Mødedato: 27.02.2025, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om internt høringssvar af begrønningsprojektet på Jyllingevej

Se alle bilag

Vanløse Lokaludvalg skal drøfte og godkende et høringssvar vedr. trafiksikkerheds- og begrønningsprojekt på Jyllingevej.
Projektet er blevet præsenteret på trafiktemagruppemødet den 15. januar 2025, og det er blevet drøftet på temagruppemødet den 5. februar 2025. Temagruppen har på den baggrund udarbejdet et udkast til høringssvar.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager beslutning om udkast til høringssvar vedr. begrønningsprojekt på Jyllingevej, jf. bilag.

Problemstilling

Jyllingevejprojektet, der både er et trafiksikkerheds- og et begrønningsprojekt, strækker sig fra Jyllingevej station til kommunegrænsen ved Rødovre, og tager udgangspunkt i det tidligere udarbejdede afmærkningsprojekt. Det er en lige strækning på ca. 650 m., hvor hastigheden er nedsat til 50 km/t.

For at skabe incitament til at sænke farten indsnævres vejbredderne fra 8,5 m. til 6,3 m., mens to spor i hver retning bevares. Der laves forskydninger af vejen, så der er plads til parkering og begrønning, og der etableres krydsningspunkter og ventearealer ved enkelte sideveje.

Beplantningen i midterrabatten vil bestå af urtemåtter/vegetationsmåtter, mens der mellem vej og cykelsti desuden plantes træer i det omfang, det er muligt. Der foreslås plantet ca. 50 mindre træer af forskellige arter.

Projektet forventes færdigt senest i oktober 2027, mens beplantningen vil foregå i løbet af efteråret 2027.

Temagruppen for Trafikken i Vanløse har i deres møde den 15. januar 2025 fået en præsentation af projektet og har på baggrund af en drøftelse i mødet den 5. februar 2025 udarbejdet et udkast til høringssvar. I udkast til høringssvar skal lokaludvalget særligt tage stilling til ordlyden i sætningen markeret med rødt.

Præsentation fra fremlæggelse af projektet for temagruppen den 15. januar 2025 er vedhæftet som bilag, det samme er udkast til høringssvar. Selve projektbeskrivelsen og kortbilag er udelukkende vedhæftet internetdagsorden.

Der er høringsfrist den 7. marts 2025.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter og tage beslutning om udkast til høringssvar vedr. begrønningsprojektet på Jyllingevej, jf. bilag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen inden høringsfristen den 7. marts 2025 og lægger det på lokaludvalgets hjemmeside. 

/Jan Lindboe
Til top