Forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Nord, Amager Øst
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Nord i høring samt tage udkast til udbygningsaftale til efterretning. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forslag til lokalplan (bilag 2). Økonomiudvalget skal tage stilling til forslag til udbygningsaftale (bilag 4). Forslaget vil muliggøre omdannelsen af et industriområde på Nordøstamager til et boligområde med serviceerhverv og en daginstitution.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Nord (bilag 2) med miljørapport (bilag 4) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger,
- at det tidligere fremlagte forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Nord ikke indstilles til endelig vedtagelse og, at høringssvarene ikke indgår i behandlingen af det aktuelle lokalplanforslag.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
3. at tage til efterretning, at der foreligger et udkast til udbygningsaftale med grundejerne (bilag 5), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse i endelig form ved planforslagets endelige behandling.
Problemstilling
Grundejerne i området afgrænset af Ved Amagerbanen, Prags Boulevard og Amager Strandvej ønsker at ombygge et eksisterende industriområde til et område med boliger og serviceerhverv, og Økonomiforvaltningen ønsker at placere en daginstitution i området.
Borgerrepræsentationen vedtog den 20. august 2020 Forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Nord, som blev sendt i høring. Den endelige vedtagelse af det tidligere fremlagte lokalplanforslag bortfalder med denne indstilling, fordi bygherre har ønsket, at der skal udarbejdes en miljørapport til lokalplanen, hvilket forvaltningen har imødekommet. Ønsket fra bygherre sker på baggrund af, at Prøvestenens Lejerforening klagede til Planklagenævnet over beslutningen om, at der til lokalplanforslaget ikke skulle udarbejdes en miljørapport. Lejerforeningen mener, at virksomhederne på Prøvestenen har en række miljøproblemstillinger som gør, at der muligvis ikke kan planlægges, som sket, i nærheden af dem. Disse forhold bør efter deres mening belyses i en miljørapport. Vedtagelse af lokalplanen med en miljørapport kræver, at der offentliggøres et nyt lokalplanforslag samtidig med miljørapporten. Dermed skal det hidtidige forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Nord bortfalde og et nyt lokalplanforslag med miljørapport forelægges politisk. Det nye lokalplanforslag med miljørapport har få ændringer i forhold til det tidligere fremlagte lokalplanforslag.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen har imødekommet grundejernes ønske om at udarbejde en miljørapport. Derved ønsker grundejerne at undgå, at en afgørelse fra Planklagenævnet ville kunne betyde, at lokalplanen bliver ugyldig, fordi der ikke er lavet en miljørapport. Forvaltningen har derfor meddelt Planklagenævnet, at lokalplansagen er genoptaget i kommunen.
Lokalplanforslaget muliggør boliger, serviceerhverv og en daginstitution med et samlet etageareal på ca. 57.000 m2. Bygherre ønsker at placere den højeste bebyggelse i op til syv etager og maksimalt 24 m i en rand mod Prags Boulevard og Amager Strandvej. Bebyggelsen skærmer områdets friarealer fra trafikstøj. Der stilles krav om tagformer med en hældning på min. 20 grader i den centrale del af området. To bygninger udpeges som bevaringsværdige, da de understøtter områdets historie. To bygninger med en middel bevaringsværdi, SAVE-værdi 5 og 6, samt de øvrige bygninger uden bevaringsværdi, bevares ikke, da deres tilstand og placering ikke understøtter områdets historie (bilag 7). Der er foretaget få ændringer i lokalplanforslaget i forhold til det tidligere forslag, fx at der tilføjes 0,5 m til alle bygningshøjder med undtagelsen af bebyggelser i syv etager, som fortsat er maks. 24 m, da bygherre ønsker høje etager til erhverv samt at solceller muliggøres på facader.
Lokalplanforslaget muliggør en daginstitution på 20 grupper, der forventes ibrugtaget i 2023. Børne- og Ungdomsforvaltningen oplyser, at deres prognose for antal børn på Amager Øst viser, at der er behov for denne udbygning af kapaciteten.
Byliv
I forlængelse af Holmbladsgade planlægges en stiforbindelse for cyklende og gående til et centralt offentligt byrum, der fungerer som mødested for beboerne. En del af byrummet er legeplads for daginstitutionen i dagtimerne, men er offentligt tilgængeligt for områdets beboere udenfor åbningstid. Der kan være publikumsorienteret serviceerhverv og fællesarealer i dele af stueetagerne mod det centrale byrum, hvilket sikrer kontakt mellem mennesker udenfor og indenfor i stueetagen.
Bæredygtighed og bynatur
Bygherrerne ønsker at udvikle et grønt og bæredygtigt område med fællesskaber og rekreative forbindelser. Der stilles krav til etablering af render og bede til afledning af regnvand i forbindelse med gang- og cykelstier. På baggrund af ændringsforslag til startredegørelsen har bygherrerne fokus på bæredygtige materialer, herunder en indledende kortlægning af materialer i de eksisterende bygninger, som kan genbruges i byrummene. Facadematerialer på mindre bygninger er begrænset til træ, metal og natursten. En af bygherrerne ønsker at opføre tilbygninger til den bevaringsværdige bygning på hjørnet af Ved Amagerbanen med facader i træ og glas. Andre bygherrer stiler mod at certificere med DGNB og Svanemærkning.
