Mødedato: 24.02.2025, kl. 15:00
Mødested: Pharmakon kursus- og konferencecenter, Milnersvej 42, 3400 Hillerød

Øget udbud af ladeinfrastruktur frem mod 2030

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forslag til håndtering af hensigtserklæring og medlemsforslag om øget udbud af ladeinfrastruktur. Forslaget indebærer bl.a. at accelerere udrulningen ved at fremrykke udbuddet af 350 normalladeudtag fra 2031 til 2026, samt at det videre arbejde med udrulning af ladeinfrastruktur tager udgangspunkt i en ny COWI-analyse af behov for ladeinfrastruktur i Københavns Kommune. Analysen viser, at den nuværende ramme på 9.500 normalladeudtag i kombination med de minimum 64 lynladeudtag, som det tidligere er besluttet at etablere og udbyde, vil kunne dække behovet for ladeinfrastruktur på offentlig vej ved en fuld omstilling af bilflåden til el. På den baggrund anbefales det, at der ikke foretages yderligere udvidelser af rammen for normalladeudtag på nuværende tidspunkt.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at den nuværende ramme i 2026 øges med 350 normalladeudtag ved at fremrykke normalladeudtag, som skulle have været udbudt i 2031 jf. løsningsafsnit, såfremt Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i Overførselssagen 2024/2025.
  2. at COWI’s analyse Behov for ladeinfrastruktur i Københavns Kommune (bilag 6) danner baggrund for den videre udrulning af ladeinfrastruktur i København.
  3. at designretningslinjernes bestemmelser vedr. fredede bygninger ændres jf. løsningsafsnittet.
  4. at opstilling af ladestandere i alle bydele, undtaget Indre By, efter en konkret vurdering kan etableres på vejarealet vha. fortovsudbygninger eller opsætning af pullerter som påkørselssikring jf. løsningsafsnittet.
  5. at medlemsforslaget om ”Udbud til etablering af 50.000 elbil-ladestandere”, stillet af Venstre på Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 1. juni 2023, hermed er håndteret.

Problemstilling

I Budget 2025 (BR den 2. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø) indgår en hensigtserklæring om, at forvaltningen skal arbejde med en ambitiøs plan for udbud af ladestandere til elbiler for at sikre indfrielsen af målsætningen om 19.000 normalladeudtag i 2030, og at evt. finansiering skal indgå i forhandlingerne om Overførselssagen 2024/2025. Én normalladestander indeholder to normalladeudtag. Borgerrepræsentationen godkendte derudover medlemsforslag om ”Udbud til etablering af 50.000 elbil-ladestandere” den 1. juni 2023. Teknik- og Miljøudvalget har desuden godkendt, at ladeinfrastruktur indgår i den kommende mobilitetsstrategi (TMU 16. september 2024).

Med Budget 2022 (BR den 7. oktober 2021) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) blev det besluttet.at oprette 4.100 normalladeudtag i perioden 2022-2025. På daværende tidspunkt var allerede oprettet ca. 1.300 normalladeudtag. Det blev med Budget 2025 (BR den 2. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø) besluttet at etablere yderligere 4.100 normalladeudtag i perioden 2025-2031.

Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 10. oktober 2022 en model for udbud af opsætning og drift af normalladere, herunder en række designretningslinjer for placering og design af normalladere. Designretningslinjerne foreslås justeret for at øge mulighederne for at skabe plads i byen til kommende ladeudtag.

Løsning

Accelereret fremrykning af rammen for elkøretøjspladser i 2026

For at efterleve hensigtserklæringen fra Budget 2025 har forvaltningen allerede fremrykket 200 normalladeudtag, som efter planen først skulle udbydes i 2025. Der var alene tale om, at forvaltningen i 2024 udbød flere normalladeudtag fra rammen vedtaget med Budget 2022 end først planlagt.

Derudover fremlægges et budgetnotat til Overførselssagen 2024/2025, hvor den nuværende ramme i 2026 øges med 340 normalladeudtag ved at fremrykke normalladeudtag, som skulle have været udbudt i 2031. Kadencen for udbud af normalladeudtag vil herefter være følgende:

År

Oprettet eller indgået aftale om normalladeudtag

2025

2026

2027

2028

2029

2030

2031

Samlet set*

Parkeringspladser med ladestandere

Ca. 4.900 (heraf ca. 2.960 opstillet d.d.)

886

684

684

684

684

684

340

9.550

* Det blev besluttet med Budget 2022 at oprette 4.100 normalladeudtag i perioden 2022-2025 (B, C, D, I, O, V, Ø og Å, Borgerrepræsentationen den 4. maj 2023). På daværende tidspunkt var allerede oprettet ca. 1.300 normalladeudtag. Det blev med Budget 2025 besluttet at etablere yderligere 4.100 normalladeudtag i perioden 2025-2031. Det giver samlet set ca. 9.550 normalladeudtag. Derudover har Københavns Ejendomme i foråret 2024 indgået aftale med to ladeoperatører om opsætning af 188 normalladeudtag på kommunens grunde.

Fremtidig planlægning af ladestanderområdet på baggrund af COWI-analyse
Det fremadrettede arbejde med udrulning af ladeinfrastruktur vil tage udgangspunkt analysen Behov for ladeinfrastruktur i Københavns Kommune (bilag 6), som er udarbejdet for forvaltningen af COWI i efteråret 2024. Analysen viser, at den nuværende ramme på 9.500 normalladeudtag i kombination med de min. 64 lynladeudtag, som det er besluttet at etablere og udbyde, vil kunne dække behovet for ladeinfrastruktur på offentlig vej ved en fuld omstilling af bilflåden til el med et rimeligt serviceniveau for brugerne. I vurderingen har rådgiver indtænkt deres forventninger til opstilling af offentligt tilgængelige ladestandere på private arealer såsom supermarkeder og tankstationer pba. markedsdialog. På den baggrund anbefales det, at der ikke foretages yderligere udvidelser af rammen på nuværende tidspunkt. Der kan dog blive behov for etablering af yderligere ladeinfrastruktur til køretøjer med særlige behov og dimensioner, såsom lastbiler, turistbusser og flextrafik. Det strategiske arbejde vil blive forankret i den kommende mobilitetsstrategi, der forventes endeligt behandlet i 2026.

