Mødedato: 08.12.2005, kl. 15:30

Koncept for tilsyn med plejehjem m.fl.

Se alle bilag

Koncept for tilsyn med plejehjem m.fl.

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 8. december 2005

 

 

Sager til beslutning

 

5.      Koncept for tilsyn med plejehjem m.fl.

 

SOU 398/2005  J.nr. 44/1999

 

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag til koncept for tilsyn med plejehjem, visiterede dagtilbud og kommunale og private leverandører af personlig og praktisk hjælp i 2006,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at temaet i de anmeldte tilsyn på plejehjem i år 2006 er plejehjemmets arbejde med kommunens kvalitetsstandarder.

 

RESUME

Sundhedsforvaltningens erfaringer med tilsyn i 2005 danner udgangspunkt for koncept for tilsyn og for organisatorisk placering.

 

På plejehjemsområdet videreføres de hidtidige fokusområder, herunder medicinområdet, uændret.

 

På hjemmeplejeområdet vil tilsynet i 2006 fokusere på plejen og omsorgen for de mest plejekrævende brugere. Der er i 2005 udarbejdet plejeplaner på de borgere har et komplekst plejebehov. Tilsynet vil i 2006 følge op på denne indsats.

 

Tilsynene på dagtilbudsområdet og tilsynet med private firmaer har generelt fungeret godt, hvorfor der ikke foreslås større ændringer i tilsynskoncepterne.

 

Tilsynet vil generelt følge op på de initiativer som prioriteres i forlængelse af  brugerundersøgelsen.

 

Tilsynsrapporter sendes fortsat i høring i bruger-/pårørenderåd, på institutionen, og i det lokale ældreråd, og offentliggøres på Københavns Kommunes hjemmeside.

 

Tilsynets årsrapport forelægges fortsat Borgerrepræsentationen i april måned 2006.

 

Det foreslås, at tilsynet i 2006 fokuserer på institutionernes arbejde med kvalitetsstandarderne, således at dette gøres til et særligt tema på de anmeldte tilsyn på plejehjem. Temaet vil blive behandlet i lighed med "BUM", som har været tema i 2005. Dette vil med andre ord sige en dialog med plejehjemmet om, hvorledes hjemmet arbejder med implementering af kvalitetsstandarderne, herunder disses udmøntning i beboernes dagligdag.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Tilsynsopgaven er begrundet i Servicelovens § 75 h.

"Ud over pligten til løbende at følge op på enkeltsager,  har kommunalbestyrelsen pligt til at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver efter §§ 71 og 73 a løses i overensstemmelse med de afgørelser, kommunen har truffet efter disse bestemmelser og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder, jf. § 74 a.

Stk. 2. Som led i tilsynsforpligtelsen efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen hvert år foretage mindst ét anmeldt og ét uanmeldt tilsynsbesøg i plejehjem m.v., jf. § 140, i plejeboligbebyggelser."

 

Borgerrepræsentationen har den 11. marts (sag 16/04) besluttet, at der derudover skal føres tilsyn med kommunale hjemmeplejeenheder, dagcentre, træningscentre og private leverandører på ældreområdet.

 

I 2005 indledte Tilsynet en tættere dialog med de lokale ældrekontorer.

 

Dialogen skal ses som et led i myndighedsforpligtelsen på opfølgning på tilsynsresultaterne og opfølgning på de handlingsplaner institutionerne udarbejder efter et tilsyn.

 

Ældrekontorerne har derudover bidraget med deres viden om lokale prioriteringer og strategier samt hvad der i øvrigt foregår i lokalområdet. Dette har bidraget til at minimere den enkelte udførerenheds forarbejde inden tilsynet.

 

Omvendt har Tilsynsenheden kunne bidrage med tilsynets observationer i det enkelte lokalområde og generelle forhold gældende for hele byen samt tilsynets viden om best practice.

 

Denne dialog videreføres i 2006.

 

I takt med at ældreboligplanen er sat i værk og der sker lokale omstillinger af udførerenhederne, er der konstant enheder, der er i en nedluknings- eller sammenlægningsfase. Disse enheder er derfor i en særlig situation, som tilsynet skal tage hensyn til og dermed afstemme tilsynet til denne særlige situation, f.eks. på de anmeldte tilsyn, omhandler dialogen primært de processer der skal støtte en hensigtsmæssig nedlukning for både borgere og medarbejdere. Der er ligeledes fokus på hvorledes betjeningen af borgerne opretholdes i en nedlukningssituation.

På denne måde sikres det, at der udøves tilsyn på alle enheder der er i drift samtidig med at enheden vurderes i lyset af en nedlukning.

