Mødedato: 12.10.2011, kl. 13:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Organisering af fritidsinstitutionspladser på Vanløse Skole

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til, om de nye fritidsinstitutionspladser i forbindelse med udbygningen af Vanløse Skole skal organiseres i henhold til Dagtilbudsloven (fritidshjem) eller Folkeskolelovens rammer for skolefritidsordninger (KKFO).

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at de nye fritidsinstitutionspladser på Vanløse Skole organiseres under Folkeskoleloven som KKFO-pladser

 

Problemstilling

På Børne- og Ungdomsudvalgets møde den 18. maj 2011 blev det besluttet at bevillige anlægsmidler til udbygning af Vanløse skole fra 2 til 3 spor, og etablering af 100 fritidsinstitutionspladser. Pladserne etableres i skolens bygninger i forbindelse med indskolingen. Udvalget besluttede desuden, at spørgsmålet om fritidsinstitutionspladsernes organisering skulle sendes i høring i henhold til Borgerrepræsentationens beslutning 617/03 af 11. december 2003. Af denne beslutning fremgår det, at organiseringen af fritidspladser som fritidshjem eller KKFO afgøres politisk efter en høring.

Parallelt med denne sag fremlægges to andre sager omkring fritidspladser ved henholdsvis Tove Ditlevsens Skole og Langelinieskolen.

Løsning

Nedenfor gennemgås de konkrete høringssvar, som forvaltningen har modtaget omkring organisering af fritidspladser ved Vanløse skole.

Høringssvar fra Skole og Forældre København:

Organisationen skriver blandt andet i deres svar, at deres overordnede anbefaling er, at fritidstilbuddet generelt bør organiseres som KKFO, i det omfang der er lokalefællesskab mellem skolen og fritidsordningen. Dette skaber en større synergi mellem KKFO og skole, og det sikrer en bedre udnyttelse af lokaler, ressourcer og medarbejdere.

Høringssvar fra Vanløse Lokaludvalg:

Lokaludvalget har ingen bemærkninger til forslaget.


Høringssvar fra forældrebestyrelsen i Klynge VAN2:

Forældrebestyrelsen anbefaler at fritidshjemspladserne organiseres under Dagtilbudsloven.

Bestyrelsen understreger at forældreråd ikke er sikret nogen formel repræsentation i skolebestyrelsen og at dette kan være et problem i forbindelse med etablering af KKFO organiseret under folkeskoleloven. Fritidshjem og skole skal være ligeværdige samarbejdspartnere og lærere og pædagoger skal bidrage ligeligt og mødes i et tværfagligt samarbejde.


Høringssvar fra Vanløse skole:

Skolen og skolebestyrelsen mener at en KKFO vil understøtte skolens hverdag bedre end et fritidshjem. Organiseringen vil være til gavn i forhold til samtænkning da de to faggrupper vil være under fælles ledelse. Der vil desuden også være stordriftsfordele i forbindelse med indkøb af f.eks inventar.

Forvaltningens anbefaling

Forvaltningen anbefaler på baggrund af høringen, at fritidsinstitutionspladserne organiseres som KKFO, fordi der er et overvejende flertal blandt høringsparterne for KKFO-løsningen. De nye fritidsinstitutionspladser etableres i en bygning i forbindelse med skolens eksisterende indskolingsafdeling. Pladserne etableres i henhold til gældende beslutninger om, at KKFO´en skal have eget basisområde, men samtidig mulighed for lokalefællesskab med skolen.

Forvaltningen vil på baggrund af bemærkningerne i høringssvarene om samarbejdet mellem skoler og fritidsinstitutioner fremlægge en sag for udvalget, hvor mulighederne beskrives for yderligere at sikre en organisation, struktur og repræsentation, som giver plads til et samarbejde, hvor ligeværdige parter kan skabe en pædagogisk ramme for børnene. Forvaltningen er desuden i færd med at planlægge en konference, der skal inddrage centrale aktører i, hvorledes vi får det bedste ud af de to gode organisationsformer, København har: KKFO'er og fritidshjem. Konferencen skal indhente idéer til at styrke samarbejdet mellem skoler og fritidsinstitutioner uanset organiseringsform, jf. BUUs beslutning på mødet den 4.5.2011 om, at der skal udarbejdes konkrete handleplaner for et bedre samarbejde mellem skole- og KKFO-del/fritidshjemsdel. Konferencens bidrag skal ligeledes indgå i den indstilling, der forelægges udvalget.

 

Økonomi

Da Københavns Kommune arbejder med de samme budgetnøgletal på drift og anlæg for etablering af hhv. fritidshjems- og KKFO pladser, vil spørgsmålet om pladsernes organisering ikke få nogen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Beslutningen formidles til de relevante aktører.  

                            Else Sommer                                        /Henriette Bjørn Nielsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt, idet udvalget var enige om at understrege, at fritidshjem og KKFOer er to gode organiseringsformer. Derfor ønsker udvalget, at der tages hensyn til københavnske forhold ifm. eventuel ny lovgivning som følge af KL-aftalen om fritidshjem.  Udvalget ønsker at bevare de københavnske fritidshjem, og derfor ifm. ny lovgivning finde en løsning, der eventuelt kunne indeholde gensidig repræsentation i hhv. skolebestyrelser og forældrebestyrelser og forældreråd. Endelig ønsker udvalget, at der i det fremtidige arbejde sættes fokus på såvel samarbejdet mellem faggrupper som bygningsmæssig samtænkning.
Til top