Mødedato: 26.08.2024, kl. 15:00
Mødested: Materielgården på Vestre Kirkegård, Vestre Kirkegårds Allé 15, KBH SV

Anlægsprojekt Bispebjerg Torv og Frederiksborgvej, Bispebjerg

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til dispositionsforslag for udvikling og realisering af anlægsprojektet på Bispebjerg Torv og Frederiksborgvej. Dispositionsforslaget sikrer en ensartet og sammenhængende udvikling af kvarteret med respekt for områdets unikke kulturarv og har afsæt i Forandringsplanen for Bispeparken. Dispositionsforslaget indeholder to anlægsområder. Anlægsområde 1 til realisering omfatter Frederiksborgvej, Bispebjerg Torv og to indgange til Bispebjerg Kirkegård. Anlægsområde 2 til udvikling omfatter vejen ”På Bjerget” og ”Haven”, hvortil anlægsfinansieringen udestår. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til frigivelse af anlægsmidler til realisering af Frederiksborgvej (anlægsområde 1).

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at dispositionsforslaget danner grundlag for anlæg af delprojektet ”Frederiksborgvej, begrønning og fredeliggørelse” i anlægsområde 1, jf. bilag 4.
  2. at dispositionsforslaget danner grundlag for anlæg af delprojekterne ”Bispebjerg Torv” og ”Hjørneindgangen” fra Områdefornyelsen Bispebjerg Bakke i anlægsområde 1, jf. bilag 4.
  3. at dispositionsforslaget danner grundlag for den videre projektering af delprojekterne i anlægsområde 2 ”På Bjerget” og ”Haven”, jf. bilag 4, såfremt der opnås fondsfinansiering eller afsættes finansiering i kommende budgetforhandlinger.
  4. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at gennemføre de skitserede nødvendige magelæg mellem offentlig vej og Bispebjerg Kirkegård af hensyn til projektets gennemførelse og efterfølgende administration, jf. bilag 5.
     
    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
     
  5. at der frigives en anlægsbevilling på 44,2 mio. kr. til færdigprojektering og anlæg af ”Frederiksborgvej etape 1 og 2, begrønning og fredeliggørelse” på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 11.

Problemstilling

Dispositionsforslaget er en viderebearbejdning af en arkitektkonkurrence gennemført i 2023, hvor den trafikale ensretning er et afgørende udgangspunkt for gennemførelse af projektet. Teknik- og Miljøudvalget blev orienteret om rådgiverudbuddets resultat samt skitser af vinderforslaget i december 2023 jf. bilag 12.

Frederiksborgvej, begrønning og fredeliggørelse, (delprojekt i anlægsområde 1) er på baggrund af Forandringsplanen for Bispeparken (BR 24. juni 2021) finansieret af Budget 2022 (BR 7. oktober 2021) (A, B, F, O, V, Ø, Å, Frie Grønne og Kaare Traberg Smidt) og Budget 2023 (BR 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å).

På baggrund af finansiering fra Områdefornyelse Bispebjerg Bakke, 17,1 mio. kr. kvarterplanen (BR 3. februar 2022), indgår delprojekterne ”Bispebjerg Torv” og ”Hjørneindgangen” (anlægsområde 1) og delprojekterne ”På Bjerget” og ”Haven” (anlægsområde 2) i det samlede dispositionsforslag for at sikre en ensartet og sammenhængende udvikling af kvarteret med respekt for områdets unikke kulturarv. Realiseringen af de to øvrige delprojekter i anlægsområde 1 (”Bispebjerg Torv” og ”Hjørneindgangen”) er finansieret via Områdefornyelsen Bispebjerg Bakke, mens områdefornyelsen søger fondsfinansiering til delprojekterne i anlægsområde 2.

I dispositionsforslaget har der været fokus på lokal inddragelse, forundersøgelser og realiserbarheden af projektet. Det vindende konkurrenceforslag med den ikoniske hjørneindgang blev udpeget som vinder, med en bemærkning fra dommerkomitéen om, at der skulle arbejdes videre med tilgængeligheden. Forskellige løsninger er undersøgt, jf. bilag 9.

Løsning

Dispositionsforslagets to anlægsområder fremgår af bilag 4, hvor delprojekterne i anlægsområde 1 er finansieret og delprojekterne i anlægsområde 2 på nuværende tidspunkt ikke er finansieret. Områdefornyelse Bispebjerg Bakke arbejder for at finde fondsfinansiering til delprojekterne i anlægsområde 2. Disse delprojekter forelægges til politisk godkendelse, såfremt der opnås anlægsfinansiering. Realisering af delprojektet i anlægsområde 1 er uafhængig af delprojekterne i anlægsområde 2, som ligeledes kan realiseres hver for sig.

Der er i dispositionsforslaget ikke taget stilling til endelig placering og udformning af lege- og opholdsmuligheder samt til valg af belægninger i projektet, som forventes at tage udgangspunkt i eksisterende materialer. Dette fastlægges i forbindelse med projektforslaget, som forelægges udvalget til orientering medio 2025.

