Endelig vedtagelse af lokalplan "Livgardens Kaserne"
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at lokalplan ” Livgardens Kaserne” vedtages endeligt med ændringer som foreslået i afsnittetLøsning, herunder at lokalplanområdet alene skal omfatte arealer på Livgardens Kaserne og
at der sker en mindre reduktion i bygningens omfang samt mindre ændring i bygningens
placering.
Problemstilling
Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste ønsker at opføre en bygning, der skal indeholde en musikøvesal for Livgardens Musikkorps. Bygningen får et etageareal på maksimalt 1.050 m2 etageareal, og skal ligge i et hjørne af eksercerpladsen til Den Kongelige Livgardes Kaserne, Gothersgade 100. Projektet indeholder desuden forslag om flytning af parkeringsarealer på området. Uden for lokalplanområdet omfatter projektet reetablering af dele af voldgraven ved Rosenborg Slot og fjernelse af materialeskur. Det kan oplyses, at donationer fra en fond er givet til gennemførelse af det samlede projekt. Hvis en bygning der indeholder musikøvesal ikke realiseres vil øvrige dele af projektet heller ikke blive gennemført.Planforslaget har været i offentlig høring fra den 31. januar 2013 til 2. april 2013, og der er modtaget 481 henvendelser. (Planforslaget er i overensstemmelse med kommuneplan 2011)
Løsning
Livgardens musikkorps vil med øvesalen få dækket et behov for lokale øvefaciliteter. Projektet vil endvidere være med til at fastholde funktionen på stedet. Øvesalen vil lejlighedsvis kunne danne rammer om mindre koncerter – evt. med publikumsadgang fra Kongens Have.
Bygningen får et enkelt og afdæmpet arkitektonisk udtryk og placeres langs skel mod Kongens Have. Den halvt nedgravede bygning vil fremstå med en facadehøjde på ca. 4 m og en taghøjde på op til 11,5 m. Eksercerpladsen er ikke fredet, men en del af bygningen ligger indenfor fortidsmindebeskyttelseslinjen omkring Rosenborg Slot. Projektudviklingen er sket i tæt dialog med Kulturstyrelsen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, der begge er positive over for projektet.
Arealet, hvor øvesalen placeres, udnyttes i dag til parkering. Ved omdisponering og reduktion af parkeringspladser vil arealerne nord for den nye bygning indrettes med græs og beplantning. Dette er en klar forskønnelse af området i forhold til i dag og styrker oplevelsen af et visuelt sammenhængende have-/parkanlæg mellem Eksercerpladsen og Kongens Have.
Der er ikke tidligere stillet krav til etablering af parkeringspladser på Livgardens Kaserne. Den nye bygning vil blive benyttet af medarbejdere, der i forvejen arbejder på stedet, og skaber ikke behov for mere parkering. Der genetableres 60 parkeringspladser foruden plads til 3 busser på området. Dette svarer til en parkeringsdækning på ca. 1 p-plads pr. 150 m2 etageareal (kasernebygningen). Antallet af parkeringspladser er i overensstemmelse med Kommuneplan 2011.
Der henvises i øvrigt til bilag 2 faktaark.
Høring
Der er modtaget 481 henvendelser i den offentlige høringsperiode. Henvendelserne fremlægges som bilag A. I bilag 3 er henvendelserne tematisk oplistet. I bilag 4 er synspunkter i henvendelserne sammenfattet under temaerne med forvaltningens bemærkninger.
Bemærkninger fra Indre By Lokaludvalg – bilag 5, henvendelserne nr. 282, 344 og 401.
Indre By Lokaludvalg har indsamlet kommentarer og spørgeskemabesvarelser på udvalgets hjemmeside. Lokaludvalget har afholdt borgermøde den 20. marts 2013, hvorfra der er vedlagt referat. I bilag til høringssvar nr. 282 har lokaludvalget sammenfattet de 185 spørgeskemabesvarelser.
Lokaludvalget er uforstående over for at et lokalplanforslag, der muliggør bebyggelse på et bevaringsværdigt areal og som overskrider fortidsmindebeskyttelseslinjen for Rosenborg Slot er blevet vedtaget. Lokaludvalget er betænkelig ved omfanget af bygningen, der reelt rummer en koncertsal med plads til 150 publikummer, og at det frie udsyn fra Gothersgade op mod Rosenborg Slot ødelægges. Gevinsten ved placering af et amfiteater i Kongens Have står ikke mål med de tab, der er herved. Udenforstående bør undersøge alternative muligheder for etablering af en musikøvesal i kvarteret. Lokaludvalget peger på muligheden for at grave musikøvesalen helt ned eller en placering langs Gothersgade i hjørnet op til Nørre Voldgade.
Herudover ønsker lokaludvalget, at Eksercerpladsen stilles til rådighed for offentligheden når arealet ikke benyttes til kasernens aktiviteter og foreslår, at pladsen åbnes ind mod Kongens Have, så der skabes sammenhæng i området.
Lokaludvalget har desuden fremsendt udskrift af de 47 kommentarer, der har været til sagen på lokaludvalgets hjemmeside (henvendelse nr. 401).
