Undersøgelse af døgnanbragte unges udannelses- og beskæftigelsessituation samt handleplan for området (Bilag)
Undersøgelse af døgnanbragte unges udannelses- og beskæftigelsessituation samt handleplan for området (Bilag)
Socialudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 27. september 2006
11. Undersøgelse af døgnanbragte unges udannelses- og beskæftigelsessituation samt handleplan for området (Bilag)
SUD 374/2006 J.nr. 374/2006
INDSTILLING
Socialforvaltningen
indstiller,
at Socialudvalget tager vedlagte rapport til
efterretning, og
at Socialudvalget tager den i indstillingen beskrevne
handleplan til efterretning
RESUME
På baggrund af et fællesmøde d. 29. oktober 2003 vedtog
henholdsvis Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og
Ungdomsforvaltningen målsætningen om, at antallet af unge på københavnske
døgninstitutioner uden undervisnings- eller arbejdstilbud nedbringes til mindre
end 15 % (J.nr. U122/03 - FA553/03).
I forlængelse heraf blev der ultimo 2004 igangsat en undersøgelse, hvis formål var at kortlægge uddannelses- og beskæftigelsessituationen for unge på 13 døgninstitutioner i København. Undersøgelsens overordnede resultater viser, at:
Ø både i 2001 og 2005 var i alt 27 unge uden tilbud, hvilket i 2001 og 2005 svarer til henholdsvis 19 % og 16 % af det samlede antal unge
Ø antallet af unge, som befinder sig i en stabil uddannelses- eller beskæftigelsessituation, er steget fra 54 % (75 unge) i 2001 til 58 % (100 unge) i 2005
Ø der er en overrepræsentation af drenge og unge med etnisk minoritetsbaggrund blandt de unge, som ikke er i et tilbud
I forhold til undersøgelsen fra 2001 er ventetiden for unge uden uddannelses- og beskæftigelsestilbud blevet reduceret, således at langt færre venter mere end tre måneder på et tilbud. Endvidere kan det konkluderes, at døgninstitutionerne er blevet mere opmærksomme på nærværende problematik. Det har betydet, at flere døgninstitutioner har ændret deres praksis for håndtering af unge uden uddannelses- og beskæftigelsestilbud, således de nu i højere grad benytter sig af de værktøjer, muligheder og samarbejdspartnere, som er til stede.
Med udgangspunkt i undersøgelsen har Socialforvaltningen i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet en handleplan for en styrket indsats for uddannelse og beskæftigelse blandt anbragte unge. Formålet med handleplanen er at sikre, at den nuværende positive udvikling fortsætter, således at flere unge døgnanbragtes livsvilkår og fremtidsmuligheder forbedres. Størstedelen af handleplanen er iværksæt.
Handleplanen medfører ingen økonomiske konsekvenser.
SAGSBESKRIVELSE
I
oktober 2003 vedtog Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og
Ungdomsforvaltningen, at antallet af unge på de københavnske døgninstitutioner
uden uddannelses- eller beskæftigelsestilbud skulle nedbringes til mindre end
15 %, samt at der skulle gennemføres en undersøgelse med det formål at:
Ø
dokumentere, hvordan
uddannelses- og beskæftigelsessituationen generelt ser ud for anbragte unge. Er
antallet af unge uden uddannelses- og beskæftigelsestilbud bragt ned under 15
%?
Ø
yde konkret
sagsbehandling til de unge på institutionerne, som ikke aktuelt er i skole eller
beskæftigelse.
I
2001 blev der foretaget en lignende undersøgelse, og udvalgene vurderede
derfor, at der var behov for at få kortlagt, om der var sket ændringer i løbet
af de ca. 4 år. I undersøgelsen fra 2001 indgik i alt 139 unge fordelt på 10
døgninstitutioner.
Undersøgelsesrapporten fra 2005
I
undersøgelsen fra 2005 indgår 171 døgnanbragte unge fordelt på 13
døgninstitutioner i København. I forhold til undersøgelsen fra 2001 er antallet
af døgninstitutioner udvidet til 13, da besøgs- og undersøgelsesteamet fandt
det relevant at inddrage alle de institutioner i Københavnsområdet, som har
unge i målgruppen. Døgninstitutioner, som er beliggende langt fra København, er
ikke medtaget, da den daværende Udannelses- og Ungdomsforvaltnings opgave i
forbindelse med disse var markant anderledes i forhold til institutioner i
Københavnsområdet. De unge i undersøgelsen er ligesom ved sidste undersøgelse
mellem 13 og 19 år.
Forud
for undersøgelsen havde alle 13 døgninstitutioner udfyldt et skema for hver af
de indskrevne unge vedr. deres aktuelle og fremtidige uddannelses- og
beskæftigelsessituation. På baggrund af skemaerne er der efterfølgende
udarbejdet statistik til brug for rapportens første del.
Rapportens
anden del er udarbejdet på baggrund af en række semistrukturerede interviews
med de 13 døgninstitutioner. Omdrejningspunktet er døgninstitutionerne og deres
bud på, hvorledes uddannelses- og beskæftigelsessituationen er for de unge
døgnanbragte. Ligeledes er døgninstitutionerne perspektiver på udfordringer og
tendenser i forhold til de unge døgnanbragte inddraget i rapporten.
Undersøgelsens konklusioner
Følgende
konklusioner kan uddrages af undersøgelsens første del:
Ø
Antallet af
døgnanbragte unge uden uddannelses- og beskæftigelsestilbud udgør i både 2001
og 2005 i alt 27 unge, hvilket svarer til henholdsvis 19 % af det samlede antal
unge i 2001 og 16 % af det samlede antal unge i 2005.