 

I 2006 vil tilsynet på samtlige tilsyn have fokus på enhedernes arbejde med de handlingsplaner, de har udarbejdet på baggrund af de forrige tilsyn.

 

Tilsynet kan beslutte at aflægge et opfølgende tilsyn, hvis tilsynet konstaterer kritisable forhold.

 

Plejehjem – anmeldte tilsyn

 

I 2006 udføres tilsynet ved hjælp af spørgeskema, dialogmøde, gruppesamtale med brugere og pårørende samt en gruppesamtale med medarbejdere

Formålet med det anmeldte tilsyn er, at institutionens organisa­toriske styrker og svagheder afdækkes i et udviklingsperspektiv.

 

Formålet vil samlet dække kvalitetskomponenterne:

faglig kvalitet

brugeroplevet kvalitet

organisatorisk kvalitet

 

Ved at sikre at alle tre komponenter indgår i tilsynene, er der et grundlag for, at tilsynene kan opfylde det lovgivningsmæssige krav om kontrol og samtidig virke positivt i forhold til udvikling og forbedringer på den enkelte institution.  

 

At undersøge den faktisk oplevede kvalitet kan være med til at styrke muligheden for at respektere borgernes forskellige livsformer, og at de skal støttes i at vælge og leve efter den livsform, de foretrækker.

At afdække organisatoriske styrker og svagheder i et udviklingsperspektiv kan være med til at understrege kommunens ansvar for, at medarbejderne løbende får mulighed for at udvikle sig fagligt, som et led i deres arbejde

 

Metode

På det anmeldte tilsyn tages der udgangspunkt i et spørgeskema, som plejehjemmet har udfyldt inden tilsynet. På tilsynet tages der afsæt i særlige problemfelter, som er identificeret ud fra besvarelsen af spørgeskemaet. Der er særlig fokus på organisation og ledelse, medarbejdertrivsel og beboer-/pårørenderåds generelle opfattelse af plejehjemmet.

Derudover sættes fokus på de handlingsplaner som plejehjemmene har udarbejdet efter tidligere tilsyn.

 

Tema 2006

Sundheds- og Omsorgsudvalget udvælger hvert år et tema, som tilsynet særligt skal have fokus på i de anmeldte tilsyn på plejehjem.

 

Sundhedsforvaltningen vil foreslå at institutionernes arbejde med kvalitetsstandarderne gøres til særligt fokus i 2006

 

Temaet vil blive behandlet i lighed med "BUM" som har været tema i 2005. Dette vil med andre ord sige en dialog med plejehjemmet om hvorledes hjemmet arbejder med implementering af kvalitetsstandarderne, hvilket i tilsynsrapporterne vil have karakter af en procesbeskrivelse set i lyset af forvaltningens implementeringsstrategi.

 

Det er væsentligt, at der blandt medarbejdere, brugere og ledelse er et godt kendskab til kvalitetsstandarderne samt at standarderne anvendes i det daglige arbejde, herunder i dialogen med brugere og pårørende. Ved at tilsynet sætter fokus på dette tema understøttes processen, hvor standarderne udmøntes i den konkrete pleje.

 

Tilsynsenhedens status vil bygge på nedenstående metodik.

 

Plejehjemmet besvarer et spørgeskema vedrørende temaet inden det anmeldte tilsyn. Derudover drøftes temaet i gruppesamtaler med medarbejdere.

Dette danner baggrund for en samtale med ledelsen.

 

Emnerne vil primært være følgende:

 

·        Kendskabet til kvalitetsstandarderne

·        Plejehjemmets arbejde med opstilling af mål for pleje, omsorg og behandling.

·        Overvejelser om ændret arbejdstilrettelæggelse

·        Særlige udfordringer på det enkelte plejehjem og videndeling om mulige løsningsmuligheder

 

Sundhedsforvaltningen finder at dette vil understøtte anvendelsen af kvalitetsstanda rderne på plejehjem.

 

Derudover skal der ske en opfølgning på 2005-temaet "BUM". Opfølgningen vil ske i form af at plejehjemmet skal udarbejde en kortfattet status i forhold til beskrivelsen af BUM i tilsynsrapporten for 2005.

 

Plejehjem – uanmeldte tilsyn

Formålet med det uanmeldte tilsyn er:

·        at kontrollere kvaliteten i tilrettelæggelse og udførelse af pleje og omsorg  på udvalgte områder, om der er overensstemmelse med lovgivning, kvalitetsstandarder  og Sundhedsforvaltningens retningslinier

·        at belyse den faktisk oplevede kvalitet af pleje og omsorg

·        at belyse beboernes oplevelse af medinddragelse og fleksibilitet

 

På det uanmeldte tilsyn kontrolleres pleje/omsorgen for beboerne. Det undersøges om beboerne får den hjælp, de har krav på, om hjælpen ydes efter behov, og om beboerne inddrages i de daglige opgaver. Oplevelsen af indflytning, madens kvalitet, rengøring, arrangementer og daglig træning og aktivitet berøres.