COWI benytter en grundigere metodik end den, EY benyttede i forbindelse med udarbejdelse af rapporten Fossilfri vejtrafik 2030 (TMU 26. august 2024), som ”med væsentlig usikkerhed” skønnede et behov for 19.000 normalladeudtag ved en fuld omstilling. COWI’s rapport baserer sig bl.a. på Dansk E-mobilitets ladeudtagsberegner, data fra ladeoperatører og grundigere modelberegninger (GAIA-modellen, der blev udviklet i forskningsprojektet FUSE). Forvaltningen har sammenholdt data og behovsanalyser med tilsvarende fra Oslo for at sikre, at der er overordnet overensstemmelse i tilgangen.

I COWI’s rapport er der indledningsvis identificeret et potentiale for opsætning af 180-240 lynladeudtag på kommunale arealer, og i medio 2025 vil forvaltningen fremlægge en indstilling til udvalget med lokationer, som kan udbydes til lynladere.

Det bemærkes, at forvaltningen vurderer, at den nuværende praksis for private og brugerafgrænsede normalladeudtag med kabelskinner på offentlig vej (TMU 19. august 2024) ikke har en væsentlig påvirkning af behovet for offentligt tilgængelige ladestandere. Hvis kravet om den afgrænsede brugergruppe ophæves, vurderer forvaltningen, at det kan påvirke behovet for ladeudtag væsentligt.

Ændring af designretningslinjer

For at øge antallet af lokationer, der kan opstilles ladestandere på, indstilles det at foretage nedenstående to justeringer af de designretningslinjer, som blev vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget med indstillingen ”Model for udbud af arealer til etablering af ladestandere” den 10. oktober 2022.

  1. Ændring af designretningslinje om fredede bygninger

    Det indstilles at lempe designretningslinjen, der forhindrer placering af ladestandere foran fredede bygninger. Opstilling af ladestanderne foran en fredet bygning vil dog stadig være underlagt en konkret vurdering, hvor der tages hensyn til bygningen og nærmiljøet på stedet.

  2. Ændring af designretningslinje med fortovsudbygninger

Det indstilles, at den nuværende praksis for opstilling af ladestandere ændres, så det bliver op til en konkret vurdering om ladestanderne kan opstilles på vejarealet med fortovsudbygninger eller pullerter som påkørselssikring, hvor der tages udgangspunkt i karakteren af nærmiljøet.

I dag opsættes ladestandere på offentlige veje i Københavns Kommune hovedsageligt på fortovsarealerne, mens placering på vejarealer kræver fortovsudbygning, men med Budget 2025 blev det vedtaget, at forvaltningen må nedlægge et mindre antal parkeringspladser indenfor betalingszonen, som muliggør placering af ladestandere på vejarealet.

Indre By

Den nuværende praksis for opstilling af ladestandere fastholdes dog i Indre By, som har stor arkitektonisk og byrumsmæssig værdi med bevaringsværdige byrum og fredede bygninger. Fordele og ulemper ved de forskellige løsningsmuligheder er beskrevet i bilag 3.  

Udnyttelsesgrad af eksisterende normalladere
Forvaltningen har på baggrund af data fra operatørerne gennemført en analyse vedr. udnyttelsesgraden af de eksisterende normalladere. Analysen præsenteres i bilag 5 til denne indstilling.

Tilkendegivelser fra interessenter
Forvaltningen har modtaget reaktioner fra interessenter på baggrund af målsætningen i Budget 2025 om at højne ambitionsniveauet for ladestandere (omtales i bilag 4) samt eventuelle krav om fortovsudbygninger (omtales i bilag 3).  Meldingen fra fx Radius er, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at forholde sig til, om mål i denne størrelsesorden er mulige at realisere inden for den udstukne tidsramme. En operatør har ligeledes peget på forhindringer, som blandt andet udspringer af arealknaphed, anden planlagt infrastruktur og andre regler for etablering på private fællesveje.

Hvad angår etablering af fortovsudbygninger påpeger brancheorganisationen Drivkraft Danmark, at de er omkostningstunge og at evt. investeringer heri risikere at gå tabt, hvis arealet senere skal anvendes til andre formål. Dansk E-mobilitet har i den forbindelse givet udtryk for, at kommunen bør forpligte sig til at fastholde formålet med udbygningerne i længere perioder, samt på forhånd garantere mulig nedlæggelse af konkret udpegede p-pladser, der kan omdannes hertil.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte at:

  • forvaltningen udarbejder et budgetnotat til Overførselssagen 2024/2025, hvor antallet af normalladeudtag øges til 19.000 normalladeudtag frem mod 2030. Denne mulighed uddybes i bilag 4.
  • indstillingens 4. at-punkt ændres, så ladestanderne på vejarealet også i Indre By kan opstilles med pullerter som påkørselssikring.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen fremlægge et budgetnotat til Overførselssagen 2024/2025, hvor nuværende udbudsramme i 2026 øges med 350 normalladeudtag, samt arbejde videre med en plan for udrulning af ladestandere i den kommende Mobilitetsstrategi. Derudover fortsættes det nuværende arbejde med udbud af ladestandere med udgangspunkt i de justerede retningslinjer for placering af ladestandere.

 

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

 

Til top