Forslag til cykel- og gangbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge, Vesterbro/Kgs. Enghave og Amager Vest
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forslag til det videre arbejde med en ny cykel- og gangbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge, herunder om Den Nationale Cykelpulje søges til medfinansiering af projektet, hvorefter broen vil indgå i forhandlingerne om Budget 2026. Broen skal skabe bedre forbindelse mellem byområderne i den sydlige del af byen, aflaste Bryggebroen og sikre stationsnærhed for Artillerivej Syd-området til metrostationen på Enghave Brygge. Broens placering har mødt kritik fra beboerne i området, herunder bekymring for om bl.a. broens landing på begge sider integreres i bymiljøet og understøtter en sikker trafikafvikling. Med løsningen søges kritikken imødekommet.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at løsningsforslag variant A for en kommende broforbindelse mellem Enghave Brygge og Islands Brygge indgår i forhandlingerne om Budget 2026, jf. løsnings- og økonomiafsnittene.
- at Teknik- og Miljøforvaltningen søger 98,1 mio. kr. i medfinansiering, svarende til 40% af den samlede anlægssum i tilskud, fra den nationale Cykelpulje 2025 til en ny cykel- og gangbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge, jf. løsnings- og økonomiafsnittene.
Problemstilling
I Overførelsessagen 2021-2022 (BR 5. maj 2022) (A, B, F, O, V, Q, Ø, Å og Kåre Traberg Smidt) blev der afsat 1,6 mio. kr. til en foranalyse af en cykel- og gangbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge. Foranalysen skulle undersøge forudsætninger, krav samt mulige placeringer og udformninger af broen.
Foranalysen blev fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget den 21. august 2023, hvor udvalget besluttede, at anlæg af en ny cykel- og gangbro mellem Lyngholm på Enghave Brygge og Sirius Plads på Islands Brygge (G5) skulle indgå i forhandlingerne om Budget 2024. I Budget 2024 (BR.5. oktober 2023 (A, B, C, F, I O, V) bevilligede Borgerrepræsentationen midler til en udvidet foranalyse, der skulle konkretisere tilslutningspunkterne fra broen samt vurdere projektets påvirkning af lokalområdet og de trafikale forhold.
I infrastrukturplan ”Danmark fremad 2035” er der afsat en nationale Cykelpulje med udmøntning af 330,4 mio. kr. til medfinansiering af kommunale anlægsprojekter i 2025, som Københavns Kommune har mulighed for at søge.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningens rådgiver har i den udvidede foranalyse primært fokuseret på at undersøge broens landinger for at sikre den bedst mulige integration i lokalområderne ved Lyngholm og Sirius Plads, så både landinger og tilslutningspunkter understøtter en sikker og effektiv trafikafvikling for alle trafikanter.
Rådgiver er kommet frem til, at det er muligt at lave en landing på Lyngholm og ved Sirius Plads, der både har en sikker trafikafvikling og fastholder mange af de rekreative tiltag, som områderne tilbyder.
Borgerinddragelse
Foranalysen er gennemført med stor inddragelse af beboere på både Enghave Brygge og Islands Brygge, jf. bilag 2. Forvaltningen har afholdt flere møder med de berørte beboere for at få deres input og sikre, at landingerne både passer til det eksisterende bymiljø og understøtter en sikker trafikafvikling.
Beboerne er særligt bekymret for nedenstående punkter, og det er beskrevet nedenfor, hvordan rådgiver har imødekommet disse:
For Enghave Brygge:
- Trafik og usikkerhed for beboere For at forbedre trafikforholdene og sikkerheden for beboerne kan der etableres midterheller ved krydsningspunkter, så fodgængere kun skal krydse én cykelbane ad gangen. Derudover kan der laves et belægningsskift, så fodgængere og cyklister bliver bedre adskilt. Fortovene på nordsiden af Lyngholm udvides for at øge afstanden til cykelstien og øge trygheden for beboerne.
- Cykeltrafik Der forventes 5-7.000 cyklister dagligt, men med usikkerheden i trafikprognoserne (på baggrund af erfaringer fra de andre broer over havnen) skønnes det, at op mod 10-12.000 cyklister dagligt vil bruge broen. Broen bliver fremtidssikret med en 4,5 meter bred dobbeltrettet cykelsti, der kan håndtere op til 20-25.000 cyklister dagligt.
- Affaldshåndtering De nedgravede affaldscontainere flyttes til sydsiden af vejen, så beboerne får bedre plads til affaldshåndtering og ikke skal krydse vejen for at smide affald ud. Reglerne for placering af affaldscontainere overholdes, og tømningssituationen tilpasses, så cyklister fortsat kan passere.