Indre By Lokaludvalg foreslår, at processen vedrørende lokalplanen sættes i bero. Dette for at få tilvejebragt yderligere oplysninger om:
- Redegørelse og begrundelse for hvorfor det er nødvendigt at bygge på eksercerpladsens
bevaringsværdige areal ved Kongens Have foran Rosenborg Slot set i forhold til at
bygningen (alene) skal rumme en musikøvesal.
- En redegørelse for, hvem der ønsker koncertsal og amfiteater i de viste størrelser.
- Redegørelse for at Kulturstyrelsen overordnet set finder det uheldigt at opføre nye bygninger
inden for arealet af den gamle slotshave.
- En fuldskala-model på stedet, som viser, hvordan bygningen vil tage sig ud.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser
Hovedsynspunkterne drejer sig i det væsentligste om
- kritik af bygningens størrelse og placering
- forslag til anden placering af øvebygningen på Livgardens Kaserne, alternativt at andre bygninger i nærområdet anvendes
- både kritiske og positive synspunkter vedrørende amfiteater i Kongens Have,
- kritik af dispensation fra henholdsvis fortidsmindebeskyttelseslinje og naturfredningsdeklaration
- kritik af indgriben og forringet visuel forbindelse i et historisk følsomt område omkring Rosenborg Slot, Eksercerpladsen og Kongens Have.
- positive synspunkter vedrørende mulighed for at benytte salen til koncerter
- positive synspunkter om, at Livgardens Musikkorps sikres gode arbejdspladsforhold på stedet
Forvaltningens svar på henvendelserne
Livgardens Musikkorps har undersøgt mange alternative øvesteder, jf. notat og kortbilag 6. En total nedgravning af musikøvesalen ligger uden for den økonomiske formåen. For at kunne rumme musikkorpsets øveopstilling kræves mere plads end til en koncertopstilling, jf. notat bilag 6 om arealbehov og bilag 7, øvebygningens indretning. Øvesalen vil dermed kunne ændres til at rumme en koncertopstilling og ca. 150 tilhørerpladser uden det kræver mere areal.
Intentionen er, at eventuel publikumsadgang til bygningen sker fra Kongens Have. Forslag til amfiscene er fremkommet fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, som er indforstået med, at denne del af projektet ikke medtages i lokalplanen. Dette hindrer ikke at styrelsen på et senere tidspunkt kan udvikle et lignende projekt evt. andet sted i haven.
Den valgte placering delvist inden for beskyttelseslinjen er efter forvaltningens og Kulturstyrelsens vurdering mindre forstyrrende for oplevelsen af Rosenborg Slot end en placering langs med Gothersgade.
Forslag til ændringer
Det foreslås, at indskrænke lokalplanområdet, så det ikke omfatter arealer til et amfiteater i Kongens Have. Et amfiteater kræver under alle omstændigheder dispensation fra naturfredningsdeklarationen, og en lokalplan alene vil ikke kunne muliggøre anlægget.
Af hensyn til en eventuel mulig publikumsadgang fra Kongens Have og for at sikre udsynet til Rosenborg Slot fra Gothersgade bedst muligt samt give mulighed for en grøn kant mod haven foreslås, at bebyggelse opføres med facade maksimalt 2 meter fra skel.
I forlængelse heraf foreslår forvaltningen, at det tilføjes, at der må hegnes i forlængelse af henholdsvis bygningens nordlige og sydlige facader til skel mod Kongens Have jf. bilag 9, revideret lokalplantegning.
Det foreslås, at muliggøre, at bygningshøjden kan reduceres ved at tillade en anden tagudformning, såfremt taghøjden derved reduceres og tagudformningen samtidig tilfører byggeriet særlige arkitektoniske kvaliteter, der harmonerer arkitektonisk med bygningens udformning. Bygningens længde kan ved optimering af arealerne reduceres med 2,5 m, så bygningslængden ikke overstiger 42 m.
Der foreslås en konsekvensrettelse om, at der maksimalt må opføres 1.050 m2 etageareal mod tidligere 1.350 m2, I dette areal indgik kælderarealer, der ikke skal medregnes i etagearealet. Det foreslås endvidere, at lokalplantegningen revideres jf. bilag 9, og at der i lokalplanens redegørelse indarbejdes konsekvensrettelser herunder nye illustrationer uden amfiteater. I lokalplanens redegørelse indarbejdes i øvrigt konsekvensrettelser som følge af ovenstående. Der henvises i øvrigt til bilag 8 med forslag til ændringer.
Borgermødemøde
Borgermøde blev afholdt som orienteringsmøde den 19. februar med deltagelse af ca. 120 borgere. Referat og evaluering af mødet er vedlagt som henholdsvis bilag 10 og bilag 11.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør forvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
Pernille Andersen
/Simon Kjær Hansen
Bilag A:
Henvendelser i høringsperioden er fremlagt til gennemsyn i Borgmesterens forkontor, Rådhuset, 1. sal, værelse 36
Beslutning
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte ingen udvalgsmedlemmer.
Imod indstillingen stemte 9 udvalgsmedlemmer: O, C, A, F, Ø
2 udvalgsmedlemmer undlod at stemme: I, B
Indstillingen blev ikke anbefalet.