Mødedato: 11.06.2008, kl. 16:00

Sag om berettigelsen af krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Se alle bilag

Sag om berettigelsen af krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 11. juni 2008

 

 

BR 341/08

Sag om berettigelsen af krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Sag om berettigelsen af krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

 

 

 

Indstilling om

1.                  at Borgerrepræsentationen beslutter, at medlem af Borgerrepræsentationen Peter Schlüter pålægges at tilbagebetale det beløb, der er udbetalt som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden januar-oktober 2006 i forbindelse med varetagelsen af kommunale hverv, samt

2.                  at Borgerrepræsentationen bemyndiger Økonomiforvaltningen til at tage stilling til berettigelsen af Peter Schlüters krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden november 2006 – december 2007 efter principperne i denne indstilling.

(Økonomiforvaltningen)

 

 

 

 

 

 

På baggrund af undersøgelser foretaget af Revisionsdirektoratet og Advokatfirmaet Norrbom Vinding skal der tages stilling til berettigelsen af medlem af Borgerrepræsentationen Peter Schlüters krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og om tilbagebetaling af udbetalte beløb.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Indstilling om

1.                  at Borgerrepræsentationen beslutter, at medlem af Borgerrepræsentationen Peter Schlüter pålægges at tilbagebetale det beløb, der er udbetalt som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden januar-oktober 2006 i forbindelse med varetagelsen af kommunale hverv, samt

 

2.                  at Borgerrepræsentationen bemyndiger Økonomiforvaltningen til at tage stilling til berettigelsen af Peter Schlüters krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden november 2006 – december 2007 efter principperne i denne indstilling.

 

(Økonomiforvaltningen)

 

Problemstilling

Medlem af Borgerrepræsentationen Peter Schlüter har for perioden januar-oktober 2006 modtaget erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i medfør af § 16, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse.

 

Der er yderligere modtaget opgørelser over tabt arbejdsfortjeneste for perioden november 2006- december 2007. Der er ikke udbetalt erstatning for sidstnævnte periode.

 

På baggrund af presseomtale af Peter Schlüters økonomiske forhold blev der i enighed med Peter Schlüter iværksat en undersøgelse af grundlaget for erstatningsudbetalingerne. Der skal på baggrund af den forvaltningsmæssige undersøgelse nu tages stilling til spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling for perioden januar – oktober 2006.

 

Der vil administrativt blive taget stilling til Peter Schlüters krav for perioden november 2006 – december 2007 på baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning.

 

 

Løsning

Udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til Peter Schlüter er som nævnt sket i medfør af styrelseslovens § 16, stk. 5.

 

Udbetalingen er alene sket på grundlag af erklæringer fra Peter Schlüter.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i vejledning nr. 152 af 21. november 1997 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv bemærket følgende om bestemmelsen:

 

"For selvstændige erhvervsdrivende, der driver virksomhed i selskabsform, vil det lidte tab ofte ikke umiddelbart give sig udtryk i reduceret indtjening, men tabet vil i stedet manifestere sig som et formuetab i selskabet. Dette har principielt ingen betydning for retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Kommunalbestyrelsen vil normalt kunne anse tabet for dokumenteret ved en erklæring fra den pågældende selvstændige erhvervsdrivende, forudsat at de foreliggende omstændigheder i øvrigt sandsynliggør, at det påståede tab er lidt." Der er efterfølgende udsendt en ny vejledning, der imidlertid ikke er ændret på dette punkt.

 

Det følger af det almindelige legalitetsprincip og styrelseslovens § 40, at ingen udgift må afholdes uden hjemmel. Deraf følger, at beløb, som er udbetalt uden det fornødne grundlag så vidt muligt skal søges tilbage.

 

På baggrund af presseomtale blev der i enighed med Peter Schlüter iværksat en revisionsmæssig undersøgelse af sagen.

 

Revisionsdirektoratets konkluderede i notat af 5. januar 2007 om udgifter til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til Peter Schlüter i perioden januar-oktober 2006 (bilag 1):

 

"Revisionsdirektoratet undersøgelse af den konkrete sag har generelt vist, at kommunens udgifter til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er blevet administreret i overensstemmelse med de gældende eksterne og internt fastsatte regelsæt.

Revisionsdirektoratet finder – på grundlag af de af Peter Schlüter foreviste privatøkonomiske oplysninger – at det ikke kan sandsynliggøres, at der som selvstændig erhvervsdrivende er lidt et tab af en sådan størrelsesorden som udbetalt."

