Mødedato: 23.11.2011, kl. 12:45
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Revideret budgetmodel for specialfritidshjem, -klubber og basisgrupper

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til forslag til revision af den eksisterende budgetmodel for specialfritidshjem, -klubber og basisgrupper efter høring.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender forslaget til revideret budgetmodel for specialfritidshjem, -klubber og basisgrupper med fuld indfasning i 2014
  2. at der indføres en 2-årig indfasningsordning, der sikrer at ingen institutioner kan miste mere end 5 % i 2012 og samlet set 10 % i 2013

Problemstilling

På BUU-mødet den 7. september 2011 besluttede udvalget at sende den reviderede budgetmodel for specialfritidshjem, -klubber og basisgrupper i høring.

Den reviderede budgetmodel er et led i specialreform version 2.0.

Revisionen af modellen vedrører en harmonisering af grundbeløb og pladspriser, samt en omfordeling med udgangspunkt i børnenes funktionsniveau, opdelt på kategorier.

Af bilag 1 fremgår udvalgsindstillingen fra den 7. september 2011, hvor motiveringen og de ændrede principper for den reviderede model fremgår. Bilag 2 giver en detaljeret gennemgang af den reviderede model og et overblik over forslaget til den nye kategorisering af specialfritidshjem, -klubber og basisgrupper. I bilag 3 fremgår konsekvenserne for de enkelte institutioner, mens de indkomne høringssvar fremgår af bilag 4. Forvaltningens kommentarer til høringssvarene kan læses i bilag 5. Konsekvenserne af den nye model i forhold til åbningstid fremgår af bilag 6 og en oversigt over personalets øvrige arbejdsopgaver fremgår af bilag 7.

Forvaltningen fremlægger på denne baggrund forslag til justering af budgetmodellen for specialfritidshjem, -klubber og basisgrupper.

 

Løsning

På baggrund af de indkomne høringssvar fastholder forvaltningen de foreslåede principper og elementer i den reviderede budgetmodel. Forvaltningen er på baggrund af høringssvarene blevet opmærksom på, at der på nogle punkter er behov for en præcisering. Det drejer sig om:

 

- Åbningstidsfaktoren og faktisk åbningstid (jf. bilag 2 og 6)

- Visitation og placering af solisttilbud på kategori 3 og 4, der gøres fleksible

- Øvrige arbejdsopgaver efter revision af model

Høringssvar

Høringssvarene og forvaltningens uddybende kommentarer kan læses i bilag 3 og 4.

I det følgende præsenteres de vigtigste pointer opdelt på kategorier:

Der er i alt indkommet 13 høringssvar. Inden høringsfasen har der desuden været afholdt en række dialogmøder, hvor institutionerne har fået præsenteret de reviderede modeller og er blevet taget med på råd.

De fleste høringssvar anerkender behovet for en revision af budgetmodellen, og der er en bred accept af behovet for at skabe større gennemsigtighed og ensartet tildeling på baggrund af funktionsniveau. Budgettildelingen, der gives på baggrund af en række faktorer såsom antallet af børn, åbningstid, belastningsgrad og gennemsnitsløn, er dog blevet ændret, hvilket har gjort den vanskelig at forstå på nogle områder. Det drejer sig specielt om åbningstidsfaktoren, hvor faktoren er gjort ens for alle ensartede tilbud og desuden har ændret karakter fra at udtrykke institutionens faktiske åbningstid, til at udtrykke det gennemsnitlige antal timer, der tildeles pr. barn. Ændringerne er derfor nu tydelig forklaret i bilag 2 og 6 til denne indstilling.

Udover ovenstående er der en række konkrete bemærkninger til de foreslåede ændringer.

Kategori 1 (fritidstilbud knyttet til specialskoletilbud for børn med lettere generelle indlæringsvanskeligheder)
Blandt kategori 1 institutionerne er der indkommet høringssvar fra Specialfritidshjemmet Dyveke, samt fra en forælder til et barn på Specialfritidshjemmet  Dyveke. Institutionens og forælderens primære bekymring går på, at de med den foreslåede harmonisering ikke får et tilstrækkeligt løft, der formår at leve op til de annoncerede intentioner i Specialreform 2.0 om at hæve serviceniveauet for disse børn.

I forbindelse med harmoniseringen flyttes der 0,9 mio. kr. fra de øvrige specialinstitutioner til børn med lettere generelle indlæringsvanskeligheder (kategori 1 fritidstilbud). Forvaltningen mener, at dette bevillingsløft sikrer et serviceniveau, der lever op til intentionerne i specialreform 2.0.


