Mødedato: 15.04.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensationer vedrørende parkeringsdækning i tilknytning til boligbebyggelser i Artillerivej Syd-området

Se alle bilag

Tre grundejere i området har søgt om dispensation fra lokalplan nr. 410 til at reducere parkeringsdækningen fra 1 plads pr. 100 m2 etageareal til 1 plads pr. 150 m2

Problemstilling

TMU behandlede denne sag på udvalgsmødet d. 11 marts 2013. Udvalget ønskede en vurdering af, hvorvidt alle parkeringspladser kan være i konstruktion, samt hvilken efterspørgsel der er for parkering i området. I forlængelse af sagens behandling på udvalgsmødet har forvaltningen været i dialog med de tre grundejere. Resultatet heraf fremgår af denne reviderede indstilling.

Tre grundejere i Artillerivej Syd-området har søgt om dispensation fra lokalplan nr. 410 ”Artillerivej Syd” vedrørende parkeringsdækningen til etablering af tilsammen 561 pladser med 484 pladser i konstruktion og 77 parkeringspladser på terræn, svarende til en parkeringsdækning på 1 plads pr. 143 m2 etageareal og en andel på terræn på 14 pct. I de givne byggetilladelser samt i henhold til lokalplanen er der forudsat etablering af 1 plads pr. 100 m2, svarende til knap 800 pladser med højst 15 pct. på terræn. For området som helhed bliver parkeringsdækningen 1 plads pr. 120-125 m2, hvis den resterende bebyggelse opføres med 1 plads pr. 100 m2.

Ejendomsselskabet Artillerigården ApS har søgt om dispensation i forbindelse med boligbebyggelser på ejendommen matr.nr. 133 m.fl. Eksercerpladsen, København, Artillerivej 151A m.fl., hvortil der er givet byggetilladelser. Bebyggelsen består af etagebebyggelse, rækkehuse og et punkthus med et samlet etageareal på ca. 25.800 m2. Selskabet fastholder ønsket om dispensation til 1 p-plads pr. 150 m2 etageareal. Der henvises til, at ejeren af den nyopførte beboelsesejendom Artillerivej 92-98C, hvor alle lejligheder er indflyttede, oplyser, at alle 35 pladser på terræn er udlejet, men at kun 20 ud af 53 kælderparkeringspladser er udlejet. Der er 106 lejligheder med et gennemsnit på ca. 100 m2.

NCC Bolig A/S har søgt om dispensation i forbindelse med selskabets boligbebyggelser syd for Vigen på ejendommen matr.nr. 184 m.fl. ibid., Artillerivej 154. Bebyggelsen består af rækkehuse, 3 punkthuse og et længehus og har et samlet etageareal på 35.342 m2. Der er givet byggetilladelse til dele af bebyggelsen. Det anføres, at der ud fra selskabets erfaringer ikke er behov for så mange pladser, som er krævet i lokalplanen. Selskabet oplyser supplerende, at selskabets ejendomme nord for vigen vil blive opført med 1 p-plads pr. 100 m2 etageareal svarende til et gennemsnit på omkring 1 p-plads pr. 125 m2 etageareal.

Holgaard arkitekter har for Walls A/S søgt om dispensationer i forbindelse med selskabets boligbebyggelser på ejendommen matr.nr. 75 m.fl. ibid., Drechselsgade 10 m.fl. Bebyggelsen består af et punkthus og rækkehuse mv. og har et samlet etageareal på 18.600 m2. Der er givet byggetilladelse til dele af bebyggelsen. Ansøgningen er efterfølgende ændret til ønske om 1 p-plads pr. 125 m2 etageareal.

Selskaberne har supplerende oplyst de gennemsnitlige boligstørrelser, der for de 3 boligbyggerier under ét er ca. 128 m2.

Løsning

Lokalplan nr. 410 ”Artillerivej Syd” foreskriver i § 8, stk. 2, at parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal, hvoraf højst 15 pct. må indrettes på terræn.

Naboorientering

Ansøgningerne har været i naboorientering i perioden 31. august – 21. september 2012, jf. bilag 1.

Forvaltningen har i den anledning modtaget 3 henvendelser fra henholdsvis Amager Vest Lokaludvalg, en grundejer i lokalplanområdet og en beboer i naboområdet, jf. bilag 2.

I lokaludvalgets høringssvar og i høringssvaret fra beboeren anbefales det ikke at dispensere fra lokalplanens parkeringsnorm. Det begrundes især med, at det forventes, at de fleste af de kommende beboere har bil, og at den kollektive trafik ikke er særlig god. Lokaludvalget frygter desuden, at hvis der gives dispensationer til de ansøgte byggerier, vil det danne præcedens for de øvrige byggerier i lokalplanområdet. Grundejeren anfører, at såfremt de ansøgte byggerier ikke har tilstrækkelige parkeringspladser forudses det, at grundejerens parkeringsarealer på terræn vil blive belastet, og forbeholder sig derfor ret til at etablere parkeringskontrol.

Forvaltningen bemærker, at parkeringsnormen i kommuneplanregi er ændret i forhold til lokalplanens bestemmelser herom. De aktuelle ejendomme indgår således i Kommuneplan 2011 i et byudviklings- og byomdannelsesområde fastlagt til boliger og serviceerhverv (C1*-område). Her gælder, at parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen og højst må udgøre 1 parkeringsplads pr. 200 m2 etageareal. Formålet med de nye parkeringsnormer i kommuneplanen er at understøtte en bæredygtig byudvikling.