 

Revisionsdirektoratet har endvidere anført, at det er en politisk/administrativ beslutning, om der skal ske tilbagebetaling.

 

De privatøkonomiske oplysninger, der er nævnt i Revisionsdirektoratets notat, har alene været forevist for Revisionsdirektoratet. Forvaltningen har således ikke kunnet få indsigt i de oplysninger, der er forevist, og de er således ikke i kommunens besiddelse.

 

Revisionsdirektoratet har på et møde den 18. februar 2008 over for Økonomiforvaltningen oplyst, at Revisionsdirektoratet i forbindelse med udarbejdelsen af direktoratets notat har lagt til grund, at Peter Schlüter ikke overfor Revisionsdirektoratet har sandsynliggjort, at han i 2003, 2004 og 2005 har haft indtægter fra selvstændig erhvervsvirksomhed. Peter Schlüter har således ikke sandsynliggjort et indtægtsfald.

 

For så vidt angår 2006 har Peter Schlüter ikke sandsynliggjort, at han har haft indtægter fra selvstændig erhvervsvirksomhed – bortset fra et enkelt kundeforhold af mindre økonomisk betydning. Peter Schlüter har endvidere ikke i forbindelse med Revisionsdirektoratets udarbejdelse af notatet i december 2006 fremlagt dokumenter, materialer eller andre oplysninger af ekstern karakter som realistisk kan sandsynliggøre, at han har måtte afslå indtægter i den undersøgte periode (januar – oktober 2006).

 

For at tilvejebringe grundlaget for den af revisionsdirektoratet nævnte politisk administrative beslutning, blev der den 15. januar 2007 igangsat en forvaltningsmæssig undersøgelse af, hvorvidt der skal ske regulering af de udbetalte beløb i den omhandlede periode, idet Københavns Kommune anmodede advokatfirmaet Norrbom Vinding om "… at vurdere spørgsmålet om, hvorvidt der er belæg for at regulere de udbetalte erstatningsbeløb til Peter Schlüter vedrørende tabt arbejdsfortjeneste for 2006…"

 

Advokatfirmaet afgav den 19. september 2007 en redegørelse for vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt der er belæg for at regulere de udbetalte erstatningsbeløb til Peter Schlüters vedrørende tabt arbejdsfortjeneste for 2006 (bilag 2). Advokatfirmaet konkluderer følgende: "Peter Schlüter har ikke sandsynliggjort at have lidt et tab svarende til den erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, som han har fået udbetalt for månederne januar-oktober 2006, og det er end ikke sandsynliggjort, at noget tab er lidt overhovedet. Det indstilles på den baggrund, at der rejses krav om tilbagebetaling af det fulde beløb udbetalt til Peter Schlüter i tabt arbejdsfortjeneste."

 

Redegørelsen blev den 12. oktober 2007 sendt i partshøring hos Peter Schlüter og hans advokat. Peter Schlüters advokat afgav sine bemærkninger til sagen ved brev af 1. november 2007. Om sagens behandling henvises i øvrigt til bilag 8.

 

Sag om berettigelsen af tabt arbejdsfortjeneste for Peter Schlüter blev sat på dagsordenen til Borgerrepræsentationens møde den 13. december 2007. Borgerrepræsentationen besluttede at udsætte sagen idet Peter Schlüter om eftermiddagen samme dag havde indleveret en revisorerklæring.

 

Økonomiforvaltningen anmodede Revisionsdirektoratet om en udtalelse, om revisionserklæringen havde en sådan karakter, at det kan anses for sandsynliggjort, at Peter Schlüter som selvstændigt erhvervsdrivende har lidt et tab som opgjort for perioden januar-oktober 2006.

 

Revisionsdirektoratet udtalte den 9. januar 2008, at Revisionsdirektoratet fastholdt sin konklusion om, at Peter Schlüter ikke har sandsynliggjort at have lidt et tab af en sådan størrelsesorden som opgjort.

 

Efter anmodning indleverede Peter Schlüter en supplerende revisorerklæring. Revisionsdirektoratet udtalte om denne, at Revisionsdirektoratet er af den opfattelse, at de to revisorerklæringer på ingen måde har en sådan karakter, at det er sandsynliggjort, at Peter Schlüter som selvstændig erhvervsdrivende har lidt et tab som opgjort for perioden januar – oktober 2006.

 

Peter Schlüter klagede herefter til Velfærdsministeriet over sagsbehandlingen. Ministeriet afviste at behandle klagen med henvisning til, at Statsforvaltningen Hovedstaden fører tilsyn med Københavns Kommune.

