Opfølgning på medlemsforslag i BUU om mobilfri skole, mindre mobiltid i fritidslivet og regler for anvendelsen af kommunens IT-udstyr
Børne- og Ungdomsudvalget har bedt forvaltningen om at præsentere modeller for mobilfri skole og fritid for børn i København fra børnehaveklasse til 3. klasse. Udvalget har tidligere truffet beslutning om at blokere for ikke-relevante hjemmesider på BUF's pædagogiske netværk som led i at begrænse digital distraktion for eleverne. Udvalget får med denne sag et forslag til fælles principper, som gælder, hvis skoler og KKFO ikke selv beslutter en politik eller et princip.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at Københavns folkeskoler og KKFO’er er mobilfri fra børnehaveklasse til 3. klasse, medmindre brugen af mobiltelefoner - og andre digitale enheder der er koblet op på mobiltelefonen - tjener et pædagogisk formål,
- at alle skolebestyrelser og forældrebestyrelser skal vedtage lokale principper for balanceret skærmbrug i folkeskolen og fritiden, herunder brug af mobiltelefoner fra 4. klasse og op,
- at Københavns Kommunes fælles principper for balanceret skærmbrug (bilag 2) gælder for folkeskoler og KKFO’er, hvis der ikke er vedtaget lokale principper og
- at medlemsforslaget om mobilfri skole, mindre mobiltid i fritidslivet og regler for anvendelsen af kommunens IT-udstyr hermed er håndteret.
Problemstilling
Børne- og Ungdomsudvalget godkendte på mødet den 19. september 2024 et medlemsforslag fremsat af Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti om at begrænse brugen af mobiltelefoner i skole- og fritidslivet (bilag 1).
Medlemsforslaget indebærer, at forvaltningen skal udarbejde modeller for mobilfri skole fra børnehaveklassen til 3. klasse, og at alle skolebestyrelser med inddragelse af elevråd, forældre og medarbejdere skal drøfte lokale rammer for mobiltelefoner for de øvrige klassetrin. Forslaget indebærer desuden, at der gennem lokal dialog skal fastsættes rammer for balanceret brug af skærme generelt for dagtilbud, skoler og fritid, og at de løbende skal revideres.
Forvaltningen blev bedt om at inddrage FOLA, Skole og Forældre, Københavns Fælleselevråd, KLF, LFS, BUPL, Københavns Skolelederforening, skolebestyrelser m.fl. i udarbejdelsen af forslagene.
Løsning
Sagen omfatter alene skoler og fritid, da Dagtilbudsloven siden 1. juli 2024 har reguleret brugen af digitale redskaber i dagtilbud.
Forvaltningen har inddraget de nævnte organisationer og yderligere fagfolk for at få input til, hvordan børn og unge i København kan få mindst mulig brug af skærm i skole og fritid (jf. bilag 3). Derudover er der søgt inspiration i en række ministerielle anbefalinger vedr. skærmbrug i hhv. grundskolen og fritidstilbud (jf. bilag 5 og 6).
Med dette afsæt foreslår forvaltningen en række fælles principper for balanceret skærmbrug og mobilfri skole og KKFO, som gælder både indskoling, mellemtrin og udskoling (jf. bilag 2).
Inddragelsen og de nationale anbefalinger tyder på, at der mange steder allerede er retningslinjer for mobiltelefoner, mens der kan være brug for bredere retningslinjer. Forvaltningen lægger derfor op til, at de enkelte skoler og fritidstilbud alternativt kan udarbejde egne principper, hvis de ikke ønsker at anvende de fælles principper. De fælles principper for balanceret skærmbrug kan være et sikkerhedsnet for dem, der endnu ikke har udarbejdet noget selv, og det kan være inspiration til drøftelser af lokale behov og rammer i skolebestyrelsen eller forældrebestyrelsen.
Principperne handler om at træffe bevidste valg om brugen af digitale løsninger og enheder og om at skabe nærvær og trygge rammer for læring. Samtidig skal de være et sikkerhedsnet mod misbrug og et værn mod digitale forstyrrelser. Principperne skal understøtte digital dannelse, så københavnske børn og unge lærer at bruge teknologi kritisk og ansvarligt.
Fritidsklubber og UngeVærker
Alle fritidsklubber og Ungeværker har taget aktivt stilling til skærmbrug. BUF holdt i foråret en fælles temadag, hvor alle lederne fra fritidsklubber og UngeVærker blev præsenteret for og arbejdede med anbefalingerne fra STUK, og der blev planlagt lokale processer for inddragelse af medarbejdere, forældre, børn- og unge med henblik på at omsætte anbefalingerne til lokale principper (bilag 4).
De lokale principper er meget forskellige og afspejler lokale prioriteringer og behov. Nogle fritidstilbud har valgt at indføre mobilfri zoner eller aktiviteter, mens andre har udpeget specifikke områder, hvor skærmbrug er tilladt. Fælles for de lokale principper er, at de er aldersdifferentierede. For de yngste børn er der et større fokus på at begrænse skærmbrug og mobiltelefoner, mens ældre børn og unge gradvist får større frihed i forhold til skærmbrug.
UngeVærkerne har valgt en mindre restriktiv tilgang til skærmbrug. Der er enkelte ungeværker, hvis profil retter sig direkte mod brug af skærme, f.eks. gameraktiviteter. Disse steder har typisk valgt en tilgang til skærmbrug, som sikrer, at børn og unge kan deltage i digitale aktiviteter, samtidig med at der opretholdes en pædagogisk balance mellem skærmaktiviteter og andre former for samvær.
Forvaltningen har aftalt med fritidsklubberne og UngeVærkerne, at de løbende reviderer deres lokale principper.
Skærmpolitik og digital dannelse
Arbejdet med digital dannelse i skolen og i fritidstilbud skal gå hånd i hånd med lokale principper for balanceret skærmbrug. I dag findes der i Fælles Mål det tværgående tema ”it og medier”, der skal indgå i undervisningen i folkeskolens obligatoriske fag, og teknologiforståelse bliver både et nyt valgfag og en obligatorisk integreret faglighed i udvalgte fag fra skoleåret 2027/2028.
I efteråret 2023 gik en række aktører i og omkring BUF sammen om at formulere syv opmærksomhedspunkter (som er vedlagt medlemsforslaget i bilag 1) for børn og unges digitale liv. Opmærksomhedspunkterne er sendt til at alle skolebestyrelser og elevråd. Skolerne støttes i deres arbejde med bl.a. kompetenceudvikling og læringsforløb via BUF-X og tilbud på Åben Skole-portalen.
Politisk handlerum
Der kan besluttes fælles principper for balanceret skærmbrug jf. bilag 2 som en politik, der gælder alle skoler og fritidstilbud i København, at alle klassetrin på skoler i Københavns Kommune skal være mobilfri i hele skoletiden, eller at det skal være op til den enkelte skole og fritidsinstitutioner, hvordan de vil arbejde med skærmbrug.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve