Mødedato: 07.06.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Drøftelse af medlemsforslag om klimavenlige og tryghedsskabende genopretninger

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte udvalgshenvist medlemsforslag om klimavenlige og tryghedsskabende genopretninger samt generelt drøfte mulighederne for udmøntning af genopretningsprogrammet.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget drøfter mulighederne for en ny model for udmøntning af vejgenopretninger, der understøtter reduktion af CO2 fra vejtrafik samt øger tryghed og begrønning ved som standard at indbygge forbedringer (ikke tilkøb) i vejgenopretningsprojekter fremadrettet.
  2. at der hermed er gjort op med medlemsforslaget fra Socialistisk Folkeparti stillet på Borgerrepræsentationens møde den 20. maj 2021 om klimavenlige og tryghedsskabende genopretninger, jf. bilag 2.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen udvalgshenviste 20. maj 2021 medlemsforslag fra Socialistisk Folkeparti om klimavenlige og tryghedsskabende genopretninger til Teknik- og Miljøudvalget.

Borgerrepræsentationen besluttede den 27. september 2007 at igangsætte et program for genopretning af vejinfrastrukturen med henblik på at indhente det eksisterende efterslæb. Eventuel erstatning af det eksisterende program med et andet, vil kræve fornyet beslutning i Borgerrepræsentationen.

I medlemsforslaget foreslås det bl.a., at forvaltningen skal udarbejde en ny model for udmøntning af vejgenopretninger, der understøtter reduktion af CO2 fra vejtrafik samt øger tryghed og begrønning, ved som standard at indbygge forbedringer (ikke tilkøb) i vejgenopretningsprojekter fremadrettet. Desuden har udvalget udtrykt ønske om at drøfte mulighederne for udmøntning af genopretningsprogrammet, herunder synergier med andre projekter fx bredere cykelstier, farthindringer, sikre overgange og puljer til cykelforbedringer og træer.

Løsning

I Københavns Kommune er der et stort efterslæb på vejområdet. Efterslæbet opstår, når vejene ikke repareres på det økonomiske optimale tidspunkt som følge af årtiers for lave driftsbudgetter, jf. bilag 8. Med beslutningen om at igangsætte et program for genopretning af vejinfrastrukturen, finansieres genopretningsefterslæbet via den løbende driftsbevilling, samt ved midler fra Indkaldelsescirkulæret (IC) og midler fra genopretningsrammen. Finansiering ses i bilag 4 og 6.

For at efterslæbet på genopretningen kan indhentes, kræver det, at genopretningsprojekterne kan eksekveres på kortest mulig tid.

Årshjulet for et genopretningsprojekt starter typisk i efteråret, hvor midlerne prioriteres til konkrete projekter, og varer 14-18 måneder. I efteråret entreres med rådgiver for udarbejdelse af tegningsmateriale til entreprenøren i udførelsesfasen. Der indgås herefter kontrakt med entreprenører om de kommende vejstrækninger, og entreprenøren starter anlægsarbejderne i det tidlige forår og afslutter projektet med udgangen af året, såfremt vejret tillader det.

I genopretningsprojekterne bliver vejene genoprettet 1:1, så overfladen er den samme som eksisterende, og der indarbejdes forbedret tilgængelighed og trafiksikkerhed til nutidig standard, primært som belægninger for svagtseende og plane flader. Der laves helhedsgenopretninger og partiel genopretninger. Helhedsgenopretning indebærer, at alle infrastrukturelementer (fortov, cykelsti, kørebane og brønde) på en vejstrækning renoveres fra facade til facade på én gang. Partiel genopretning indebærer renovering af ét infrastrukturelement ad gangen, fx kørebaner eller cykelstier.

I forbindelse med gennemførelse af genopretningsprojekter anvendes i dag eksisterende puljer, så der er mulighed for at tilføje yderligere forbedringer jf. bilag 5. Tilføjelse af træer finansieres via træpuljen, så det er muligt at tilføje mere begrønning, og etablering af plantehuller finansieres gennem genopretningsprojektet. Desuden samtænkes projekterne med Puljen til tilkøb af cykelforbedringer, hvor det er muligt at forbedre cykelforholdene på nogle genopretningsprojekter, jf. bilag 8. Bilag 5 viser puljer, som kan supplere genopretningsprojekter.

Genopretningsprojekterne koordineres desuden med kommunens interne projekter og med eksterne ledningsarbejder, så der indarbejdes synergier med andre anlægsprojekter, som har fået tildelt midler. Når anlægsprojekterne er mindre, fx bredere cykelstier og trafiksikkerhedsprojekter som farthindringer og sikre overgange, sørger forvaltningen i genopretningsprojekterne for at koordinering, så der kun er vejarbejder én gang.

Når anlægsprojekterne er større, fx klimaprojekter og større vejprojekter, bliver besluttede genopretningsprojekter indarbejdet i det større anlægsprojekt.

Hvis der som en del af genopretningsprogrammet skal gennemføres større ændringer af de eksisterende forhold med dertilhørende indledende projekterings- og evt. høringsprocesser, så forlænges genopretningsprojekterne forventeligt med op til 6-12 måneder. Udover de tidsmæssige konsekvenser for eksekveringen, vil tidsperspektivet også øge prisen på genopretningsprojekterne.

Et alternativ til en ny model af genopretningsprogrammet kan være, at der etableres flere og større puljer eller tilkøbsmuligheder. Endeligt vil en pulje til uspecificerede genopretningsstrækninger være fleksibelt for større anlægsprojekters gennemførelse.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ikke økonomiske konsekvenser.

Udarbejdelse af et nyt genopretningsprogram kræver, at der ses på omfanget af ændrede tiltag. Der ligger i dag omfattende beregninger til grund for genopretningsprogrammet, og hvis det skal ændres, vil det være nødvendigt med bistand fra ekstern rådgiver. I forbindelse med kommende budgetforhandlinger bør der derfor afsættes midler til ekstern rådgiver for udarbejdelse af nyt program, herunder beregninger af økonomiske konsekvenser for projekterne og den generelle vejkapital, hvis et nyt program ønskes udarbejdet.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen vil følge op på udvalgets beslutning samt udarbejde budgetnotater efter evt. politisk bestilling.

 

Søren Wille

                                                        /Lone Byskov

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 7. juni 2021

 

Indstillingen blev drøftet og 2. at godkendt uden afstemning.

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Det er dårligt både for fremkommeligheden og trafiksikkerheden, hvis ikke de midler, der er øremærket til genopretning af nedslidte veje, bliver brugt til formålet. Fremtidens biler er grønne. Den københavnske infrastruktur skal matche byens grønne ambitioner – og samtidig sikre, at det er muligt at have en bil.”

Til top