Status på digitaliseringsstrategi
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,
1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status på digitaliseringsstrategien til efterretning.
Problemstilling
Københavns Kommunens (KK) fælles digitaliseringsstrategi (bilag 3) blev godkendt af Borgerrepræsentation (BR) den 1. februar 2024 og danner den fælles ramme for digitalisering i hele kommunen.
Som en del af digitaliseringsstrategien godkendte SOU i august 2024 en SUF-specifik udmøntning af KK's fælles digitaliseringsstrategi (bilag 2) med særlig fokus på hvordan SUF vil anvende digitalisering til at bidrage til løse udfordringen med arbejdskraft. Digitaliseringsstrategiens mål er at:
- Borgerne kan forvente fremsynede, sikre, og sammenhængende digitale løsninger og assistance målrettet borgernes behov og forudsætninger.
- Medarbejdere oplever at arbejde på en moderne digitalt understøttet arbejdsplads, som hjælper dem i at yde en professionel og koordineret indsats overfor og sammen med borgere, pårørende og andre sundhedsaktører.
- For at løfte samfundsudfordringerne på sundheds- og omsorgsområdet går SUF forrest og tager ansvar for en ambitiøs digital udvikling i KK, fælleskommunalt og i fællesoffentlige samarbejder.
Strategien adresserer både, hvordan digitalisering kan bidrage til at løse SUF-specifikke udfordringer med at sikre tilstrækkelig arbejdskraft og peger på teknologinære temaer for, hvad det kræver af SUFs organisation og styringsrammer at indfri digitaliseringsstrategiens vision.
SUF har som landets største sundheds- og omsorgsforvaltning haft en ledende rolle i at drive digitaliseringen på området. For eksempel er SUF nationalt førende indenfor kommunal Digital Genoptræning og har med dedikerede skærmrum og -medarbejdere etableret en effektiv løsning til skærmbesøg i hjemmeplejen. Samtidig har SUF i samarbejde med Region Midt været ansvarlig for udvikling af national telemedicinsk infrastruktur samt løsninger til TeleKOL og Telehjerte. Desuden har SUF taget initiativ til og i samarbejde med Ålborg Kommune etableret Kommunale PatientRapporterede Oplysninger (KPRO), så terapeuter kan anvende spørgeskemaer om borgerens syn på egen situation som supplement til undersøgelse og mundtlig dialog.
Løsning
Mhp. at sikre et fortsat højt ambitionsniveau og SUFs placering som førende indenfor digitalisering af sundheds- og ældreområdet er der bl.a. taget initiativ til teknologisk nytænkende indsatser, der samtidig har et stort nationalt og ofte fællesoffentligt potentiale. Det fælder f.eks. innovationscase om talegenkendelse, nye telemedicinske indsatser og digital psykiatri-løsning. Og SUF har sat højere mål end de nationalt fastsatte i aftale mellem regering, Danske Regioner og KL om mere behandling hjemme.
Listen over digitale projekter i SUF er lang, men følgende indsatser af strategisk betydning kan særligt fremhæves (komplet oversigt i bilag 1):
Kunstig intelligens (AI), sprogteknologi, automatisering:
- Investeringscase ”Softwarerobotter frigiver tid til mere faglig sparring”: I overførselssagen 2023/2024 blev der finansieret en investeringscase om automatisering af 4 udvalgte administrative processer. Finansieringen har givet mulighed for etablering af et AI-/automatiseringsteam, hvis formål dels er at udvikle og implementere de løsninger, der er omfattet af investeringscasen, men også at identificere nye automatiseringspotentialer og dermed sætte retning for yderligere automatisering i SUF.
- Innovationscasen ”Machine learning og NLP til understøttelse af dokumentation” (TALT-projektet): I budgetaftalen for 2024 blev der finansieret en innovationscase om hvordan talegenkendelse kan lette dokumentationsarbejdet. Der er etableret et projekt i samarbejde med Ålborg kommune. Projektet følges med stor interesse nationalt, fordi der er forhåbninger om at erfaringerne kan danne grundlag for bredere anvendelse af teknologien i kommunerne og andre myndigheder. Bl.a. derfor er projektet udvalgt af Datatilsynets til den regulatoriske sandkasse mhp. afdækning og håndtering af juridiske barrierer.
- AI Scout: I efteråret 2024 er oprettet en stilling som såkaldt ’AI Scout’, som skal være omdrejningspunktet for nye strategiske AI-indsatser ved at identificere nye potentialer internt og ved at hente og dele viden i organisationen fra andre kommuner og andre domæner - internationalt såvel som i det helt nære.
- Automatiseringsteam: Der er etableret et team med finansiering af ovennævnte investeringscase om softwarerobotter, som skal arbejde med implementering af RPA´er. Arbejdet starter med automatiseret fordeling af genoptræningsplaner, opgaver på området for visitation samt hjælpemidler.
Telemedicin, digital træning, videomøder:
- Video og digital genoptræning: SUF arbejder mod at 50% af alle genoptræningsforløb er digitalt understøttet i 2028 og dermed overgår den nationale målsætning på en tredjedel. Baggrunden er ikke alene digitaliseringsstrategien, men særligt udmøntning af 13,5 mio som SUF modtager i 2024-2026 ifm. aftale om mere behandling hjemme. SOU godkendte udmøntning i september.
- TeleKOL og telehjerte: SUF fortsætter udbredelse af TeleKOL og har arbejdet i gang med at ibrugtage telemedicin på området for hjerteinsuficiens.
- Digital genoptræning via national telemedicinsk infrastruktur (forslag): Forvaltningen har i samarbejde med KL udarbejdet et projektforslag til videreudvikling og afprøvning af digital genoptræning på den nationale telemedicinske platform. Hvis forslaget godkendes, vil det blive finansieret af projektmidler fra ”Aftale om mere behandling hjemme”.
SUF bestræber sig fortsat på at bidrage til den fællesoffentlige og -kommunale digitale udvikling ved at arbejde i partnerskaber med andre kommuner.
Det er store komplekse projekter, der løftes. De største udfordringer er dog juridiske, nemlig spørgsmålet om hjemmel ift. særligt AI-indsatser. Men også lovgivning om GDPR, medicinsk udstyr (MDR) har betydning for muligheder og fremdrift. Der synes juridisk at herske stor forsigtighed i Danmark, også sammenlignet med nabolande.
SUF har som tidligere nævnt opnået deltagelse i ”Den Regulatoriske Sandkasse”, hvor Digitaliseringsstyrelsen og Datatilsynet medvirker. Det er forventningen, at dette kan vise en del af vejen frem – også for øvrige kommuner og regioner. Om en ny specifik hjemmel bliver nødvendigt, vides endnu ikke.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
Nye digitale indsatser, der kræver finansiering, vil indgå i kommende budgetprocesser.
Videre proces
SUF arbejder videre med implementeringen af digitaliseringsstrategien. Der arbejdes på et digitalt målbillede, som synliggør den borger- og medarbejderoplevede side af de strategiske indsatsområder. De juridiske udfordringer er desuden meget vigtige at søge at få adresseret nationalt fremadrettet.
Anna Schou Johansen
/Rikke Saltoft Andersen