Affaldstilsyn

Alle virksomheder kan blive udvalgt til et affaldstilsyn. Affaldstilsynet er lovpligtigt og virksomhederne skal selv betale for det. Her kan du læse mere om affaldstilsynet.

Alle virksomheder i Danmark kan fra 2025 blive udvalgt til et affaldstilsyn. Det betyder, at vi kommer på besøg i jeres virksomhed og gennemgår virksomhedens sortering af affald, og hvordan I kommer af med affaldet. Formålet med tilsynet er at følge op på, at affald, der kan genanvendes, bliver sendt til genanvendelse i stedet for forbrænding.

Tilsynet er obligatorisk for de virksomheder, der er blevet udpeget til det, og de skal betale et gebyr for tilsynet.

Prisen for affaldstilsyn i 2025

Virksomheden skal betale et gebyr for tilsynet. Gebyret består af et fast administrationsgebyr og en timepris, som opgøres ud fra hvert påbegyndt kvarter.

Affaldstilsyn prisliste
Pris for affaldstilsyn 1. januar 2025  Kroner eks. moms
Administration pr. tilsyn 345,00
Timepris 700,00
Hvert påbegyndt kvarter (15 min.)* 175,00

*I skal betale for hvert påbegyndt kvarter. Eksempel: Affaldstilsynet varer 5 timer og 35 minutter. I skal betale for 5 timer og 3 påbegyndte kvarter.

Priseksempel

Hvis et Affaldstilsyn varer 5 timer og 35 minutter, så skal virksomheden betale for 5 timer og 3 påbegyndte kvarter og et administrationsgebyr.

Priseksempel på et affaldstilsyn, der har varet 5 timer og 3 kvarter
Priseksempel Beregning Kroner eks. moms
Administration   345,00
5 timer tilsyn 5 x 700 3.500,00
3 kvarter tilsyn 3 x 175 (700/4) 525,00
Affaldstilsyn i alt   4.370,00

Gennemsnitspris

Vi forventer en gennemsnitspris på ca. 5.000 kroner eks. moms i 2025 pr. affaldstilsyn. Men gebyret afhænger af tidsforbruget i den konkrete sag. Tidsforbruget dækker både over det fysiske besøg hos virksomheden, sagsbehandling før og efter og eventuel opfølgning hos virksomheden, hvis vi på tilsynet konstaterer, at reglerne for affaldssortering ikke er overholdt.

Vi sender faktura til Digital Post 

I modtager en faktura via Digital Post i jeres virksomheds digitale postkasse.

I kan med fordel sætte påmindelser på mail og sms på jeres digitale postkasse. Vi oplever desværre ofte, at virksomheder ikke læser deres digitale post og derfor ikke betaler deres fakturaer til tiden. Det betyder, at I skal betale rykkergebyrer eller ender i Fogedretten.

Se mere om Digital Post for virksomheder på virk.dk

Værd at vide om affaldstilsynet

Vis alle

Sådan foregår et affaldstilsyn

Et fysisk affaldstilsyn er et besøg hos jeres virksomhed, hvor vi gennemgår jeres affaldsløsning sammen med jer og tjekker, at den lever op til gældende regler.  

Vi kigger på jeres system til affaldssortering både indendørs og udendørs, og vi tjekker, hvordan I kommer af med affaldet.  

Hvis vi konstaterer fejl og mangler, gennemgår vi reglerne for affaldssortering med jer og vejleder om mulige løsninger. Vi sætter en tidsfrist for, hvornår det skal være bragt i orden, og hvordan vi følger op.

I skal være til stede under affaldstilsynet

Der skal være en repræsentant for virksomheden til stede under tilsynet. Repræsentanten skal kende virksomhedens affaldsordning og vise virksomhedens indendørs og udendørs sorteringssystemer frem. Det kan fx være den affaldsansvarlige, ejeren af virksomheden eller køkkenchefen, hvis der er tale om en restaurant.

Vi skal se dokumentation for jeres affaldsordninger

Under tilsynet skal vi se dokumentation for, at virksomheden er tilmeldt en affaldsordning. Det kan fx være en kontrakt med en privat affaldsindsamler, en erhvervskvittering fra genbrugsstationen eller en faktura fra din affaldsindsamler.

Hvis du er tilmeldt den kommunale affaldsindsamling, ved vi det allerede.

Hvilke virksomheder bliver udvalgt til affaldstilsyn?

De fleste tilsyn er såkaldt risikobaserede tilsyn. Det betyder, at Miljøstyrelsen har vurderet, at der er større risiko for, at virksomheden ikke overholder deres pligt til at sortere affald. Miljøstyrelsen vurderer risikoen ud fra data i Affaldsdatasystemet, cvr-registret og lignende. 

Derudover vil der blive ført stikprøvetilsyn og tematiserede tilsyn, hvor særlige brancher bliver udvalgt til tilsyn. Det kan fx være byggepladser eller restauranter og caféer.

Baggrunden for affaldstilsynet

Miljøministeriet indfører fra 2025 en ny lovgivning, der skal styrke tilsynet med virksomheders affaldssortering og håndtering af affald. Virksomheder står for 72% af den samlede affaldsmængde i Danmark, og selvom virksomhederne har pligt til at sortere deres affald, ender meget af det i forbrændingen.

Derfor skal kommunerne fremover føre tilsyn med, at virksomhederne overholder deres pligt til at sortere deres affald, så mere affald kan blive genanvendt i stedet for at ende i forbrændingen.

Læs mere om affaldstilsynet på Miljøstyrelsens hjemmeside

Affald og ressourcer - Erhverv

Njalsgade 13

2300 København S

Telefontider

Mandag

09:00 - 16:00

Tirsdag

09:00 - 16:00

Onsdag

09:00 - 16:00

Torsdag

09:00 - 16:00

Fredag

09:00 - 16:00