Anlægsområde 1 – Bispebjerg Torv, Frederiksborgvej og hjørneindgangen

Som arkitektoniske hovedgreb sænkes vejen op til 40 cm langs hele torvet, for at tydeliggøre aksen mellem Grundtvigs Kirke og Bispebjerg Kirkegård. Dette bevirker, at biltrafikken opleves mindre dominerende på torvet. Løsningen giver ikke driftsmæssige udfordringer.

Frederiksborgvej ensrettes i nordgående retning langs kirkegården fra Tuborgvej mod nord til Tagensvej, og hastigheden reduceres i hele projektet til 40 km/t. Vejbanen reduceres til ét spor, som muliggør en reducering af trafik og mulighed for ophold og begrønning. Der plantes op til 200 træer, hvor en række allétræer skaber rumlighed for parkering og krydsningsmuligheder i projektet, jf. bilag 4.

Den nye hjørneindgang placeres i hjørnet Frederiksborgvej/Skoleholdervej og er udformet som en bred trappe fra det nye byrum på vejen til ankomstarealet på kirkegården. Muligheden for tilgængelige løsninger for personer med handicap på hjørnet og dannelse af opholdsareal på kirkegården er begrænset af en terrænforskel på 2,5 m mellem vejen og kirkegården, aktive grave på kirkegården, krav om aflukning af kirkegården i nattetimerne og af eksisterende træer, jf. bilag 4A. Den nærmeste niveaufrie indgang på Frederiksborgvej ”Den lille indgang” er 115 m fra hjørnet og anlægges sammen med hjørneindgangen som en forskudt adgang med tilgængelighed for personer med handicap. Samtidig udgør ”Den lille indgang” en forbindelse fra Bispeparken til kirkegården jf. bilag 4B. Hjørneindgangen supplerer kirkegårdens øvrige fem tilgængelige indgange. Hjørneindgangen udvikles med håndlister, siddemuligheder samt anvisninger til nærmeste niveaufrie adgange på hhv. Frederiksborgvej og Skoleholdervej.

Magelæg

Der skal som led i projektet gennemføres to arealoverførsler mellem vejmatrikel og Bispebjerg Kirkegård for at skabe plads til realisering af projektet, jf. bilag 5. Matrikelsagen gennemføres som et mageskifte og igangsættes ved godkendelse af denne indstilling. Ved hjørneindgangen medfører den runde mur et areal på 28m2, der fremover vil være en del af kirkegården, og derfor skal matrikelgrænsen tilpasses murens forløb. Foran hovedindgangen går matrikelgrænsen således, at indhakket i muren ved rundingerne er kirkegårdsmatrikel på ca. 600m2. Fortovet vil i fremtiden følge muren og den offentlige færden skal forgå på offentlig matrikel, hvorved matrikelgrænsen flyttes til muren.

Anlægsområde 2 – På Bjerget og Haven (ikke anlægsfinansieret)

Delprojekterne i anlægsområde 2 indgår i det samlede dispositionsforslag for at sikre en ensartet og sammenhængende udvikling af kvarteret, såfremt der opnås en senere finansiering.

På Bjerget – vejen fra torvet og arealet omkring Grundvigskirke.

På vejen mellem torvet og kirken flyttes op til 38 parkeringspladserne til den grønne plæne ved kirken for at give plads til besøgende og ophold samt for at styrke aksen mellem kirken og kirkegården. Det samlede antal p-pladser på torvet og omkring ”På Bjerget” ændres ikke. Arealet foran Grundtvigs Kirke omdannes til en kirkeforplads jf. bilag 4F og 4G. Det grønne areal omkring kirken udvikles, så det bliver mere oplagt at opholde sig på arealet; mindre rum skal bryde den store plæne op.

Haven

Syd for Dansekapellet åbnes fra Frederiksborgvej op til den gamle æblehave, ved at fjerne hække, og der bliver mulighed for ophold og evt. tehus, udstillings- eller butikslokale i buegangen langs kirkegårdens nyanlagte mur. Denne udvikles yderligt særskilt proces, hvis der findes anlægsfinansiering.

Høring

Dispositionsforslaget har været i høring fra den 19. april til den 29. maj 2024 ved Bispebjerg Lokaludvalg, jf. bilag 7, og i høring ved Københavns Kommunes Handicapråd fra den 8. maj til den 14. juni 2024, jf. bilag 8. Dispositionsforslaget er udviklet i samarbejde med Områdefornyelsens lokale arbejdsgruppe, andre lokale aktør bl.a. dansekapellet, menighedsrådet, butiksejerne på torvet og Frederiksborgvej, og der er afholdt offentlige borgermøder samt gennemført flere udviklingsworkshops.

