Opfølgning på medlemsforslag om flere selvejende dagsinstitutionspladser
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at høringsproces og vejledninger for oprettelse og overgang til selvejende drift - herunder den nye proces for brugerinddragelse i byggeri af dagtilbud - tages til efterretning.
Problemstilling
Børne- og Ungdomsudvalget besluttede den 28. april 2021, at forvaltningen skal igangsætte initiativer for at fremme oprettelsen af flere selvejende daginstitutionspladser. Forvaltningen har derfor udarbejdet en ny høringsproces ved etablering af nye daginstitutioner samt vejledninger til oprettelse af selvejende daginstitutioner og kommunale daginstitutioner, som ønsker at overgå til selvejende drift.
Den nye høringsproces og vejledningerne skal samlet bidrage til, at der fremadrettet oprettes flere selvejende daginstitutionspladser i kommunen.
Sagen blev første gang behandlet af udvalget den 13. oktober 2021, hvor C, V, Ø, og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti stillede to ændringsforslag vedrørende overgangsprocessen fra kommunal til selvejende drift.
Udvalget ønskede på den baggrund, at forvaltningen vender tilbage med en udredning og belysning af konsekvenserne af ændringsforslagene, herunder om muligheden for implementering af forslagene og eventuel justering af udkast til vejledning, jf. bilag 4. Konsekvensen af ændringsforslagene er nu indarbejdet i sagen.
Løsning
Med den nye høringsproces vil forvaltningen orientere bredere om oprettelsen af nye daginstitutioner, så interesserede aktører får mulighed for at ansøge om selvejende drift. Det kan fx være en paraplyorganisation, forældregruppe eller nærtliggende institution, som ønsker at overtage driften af en kommende institution.
Fra januar 2022 igangsætter forvaltningen derfor følgende aktiviteter, når kommunen opretter nye daginstitutioner:
- Orientering af selvejende netværk og klynger
- Orientering af paraplyorganisationer
- Orientering via lokaludvalg
- Orientering via Københavns Kommunes hjemmeside
Alle aktiviteter sker med henblik på at oplyse flere aktører om muligheden for at oprette en selvejende institution i et kommende dagtilbud.
Forvaltningen vil skriftligt orientere de selvejende netværk og klynger, når der er mulighed for at byde ind på driften af et kommende dagtilbud. Ligeledes vil forvaltningen orientere paraplyorganisationerne på fælles møder, som afholdes hvert kvartal.
Derudover vil forvaltningen tage kontakt til det relevante lokaludvalg og drøfte, hvorledes information om en kommende daginstitution kan deles. Det kan fx være via hjemmeside, sociale medier eller informationsmøder.
Endelig opretter forvaltningen en side på kommunens hjemmeside, hvor relevant information om kommende daginstitutioner og selvejende drift gøres tilgængelig. Det vil bl.a. omfatte en oversigt over kommende daginstitutioner, en vejledning til oprettelse af en selvejende daginstitution og en beskrivelse af ansøgningsprocessen til forvaltningen. Dertil lægges en beskrivelse af bestyrelsens rolle og ansvar i en selvejende institution. Forvaltningen vil på hjemmesiden ligeledes gøre en vejledning tilgængelig for kommunale institutioner, som ønsker at overgå til selvejende drift. Vejledningerne er udarbejdet på baggrund af dialog med de faglige organisationer og paraplyorganisationerne på det selvejende institutionsområde.
Af vejledningen - jf. bilag 1 - fremgår proces og betingelser for at oprette en selvejende daginstitution. Forvaltningen skal modtage en ansøgning om selvejende drift i en kommende daginstitution senest 10 måneder før forventet opstart. Når en ansøgning er modtaget, forelægges udvalget en sag om organiseringen. Af denne vil fremgå oplysninger om fx kapacitetsbehovet, institutionsmassen i lokalområdet, institutionsstørrelser mv.
Udvalget skal træffe beslutning om organisering senest 6 måneder før forventet opstart. Hvis der ikke modtages nogle ansøgninger om selvejende drift, så bliver daginstitutionen - uden politisk behandling - kommunal.
Af vejledningen - jf. bilag 2 - fremgår proces og betingelser for kommunale institutioner, som ønsker at overgå til selvejende drift. Følgende proces skal gennemføres før en institution kan overgå:
- Institutionen skal sikre et kvalificeret flertal (2/3) hos både forældreråd og samlet personalegruppe (medarbejdere + ledelse).
- Institutionens forældreråd skal kontakte klyngebestyrelsen om overgang.
- Klyngebestyrelsen skal drøfte sagen og udsende en høring til klyngens øvrige forældreråd, hvor der skal tages stilling til overgangen. I høringen må der ikke være et flertal af forældreråd, som aktivt siger nej til overgangen.
- Efter høring skal klyngebestyrelsen indsende institutionens ansøgning til forvaltningen med høringssvar og en udtalelse fra klyngebestyrelsen.
- Forvaltningen udarbejder herefter en indstilling til udvalget, som træffer endelig beslutning i sagen.
