Vand-, varme- og elregnskaber

Hvis udlejer leverer forbrugsydelser, som varme, vand, el og køling, så skal der årligt foretages afregning.

Når lejer ikke betaler direkte til forsyningsselskabet (DONG, HOFOR m.fl.), men i stedet til udlejer i form af á conto betalinger, så skal udlejer udarbejde regnskaber til lejer.

Krav til regnskabet

Regnskaberne skal udarbejdes årligt og skal som udgangspunkt aflægges inden 4 måneder fra udløbet af forbrugsåret, eller 3 måneder efter udlejer har modtaget endelig afregning fra forsyningsselskabet.

Det skal fremgå af regnskaberne, hvad lejers andel af de samlede varmeudgifter for ejendommen er. Endvidere skal der i regnskabet oplyses om lejers mulighed for at klage over regnskabet.

Hvis regnskabet ikke aflægges inden udløbet af fristen, kan udlejer ikke kræve en eventuel efterbetaling for yderligere afholdt forbrug fra lejer.

Hvis regnskabet ikke indeholder de oplysninger, der kræves, er det ugyldigt. I så fald kan udlejer heller ikke opkræve en efterbetaling for yderligere afholdt forbrug fra lejer.

Uenighed om regnskabet

Hvis lejer ikke kan acceptere regnskabet, skal lejer senest seks uger fra modtagelsen af regnskabet gøre indsigelse over for udlejer.

Indsigelsen skal være skriftlig og angive på hvilke punkter, lejer ikke kan godkende regnskabet. Hvis lejer ikke har gjort indsigelse inden udløbet af fristen, står efterbetalingen ved magt.

Det er vigtigt, at lejer sender sin indsigelsen til udlejer/administrator og ikke til huslejenævnet eller til det firma, der har udarbejdet regnskabet.

Udlejer har herefter yderligere 6 uger fra udløbet af lejers frist (dvs. 12 uger fra lejers modtagelse af regnskabet) til at indbringe sagen for huslejenævnet. Hvis udlejer ikke indbringer sagen eller indbringer den for sent, bortfalder udlejers krav på efterbetalingen.

Den omstændighed, at der er indbragt en sag om efterbetalingen for nævnet, medfører ikke, at lejer kan undlade at betale pengene til udlejer.

Hvis lejer undlader at betale den, efter påkrav fra udlejer, vil det kunne føre til ophævelse af lejemålet, da en efterbetaling af forbrugsudgifter er en såkaldt ”pligtig pengeydelse”.

Er fristen for indbringelse af sagen udløbet uden, at udlejer har indbragt sagen, kan lejer selv indbringe sagen for nævnet. Det kræver dog, at lejer har gjort rettidig indsigelse over for udlejer. 

Kontakt

Nævn og Natteliv

Nyropsgade 7

1602 København V

Telefontider

Mandag

10:00 - 14:00

Tirsdag

10:00 - 14:00

Torsdag

10:00 - 14:00

Fredag

10:00 - 14:00