Desuden bemærkes, at bebyggelsen grænser op til et område med nybyggerier (Havnestad), hvor bilejerskabet i gennemsnit er 1 bil pr. 159 m2 boligetageareal pr. 1. januar 2010, og 0,68 bil pr. bolig, idet den gennemsnitlige boligstørrelse er ca. 100 m2.

Med den gennemsnitlige boligstørrelse på 128 m2 for de aktuelle byggerier svarer den ansøgte parkeringsdækning på 1 plads pr. 143 m2 etageareal til ca. 0,9 bil pr. bolig.

Center for Parkering oplyser, at belægningsprocenten på gadeparkering på Islands Brygge syd for Sturlasgade er optalt til 69, 57 og 61 henholdsvis kl. 12, 17 og 22 i oktober 2012. Da parkeringskældrene i området er private, har centret ikke oplysninger om belægningsprocenten i disse.

Grundejerforeningen Artillerivej Syd, der støtter ønskerne om dispensation, har i et brev af 28. januar 2013 oplyst, at grundejerne til de væsentligste dele af de øvrige arealer i området har udtrykt ønske om at fastholde parkeringsdækningen på 1 plads pr. 100 m2 etageareal, hvilket vil give en gennemsnitlig parkeringsdækning på 1 plads pr. 120-125 m2 etageareal.

Med de ansøgte dispensationer reduceres antallet af parkeringspladser på terræn med ca. 43 pladser, hvilket vil forbedre friarealforholdene i et område, der i forvejen har meget lidt parkering på terræn (14 pct.). Til sammenligning er mellem 50 og 67 pct. af parkeringen i Havnestad etableret på terræn. I de blandede bolig- og serviceerhvervsområder i Ørestad City og i Ørestad Syd er kravet henholdsvis højst 25 pct. og 10 pct. på terræn med en dækning på 1 plads pr. 200 m2 etageareal, og i lokalplanforslaget for Enghave Brygge er kravet højst 15 pct. på terræn med en dækning på 1 p-plads pr. 150 m2 etageareal. Både i Ørestad og på Enghave Brygge er bebyggelsestætheden betydeligt større end i Havnestad og Artillerivej Syd-området.

Med hensyn til andelen af terrænparkering har grundejerforeningen supplerende oplyst, at allerede eksisterende og fremtidige butikker og serviceerhverv er 100 % afhængig af de gæster og kunder, som kommer kørende til området. Ligeledes er det helt afgørende, at gæster m.v. til boligerne har mulighed for terrænparkering. Foreningen ser derfor kravet i den nuværende lokalplan som et minimumskrav og anser det derfor ikke som en mulighed, at der bliver inddraget parkeringspladser i terræn. En ændring af antallet af p-pladser i terræn vil få en betragtelig negativ indflydelse på områdets daglige virke og det fine samspil med f.eks. caféliv, specialbutikker tæt på boligerne, der er et af grundlagene for lokalplan nr. 410. Forvaltningen deler grundejerforeningens synspunkter om, at det er nødvendigt med terrænparkering i et vist omfang gerne i form af gadeparkering på de interne veje, der indgår i parkeringsdækningen, hvilket netop er tilfældet i Artillerivej Syd-området. I modsat fald er der stor risiko for ulovlig parkering.

Grundejerne oplyser supplerende, at beboere i de allerede opførte boliger har fået stillet i udsigt, at p-pladserne på terræn vil kunne anvendes uden tidsbegrænsning, indtil kommunen måtte overtage vejene som offentlige, hvorefter der vil være mulighed for beboerlicens. I forbindelse med de 3 tårne længst mod syd etableres der en stor p-kælder, hvor også beboerne i nabobebyggelserne vil kunne leje sig ind. Grundejerne er indstillet på at finde en god ordning i forhold til parkering på terræn. De vil derfor sammen med vejmyndigheden drøfte mulighederne for tidsbegrænsning, efterhånden som området udbygges, og i det omfang, det er trafikalt velbegrundet.

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler på baggrund af ovenstående, at der meddeles de ansøgte dispensationer fra lokalplanen til etablering af 1 plads pr. 143 m2 etageareal svarende til i alt 561 pladser.

Økonomi

Beslutningen indebærer ikke økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

På baggrund af udvalgets beslutning meddeler Teknik- og Miljøforvaltningen de ansøgte dispensationer.

 

 

     Pernille Andersen

                                                                  /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 15. april 2013:

Socialdemokraterne stillede følgende ændringsforslag:

”At der etableres minimum et antal parkeringspladser svarende til én parkeringsplads pr. 128 etagekvadratmeter”

 

Der blev stemt om ændringsforslaget:

For indstillingen stemte 4 udvalgsmedlemmer: A, I

Imod indstillingen stemte 3 udvalgsmedlemmer: Ø, F

1 udvalgsmedlem undlod at stemme: C

Ændringsforslaget blev vedtaget


Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 7 udvalgsmedlemmer: Ø, A, I, F

Imod indstillingen stemte 1 udvalgsmedlem: C

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme:

Indstillingen blev godkendt.

Til top