Det er således den enkelte institution, som har initiativretten til at starte ansøgningsprocessen, men sagen skal drøftes i klyngebestyrelsen, og det er klyngebestyrelsen, som skal videreformidle institutionens ansøgning til de øvrige forældreråd og til forvaltningen med en udtalelse fra bestyrelsen.
Det skal derudover noteres, at virksomhedsoverdragelsen fra kommunal til selvejende drift har betydning for institutionen og den kommunale klynges økonomi, da evt. gæld og opsparing følger institutionen.
Ny proces for brugerinddragelse ved dagtilbudsbyggerier
Den nye høringsproces medfører, at det ikke er muligt at forsætte med den nuværende model for brugerinddragelse i byggeri af dagtilbud. Forvaltningen har derfor udarbejdet en ny proces, som er beskrevet i bilag 3.
Anlæg af en daginstitution er en proces over flere år, og brugerinddragelsen sker primært i starten af byggeprocessen, hvor der er mulighed for at få indflydelse på institutionens fysiske udformning. Den nye høringsproces betyder, at brugerne først kendes senest 6 måneder før ibrugtagen af institutionen, og det er derfor ikke muligt at inddrage dem i den fysiske udformning af bygningen.
Af samme årsag er det uhensigtsmæssigt forsat at tilknytte kommunale klyngeledere til byggesagerne, da de potentielt ikke overtager driften af daginstitutionen.
Derfor inddrages brugerne af kommende dagtilbud først efter BUU har truffet beslutning om organisering. Derved sikres det, at inddragelsesprocessen omfatter de personer, som overtager driften af dagtilbuddet. Da der er behov for en ensartet proces for brugerinddragelse, betyder det, at alle brugere først inddrages 6 måneder inden ibrugtagning af bygningen. Der vil i denne fase være mulighed for at komme med input til indflytning og løst inventar, men ikke til den fysiske udformning af institutionen. I stedet vil det være en repræsentant fra forvaltningen med et pædagogisk/fagligt brugerperspektiv, som indgår i byggeprojektet og kommer med input på baggrund af forvaltningens funktionsprogram for daginstitutionsbyggerier.
Forvaltningen foretager fremadrettet en løbende evaluering af funktionsprogrammet med inddragelse af slutbrugerne i nye daginstitutionsbyggerier. Evalueringen foretages 1 år efter ibrugtagning sammen med personale, ledelse og forældre, og giver mulighed for at byggeriet kan tilpasses bedst muligt til brugerne. Derudover bidrager evalueringen til at opbygge en systematisk viden om funktion og anvendelse af daginstitutionsbyggerier generelt, som kan kvalificere fremtidige byggeprojekter.
Den nye inddragelsesproces medfører behov for en udvidelse af understøttelsesopgaven fra forvaltningen, hvis de nye brugere skal have en tilstrækkelig introduktion til bygningen samt opleve en god overgang fra byggeri til drift. Der er mange opgaver for de nye brugere med at forberede og planlægge opstarten af daginstitutionerne – f.eks. ansættelse af medarbejdere, indskrivning af børn, organisering mv. Samtidigt er der mange praktiske opgaver forbundet med overdragelse, indflytning og udbedring af fejl og mangler i byggeriet, som der er behov for at understøtte. Når brugerne ikke har været inddraget i byggeriets udformning undervejs, får forvaltningen en større opgave med at introducere byggeriet og gennemføre inventarprojekt og møblering, som brugerne i dag selv varetager.
I forbindelse med helhedsrenoveringer af skoler er der etableret en indflytningsenhed, der bistår med de praktiske opgaver forbundet med indflytning og indretning. Forvaltningen vender tilbage med et forslag til finansiering af et lignende set up for daginstitutioner i Overførselssagen 2021/2022, da en god understøttelse af ovenstående opgaver ikke kan gennemføres uden tilførsel af ekstra midler. Indflytningsenheden er finansieret af bygherrereserven i en midlertidig periode og primært rettet mod skoler, og derfor er det ikke muligt at overføre tilstrækkelige ressourcer til dagtilbudsområdet.
Økonomi
Den nye inddragelsesmodel i byggesager giver flere opgaver til forvaltningen i den sidste fase af byggeprocessen, hvis brugerne skal opleve en god overgang fra byggeri til drift med understøttelse fra forvaltningen. Der er ikke finansiering til denne opgave, og derfor vender forvaltningen tilbage med et forslag til finansiering i Overførselssagen 2021/2022.
Videre proces
Forvaltningen implementerer den nye høringsproces fra januar 2022, som fremadrettet vil omfatte alle kommende institutioner.
Der er i øjeblikket 11 igangværende dagtilbudsbyggerier, som denne beslutning vil påvirke. Forvaltningen vil gå i dialog med de berørte brugere og Byggeri København om overgangen til den nye proces for brugerinddragelse.
Tobias Børner Stax / Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 24. november 2021:
Indstillingen blev taget til efterretning.