Visionsopfølgning 4. kvartal 2021
Resumé
Der er fastlagt 2-3 mål for hvert af BIF´s fire strategiske fokusområder.
BIF har opfyldt 5 ud af 9 mål og målet vedr. borgertilfredshed er delvist opfyldt. 2 af målene er ikke opfyldt. Målet vedr. ikke-afklarede ressourceforløb er det for tidligt at vurdere om målet bliver opfyldt, da der kun er data for et kvartal i 2021.
Forvaltningen finder resultaterne tilfredsstillende. De opfyldte mål er væsentligt over målniveauerne for 2021, og de ikke opfyldte mål skyldes hovedsageligt effekter af corona.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager opfølgningen på visionen og de fire strategiske fokusområder for 4. kvartal 2021 til efterretning
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har i 2018 besluttet følgende vision for forvaltningen for perioden 2018-2021:
”Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal med omsorg, inddragelse og høj faglighed skabe gode brugeroplevelser og hjælpe ledige københavnere i ordinære job og uddannelse for at sikre et værdigt forsørgelsesgrundlag og være en stærk samarbejdspartner for virksomhederne”.
Visionen er operationaliseret ved hjælp af fire strategiske fokusområder:
- Udsatte: BIF skal hjælpe udsatte til hurtig afklaring, så de kan komme videre
- Arbejdskraft til virksomheder: BIF skal gennem øget samarbejde med virksomhederne sikre bedre match mellem ledige københavnere og virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft
- Servicekultur og medarbejdertrivsel: BIF skal sikre god servicekultur & medarbejdertrivsel gennem tillidsbaseret ledelse og empowerment
- Integration: BIF skal styrke integration af københavnere med ikke-vestlig baggrund
Til hvert fokusområde er der fastlagt 2-3 mål. Denne indstilling følger op på målene, og indstillingen er den sidste opfølgning på denne vision. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte på udvalgsmøde d. 7. februar 2022 en proces for udarbejdelse af en ny vision og nye fokusområder for den nye udvalgsperiode.
Løsning
Fokusområde: Udsatte
Der er fastlagt 3 mål for målsætningen om, at BIF skal hjælpe, udsatte til hurtig afklaring.
Forvaltningen har realiseret mål 1, hvor antallet af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere er reduceret med 1.812 personer, og målet for året er 1.000.
Det er endnu for tidligt for forvaltningen at vurdere om mål 2 kan realiseres. Seneste tilgængelige data vedr. 1. kvartal 2021, hvor afstanden til landsplan for andelen af ikke-afklarede ressourceforløb er steget med 1,6 procentpoint i forhold til 4. kvartal 2020. Det er stadig muligt at målet kan realiseres i årets øvrige kvartaler.
Forvaltningen har realiseret mål 3. Andelen af ledige fleksjobvisiterede er faldet med 2,8 pct. point, og målet for året er en reduktion på 2 pct. Den positive udvikling er i høj grad båret af deltagelse i STAR-projektet ”Udvikling i fleksjob 2”. Trods den positive udvikling har København stadig en overledighed blandt fleksjobvisiterede.
Tabel 1 - Status for fokusområdet Udsatte
Fokusområde: Arbejdskraft til virksomheder
Der er fastlagt to mål for målsætningen om, at BIF gennem øget samarbejde med virksomhederne skal sikre bedre match mellem ledige og virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft.
Begge mål er realiserede. Antallet af dagpengemodtagere er reduceret med 8.043 fuldtidspersoner (mål 1) og andelen af sygedagpengemodtagere og borgere i jobafklaringsforløb er faldet med 0,6 pct. point (mål 2).
Tabel 2 - Status for fokusområdet Arbejdskraft til virksomhederne
Fokusområde: Servicekultur og medarbejdertrivsel
Der er fastlagt to mål for målsætningen om, at BIF skal sikre god servicekultur & medarbejdertrivsel gennem tillidsbaseret ledelse og empowerment.
Opfølgningen på mål 1 vedr. borgertilfredshed sker gennem en tilfredshedsundersøgelse. Målet er delvist opfyldt, da kun tre ud af fire delmål er opfyldte. Delmålet som ikke er opfyldt, vedrører positive besvarelser for de job- og uddannelsesparate borgere. Undersøgelsen blev behandlet på udvalgsmødet d. 28. februar 2022.
Mål 2 vedr. forvaltningens samlet sygefravær er ikke opfyldt. Forvaltningen har et højt sygefravær i perioden september til december, hvilket også er perioden, hvor corona epidemien var på vej til at toppe i Danmark.
Tabel 3 - Status for fokusområdet Servicekultur og medarbejdertrivsel
Fokusområde: Integration
Der er fastlagt to mål for målsætningen om, at BIF skal styrke integration af københavnere med ikke-vestlig baggrund.
Forvaltningen har realiseret mål 1 vedr. københavnere med ikke-vestlig baggrund være på midlertidig, offentlig forsørgelse, mens målet vedr. beskæftigelsesfrekvensen for københavnere med ikke-vestlig baggrund ikke er realiseret.
Mål 2 vedr. beskæftigelsesfrekvensen for københavnere med ikke-vestlig baggrund opgøres med forsinket data. Det senest tilgængelige data er 2020. Målet er ikke realiseret, da beskæftigelsesfrekvensen er faldet. Under corona nedlukningen steg ledigheden i København, og i resten af landet. Dette betyder at beskæftigelsesgraden er faldet. Dette gælder både for borgere med dansk baggrund såvel som borgere med ikke-vestlig baggrund.
Tabel 4 - Status for fokusområdet Integration
Status på det samlede antal ydelsesmodtagere i KK
Det gennemsnitlige antal ydelsesmodtagere er faldet med 10.491 fuldtidspersoner til 54.436 fra 4. kvartal 2020 til 4. kvartal 2021.
Tabel 5 - Det gennemsnitlige antal ydelsesmodtagere pr. kvartal,
4. kvartal 2020 og 2021
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Denne er den sidste opfølgning på visionen for perioden 2018-2021. Derfor er der ingen videre proces.
Marianne Becker Andersen/Dorthe Vang Kristensen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.