Mødedato: 07.03.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Etablering af ressourcecentre

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til forslag om ressourcecentre på alle almene folkeskoler.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1.      at udvalget godkender forslag til mål og organisering af ressourcecentre på alle almene folkeskoler

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget har som del af en styrket tidlig indsats og bedre inklusion (Specialreform 2.0) besluttet, at der skal etableres ressourcecentre på alle de almene folkeskoler.

 

Denne indstilling uddyber, hvordan ressourcecentrene understøtter ledelse og lærere i at skabe bedre inklusion og undervisningsdifferentiering for skolens elever. Indstillingen beskriver også, hvordan ressourcecentrene konkret kan organiseres.

 

Københavns folkeskoler har i en årrække arbejdet for at skabe bedre inklusion og faglig udvikling: Der er uddannet AKT-vejledere, læsevejledere mfl., der er prioriteret tid til specialpædago­gisk bistand, undervisning i dansk som andetsprog og indsatser for fagligt stærke elever, og skolerne har arbejdet med organiseringen af deres indsatser for de forskellige elevgrupper (fx elever i vanskeligheder og tosprogede elever).

 

Der er dog stadig en række udfordringer:

  1. Flere børn udskilles til segregerede tilbud i form af specialskoler mv.

  2. Mange særlige indsatser gennemføres i praksis uden for klassen, selvom målet er, at børn skal blive i fællesskabet sammen med deres kammerater.

  3. Der skal arbejdes med det hele barn og sikres kontinuitet og tryghed for barnet. Men det er en vanskelig opgave, når der skal koordineres imellem flere funktioner og fagligheder.

  4. Lærerne vil gerne inkludere så mange børn som muligt og undervisningsdiffe­rentiere for at tilgodese elevers forskellige forudsætninger og behov. Men mange oplever, at det er en stor udfordring, som de savner støtte til at håndtere.

  5. Lederne skal løfte en stor opgave som beslutningstagere og sparringspartnere for lærerne, og mange føler, at inklusions­opgaven fylder uforholdsmæssigt meget og skaber for stort et pres i hverdagen.

  6. Der er behov for bedre kommunikation med forældrene. Det gælder både forældrene til et barn i vanskeligheder og forældrene til de øvrige børn i klassen, hvis opbakning er afgørendefor inklusionen.

Løsning

For at styrke arbejdet med inklusion og undervisningsdifferentiering yderligere og sikre bedre sammenhæng, tværgående koordination og helhed for barnet er der behov for at samle de specialiserede ressourcer, som allerede er på skolerne i dag. Derfor skal alle almene folkeskoler etablere ressourcecentre.

 

Målene for ressourcecentrene er således, at: 

  • Sikre en helhedsorienteret indsats og styrke det tværfaglige samarbejde om inklusion af børn i vanskeligheder, tosprogede børn og børn med særlige forudsætninger, herunder sikre den tværgående koordinering af indsatserne internt på skolen og i forhold til de relevante eksterne samarbejdspartnere, fx de faglige støttefunktioner i områderne, børne- og familiecentre, UU mfl. I den forbindelse har ressourcecenteret også til opgave at sikre kvalitet og tilgængelighed i det lektiehjælpstilbud, der er på skolen, samt at sikre en koordinering til andre tilbud i skolens nærområde.
  • Give faglig sparring til lærere og andet pædagogisk personale i at håndtere konkrete inklusions- og undervisningsmæssige udfordringer (hjælp-til-selvhjælp), så faglige og sociale vanskeligheder for enkelte eller grupper af børn så vidt muligt bliver løst der, hvor de opstår, af de voksne, der er tæt på. Ressourcecentrene skal også rådgive og støtte lærerne i den konkrete kommunikation med forældre om inklusion og børn i vanskeligheder.
  • Sikre målrettet, hurtig og koordineret hjælp til det enkelte barn med behov for særlig støtte.
  • Understøtte ledelsen fagligt i beslutninger og prioriteringer om særlige indsatser, herunder administrere anvendelsen af de midler, der er i ressourcecenteret på baggrund af ledelsens beslutninger. Det gælder også anvendelsen af enkeltintegrationsmidler, når disse lægges ud til skolerne. Ressource­centret skal operationalisere ledelsens arbejde med at udvikle skolen med henblik på bedre inklusion, bedre trivsel og bedre faglige resultater for alle.
  • Medvirke til, at der på skolen oparbejdes en fælles, reflekteret samarbejdsform og -metode, som danner afsæt for systematisk fokus og analyse af  de situationer og relationer, hvor vanskeligheder for børn opstår. Alle skoler skal vælge én systematisk samarbejdsmetode, men den konkrete metode og valget af denne afhænger af den enkelte skoles behov. 