Kategori 2 (basisgrupper)

Der er ikke indkommet høringssvar fra institutionerne med basisgrupper. Harmoniseringen af pladspriser på basisfritidshjem og basisklubber betyder, at der flyttes midler fra to af institutionerne til de to andre, således at der ikke sker ændring i den samlede bevilling.

Kategori 3 og 4 (fritidstilbud knyttet til specialskoler for elever med normalbegavelse/funktionsnedsættelser samt tilbud til udviklingshæmmede børn/funktionsnedsættelser)

Blandt institutionerne i kategori 3 og 4 er der indkommet høringssvar fra KKFO’erne og fritidshjemmene på Skolen i Peter Vedels Gade, Frejaskolen, Lundehusskolen, Skolen i Ryparken, Strandparksskolen og Fensmarksskolen.

Institutionerne anerkender behovet for en harmonisering af pladspriser inden for de enkelte kategorier, mellem kategorierne, samt behovet for en mere enkel budgettildeling.

Kritikken i høringssvarene i disse to kategorier går primært på, at den foreslåede harmonisering medfører betydelige reduktioner i institutionernes bevillinger, og tilsvarende reduktioner i serviceniveauet for børnene på de pågældende institutioner.

Inden for kategori 3 foreslår forvaltningen at KKFO’en på Skolen i Charlottegården danner udgangspunkt for harmoniseringen, hvilket betyder, at institutioner med en højere pladspris reduceres med ca. -1,9 mio. kr., mens KKFO’en på Skolen på Charlottegården holdes uændret.

I kategori 4 er det KKFO’en på Øresundsskolen, der danner udgangspunkt for harmoniseringen, om end forvaltningen har vurderet det hensigtsmæssigt at hæve bevillingen til KKFO’en på Øresundsskolen med 0,4 mio. kr. Den samlede ændring for kategori 4 institutionerne er dog -4,2 mio. kr., hvorefter alle har samme bevilling som KKFO’en på Øresundsskolen pr. barn. Institutionerne ønsker på baggrund af bevillingsreduktionerne enten en længere indfasningsperiode, og/eller at implementering af de økonomiske ændringer indtræder på samme tidspunkt som skolemodellen, ved indgangen til skoleåret 2012/13.

Forvaltningen er opmærksom på at institutionerne i kategori 3 og 4 samlet set mister betydelige midler, hvorfor der forslås en toårig indfasningsordning, hvor det sikres, at ingen institutioner mister mere end 5 % som følge af modellen pr. år i 2012 og 2013.

For de ABA-inspirerede tilbud på Lundehusskolen (jf. BUU den 9. maj 2007, J.nr. 2007-25724), vil forvaltningen i forbindelse med revisitationen af børnene samarbejde med Lundehusskolen, Børnecenter København og forældrene for at tilgodese at eleverne tilbydes enten et kategori 4 tilbud eller en kategori 4 pladspris på Lundehusskolen, hvis dette svarer overens med en konkret vurdering af barnets behov.


Klubber

Blandt klubberne er der indkommet høringssvar fra Lavuk og Rughave. Institutionerne er enige i behovet for en harmonisering af pladspriserne og en mere gennemskuelig budgetmodel. Lavuk glæder sig over den store tilførsel af midler, men mener på trods af dette ikke, at klubbens nye belastningsgrad skaber gennemsigtighed og ligestilling i forhold til fritidshjemmene. Rughave er bekymret over åbningstidsfaktoren samt ændringen af grundbeløbet. De økonomiske konsekvenser for klubberne er samlet set et løft på 5,1 mio. kr. hvoraf Lavuk står for de 5,0 mio. kr., Ungdomsklubben i Utterslev for 0,1 mio. kr. og en uændret bevilling til Rughave.

Årsagen til den højere belastningsgrad på Lavuk i forhold til belastningsgraden på nogle af fritidstilbuddene hvorfra de modtager medlemmer er, at belastningsgraden er udtryk for et gennemsnit, og at det hovedsageligt er de mindst støttekrævende børn fra disse tilbud, der visiteres til Lavuk. I forhold til indvendingerne fra Rughave, gøres der opmærksom på, at åbningstidsfaktoren er ændret til fremover at udtrykke det gennemsnitlige serviceniveau pr. barn. Grundbeløbet er ændret fra konkret budgetteret løn til leder og souschef til at udgøre 350.000 kr., hvilket svarer til grundbeløbet på normalområdet * 2,5, som også er grundbeløbet på specialbørnehaver. De resterende midler er lagt i pladsprisen, hvorfor denne er steget.

 

LFS og Handicaprådet

Blandt interesseorganisationerne og fagforeningerne er der indkommet høringssvar fra LFS og Handicaprådet. Begge parter bifalder intentionerne med modellen om skabe ensartede pladspriser og enkle og gennemskuelige tildelingsmodeller.

