Mødedato: 30.08.2006, kl. 20:15

Redegørelse for hvordan Socialforvaltningen vil nå målet om at miljøcertificere deres institutioner inden udgangen af 2008 (Bilag)

Se alle bilag

Redegørelse for hvordan Socialforvaltningen vil nå målet om at miljøcertificere deres institutioner inden udgangen af 2008 (Bilag)

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 30. august 2006

 

 

17.      Redegørelse for hvordan Socialforvaltningen vil nå målet om at miljøcertificere deres institutioner inden udgangen af 2008 (Bilag)

 

SUD 334/2006  J.nr. 334/2006

 

 

INDSTILLING

Socialforvaltningen indstiller,

 

at Socialudvalget tager nærværende redegørelse for, hvo rdan Socialforvaltningen vil nå målet om at miljøcertificere deres institutioner inden udgangen af 2008 til efterretning.

 

at Socialudvalget tager tidsplan for indførelse af miljøledelse i Socialforvaltningen jf. bilag 1 til efterretning.

 

RESUME

Som opfølgning på Københavns Kommunes grønne regnskab 2005 er Socialforvaltningen blevet bedt om at redegøre over for Socialudvalget for, hvordan Socialforvaltningen vil nå BR mål om, at Socialforvaltningen inden udgangen af 2008 skal være miljøcertificeret (BR 347/06).

 

Det, at Socialforvaltningen skal være miljøcertificeret inden udgangen af 2008, betyder i praksis, at centralforvaltningen og alle decentrale enheder skal være miljøcertificeret til ovenstående tidsfrist.

 

Ved indførelse af miljøledelse kræves det, at der tidsmæssigt afsættes ressourcer til processen både centralt og decentralt. Det tidsmæssige forbrug vil afhænge af den enkelte enheds tilrettelæggelse af processen. For et skøn af tidsforbruget se bilag 2.

 

Finansiering af ankerperson i Projektkontoret, ekstern revision af miljøledelsessystemet og kursusomkostninger finansieres af midler fra konvertering af Energipuljen (BR 234/05).

SAGSBESKRIVELSE

1. Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte i juni 2001 samarbejdsaftalen Dogme 2000 - om kommuner og miljø. Deltagelsen i Dogme 2000 samarbejdet indebærer, at alle forvaltninger og deres institutioner skal miljøcertificeres inden udgangen af 2008. Målsætningen er præciseret i Københavns Agenda 21-plan, 2004 – 2007, som blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen i januar 2005.

 

Dette betyder i praksis, at alle kommunens tilbud, centre og øvrige enheder skal etablere og drive et miljøledelsessystem efter international standard.

 

I maj 2005 gik forvaltningen i gang med at indføre miljøledelse i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens/ Socialforvaltningens centrale forvaltning.

 

2. Projektorganisering

Indførelse af miljøledelse i Socialforvaltningen er tilrettelagt som et projekt med tilhørende styregruppe og projektgruppe. Styregruppen har til formål at godkende projektgruppens forslag til tiltag og forsøge at skabe ejerskab for miljøledelsessystemet i forvaltningen.

 

I februar 2006 nedsatte forvaltningen en central miljøgruppe (projektgruppe). Miljøgruppen har til opgave at forestå indførelse af miljøledelse i Centralforvaltningen og på de decentrale enheder.

 

Det er Centralforvaltningen, der har driftsansvaret og forestår kvalitetsudviklingsarbejdet på de enkelte decentrale enheder – herunder indførelse af miljøledelse. Desuden yder Centralforvaltningen konsulentbistand i forhold til indførelse af miljøledelse til de decentrale enheder. Dette er med til at sikre sammenhæng i udformningen af miljøledelsessystemet, samt at det indgår i det sædvanlige kvalitetsudviklingsarbejde.

 

Projektejer for indførelse af miljøledelse i Socialforvaltningen er Projektkontoret. Projektkontoret forestår ligeledes den overordnede projektledelse og styring. Herudover bistår Projektkontoret med konsulenthjælp og sparring i forhold til resten af Centralforvaltningens kontorer. Projektkontoret har samtidig ansvar for indførelse af miljøledelse på Socialcentrene.

 

3. Puljecertificering

I forbindelse med miljøcertificering er der i Københavns Kommune indgået aftale med den eksterne auditor "Det Norske Veritas". Aftalen med Det Norske Veritas er indgået med Økonomiforvaltningen i foråret 2006.