Forvaltningen foreslår i bilag 1 en overordnet model for organise­ringen af ressourcecentrene, som skolerne i udgangspunktet skal følge. Skolerne kan vælge en anden organisering af ressourcecenteret, men i de tilfælde skal den alternative organisering godkendes af den ansvarlige områdechef. Uanset organisering skal alle skoler arbejde efter de ovenfor beskrevne overordnede mål for ressourcecentrene og den nedenfor beskrevne ramme for organisering af ressourcecentrene. De over­ordnede mål videreudvikles til konkrete målsætninger i et samarbejde mellem forvaltning og de enkelte skoler, hvor målsætningerne skal kunne anvendes i den lokale fremadrettede udvikling af ressource­centrene. Dette arbejde gennemføres i løbet af skoleåret 2012-13, som samtidig er et implementeringsår for ressourcecentrene på skolerne.

Ramme for organisering af ressourcecentre

Ressourcecentrene gør op med den opsplitning i funktioner og centre, fx specialcenter, sprog­center, vejledningsfora mv., som mange skoler indtil videre har arbejdet med. Ressourcecenteret skal udgøre én fasttømret organisatorisk enhed på skolen, hvor særlige ressource­personer (både interne og eksterne) på tværs af de faglige ekspertiser mødes og deler viden og opgaver. Etableringen af ressourcecentre skaber et konkret sted, hvor lærerne kan få helheds­orien­teret hjælp til at løse de problemer, de oplever i under­visningen i forhold til enkelte børn eller hele klassen. Det kan både handle om adfærdsprob­lemer, udadreagerende børn, børn i dårlig trivsel mv. og om udfordringer i at differentiere under­visningen, så den engagerer både de fagligt stærke, de fagligt svage og den store mellemgruppe af elever.

 

Samlet set er ressourcecenteret omdrejningspunktet for videreudvikingen af samarbejdet om inklusion og forankringen af nye opgaver i den forbindelse, fx en tættere involvering af områdernes faglige støttefunktioner. Det gælder skolepsykologens tilstedeværelse på skolen i forhold til at støtte op om udvikling af pædagogikken især for børn i vanskeligheder. Ressourcecenteret er også omdrejningspunkt for udviklingen af nye tilbud, fx fleksible tilbud for grupper af børn i særlige vanskeligheder, som ellers vil skulle henvises til segregerede tilbud. Og endelig er vil ressourcecenteret organisatorisk understøtte skolernes nyttiggørelse af den nye ressource til inklusionsarbejdet, som inklusionspædagogerne repræsenterer. (Udkast til fælles funktionsbeskrivelse for de nye inklusionspædagoger er til orientering vedlagt denne indstilling som bilag 2).

 

Ideelt set skal medarbejderne i ressourcecenteret ikke løse proble­merne for læreren, men hjælpe læreren til at udvikle sin praksis, så den afhjælper udfordringerne, dér hvor de opstår. Der kan i nogle tilfælde være behov for en helt særlig, fokuseret indsats, fx med inklusion af børn med diagnoser e.l. i klassen og undervisningen. Her kan ressourcecenterets medarbejdere, fx inklusionspædagogen, deltage i et samarbejde med læreren om at gennemføre indsatsen. Hvis problemer kræver særlig viden og samarbejde med eksterne sam­arbejds­partnere, tager de relevante ressourcepersoner i ressourcecenteret, i samarbejde med barnets lærere, ansvar for, at opgaven løses koordineret og tværgående og derved ikke falder mellem to stole.

 

Skolens ledelse står for den daglige og den strategiske ledelse af ressourcecenterets arbejde.

 

Økonomi

Der er ikke bevilget særskilte ressourcer til etableringen af ressource­centre. Der er tale om en ny organisering af de eksisterende ressour­cer, hvor ressourcecentrene samler de ressourcer, der er lagt ud til hhv. støtte, særlige udfordringer og særlige udviklingstiltag. En oversigt over, hvilke midler, det kan omfatte og hvor meget forskellige typer af skoler vil kunne prioritere til denne indsats, fremgår af bilag 3.

Videre proces

Forvaltningen arbejder videre med implementering af ressource­centrene som beskrevet i bilag 4. Som det fremgår heraf vil forvaltningen i samarbejde med praktikere fra skolerne arbejde med konkrete forslag til udmøntningen af modellen for ressourcecentre og herunder sikre integration og anvendelse af de nye inklusionspædagoger på skolerne.

Fremdriften i implementeringen af ressourcecentrene afrapporteres løbende til Børne- og Ungdoms­udvalget i forbindelse med afrapporteringen om implementeringen af Specialreform 2.0.

                   Else Sommer                                  /Mikala Jørgensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt, idet udvalget præciserer, at a) det ikke er et krav at læsevejlederne skal være en del af  ressourcecentrene, b) der følges op på skolernes implementering af ordningen og c) udvalget får forelagt bud på og delagtiggøres i, hvorledes inklusionspædagogerne kan blive en succes på skolerne.

Til top