Derudover kontrolleres den plejefaglige dokumentation i form af stamdata, plejeplaner og medicinhåndtering og medicindokumentation.

Plejepersonalets kendskab og informationsniveau om den enkelte beboer undersøges.

 

Metode

Ved uanmeldte tilsyn er den metodiske tilgang studie/observation af dokumen­tationsmateriale (pleje-handleplaner og medicin). Dette studie har fokus på, om plejehjemmet lever op til lovgivning og kommunens kvalitetsstandarder for den plejemæssige indsats.

 

Tilsynsenheden udvælger ca. 10 % (dog højst 15 beboere) af beboerne på hvert plejehjem til stikprøvekontrol og der gennemføres interview med disse beboere og deres kontaktpersoner.

Interviewet med beboere har fokus på, hvordan beboerne oplever kvaliteten af pleje/omsorgen. Interviewet med kontaktpersoner har fokus på, hvordan medarbejderne orienteres om og samarbejder med beboerne.

 

På medicinområdet er der sammenfald med embedslægens tilsyn og har derfor været genstand for overvejelser om det kommunale tilsyn fortsat skal have dette område i fokus.

 

Da der er fortsat er problemer på medicinområdet, finder Sundhedsforvaltningen det hensigtsmæssigt at bevare fokus på dette område i 2006.

 

Fokusområderne vedrørende medicin bevares således uændret.

 

I lyset af udviklingen på medicinområdet i 2006 kan det overvejes at drosle dette fokusområde ned i 2007, således at det udelukkende er embedslægeinstitutionen der undersøger dette område.

 

Fokusområderne vedrørende omsorg, dokumentation, stamdata og plejeplaner bevares uændret.

 

Tilsynet vil fortsat anvende nedenstående tre kategoriseringer i vurderingen af plejehjemmets indsats.

·        Ingen bemærkninger

Det observerede lever op til lovgivning, sundhedsforvaltningens regler, rutiner, kvalitetsstandarder og almindelig faglig standard. Ingen eller ubetydelige mangler.

·        Mindre mangler

Det observerede lever på visse områder ikke op til lovgivning, sundhedsforvaltningens regler, rutiner, kvalitetsstandarder og almindelig faglig standard.

·        Større fejl og mangler

Det observerede lever på flere områder ikke op til lovgivning, sundhedsforvaltningens regler, rutiner og kvalitetsstandarder og almindelig faglig standard.

 

Sundhedsforvaltningen foreslår derfor at anmeldte og uanmeldte tilsyn på plejehjem gennemføres i henhold til de beskrevne metoder.

 

Det skal i øvrigt bemærkes, at embedslægens uanmeldte tilsyn i 2006 vil have genoptræning som fokusområde.

 

Uanmeldte tilsyn med kommunale leverandører af hjemmepleje

Der aflægges ét uanmeldt tilsynsbesøg årligt hos de kommunale hjemmeplejeenheder.

 

Formålet med det uanmeldte tilsyn er:

·        at kontrollere kvaliteten i tilrettelæggelse og udførelse af pleje og omsorg  på udvalgte områder, om der er overensstemmelse med lovgivning, kvalitetsstandarder  og Sundhedsforvaltningens retningslinier

·        at belyse den faktisk oplevede kvalitet af pleje og omsorg

·        at belyse borgernes oplevelse af medinddragelse og fleksibilitet

 

Metode

Ved tilsynets start udvælger Tilsynsenheden ca. 10 modtagere af hjemmepleje.

I 2005 udvalgtes halvdelen af stikprøverne blandt de borgere der udelukkende modtager praktisk hjælp og de øvrige stikprøver blandt de borgere, der har et komplekst plejebehov.

Sundhedsforvaltningen har i 2005 indført plejeplaner på borgere med et komplekst plejebehov og det er derfor hensigtsmæssigt at der følges op på denne indsats.

Stikprøverne i 2006 vil derfor udelukkende blive foretaget blandt borgere med komplekse plejebehov. Tilsynet koncentreres derfor om de svageste borgere.

 

Stikprøveantallet skal ses i lyset af, at der netop er gennemført en omfattende brugerundersøgelse der supplerer tilsynet ved at have undersøgt den oplevede kvalitet.

