Mødedato: 15.04.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Cykelbane og cykelsti i Store Kongensgade, projektforslag

Se alle bilag
Der skal træffes beslutning om projektforslag og frigivelse af anlægsmidler til opgradering af eksisterende cykelbane og ny cykelsti i Store Kongensgade samt om nedlæggelse af 10 p-pladser.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1.     at projektforslag i bilag 3 danner grundlag for detailprojektering og udførelse af cykelsti og opgraderet cykelbane i Store Kongensgade.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

2.     at der frigives en anlægsbevilling på 2,845 mio. kr. (2013 p/l) til anlæg af en cykelsti og opgraderet cykelbane i Store Kongensgade. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 i 2013,

3.     at der nedlægges i alt 10 p-pladser i Store Kongensgade i grøn zone i forbindelse med anlæg af cykelstien jf. parkeringsredegørelse (bilag 4). Nedlæggelse af de 10 p-pladser i grøn zone vil medføre et indtægtstab på 0,074 mio. kr. (2013 p/l) i 2013 og 0,149 mio. kr. (2013 p/l) på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering, funktion 2.22.07.1 fra 2014 og frem. En nedskrivning af Teknik- og Miljøudvalgets indtægtsbudget vil kræve en tilsvarende opskrivning af Teknik- og Miljøudvalgets servicemåltal. Opskrivningen af servicemåltallet finansieres indenfor Teknik- og Miljøudvalgets egen driftsramme i 2013 og indgår i forhandlingerne for budget 2014.

Problemstilling

Indstillingen var på dagsordenen til mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 11. marts 2013, hvor udvalget besluttede at sende indstillingen retur til forvaltningen

Med henblik på at forbedre cykelforholdene i Indre By blev det i forbindelse med godkendelse af Cykelpakke V, som er en del af Budget 2012 indgået mellem Socialdemokraterne, SF, Det radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance besluttet (Borgerrepræsentationen 6. oktober 2011) at opgradere den eksisterende cykelbane i Store Kongensgade til en cykelsti. Forvaltningen har nu udarbejdet projektforslag, som fremlægges til udvalgets godkendelse, se bilag 3. Det udarbejdede projektforslag indeholder en cykelsti på hovedparten af strækningen og opgraderet cykelbane på den resterende del, da anlæggelse af cykelsti på hele ruten ikke kan gennemføres indenfor det afsatte budget. Projektet medfører nedlæggelse af 10 p-pladser i grøn zone.

Løsning

For at virkeliggøre visionen om København som verdens bedste cykelby arbejder kommunen målrettet på at forbedre fremkommeligheden, sikkerheden og trygheden for cyklisterne, bl.a. ved opgradering af eksisterende cykelbaner til cykelstier og ved at skabe ekstra plads på strækninger med meget cykeltrafik. Cykelstien i Store Kongensgade er en del af PLUS-nettet, hvor standarden for cykelstibredden normalt er 3,0 meter.

De nuværende forhold i Store Kongensgade (bilag 2) giver ofte problemer med holdende varevogne på cykelbanen, hvorved cyklisterne tvinges ud på kørebanen.

Der er i dag også sikkerhedsmæssige problemer ved det meget lange busstoppested mellem Dronningens Tværgade og Landgreven, hvor cyklisterne skal passere busserne på ydersiden, hvilket ofte sinker busserne og er både utrygt og potentielt farligt for cyklisterne. Hertil kommer, at der er tale om en strækning med meget cykeltrafik, og hvor cykeltrafikken forventes yderligere øget, når broen over inderhavnen åbner.

Det er ikke muligt at anlægge cykelsti på hele ruten indenfor de afsatte 3,5 mio. kr. (2012 p/l). Forvaltningens rådgiver på projektet anslår, at prisen for at anlægge cykelsti på hele strækningen vil beløbe sig til ca. 5,3 mio. kr. Det udarbejdede projektforslag (bilag 3) indeholder derfor en cykelsti kombineret med opgraderet cykelbane.

På strækningen Marmorkirken/ Frederiksgade – Kgs. Nytorv etableres en 3 meter bred cykelsti med kantsten. På strækningen Esplanaden – Hindegade etableres en cykelbane med en bredde på 2,9 meter (den nuværende er 2,2 meter). Som ’indgang’ til cykelbanen etableres der et stykke (ca.10 m) cykelsti med kantsten lige efter krydset ved Esplanaden. Bredden på 2,9 meter frem for 3,0 meter er valgt for at imødekomme ønske fra Movia.

Løsningen udgør en acceptabel og sikker løsning, der samtidig væsentligt vil forbedre kapaciteten for cykeltrafikken på strækningen. Skulle tilbuddet på anlægsarbejderne vise sig væsentligt billigere end antaget, anlægges cykelsti på hele strækningen Esplanaden – Hindegade.

