Afsluttende status Hotspot i Akacieparken og Sjælør Boulevard (Fællesindstilling, BIF, SOF, BUF)
Borgerrepræsentationen besluttede 11. juni 2008 (BR 317/08) at etablere Hotspot i Akacieparken og på Sjælør Boulevard i Valby fra 1. feb. 2009 til 31. dec. 2010.
Tidligere beslutninger
- at afsluttende status på Hotspot i Akacieparken og på Sjælør Boulevard tages til efterretning.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Hovedformålet med Hotspot Valby var at afprøve en område– og effektbaseret tilgang til at fremme tryghed og forebygge kriminalitet i Akacieparken og på Sjælør Boulevard. Hotspot blev igangsat af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i samarbejde med Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Københavns Politi. Hotspotmetoden er baseret på forskning/forsøg med kriminalpræventive indsatser og tryghed i Rotterdam, Holland. De to områder blev udvalgt efter anbefaling fra Københavns Politi og SSP, da der var en oplevelse af utryghed blandt beboerne og udfordringer med kriminalitet, herunder flere kriminalitetstruede børn og unge. På den anden side var områderne kendetegnet ved stærke lokale kræfter og ved at have en forholdsvis overkommelig tryghedsudfordring. Det gav et godt fundament for igangsættelse af metodeudviklingsforsøget. Med iværksættelsen af Hotspot blev det besluttet at etablere Københavns Tryghedsindeks, der måler den faktiske kriminalitet såvel som borgernes udsathed og vurdering af kriminalitet i nabolaget. Hotspot forsøget blev iværksat inden den første måling af Tryghedsindekset, der blev offentliggjort i 2009.
Løsning
Borgerrepræsentationen vedtog den 29. januar 2009 (BR 29.01.09, punkt 23) program for forsøget med Hotspot, der trådte i kraft for perioden den 1. februar 2009 – 31. december 2010. Hotspot forsøget i Valby adresserer fire primære udfordringer relateret til kriminalitet og oplevet utryghed blandt beboerne i de to områder: 1. Kriminalitet, 2. Kriminalitetstruede børn og unge, 3. Familier med særlige behov og 4. Oplevelse af tryghed. For hver af de fire udfordringer er der udarbejdet effektmål, hvor progressionen er målt og vurderet årligt i forhold til effektopnåelse.
Afsluttende status for Hotspot forsøgets effektmål
Det fremgår af den afsluttende status for Hotspot i Akacieparken og på Sjælør Boulevard (jf. Bilag 2a), at behovet for en tryghedsskabende indsats, ifølge Tryghedsindeks 2011, er lavere end gennemsnittet for København, der har et intensiveret - og over perioden uændret - behov. Sjælør Boulevard har således i 2011 et minimalt behov for en tryghedsskabende indsats, mens Akacieparken har et ordinært behov for indsats (jf. Bilag 2b). Udviklingen over tid viser, at indsatsbehovet på Sjælør Boulevard har været uændret fra 2009-11, mens behovet i Akacieparken er mindsket fra 2009-10, men steget fra 2010-11. Det skyldes, at anmeldelser til politiet er steget i Akacieparken i 2011 særligt for vold, indbrud og narkotika (jf. Bilag 2b). Det fremgår af mørketallet, at borgerne i Akacieparken i anmelder flere episoder af vold og indbrud til politiet. Forbedringen i mørketallet kan forklare stigningen i anmeldelser til politiet i 2011 sammenlignet med 2010. Samtidigt er det værd at bemærke, at spørgeskemaundersøgelsen viser, at borgerne i Akacieparken er mindre udsatte for kriminalitet og i mindre grad vurderer kriminalitet som et problem i nabolaget sammenlignet med 2010.
Hotspot har gennemført målinger i relation til tre effektmål om kriminalitetstruede børn og unge. Det fremgår, at flere børn og unge er tilknyttet etablerede fritidstilbud, der er sket et fald i sager med bekymrende fravær i grundskolen, og flere unge har fået visiteret et fritidsjob (jf. Bilag 2a). Hotspots to effektmål relateret til familier med særlige behov viser, at der er behandlet 72 børne-/unge sager og iværksat helhedsorienterede handleplaner (jf. Bilag 2a). I forsøgsperioden er der sket en registrering af niveau 1 til 4 enkeltsager, hvorfor antallet af sager er steget. Stigningen reflekterer et øget fokus og en mere systematisk opfølgning på SSP-sagerne. Udviklingen i andelen af 18-64-årige på overførselsindkomst viser, at andelen i Akacieparken har været relativt uændret, mens andelen er steget på Sjælør Boulevard fra 33,84% i dec. 2008 til 40,13% i dec. 2010. Det antages, at forskellen kan skyldes, at der i Akacieparken er fremskudt beskæftigelsesindsats, hvilket ikke er tilfældet på Sjælør Boulevard.