 

Aftalen indebærer:

Ø      At skal der miljøcertificeres efter puljecertificeringer

Ø      Der udstedes et samlet certifikat pr. forvaltning.

Ø      Der skal være et hovedkontor for miljøledelsessystemet i hver forvaltning.

 

Puljerne i Socialforvaltningen er inddelt sådan, at Centralforvaltningen udgør en selvstændig pulje, for hvert MR-kontor er der 3-4 puljer, som tilsammen indeholder alle enheder (tilbud, væresteder, centre mm.) på de respektive fagområde, og herudover udgør Socialcentrene en pulje for sig.

 

Socialforvaltningen vil efter miljøledelsessystemets indførelse have et samlet miljøcertifikat. Når Centralforvaltningen modtager miljøcertifikat, vil dette være det samlede certifikat for forvaltningen. Dette betyder, at efterhånden som de decentrale enheder miljøcertificeres, vil disse blive skrevet ind under det samlede miljøcertifikat for Socialforvaltningen. Projektkontoret vil være hovedkontor for miljøledelsessystemet.

 

4. Tidsplan

I bilag 1 ses tidsplan for indførelse af miljøledelse i Socialforvaltningen. Da Socialforvaltningen har en tidsmæssig udfordrende opgave for sig er indførelse af miljøledelse planlagt sådan, at flere puljer går i gang med at indføre miljøledelse på samme tid. Indenfor hvert MR-kontor er der pulje 1-4. Puljer med samme nummer går i gang samtidig, hvilket vil sige, at når pulje 1 går i gang, så betyder det i praksis, at pulje 1 under hvert MR-kontor går i gang (der vil altså være tale om 4 puljer med nummer 1, som alle går i gang samtidig).

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er omfattet af forvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes. Til sagstypen knytter sig følgende miljømål: "Fej for egen dør" - Drift og udvikling af kommunens forvaltning, institutioner og virksomheder: "Alle forvaltninger skal være certificerede inden udgangen af 2008" (Københavns Agenda 21 Plan, 2004 - 2007).

 

I Københavns Kommunes miljøpolitik står endvidere følgende målsætning: "Indhente viden og opbygge miljøkompetence hos medarbejderne i kommunen" (Miljøpolitik for København, november 2003).

 

Indførelse af miljøledelse forventes at medvirke til en reduktion i ressourceforbruget, flere miljøbevidste indkøb og styrkelse af miljøbevidstheden blandt ansatte. Tilslutning til miljøledelsesprojektet vil således understøtte flere miljømålsætninger, som er angivet i kommunens Agenda 21 plan og Miljøpolitik for København.

 

ØKONOMI

Konvertering af kommunens Energipulje medfører finansiering af ankerperson i Projektkontoret, der bistår i processen med at indføre og opretholde et miljøledelsessystem, der omfatter alle enheder inden for Socialudvalgets ansvarsområde (BR 234/05).

 

Udgifter til miljøcertificeringen, dvs. den eksterne revision af miljøledelsessystemet, finansieres af midler fra konvertering af Energipuljen, der er placeret i Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

En vurdering af timeforbrug ved indførelse af miljøledelse i SOF ses af bilag 2.

 

Kursusomkostninger forudsættes finansieret af midler fra konvertering af Energipuljen, der er placeret i Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Ifølge Elsparefonden kan virksomheder og offentlige myndigheder opnå væsentlige besparelser ved at kortlægge og udarbejde konkrete handlingstiltag i forhold til brug af el.

 

De økonomiske konsekvenser for Socialforvaltningen afhænger dermed dels af, hvorvidt man vælger at følge de anbefalinger, der udspringer af miljøarbejdet, og dels af den tid som medarbejderne skal bruge på mødedeltagelse og vidensdeling.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Ingen

 

BILAG

·        Bilag 1: Tidsplan for indførelse af miljøledelse i Socialforvaltningen

·        Bilag 2: Tidsforbrug til indførelse af miljøledelse

·        Bilag 3: Uddybning af beregninger i forhold til tidsforbrug

·        Bilag 4: Hvad er miljøledelse?

·        Bilag 5: Folderen Miljøledelse i SOF

 

 

                      Grethe Munk                       /                     Carsten Stæhr Nielsen


 

Til top