Endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan nr. 448 ”Ny Ellebjerg-området”
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 448 ”Ny Ellebjerg-området” vedtages endeligt med de ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, der indebærer mindre justeringer af bebyggelsesplanen og nye lokalplantegninger nr. D1, E1, 2a og 4a-7a
Problemstilling
Tillæg nr.1 til lokalplan nr. 448 ”Ny Ellebjerg-området” justerer lokalplanens bestemmelser om anvendelse og bebyggelsesplan på baggrund af ønsker om realisering af konkrete projekter. Disse projekter forudsætter, at bebyggelse, der i lokalplan nr. 448 er fastlagt til erhverv, også kan anvendes til boliger, og at der muliggøres mere detailhandel i overensstemmelse med bestemmelser i Kommuneplan 2011, der fastlægger et lokalcenter ved den nordlige stationsforplads og adgangsvejen hertil fra Carl Jacobsens Vej. I den oprindelige bebyggelsesplan indgår et portmotiv med overbygning af adgangsvejen til stationen. Med tillægget ændres dette til et tårnmotiv, hvor 2 hjørner markeres.
Forslaget til lokalplantillæg blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 15. november 2012 (2012-125225) med henblik på offentliggørelse. Forslaget er vedlagt som bilag 1.
Forslaget har været i offentlig høring fra den 11. december 2012 til den 5. februar 2013. Der er i høringsperioden modtaget 3 henvendelser.Løsning
Med lokalplantillægget lægges der op til, at boligandelen øges fra 25 til 30-35 pct., svarende til mindst 130 boliger, hvilket er i overensstemmelse med kommunens boligpolitik og rammerne i Kommuneplan 2011. Det er ligeledes i overensstemmelse med kommuneplanen, at butiksrummeligheden øges fra 1.200 til 3.000 m2. Der henvises i øvrigt til bilag 7 faktaark.Høring
De modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 3. I bilag 4 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger.
Valby Lokaludvalg anfører, at lokalplantillægget er i overensstemmelse med udvalgets intentioner for byudviklingen i området og har ingen indvendinger i forhold til de konkrete ændringer, som lokalplantillægget indebærer. Udvalget ønsker dog at gøre opmærksom på, at udvidelsen af butiksarealet på stationsforpladsen kan gøre det vanskeligere at opnå målet om at gøre Torveporten/Følager til det centrale handelsstrøg i området.
Forvaltningen bemærker, at stationen udgør en væsentlig barriere mellem området nord for banen og området syd for, og forventer, at der vil være grundlag for butikker begge steder i takt med udbygningen af områderne, herunder ikke mindst Grønttorvsområdet.
KAB er bygherre på den almene del af et nybyggeri med boliger og en børneinstitution, der er under opførelse på nabogrunden i området vest for adgangsvejen til stationen. Selskabet har en række synspunkter om det med lokalplantillægget muliggjorte nybyggeri, herunder betænkeligheder vedrørende lysforhold i det fælles gårdrum, arkitektonisk sammenhæng mellem bygningerne omkring gårdrummet, visuel og fysisk sammenhæng mellem dette fælles gårdrum og et hævet gårdrum i nybyggeriet samt den landskabsarkitektoniske koordinering.
Forvaltningen bemærker, at der på baggrund af selskabets synspunkter foreslås en justering af nybyggeriets bebyggelsesplan for at skabe bedre sammenhæng mellem de 2 gårdrum og forbedre lysforholdene. Der fastlægges således en åbning i bebyggelsen mod det fælles gårdrum. Til gengæld fastlægges der ikke åbning, men port, mod adgangsvejen til stationsforpladsen. Desuden indsættes der bestemmelser i § 5, stk. 2, pkt. b, om, at en eventuel 4 etage skal rykkes mindst 1,5 m tilbage i forhold til gårdrummet mod nord, og i § 5, stk.2, pkt. e, om, at der ikke må etableres taghuse på dette sted. Endelig foreslås en mindre afkortning af facaden mod forpladsen for at sikre bedre lysforhold i det hævede gårdanlæg. Som konsekvens ændres lokalplantegningerne D1, E1, 2a og 4a-7a vedlagt som bilag 5. Som bilag 6 vedlægges desuden en tegning med et udsnit af bebyggelsesplanen før og efter ændringen.
Ændringerne vurderes ikke at være af et sådant omfang, at der forudsættes supplerende høring, jf. planlovens § 27, stk. 2.
Tetris A/S, som er optionshaver på grunden vest for adgangsvejen, og som har foranlediget udarbejdelsen af lokalplantillægget, har ønsker vedrørende handicapparkering og vareaflæsning på vejareal.
Forvaltningen bemærker, at det kan accepteres, at der sker vareaflæsning på vejareal, under forudsætning af, at vejen udvides og omprofileres, så der bliver fortov, cykelsti, og langsgående parkering i begge sider vekslende med træbeplantning. Handicapparkering med minibusser er problematisk i p-kælder på grund af krav til højden, og det kan godkendes, at denne parkering sker på vejareal på betingelse af, at der kan anvises pladser på egen grund, hvis muligheden på gadeareal måtte forsvinde.Økonomi
Planen har ingen direkte økonomiske konsekvenser for kommunen.Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget tillægget til lokalplanen bekendtgør forvaltningen dette i henhold til reglerne i planloven. Lokalplantillægget er formuleret på en sådan måde, at tillæggets bestemmelser og de nye tegninger indarbejdes i lokalplan nr. 448 således, at den endeligt bekendtgjorte plan er et samlet dokument.Pernille Andersen
/Simon Kjær Hansen
Beslutning
Indstillingen blev anbefalet.