 

Hjemmeplejens dokumentation på de udvalgte borgere kontrolleres. Derudover gennemføres interview med de udvalgte borgere samt de medarbejdere der udfører hjælpen.

 

Tilsynet observerer ud fra 8 fokusområder :

·        Fokusområde skriftlig dokumentation

·        Fokusområde ydelsesleverance

·        Fokusområde omsorg

·        Fokusområde Arbejdspladsvurdering

·        Fokusområde arbejdsredskaber

·        Fokusområde handle/plejeplan

·        Fokusområde medicindokumentation

·        Fokusområde medicinadministration

 

Der anvendes samme kategoriseringer som ved de uanmeldte tilsyn på plejehjem.

 

Sundhedsforvaltningen foreslår derfor at uanmeldte tilsyn med kommunale leverandører af hjemmepleje gennemføres i henhold til den beskrevne metode.

 

Anmeldte tilsyn på Dagcentre og Træningscentre

 

I 2006 afholdes der udelukkende anmeldte tilsyn på dagcentre og træningscentre.

 

Tilsynet har følgende formål med det anmeldte tilsyn på centrene

 

·        at kontrollere kvaliteten i tilrettelæggelse af træning/aktiverings indsatsen  på udvalgte områder, om der er overensstemmelse med lovgivning, kvalitetsstandarder og Sundhedsforvaltningens retningslinier

·        at belyse brugernes faktisk oplevede kvalitet af træning/aktiveringsindsatsen

·        at belyse brugernes oplevelse af medinddragelse og fleksibilitet

·        at centrets organisa­toriske styrker og svagheder afdækkes i et udviklingsperspektiv.

 

Disse formål vil samlet dække kvalitetskomponenterne:

·        faglig kvalitet

·        brugeroplevet kvalitet

·        organisatorisk kvalitet

 

Den metodiske tilgang ved anmeldte tilsyn er selvevaluering ved hjælp af spørgeskema, samtaler med brugere, medarbejdere og ledelse.

 

Centret træffer aftale med brugere om at deltage i en samtale med tilsynet.

 

Fokus for samtalen er brugerindflydelse, brugertilfredshed og andre emner efter brugernes valg

 

Gruppesamtale med medarbejdere. Fokus i denne samtale er medarbejderindflydelse og medarbejdertilfredshed.

 

Samtale med ledelsen med udgangspunkt i ledelsens besvarelse af spørgeskema, interviewene og samtalerne.

 

Sundhedsforvaltningen foreslår derfor at uanmeldte tilsyn med dagcentre og træningscentre gennemføres i henhold til den beskrevne metode.

 

Tilsyn med private leverandører

På de firmaer der varetager tøjvask, indkøb, grundig rengøring eller personlig og praktisk hjælp foretages tilsynet dels som en telefoninterview med udvalgte borgere, der er modtager ydelser fra leverandøren og dels ved at leverandøren og de berørte Pensions- og Omsorgskontorer besvarer et spørgeskema

 

Den langt overvejende del af de borgere, der har valgt en privat leverandør, får udelukkende hjælp til praktiske opgaver. Det drejer sig derfor om borgere, der hører til de mest ressourcestæ rke hjemmehjælpsmodtagere. Det er derfor tilsynets erfaring at disse borgere kan medvirke i et telefoninterview, hvorfor denne metode anvendes af tilsynet.

 

Formålet med det uanmeldte tilsyn er:

·        at kontrollere kvaliteten i tilrettelæggelse og udførelse leverandørens ydelser  på udvalgte områder, om der er overensstemmelse med lovgivning, kvalitetsstandarder  og Sundhedsforvaltningens retningslinier

·        at belyse den faktisk oplevede kvalitet af leverandørens ydelser

·        at belyse borgernes oplevelse af medinddragelse og fleksibilitet

 

Tilsynet udføres med mindst ét årligt uanmeldt tilsyn pr. leverandør.

Grundlaget for tilsynet er kommunens kvalitetsstandarder, kravspecifikation og leverandørkrav på området.

 

Sundhedsforvaltningen foreslår derfor at uanmeldte tilsyn med private leverandører gennemføres i henhold til den beskrevne metode.

 

MILJØVURDERING

Ingen

 

ØKONOMI

Ingen

 

HØRING

Ældrerådene i København, ÆldreSagen, Pensionisternes Samvirke, Ældremobiliseringen og Organisationen af Selvejende Institutioner-København

 

BILAG

Bilag 1: Sammenfatning af høringssvar

Bilag 2: Høringssvar fra Ældrerådenes Fællesudvalg

Bilag 3: Høringssvar fra Ældresagen

 

Jesper Fisker                                                               

                                                                 /Hans Bækvang


 

Til top