Høringssvar fra lokaludvalg
Bispebjerg Lokaludvalg er positive over for projektet. De giver udtryk for, at projektet er godt gennembearbejdet og at inddragelsesprocessen ifm. udvikling af dispositionsforslaget har været fremragende. Lokaludvalget bakker op omkring den indstillet hjørneindgang, og at ”Den lille indgang” udvikles som forskudt tilgængelig adgang. Lokaludvalget har ikke indsigelser mod nedlæggelsen af parkeringspladser

Høringssvar fra Københavns Kommunes Handicapråd

Handicaprådet har givet udtryk for, at projektet allerede i konkurrencefasen ikke tydeligt har vist, hvordan tilgængelighed er indarbejdet i projektet, og bakker ikke op om den nuværende udformning af hjørneindgangen. Af bilag 10 fremgår den drøftelse, som forvaltningen har haft med Handicaprådet i dialogmødet den 17. maj 2024, som ligger til grund for høringsbrevet.

Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer, at dispositionsforslaget lever op til ønskerne fra lokaludvalg og borgerne i området, som vil blive yderligere inddraget i den videre udvikling af projektet. Endvidere inddrages Handicaprådet bl.a. vedrørende belægninger, erfaringer og viden omkring tilgængelighed og universelt design, som så vidt muligt indarbejdes i projektforslaget.

Kommentarer om manglende tilgængelighed ved hjørneindgangen anerkendes af forvaltningen. Teknik- og Miljøforvaltningen understreger, at muligheden for etablering af direkte tilgængelighed for alle på hjørnet er begrænset, jf. afsnittet om anlægsområde 1 samt bilag 9. Forvaltningen arbejder videre med ”Den lille indgang”, som forskudt tilgængelig adgang (115 m fra hjørnet) i samråd med lokaludvalg, borgere, Handicaprådet, rådgiver og fagpersoner. ”Den lille indgang” realiseres samtidig med hjørneindgangen.

Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i dispositionsforslaget.

Politiet har givet principielt samtykke til ensretningen på Frederiksborgvej.  

Parkering

I forbindelse med Budget 2022 er det vedtaget at nedlægge op til 54 parkeringspladser af de eksisterende 113 uden for betalingszonen. For at projekt kan realiseres ift. allétræer, brandredning og byrumsdannelse nedlægges yderligere seks parkeringspladser, som der findes erstatningsparkeringspladser til på Skoleholdervej. Antallet af handicap-parkeringspladser bibeholdes, og i projekteringsfasen undersøges om antallet kan øges. Placeringen af disse fastlægges i næste fase under hensyn til bredde og hensigtsmæssige placering til bl.a. kirkegården.

Træer

Der fældes ingen træer og plantes op 40 allétræer og op til yderlig 60 træer i anlægsområde 1. Tilføjelsen af træer i anlægsområde 2 fastlægges, når delprojekterne heri kan realiseres.

Politisk handlerum

Det kan besluttes, at

  • indarbejde delprojekterne i anlægsområde 2 (”På Bjerget” og ”Haven”) i projektet, som i så fald anlægges i forlængelse af anlægsområde 2. Realisering heraf kræver yderlig anlægsfinansiering.
  • indarbejde en rampe ved at lave en supplerende åbning i kirkegårdsmuren på Frederiksborgvej ml. hjørneindgang og ”Den lille indgang”, hvor rampen vil være på kirkegården og begynde ca. 5 m. fra ”Den lille indgang”. Realisering heraf kræver yderlig anlægsfinansiering.

Det forudsætter ændringsforslag om at henvise finansiering af begge forslag til kommende budgetforhandlinger, såfremt der ønskes udarbejdet budgetnotat, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke af sig selv udarbejder dette på baggrund af indstillingen.

Økonomi

Den resterende anlægsbevilling til Frederiksborgvej svarende til 44,2 mio. kr. (2024 p/l og 2025 p/l) skal frigives, jf. bilag 11.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter forvaltningen færdigprojektering og anlæg af projektet og går i dialog med Bispebjerg Kirkegård med henblik på at indgå aftale om nødvendige arealoverførsler. Forventet fysisk anlægsstart er tredje kvartal 2026 med ibrugtagning medio 2028.

Søren Wille

/ Peter Højer

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. august 2024

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som nyt at-punkt:

 

”at der som en del af projektet oprettes erstatningsparkeringspladser for de parkeringspladser, der nedlægges i projektet.”

 

Ændringsforslaget blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C

Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å

Undlod at stemme:

 

 

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, V, Ø og Å

Imod stemte: C

 

Indstillingens 2.-4. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingens 5. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”For partierne er det vigtigt, at der fra start af alle projekter tænkes i universelt design og er tilfredse med, at forvaltningen nu medtager det i anlægsprojekter og som krav i arkitektkonkurrencer."

 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti støtter projektet, da projektet skaber et rigtig fint byrum, men fra konservativ side mener vi ikke, at der bør nedlægges parkeringspladser, da der er rift om parkeringspladserne i området. Nedlæggelsen af parkeringspladserne er en del af budget 2022, som konservative ikke er en del af. I den del af projektet, der vedrører budget 2023, som konservative er en del af, oprettes der erstatningsparkeringspladser for de parkeringspladser, der nedlægges.”
Til top