Rambøll Management Consulting har foretaget en vurdering af Hotspot forsøgets resultater og effekter pba. den afsluttende statusafrapportering 2010, Tryghedsindeks 2011 samt to fokusgruppediskussioner med repræsentanter fra Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen, Valby nærpoliti, Valby Lokaludvalg, Hotspot-chefen samt afdelingsbestyrelsesformænd. Det er Rambølls vurdering, at Hotspot forsøget overordnet set har bidraget positivt til opnåelse af de ønskede mål for indsatsen på kort sigt. Rambøll anser følgende indsatser i Hotspot forsøget som særligt perspektivrige:
Fælles pædagogisk tilgang til utilpassede unge: På tværs af forvaltninger og lokalpoliti er der gennem Hotspot forsøget skabt en fælles tilgang til de utilpassede unge. Det kommer særligt til udtryk gennem tidlig og konsekvent rapportering af kriminalitet og socialt svigt samt hurtig iværksættelse af indsatser efter behov.
Stærkt ledelsesmæssigt fokus: Gennem Hotspots ledergruppe er der skabt en rollemodel for samarbejde på tværs af forvaltninger og politi længere ud i organisationerne. Når lederne viser, at de prioriterer koordinering af indsatsen, sendes der et signal ud til de øvrige medarbejdere om at følge denne praksis.
Områdefokusering og initiering formaliseret i koordinerende fremdrifts- og ledergruppe: Forpligtende og tæt samarbejde i både fremdriftsgruppe og ledergruppe har bidraget til en helhedsorienteret og mere effektiv sagsbehandling på tværs af forvaltninger og lokalpoliti. I forlængelse heraf vurderes Hotspots fokus på koordinering mellem gadeteam og fremdriftsgruppe, hvor fx gadeteamet har identificeret unge på gaden, hvis sag bliver taget op i fremdriftsgruppen, som særligt positivt.
Styrket gadeplansindsats: Synlig tilstedeværelse af gadeteam øger beboernes oplevelse af tryghed samt forebygger og identificerer konflikter, uro og kriminalitet i områderne. Særligt gadeteamets ophold på gaden i aften- og nattetimerne samt i weekender og ferier – hvor andre tilbud er lukkede – vurderes at have positiv effekt.
Tilbud til institutionsløse utilpassede unge: Alternative opholdssteder i form af opsætning af containere i de unges nærområde og etablering af sports- og fritidsaktiviteter uden for klubregi.
Fysiske forbedringer: Særligt øget gadebelysning vurderes at have bidraget til øget oplevet tryghed blandt beboerne.
Forankring af Hotspot erfaringer i Valby
Den politiske styregruppe for Hotspot godkendte den 31. august 2010 forankringsstrategien for Hotspot i Valby. Børne- og Ungdomsforvaltningen er tovholder for forankringen i 2011. Forankringen forløber over to år, og de opnåede resultater vurderes halvårligt på baggrund af de vedtagne effektmål. Valby Lokaludvalg har taget initiativ til at fastholde dialogen med boligselskaber, afdelingsbestyrelser, frivillige mv. om trygheden i Valby under titlen: ”Fra Hotspot til Sikker (Val)By” www.valbylokaludvalg.kk.dk
I forankringen af Hotspots er det en udfordring, at gadeplansteamet nu er mindre synligt i de to områder, da det er hele Valby, der skal dækkes gennem den generelle indsats.
Økonomi
-
Videre proces
Status forelægges ved godkendelse Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Høring: Indstillingen sendes til orientering til Valby Lokaludvalg, Københavns Politi, afdelingsbestyrelserne og boligselskaberne i Akacieparken og på Sjælør Boulevard.
Else Sommer Morten Binder Anette Laigaard
Oversigt over politisk behandling
Socialforvaltningen, Børne- og Undgomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstillinger, at Socialudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at afsluttende status på Hotspot i Akacieparken og på Sjælør Boulevard tages til efterretning.
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 17. august 2011
Indstillingen blev anbefalet.
Socialudvalgets beslutning i mødet den 17. august 2011
Kontorchef Ane K. Christensen overværede punktets behandling
Punktet blev taget til efterretning.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2011
Indstillingen blev taget til efterretning.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 27. september 2011
Indstillingen blev anbefalet.