LFS efterlyser en klarere beskrivelse af åbningstid og beskrivelse af øvrige arbejdsopgaver. Desuden kritiseres idéen med at lægge praktikantpuljen ud i pladsprisen, da det skønnes at kunne skabe problemer i forhold til efterlevelse kommunens forpligtelser i.f.t. antallet af praktikpladser. Herudover stilles der spørgsmålstegn ved at der samlet set er tale om en 0-sumsløsning, da det er LFS’ opfattelse, at den betydelige hævning af bevillingen til Lavuk er udtryk for et efterslæb der burde være blevet løst inden man lavede omfordeling. Endelig påpeger LFS, at en enklere model med færre belastningsgrader stiller store krav til visitation og revisitation, og at de er enige i de nye afregningsregler for tomme pladser.

Handicaprådet stiller sig undrende overfor fastsættelsen af belastningsgrader, og at den forøgede bevilling til Lavuk finansieres af udenbys medlemmer.

Forvaltningen er enig i behovet for en klarere beskrivelse af åbningstid og øvrige arbejdsopgaver, hvilket fremgår af bilag 6 og 7. Omfordelingen af midler til Lavuk er sket på baggrund af et ønske om at harmonisere fritids- og klubtilbud. Der er således taget hånd om de tidligere udfordringer på Lavuk ved at udarbejde en ny model gældende fra 2010 samt vedtagelse af gældssaneringsordning.

Desuden er forvaltningen enig i, at praktikantpuljen på nuværende tidspunkt trækkes ud af modellen, så institutionerne fortsat kan søge praktikantpuljen. Som noget nyt, kan Lavuk også søge praktikantpuljen. Forslaget med at lægge praktikantpuljen i pladsprisen var at harmonisere specialfritidshjem og -klubber med specialbørnehaverne, der ikke har adgang til praktikantpuljen. I sagen "Overflytning af puljer til pladspris - dagtilbud (2011-160831), som udvalget behandler på dette møde, er fremlagt øvrige forslag til overflytning af midler til pladsprisen. Forvaltningen vil i 2012 lave en yderligere analyse af puljerne med henblik på af få lagt så mange af disse i pladsprisen som muligt. 

Økonomi

Bilag 3 giver et overblik over de økonomiske konsekvenser for de enkelte specialfritidshjem, -klubber og basisgrupper.

Kategoriseringen og den medfølgende harmonisering af pladspriserne er samlet set provenuneutral. Udover en omfordeling er der indregnet yderligere indtægter fra andre kommuner for solgte pladser på Lavuk, ændringer i kompensationsordningerne, udlægning af lederlønspulje, indregning af KKFO besparelse og harmonisering af Lavuks administrationsbudget, der gør at den samlede sum til omfordeling afviger -0,3 mio. kr. I forbindelse med harmoniseringen af Lavuks administrationsbudget, der bunder i en overflytning af administrative opgaver, bortfalder særbevillingen til administrativ bistand og ud af denne overføres 400.000 kr. til administrationsrammen, da disse opgaver varetages af forvaltningen.

Indfasningsordning

For at imødekomme de institutioner, der som som en konsekvens af modellen oplever en reduktion i deres bevillinger på mere end 5 pct., foreslår forvaltningen, at der indføres en 2-årig indfasningsordning, der sikrer at ingen institutioner mister mere en 5 % i 2012 og 5 % i 2013. For at finansiere indfasningsordningen er det samtidig nødvendigt at lægge et loft over hvor meget institutionernes budgetter kan forøges i 2012 og 2013. I 2012 kan institutionerne bevillingere således højest forhøjes 10 % og yderligere 19 % i 2013.

Da budgetmodellen træder i kraft pr. 1. januar 2012, skal institutionerne således i gang med den økonomiske tilpasning umiddelbart efter vedtagelse af modellen.

Nogle af institutionerne ønsker, at den økonomiske implementering følger skolernes og at de økonomiske konsekvenser af modellen kun bliver med 5/12 virkning i 2012. Forvaltningen anbefaler dog en fuld indfasning i 2012, da fritidshjem og klubber har en helt anden mulighed for at tilpasse sig en ændret økonomi end skolerne har.

Videre proces

Københavns Kommune driver et regionalt tilbud for hørehæmmede i regi af specialafdelingen på Langelinieskolen (tidligere Skolen på Kastelsvej). Fastsættelse af pladspriserne til Langelinieskolens specialKKFO/basisgruppe vil blive håndteret i en særskilt indstilling og indpasses i budgetmodellen i løbet af 2012.

 

 

         Else Sommer

                                                                                       / Sti Andreas Garde

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top