Mødedato: 19.04.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Tilsyn med Danskuddannelse 2. halvår 2021

Se alle bilag

Resumé

Forvaltningen har ført tilsyn med danskuddannelse i Københavns Kommune i 2. halvår 2021.

Kommunens tilsyn har konstateret, at danskuddannelse for voksne udlændinge m.fl. i Københavns Kommune er blevet gennemført i henhold til lovgivningens rammer og intention.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller

  1. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen om tilsynet med danskuddannelsen for voksne udlændinge til efterretning.

Problemstilling

Københavns Kommune fører tilsyn med de tre sprogcentre i Københavns Kommune jf. danskuddannelseslovens § 11. stk. 2. De tre sprogcentre, som Københavns Kommune fører tilsyn med er:

  • CBSI Sprogcenter (kommunalt sprogcenter med ydelsesmodtagere som målgruppe),
  • CLAVIS sprog & kompetence (privat sprogcenter med selvforsørgende som målgruppe), og
  • UCplus A/S (privat sprogcenter med selvforsørgende som målgruppe).

Det lovbestemte tilsyn består af tre områder: et økonomisk, et administrativt og et pædagogisk tilsyn. Derudover vedtog Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 26. november 2018 et tilsynskoncept, som tilføjede et risikobaseret tilsyn. Tilsynet består derfor af fire områder.

Løsning

Forvaltningen har kvartalsvist ført tilsyn med danskuddannelse i Københavns Kommune hos de tre sprogcentre i henhold til tilsynskonceptet.

Der er udarbejdet en individuel tilsynsrapport for hver af de tre sprogcentre. Tilsynsrapporterne er vedhæftet som bilag til indstillingen.

Tilsynet konstaterer, at sprogcentrene med rammeaftale i Københavns Kommune overholder den gældende danskuddannelseslov samt udbudsbetingelserne. Tilsynet konstaterer endvidere, at aktiviteterne på CBSI Sprogcenter overholder lov om danskuddannelse.

Risikobaseret tilsyn:

Tilsynet konstaterer, at tilgangen af selvforsørgende kursister er i markant fremgang som en konsekvens af bortfaldet af deltagerbetalingen.

Antallet af kursister på CBSI Sprogcenter er reduceret, som forudsat i Borgerrepræsentationens beslutning af oktober 2020 omkring etablering af ”Jobdansk” for kursister, der er henvist i henhold til lov om aktiv beskæftigelse.

Tilsynet vurderer det positivt, at en større andel af selvforsørgende kursister i Københavns omegn vælger at lære dansk på sprogcentre, som Københavns Kommune har rammeaftale med. Det betyder, at forvaltningen som en tilsynsmyndighed kan kontrollere og sikre, at københavnere modtager danskuddannelse i henhold til lovgivningen og de kvalitetskriterier, der er forudsat i rammeaftalerne og besluttet af BIU.

Endvidere indikerer det en høj kursisttilfredshed og undervisningskvalitet, fordi kursisternes valg af sprogcentre er ofte baseret på anbefalinger og erfaringer fx fra deres venner eller bekendte i internationale miljøer.

Tidligere søgte over 30% af kursisterne til udenbys sprogcentre – eksempelvis, Speak eller Vestegnens Sprogcenter - og den andel er nu faldet til under 20%, hvilket er den laveste procentandel nogensinde registreret.

Administrativt tilsyn:

I det administrative tilsyn er der gennemført en stikprøvekontrol af sagsbehandlingen af henvisninger, og der er i 2. halvår 2021 ikke konstateret fejl.

Økonomisk tilsyn:

I det økonomiske tilsyn er det konstateret at CLAVIS og UCplus ligger betydeligt under markedspriser, når der sammenlignes med priser for 2020hos andre udbydere i Københavns omegn. CBSI Sprogcenter ligger fortsat i den dyreste tredjedel og betydeligt over andre leverandører i omegnen.

Det samlede budget for CBSI Sprogcenter er i 2022 på 17,8 mio. kr. og er fordelt på tværs af to henvisningskategorier: ydelsesmodtagende kursister, der er enten omfattet af integrationsprogrammet eller loven om aktiv beskæftigelse (jf. BIU’s beslutning d. 29.10.20) jf. Tabel 1:

Henvist som

Beskrivelse

Udgift

I-kursister

Nyankomne flygtninge og familiesammenførte mv.

8,11 mio. kr.

LAB-kursister

Ydelsesmodtagere omfattet af loven om aktiv beskæftigelse (unge og øvrige).

8,76 mio. kr.*

Samlet

16,8 mio. kr.

* Budgettet til danskuddannelse til LAB-målgruppen er nedskrevet med 1 mio. kr. til de nuværende 8,76 mio. kr., som følge af de generelle målgruppetilpasninger på BIF’s centre. Beslutningen om nedskrivelsen blev truffet på direktionsmødet d. 28. marts 2022 på baggrund af den seneste bestandsvurdering for 2022.

Pædagogisk tilsyn:

Tilsynet har i 2. halvår 2021 gennemført et pædagogisk tilsynsbesøg på hver af de tre sprogcentre. Der er blevet observeret undervisning på minimum tre hold pr. tilsynsbesøg.

Pædagogiske tilsyn fokuserede både på online-undervisning og fysisk undervisning efter ophøret af COVID-19 restriktionerne. Tilsynet konstaterede, at undervisningen lever op til lovgivningens rammer og fagbeskrivelserne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Tilsynets anbefalinger følges op på de kvartalsvise tilsynsmøder med hver af de tre leverandører. Tilsynsrapporten for 2. halvår 2022 forelægges for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ultimoaugust 2022.

Marianne Becker Andersen / Dorthe Vang Kristensen

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top