- Kanalens bredde Kanalen reduceres ikke de første 25 meter. Herefter reduceres den maksimalt 2,5 meter, så den er 9,5-10 meter bred. Alle bådpladser bevares, og der etableres en smal træbrygge for at tilgå bådene på sydsiden af kanalen. I den første foranalyse blev det vurderet, at kanalen i hele dens længde skulle reduceres med 3,8 meter.
- Daginstitution En udvidelse af fortovet foran institutionen kan skabe mere sikkerhed og bedre afsætningsmuligheder, så det er sikrere at aflevere og hente i bil.
- Krydset ved Albert Schweitzers Vej/Andrei Sakharovs Vej Det kan løses ved at etablere vigepligtskryds. Såfremt trafikken mod forventning intensiveres, vil der efterfølgende kunne etableres et lyskryds.
- Trafiksikkerhed og tryghed Et lyssignal på Islands Brygge kan etableres for at sikre bedre krydsning for cyklister og fodgængere. På Sirius Plads udvides den eksisterende sti udvides med 0,5 meter. Området omkring cykelstien beplantes med træer og buske for at skabe en tydeligere adskillelse af cyklister fra de øvrige trafikanter. Ved broens landing på Sirius Plads etableres et midterhelle. Derudover vil der være mulighed for at gå under broen, da den har en frihøjde på 2,5 meter.
For Islands Brygge:
- Affaldshåndtering Der etableres en holdeplads for renovationsbiler på Islands Brygge, så de nemt kan tilgå affaldscontainerne. Derudover vil det være muligt for beboere at krydse cykelstien ved lyssignalet på Islands Brygge for sikkert at tilgå affaldscontainerne.
- Bevaring af de rekreative områder på Sirius Plads v Der skal anvendes lidt mere areal for at etablere den nye cykelsti, men opholdsområdet kan udvides på det areal, hvor der i dag er et stort cykelstativ, der ikke bliver anvendt. Grillpladsen flyttes og udvides, så den ikke ligger lige op ad cykelstien.
Foranalysens resultater
Rådgiver har i sin udvidede foranalyse vurderet flere
landinger og designløsninger, hvorefter to hovedvarianter blev udvalgt til
nærmere analyse (jf. bilag 3). Begge løsninger har samme cykelstiføring, men
placerer fodgængere forskelligt:
- Variant A: Fodgængere og cyklister føres samlet fra Sirius Plads til Lyngholm på Enghave Brygge med fodgængerne på den sydlige side af broen.
- Variant B: Fodgængerne vil færdes på den nordlige side af broen, og kort før landingen på Enghave Brygge adskilles fodgængere og cyklister, så fodgængerne ledes til Myrholm, mens cyklister fortsætter til Lyngholm (jf. bilag 4).
Den udvidede foranalyse viser, at broen kan håndtere den forventede trafikmængde med ca. 5.800 daglige cyklister i 2035 og er fremtidssikret til op til 25.000 cyklister dagligt. Derudover er der taget højde for at bevare de gode byrumsmæssige forhold (jf. afsnittet om borgerinddragelse).
Reduktionen af kanalen og etablering af cykelsti med rækværk mod kanalen vil dog påvirke udsynet fra boligerne langs havnen. Derudover kræver de omkringliggende byrum på både Enghave Brygge og Islands Brygge tilpasninger for at sikre en funktionel og æstetisk integration af broens landingspunkter.
Broen skal tilpasses kravene til sejlads i havnen, hvilket indebærer en bevægelig brodel for at muliggøre passage for større skibe. Der overvejes både en svingbro og en klapbro som mulige løsninger. I lukket tilstand skal broen have en frihøjde på mindst 5,4 m for at tillade passage af bl.a. havnebusser. Det er ikke sikkert, at Havnebusstoppestedet på Islands Brygge kan opretholdes på grund af broens konstruktion. Derudover vil forvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen undersøge, om det er nødvendigt med et stoppested på Islands Brygge, da en evt. bro skaber samme forbindelse over havnen.
Sammenligning
af variant A og variant B
Rådgivers foranalyse identificerer mindre forskelle mellem de
to varianter, der hidrører nedenstående punkter.
Variant A
- Mest logiske og sikre trafikafvikling på Enghave Brygge, fordi fodgængerne primært forventes at gå sydpå langs vandet til caféområdet på Lyngholm og videre til metroen.
- På Islands Brygge skal fodgængerne krydse cykelstien, da det naturlige flow er nordpå langs Islands Brygge. Dertil forstyrrer flowet de rekreative områder omkring Sirius Tårnene.
