalget til at finde finansiering til bylivsgadeprojekterne for Andreas Bjørns Gade og Dronningensgade jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Baggrund
Borgerrepræsentationen har afsat en pulje på 10 mio. kr. til etablering af grønne bylivsgader i København. Den 31. januar 2023 udløb fristen for at indsende idéer til projektområder. Alle med tilknytning til området kunne være med til at indsende en idé. Efterfølgende har en faglig arbejdsgruppe udpeget ti områder, hvor der i samarbejde med forslagsstillerne blev udarbejdet skitseforslag. Det skete i løbet af foråret 2023.
Den 8. juni 2023 sendte Teknik- og Miljøforvaltningen et skitseforslag for indretning af Andreas Bjørns Gade og et skitseforslag for indretning af Dronningensgade i høring i lokaludvalget. Lokaludvalget besluttede sine høringssvar den 30. august 2023. Se bilaget.
Status
TV2Kosmopol skrev den 10. oktober 2023, at et bedømmelsesudvalg har vurderet de ti udvalgte forslag til bylivsgadeprojekt og indstillet tre projekter til at blive ført ud i livet. Det skulle fremgå af et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen til Teknik- og Miljøudvalget.
I følge TV2Kosmopol skal der nu udarbejdes dispositionsforslag for de tre projekter. Bylivsgadeprojekterne for Andreas Bjørns Gade og Dronningensgade er ikke blandt de tre indstillede projekter. TV2Kosmopol oplyser, at Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til de tre projekter i januar 2024.
Henvendelse fra en borger
"Kære Lokaludvalg
Jeg har været en del af den arbejdsgruppe, som har lavet en ansøgning til Bylivsgadepuljen med et projekt om træer og forbedrede cykelforhold i Andreas Bjørns Gade (Resten af arbejdsgruppen er sat på Cc). Vi er selvfølgelig kede af at vi ikke er blevet prioriteret til at gå videre. På jeres seneste facebook-opslag kan jeg fornemme at I også er ærgerlige over at ingen af projekterne på Christianshavn er blevet udvalgt.
Jeg skriver derfor til jer for at høre om Lokaludvalget ikke kunne have interesse i at tage projekterne op, og overveje om disse kunne gennemføres uden Bylivsgadepuljen. Jeg mener at projekterne begge ligger fint i tråd med visionerne om flere grønne byrum og bedre forhold for cyklister i Lokaludvalgets Bydelsplan.
Begge projekter kommer fra beboerinitiativ, har fået udarbejdet et skitseforslag af fagfolk og har været igennem en offentlig høring. Projekterne burde derfor være forholdsvis lette at gå til og jeg er sikker på at de vil være til glæde, ikke kun for dem der bor på gaderne, men for hele bydelen.
Med venlig hilsen
Emil Fromberg, beboer Andreas Bjørns Gade"
Budget 2024
Det fremgår af aftalen om kommunens budget for 2024, at Bylivsgadepuljen forlænges, så der er midler til endnu en idérunde i 2024, hvor seks gadeprojekter kan blive realiseret.
Løsning
Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget bemyndiger forperson Asbjørn Kaasgaard til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget,
- at lokaludvalget ser frem til at blive orienteret om bedømmelsesudvalgets vurdering af de ti bylivsgadeprojekter
- at lokaludvalget foreslår, at der findes finansiering til bylivsgadeprojekterne for Andreas Bjørns Gade og Dronningensgade.
Forslaget begrundes med, at lokaludvalgets borgerdialog om projekterne har vist, at der i det store hele er opbakning blandt christianshavnerne til projekterne.
Asbjørn Kaasgaard vil desuden spørge Teknik- og Miljøudvalget om, hvorvidt projekter, der ved bedømmelsen i 2023 ikke blev indstillet til at gå videre, kan finansieres af Bylivsgadepuljen for 2024.
Forretningsudvalget foreslår derudover, at finansiering af bylivsgadeprojekterne for Andreas Bjørns Gade og Dronningensgade bliver et ønske på lokaludvalgets ønskeliste til Overførselssagen 2023/24 samt til kommunens budget for 2025. Lokaludvalget skal beslutte ønskelisten i mødet den 29. november 2023.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.
Bilag
1. Link til Bliv Hørt-portalen: Bylivsgadeprojektet for Andreas Bjørns Gade:
https://blivhoert.kk.dk/hoering/skitseforslag-andreas-bjorns-gade
2. Link til Bliv Hørt-portalen: Bylivsgadeprojektet for Dronningensgade:
https://blivhoert.kk.dk/hoering/skitseforslag-dronningensgade
3. Link til TV2Kosmopols artikel:
https://www.tv2kosmopol.dk/koebenhavn/10-millioner-kroner-til-groenne-gader-nu-er-favoritterne-udpeget
Beslutning
Lokaludvalget bemyndigede forperson Asbjørn Kaasgaard til at opfordre Teknik- og Miljøudvalget til at finde finansiering til bylivsgadeprojekterne for Andreas Bjørns Gade og Dronningensgade jf. løsningsafsnittet.