12 træer, der står i et grønt bælte langs Prags Boulevard, gøres i lokalplanen bevaringsværdige. To andre træer, der lever op til kriterierne for at kunne udpeges som bevaringsværdige, udpeges ikke, da de er placeret, hvor det vil være hensigtsmæssigt at placere bebyggelse. Der stilles krav om nyplantning af 169 træer (bilag 6).
Almene boliger
Da skoledistriktet har under 30 % almene boliger, og lokalplanen muliggør omdannelse fra erhvervsformål til boligformål, stilles krav om minimum 25 % almene boliger, jf. Kommuneplan 2019. Vurderingen er uddybet i bilag 8.
Parkering
Lokalplanområdet er i Kommuneplan 2019 udpeget som byudviklingsområde og kan derfor være helt eller delvist bilfrit. Infrastrukturen og parkeringsløsningen tilsigter at begrænse biltrafikken i området, der er generelt planlagt til lav hastighed, og ved det centrale byrum er der friholdt for nedkørsler til parkeringskældre. Parkeringsnormen for boliger er i Kommuneplan 2019 1:250, hvilket svarer til, at der skal etableres ca. 238 parkeringspladser. Parkering placeres i konstruktion i kældre med undtagelse af enkelte handicapbuspladser og daginstitutionens afsætningspladser, som er placeret på terræn. Ifølge rammer for parkering i Kommuneplan 2019 kan der efter en konkret vurdering fastsættes lavere parkeringsnormer for alle funktioner. Da området har en afstand på ca. 900 m til en metrostation og dermed i udkanten af det stationsnære område i forhold til Øresund metrostation, er der ikke gjort brug af denne mulighed, jf. Administrationsgrundlag for parkeringsnormer for bilparkering i Kommuneplan 2019 (Teknik- og Miljøudvalget 11. maj 2020).
Cykelparkeringsnormerne fastsættes i henhold til Kommuneplan 2019. I alt skal der etableres ca. 2.300 cykelparkeringspladser, heraf 115 ladcykelpladser. Halvdelen af cykelparkeringspladserne vil være overdækkede og forventes etableret i konstruktion. Cykelparkeringspladser på terræn vil blive placeret i nærheden af indgange.
Borgerinddragelse
Der er foretaget intern høring inden udarbejdelse af startredegørelsen, herunder af Amager Øst Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Forud for startredegørelsen har desuden været afholdt en workshop med lokaludvalget og interesserede borgere. Flere input fra borgermødet og den interne høring er indarbejdet i lokalplanforslaget. Fx etablering af en grøn forbindelse gennem området og fremtidige forbindelser til vandet, grønne gårdrum, placering af cykelparkering ved indgange og mulighed for central placering af fx caféer. Der muliggøres træbyggeri, men stilles ikke krav om det i lokalplanen, da træ på facader ikke er vurderet som afgørende i forhold til områdets egenart. Der er udlagt mindre byggefelter, som egner sig godt til opførelse af bofællesskaber, men der stilles ikke krav, da en lokalplan ikke kan stille krav om boformer. Det har ikke være muligt at imødekomme ønsker om fx el-ladestandere og ejerforhold til boliger og parkeringspladser, fordi der ikke er hjemmel til at regulere det i lokalplaner. Med den høje bebyggelsesprocent vil det ikke være muligt at bevare udsigten til Kløvermarken alle steder i området, og der er ikke indarbejdet konkrete planer om et kulturhus. Bemærkninger fra lokaludvalg og workshop er uddybet i bilag 9. Der er afholdt et borgermøde i samarbejde med lokaludvalget i forbindelse med det oprindelige lokalplanforslag.
Miljøvurdering
Der er i henhold til miljøvurderingsloven udarbejdet en miljørapport (bilag 4). Miljørapportens foreslåede tiltag til at imødegå væsentlige indvirkninger på miljøet i form af sikring mod støj fra veje, jordforurening, forurenende virksomheder og risiko og bebyggelsens visuelle effekt er inddraget i udarbejdelsen af lokalplanforslaget. I rapporten er der en detaljeret gennemgang af de virksomheder, der ligger indenfor og udenfor lokalplanområdet, herunder de virksomheder, der ligger på Prøvestenen. Det er påvist, at der ikke er forhold, der forhindrer planlægning som foreslået, ligesom planlægningen ikke vil forhindre virksomhedernes fremtidige udvikling og drift. Lokalplanområdet kan blive udsat for en trykpåvirkning på 20 mbar ved en eksplosion. Center for Miljøbeskyttelse og risikomyndighederne har vurderet, at der er godtgjort, at der kan planlægges for følsom anvendelse i området. Det anbefales i denne forbindelse, at facader, som er eksponeret ved en eksplosion, udstyres med sikkerhedsglas. Miljørapporten er vedlagt som bilag 4 og vil blive sendt i høring sammen med planforslagene.
Økonomi
For at muliggøre lokalplanen kræves det, at grundejerne erhverver matrikel nr. 4410 Sundbyøster (2.879 m2), der ligger langs Prags Boulevard, af Københavns Kommune. Salgsprocessen er sat i gang efter Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om at udarbejde lokalplanforslaget (Teknik- og Miljøudvalget 22. juni 2020).
Udbygningsaftale
På grundejers anmodning er udarbejdet et udkast til en frivillig udbygningsaftale (bilag 5) i henhold til planlovens § 21 b. Aftalen indeholder udvidelse af Amager Strandvej ud for lokalplanområdet med nyt fortov og cykelsti, omlægning af Ved Amagerbanen frem til nyt signalreguleret kryds ved Prags Boulevard samt etablering af supplerende beplantning og belægning langs Prags Boulevard. Kommunen får anlæggene vederlagsfrit, når de er færdiganlagt og godkendt af kommunen.
Hvis udbygningsaftalen vedtages, afsættes der 65.000 kr. i årlig afledt drift til anlæggene. Beløbet indarbejdes i augustindstillingen i en pulje under Økonomiudvalget med henblik på udmøntning i en budgetindstilling forud for overtagelse af signalanlægget til drift af Teknik- og Miljøforvaltningen, når anlæggene er gennemført og ibrugtaget.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i otte uger. Der er tidligere afholdt et borgermøde i samarbejde med Amager Øst Lokaludvalg i perioden for den offentlige høring af det oprindelige lokalplanforslag. På baggrund af resultatet af høringen vil forvaltningen udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget og godkendelse af udbygningsaftalen. Indstillingen forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2022.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Nord (bilag 2) med miljørapport (bilag 4) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger,
- at det tidligere fremlagte forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Nord ikke indstilles til endelig vedtagelse og, at høringssvarene ikke indgår i behandlingen af det aktuelle lokalplanforslag.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, - at tage til efterretning, at der foreligger et udkast til udbygningsaftale med grundejerne (bilag 5), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse i endelig form ved planforslagets endelige behandling.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 4. oktober 2021
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF1):
“At parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer”.
ÆF 1 blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF2):
“At der ikke stilles krav om opførelse af almene boliger”.
ÆF 2 blev ikke vedtaget med 1 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C.
Imod stemte: A, B, F, O, V, Ø og Å.
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF3):
“At de almene boliger alene bygges som ungdomsboliger”.
ÆF 3 blev ikke vedtaget med 1 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C.
Imod stemte: A, B, F, O, V, Ø og Å.
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF4):
"At der ikke stilles krav om bilfrihed, men at parkering til lokalplanområdet holdes inden for lokalplanområdet, så parkering til området ikke belaster lokalområdets alt for få parkeringspladser.”
ÆF 4 blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, O, V, Ø og Å.
Imod stemte: C.
Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”SF mener, at der er behov for en proces, der ser på området i en helhed ift. det rekreative grønne bånd langs kysten, adgangen til Prøvestenen Syd, udvikling af Kløverparken, helhedsplan for Kløvermarken og fredningen af Amagerbanen - herunder hvordan lokalplanen passer med "visioner for nordøstamager". Der er behov for en plan for håndtering af trafikken og støjproblemerne i området.
Støj: Der kommer stigende trafik på Prags Boulevard pga. områdets generelle udbygning og transport af jord (700 lastbiler om dagen) til Lynetteholmen og byggematerialetransport til Lynetteholmen, Refshaleøen og Kløverparken. Derfor bør der tages vidtgående initiativer. Det bedste vil være at Prags Boulevard blev lukket inde i en overjordisk tunnel med begrønning. Det vil også skabe fysisk sammenhæng til Kløverparken og Kløvermarken. Mindre initiativer kan være, at bebyggelsen ud mod Prags Boulevard bliver sammenhængende eventuelt med porte. Endelig kan der opsættes glasvægge mellem Prags Boulevard og bebyggelsen.”
Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne stemmer ja til at sende Lokalplansforslaget i høring men afventer høringssvarene særligt fra lokaludvalget før endelig stillingtagen til sagen. Særligt er det vigtigt for partierne, at der sikres plads til små erhverv samt, at der etableres gode cykelstiforbindelser, hvor der tages særligt hensyn til sikkerheden og trygheden for de mange børn og unge, der færdes i området.”
Beslutning
Dagsordenspunkt 15: Forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Nord, Amager Øst (2021-0150603)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2021
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 12 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B, F, V og O.
Imod stemte: C.
Enhedslisten og Radikale Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 4. oktober 2021:
”Partierne stemmer ja til at sende lokalplansforslaget i høring men afventer høringssvarene særligt fra lokaludvalget før endelig stillingtagen til sagen. Særligt er det vigtigt for partierne, at der sikres plads til små erhverv samt, at der etableres gode cykelstiforbindelser, hvor der tages særligt hensyn til sikkerheden og trygheden for de mange børn og unge, der færdes i området.”