Parkeringsrestriktionerne i Store Kongensgade bibeholdes som i dag, herunder med af- og pålæsningsmulighed om formiddagen og 30 minutters parkering om eftermiddagen.
I forbindelse med gennemførelse af detailprojektet vurderes mulighederne for etablering af supplerende af- og pålæsning i tilstødende sidegader. Standsningsforbuddet på den første strækning på Store Kongensgade i krydset Esplanaden-Gernersgade gøres permanent hele døgnet, og stopforbuddet markeres tydeligt med en gul stribe på kantstenen i modsat side af cykelstien.

Grundet det igangværende metrobyggeri ved Marmorkirken er det aftalt med Metroselskabet, at den eksisterende cykelbane på 2,2 meter bibeholdes på strækningen mellem Hindegade og Marmorkirken/Frederiksgade, indtil Metrobyggeriet er færdigudført formentlig i 2018. Cykelbanen på denne strækning vil fremstå med opmalet afstribning og med cykelsymboler svarende til den øvrige cykelbane på strækningen. Når metrobyggeriet er færdigudført, færdiggøres cykelbanen på denne strækning. Udgiften hertil anslås at være ca. 50.000 kr., som kan finansieres via anlægsrammen.  


Parkeringspladser
Det fremlagte projektforslag medfører, at der i Store Kongensgade skal nedlægges 10 p-pladser, jf. bilag 4. I forbindelse med vedtagelsen af Cykelpakke V forventede forvaltningen, at projektet kunne gennemføres uden nedlæggelse af p-pladser. Den efterfølgende projektudvikling har vist, at der er behov for at nedlægge 10 p-pladser, idet det har vist sig nødvendigt at fjerne alle p-pladser overfor busstoppestedet ved Dronningens Tværgade samt derudover en plads ved Esplanaden, hvor der etableres totalt standsningsforbud. Parkeringspladserne ligger i grøn zone, hvor der jf. parkeringsforliget ikke er krav om etablering af erstatningspladser. Belægningsprocenterne i Store Kongensgade er under 60 % hele døgnet.

Høringer og godkendelser
Projektforslaget er godkendt af politiet.

Projektet har været til høring hos Movia. Movia havde en række bekymringer ved projektet, idet Movia mente, at der var risiko for, at projektet ville forlænge rejsetiden for busserne. Projektforslaget er blevet tilpasset for at imødekomme de fremførte synspunkter. Der vil således være 2 kørespor i myldretiden på hele strækningen, bredden på cykelbanen er reduceret fra 3,0 m til 2,9 m på den nordligste strækning, der etableres totalt standsningsforbud ved Esplanaden, og der etableres højresvingsforbud ved Dronningens Tværgade.
Det er afklaret med Økonomiforvaltningen, at projektet kan medføre marginale driftsøkonomiske konsekvenser for busdriften.

Projektforslaget har været i høring hos Indre By Lokaludvalg, jf. bilag 5. Indre By Lokaludvalg er generelt positive over for at forbedre cyklisternes forhold på strækningen, men ønsker, at der etableres cykelsti langs hele ruten samt at standsningsforbuddet på den første strækning på Store Kongensgade i krydset Esplanaden-Gernersgade gøres permanent hele døgnet, og at standsningsforbuddet markeres tydeligt med en gul stribe på kantstenen i modsat side af cykelstien. Etablering af standsningsforbuddet indarbejdes i detailprojektet og stopforbuddet markeres med en gul stribe på kantstenen i modsat side af cykelstien.

Økonomi

Der er i alt afsat 3,5 mio. kr. (2012 p/l) til projektet i Budget 2012, heraf var 0,1 mio. kr. (2012 p/l) stjernemarkeret. På Borgerrepræsentationens møde den 26. april 2012 blev der frigivet yderligere 0,6 mio. kr. (2012 p/l) til at dække udgifterne til projektering. Med denne indstilling ønskes de resterende 2,8 mio.kr. frigivet. De 2,8 mio. kr. i 2012 p/l svarer til 2,845 mio. kr. i 2013 p/l. Alle 2,845 mio. kr. går til den fysiske anlæggelse af projektet.

Med anlægsprojektet i Store Kongensgade skal der nedlægges i alt 10 p-pladser i grøn zone, hvilket ud fra en gennemsnitsbetragtning vil medføre et indtægtstab på 0,074 mio. kr. (2013 p/l) i 2013 og 0,149 mio. kr. (2013 p/l) fra 2014 og frem på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering, funktion 2.22.07.1. En nedskrivning af Teknik- og Miljøudvalgets indtægtsbudget vil kræve en tilsvarende opskrivning af Teknik- og Miljøudvalgets servicemåltal. Opskrivningen af servicemåltallet finansieres indenfor Teknik- og Miljøudvalgets egen driftsramme i 2013 og indgår i forhandlingerne for budget 2014.

Det forventes, at anlægsprojektet vil påvirke Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige driftsøkonomi marginalt.

Videre proces

Projektet forventes udført i efteråret 2013.

                    Pernille Andersen 


                                        /Jens Christian Zøfting-Larsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 15. april 2013:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev anbefalet. 


SF afgav følgende protokolbemærkning:

”SF støtter indstillingen om cykelbane og cykelsti i Store Kongensgade, men fremadrettet bør forvaltningen arbejde på, at Store Kongensgade får cykelsti i begge retninger”

Til top