Variant B
- På Islands Brygge ledes fodgængere naturligt videre til nordsiden af Sirius Plads uden at skulle krydse cykelstien.
- Potentiale for at forstærke bylivet på Myrholm og den nordlige del af Sirius Plads.
- Risiko for, at cyklister, der skal mod nord, bruger fodgængerbroen til Myrholm, og at fodgængere, der skal mod syd, vil skyde genvej på cykelbroen.
Trafikalt er den samlede vurdering, at Variant A er mest trafiksikker, da fordelene på Enghave Brygge er større end ulemperne på Islands Brygge.
Forvaltningens
anbefaling
På baggrund af analysen anbefaler forvaltningen derfor, at projektet
videreføres med Variant A, da den giver den mest entydige trafiksituation, hvor
fodgængere og cyklister er tydeligt opdelt helt frem til Albert Schweitzers
Vej. Splitløsningen i Variant B medfører risiko for, at cyklister utilsigtet
benytter fodgængerlandingen og fodgængere (evt. med barnevogn mm.) skyder
genvej over cykelstien på stykket nærmest Enghave Brygge. Fodgængernes rute mod
vest/Albert Schweitzers Vej er også mindre entydig. Derudover vurderes det, at
de fleste fodgængere på Enghave Brygge vil gå mod syd i retning af caféer og
metro, hvorimod fodgængerne på Islands Brygge går i flere forskellige
retninger. Dermed vil der værre færre fodgængere, der krydser cykelstien med
Variant A, der derfor vurderes at være den mest trafiksikre løsning.
Økonomisk set forventes anlægsomkostningerne for begge varianter at beløbe sig til ca. 245,4 mio. kr., hvor en væsentlig del af budgettet går til selve brokonstruktionen og de nødvendige tilpasninger af infrastrukturen i området.
Den
Nationale Cykelpulje
I infrastrukturplan ”Danmark
fremad 2035” er der afsat en National Cykelpulje med udmøntning af 330,4 mio.
kr. til medfinansiering af kommunale anlægsprojekter i 2025. Det vil
forventeligt være muligt at søge medfinansiering til anlægsprojekter i årene frem
til 2035.
Der ydes op til 40 % medfinansiering til anlæg af cykelinfrastruktur og op til 50 % medfinansiering til projekter, der forbedrer trafiksikkerhed.
Såfremt Københavns Kommune modtager medfinansiering til de ansøgte projekter, forudsætter realiseringen af projekterne, at der afsættes midler i Budget 2026 til den del, som Københavns Kommune skal finansiere, samt at der afsættes anlægsmåltal til det fulde projekt.
Parkering
Forbindelsen vil medføre nedlæggelse af ca. to bilparkeringspladser på Nelson
Mandelas Allé, men forvaltningen forventer at kunne finde erstatning for dem i
projekteringsfasen.
Træer
Ved broforbindelsen med placering fra Lyngholm fældes ni
løvfældende træer (bjergfyr, løn, kirsebær og el), som genplantes på promenaden
efter flytning af kajkanten. Ligeledes skal de fem træer (el) i flexzonen
fældes og genplantes.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan vælge følgende som alternativ til ovenstående løsningsforslag:
- forvaltningen arbejder videre med Variant B eller arbejder videre med begge løsninger i en kommende projekteringsfase ved at henvise det til forhandlingerne om Budget 2026. Hvis der i Budget 2026 afsættes midler til at arbejde videre med begge løsninger, vil en arkitektkonkurrence i projekteringsfasen endeligt afgøre, hvilken løsning der vælges.
- forvaltningen undersøger J10 som linjeføring mellem Enghave Brygge og Islands Brygge ved at henvise en lignende udvidet foranalyse til forhandlingerne om Budget 2026. Det vil således skulle indgå i budgetforhandlingerne, og det vil få konsekvenser for tidsplanen. Ligeledes vil det ikke være muligt at søge midler fra Den Nationale Cykelpulje i år.
- forvaltningen ansøger om en lavere tilskudsgrad fra Den Nationale Cykelpulje (jf. økonomiafsnittet).
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da finansiering skal findes ved kommende budgetforhandlinger.
Løsningsforslagets økonomi anslås til 245,4 mio. kr., hvilket inkluderer anlægsomkostninger, risikotillæg på 15 %, interne udgifter og ekstern projektering.
Teknik- og Miljøforvaltningen kan søge op til 98,1 mio. kr. i medfinansiering af projektet fra Den Nationale Cykelpuljen.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2026 samt ansøge om medfinansiering til projektet fra Den Nationale Cykelpulje. Teknik- og Miljøforvaltningen er forpligtet til at udarbejde et budgetnotat jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen