Rehabiliteringsforløb til dig under 65 år
Når du søger om praktisk hjælp og støtte og/eller hjælp til personlig pleje fra hjemmeplejen, vurderer kommunen derfor først, om du igen kan blive i stand til at klare nogle af de praktiske gøremål selv. Hvis det er tilfældet, tilbydes du et rehabiliteringsforløb på 12 uger.
Rehabilitering er målrettet dig, der oplever begrænsninger i hverdagslivet, hvor formålet med et rehabiliteringsforløb vil være at finde frem til, hvordan du i højere grad kan blive mestre hverdagens aktiviteter. Forløbet er et samarbejde mellem dig, pårørende og medarbejdere i Københavns Kommune, hvor der med udgangspunkt i dine perspektiver og livssituation er fokus på at muliggøre et godt liv og skabe de bedst mulige betingelser for deltagelse og livskvalitet. Det kan eksempelvis være ved at benytte mindre belastende arbejdsstillinger, dele opgaverne op eller gøre brug af andre redskaber herunder teknologiske hjælpemidler.
Et rehabiliteringsforløb bliver sammensat individuelt. Under forløbet støtter et team af sundhedsfaglige medarbejdere dig til at blive bedre til de aktiviteter, du har vanskeligt ved at klare i hverdagen. Når du har været igennem dit forløb, evaluerer I sammen, om du har nået dine mål. Herefter vurderer vi, om du fortsat har brug for støtte, og i så fald hvilken støtte.