 

Forvaltningen har ikke modtaget yderligere oplysninger fra Peter Schlüter om sagen.

 

Der skal på den baggrund tages stilling til berettigelsen af medlem af Borgerrepræsentationen Peter Schlüters krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og om tilbagebetaling af udbetalte beløb.

 

Revisionsdirektoratets ovenfor citerede konklusioner må læses således, at direktoratet ikke har fundet at betingelserne har været opfyldt for at anse tabet af arbejdsfortjeneste for dokumenteret ved de erklæringer, som Peter Schlüter har givet til Borgerrepræsentationens Sekretariat. Konklusionen må med andre ord læses således, at der ikke har været hjemmel til udbetalingen. Det samme gælder advokatfirmaet Norrbom Vindings konklusion.

 

Københavns Kommune skal foretage en selvstændig vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt der har været grundlag for udbetalingerne, og om, hvorvidt der skal ske tilbagebetaling.

 

Økonomiforvaltningen finder, at betingelserne for udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke er opfyldt. Det eneste grundlag for erstatningsudbetaling er erklæringer fra Peter Schlüter selv. Økonomiforvaltningen finder ikke på baggrund af den forvaltningsmæssige undersøgelse, at betingelserne er opfyldt for at anse Peter Schlüters krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for dokumenteret ved en erklæring fra ham selv. Herudover lægger Økonomiforvaltningen vægt på Revisionsdirektoratets udtalelse om, at de to indleverede revisorerklæringer på ingen måde har en sådan karakter, at det er sandsynliggjort, at Peter Schlüter som selvstændig erhvervsdrivende har lidt et tab som opgjort for perioden januar – oktober 2006.

 

Økonomiforvaltningen lægger endvidere vægt på at Peter Schlüter ikke efter anmodning har fremlagt yderligere dokumentation for sit indtægtstab.

 

Økonomiforvaltningen finder derfor, at allerede udbetalte beløb skal tilbagebetales. Om begrundelsen herfor henvises til vedlagte brev til Peter Schlüter (bilag 4). I brevet henvises til brev af 3. juli 2007 til advokaten. Dette brev er vedlagt som bilag 5.

 

Der vil administrativt blive taget stilling til Peter Schlüters krav for den efterfølgende periode på baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning.

 

Økonomiforvaltningen har i den forbindelse i brev af 28. februar 2008 anmodet Peter Schlüter om at fremsende dokumentation for, at han i sin selvstændige erhvervsvirksomhed har lidt et tab, som berettiger til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter undtagelsesreglen i kommunestyrelseslovens § 16, stk. 1, om fast vederlag.

 

Økonomi

-

 

Videre proces

Forudsat godkendelse af indstillingen i Borgerrepræsentationen afsendes bilag 4 til Peter Schlüter.

 

Det bemærkes, at den endelige afgørelse af spørgsmål om såvel krav på erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste som pligt til eventuel tilbagebetaling henhører under domstolene. Det kan således blive nødvendigt at indlede et civilt søgsmål med henblik på inddrivelse af udbetalte beløb i det tilfælde, at Peter Schlüter ikke frivilligt ønsker at tilbagebetale de udbetalte beløb.

 

 

 

Bilag

1.                  Revisionsdirektoratets notat af 5. januar 2007 (er tilgængelig på nettet)

2.                  Advokatfirmaet Norrbom Vindings redegørelse af 19. september 2007 (er tilgængelig på nettet)

3.                  Peter Schlüters advokats afsluttende bemærkninger af 1. november 2007 (er tilgængelig på nettet)

4.                  Udkast til brev til Peter Schlüter  

5.                  Brev af 3. juli 2007 til advokat Anker Laden-Andersen.

6.                  Udtalelse om Revisorerklæring fra Revisionsdirektoratet

7.                  Udtalelse om supplerende revisorerklæring fra Revisionsdirektorat et

8.                  Oversigt over sagens behandling.

9.                  Oversigt over udbetalte beløb (fortroligt)

 

 

BILAG TIL GENNEMSYN I BORGERREPRÆSENTATIONENS SEKRETARIAT.

-                     Brev af 13. december 2007 fra revisor Frank Bergmann Hansen om afgivelse af erklæring om tabt arbejdsfortjeneste

-                     Supplerende revisorerklæring af 29. januar 2008 fra Peter Schlüter (til gennemsyn i Borgerrepræsentationen Sekretariat)

 

 

 

 

 

         Claus Juhl                                        /Flemming Dubgaard Hansen

 

 

 

 

Til top