Ø
Antallet af
døgnanbragte unge i et stabilt uddannelses- og beskæftigelsestilbud er steget
fra 54 % (75 unge) i 2001 til 58 % (100 unge) i 2005.
Ø
Ventetiden for de
døgnanbragte unge uden uddannelses- og beskæftigelsestilbud er blevet betydelig
kortere, og flertallet af de unge (59 %) har kun ventet 3 mdr. eller derunder
på et nyt tilbud. I 2001 var andelen af unge, som havde en ventetid på maksimalt
3 mdr., kun på 25 %.
Ø
41 % af de
døgnanbragte unge, som er i gang med et tilbud, benytter de ordinære ungdomstilbud
såsom folkeskolen, gymnasiale- og andre ungdomsuddannelser eller er i
almindelig beskæftigelse. Over halvdelen af de unge benytter specialforanstaltninger,
herunder den interne skole på døgninstitutionen.
Ø
Der er blevet
færre undervisningspligtige uden tilbud (26 % i 2001 og 19 % i 2005 – et fald
på 2 unge), men flere 18-årige uden tilbud (18 % i 2001 og 48 % i 2005 – en stigning
på 8 unge).
Ø
Fordelingen af
unge, som aktuelt ikke er i et tilbud, viser en overrepræsentation af drenge
samt unge med etnisk minoritetsbaggrund.
Ø
Gruppen uden
tilbud kan karakteriseres ved at have skolefaglige problemer, mange skoleskift
og mere end en anbringelse udenfor hjemmet.
Ø
Kun i halvdelen
af anbringelserne er der foretaget en PPR-vurdering.
Følgende
konklusioner kan uddrages af undersøgelses anden del:
Ø
Døgninstitutionerne
er blevet mere opmærksomme på nødvendigheden af, at de unge er i gang med et
uddannelses- eller beskæftigelsestilbud under anbringelsen.
Ø
Døgninstitutionerne
samarbejder i højere grad med eksempelvis PPR, Center for vejledning og
uddannelses- og beskæftigelsesprojekterne, og dette samarbejde er blevet
væsentligt forbedret, hvilket også fremgår af bilag 2 ("Lundtoftegades
håndtering af døgnanbragte unge i forbindelse med deres uddannelses- og
beskæftigelsessituation").
Ø
Der er der
udviklet flere brugbare værktøjer som eksempelvis PPRs "drejebog".
Ø
De gode forløb er
karakteriseret ved at være individuelt tilrettelagt med en hurtig og tæt
kontakt mellem institutionerne og uddannelses- eller beskæftigelsestilbuddet.
Ø
Mange af de
døgnanbragte unge, som er anbragt på akutinstitutionerne har ofte særlige
problemstillinger såsom misbrug, dårlig begavelse, en usikker livs- og
fremtidssituation, hvilket kan vanskeliggøre en placering og fastholdelse i et
uddannelses- eller beskæftigelsestilbud.
Handleplan for en styrket indsats for
uddannelse og beskæftigelse blandt anbragte unge
Socialforvaltningen
har i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet følgende
handleplan, som har til formål at styrke den indsats, som allerede er iværksat
af bl.a. Center for Vejledning, døgninstitutionerne, skole- og
ungdomsvejlederne. Hensigten er at fastholde fokuset på de døgnanbragte unges
uddannelses- og beskæftigelsessituation, således deres livsvilkår og fremtidsmuligheder
forbedres. Handleplanen har været forelagt og drøftet med forstandere fra de
døgninstitutioner, som indgår i undersøgelsen, og de har erklæret sig enige i
planen.
Handleplanens
målsætning og succeskriterier:
Ø
Alle unge er i
gang med uddannelse eller i beskæftigelse under en døgnanbringelse.
Succeskriteriet er 85 % som vedtaget af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses-
og Ungdomsforvaltningen i 2003.
Ø
Der arbejdes
målrettet på, at den unge kan beholde kontakten til eller vende tilbage til
normalsystemet på uddanne
lsesområdet og/eller arbejdsmarkedet. Succeskriteriet
i den forbindelse er 80 %.
Handleplanens
mål sikres nået gennem et samarbejde mellem socialcentrene, døgninstitutionerne,
Socialforvaltningen og Center for Vejledning, hvor hver part har følgende
ansvar og opgaver:
Socialcentrene:
Ø
Socialcentrene
har ansvaret for, at der udarbejdes handleplaner for alle døgnanbragte unge,
samt at handleplanerne fremsendes til anbringelsesstedet. I handleplanen skal
der tages stilling til den unges aktuelle og eventuelt fremtidige uddannelses-
og beskæftigelsessituation.
Døgninstitutionerne:
Ø
Døgninstitutionerne
har ansvaret for, at alle unge, som er indskrevet på en døgninstitution, er i
gang med uddannelse eller beskæftigelse under anbringelsen.
Ø
Døgninstitutionerne
skal hurtigst muligt efter den unges indskrivning på institutionen udarbejde en
konkret udviklingsplan for den unge, hvoraf en uddannelses- og erhvervsplan for
den unge indgår. Planen godkendes af socialcentret. Uddannelses- og
erhvervsplanen følger dermed et fast koncept, som indgår i en samlet plan for
den unges ophold på institutionen. Planen følges op og revideres løbende af
døgninstitutionen, dog mindst hver 6. måned.
Ø
Døgninstitutionerne
søger vejledning og samarbejder med PPR og Center for Vejledning, såfremt der
er tvivl om den unges kompetencer og kvalifikationer, skolevalg eller tilrettelæggelsen
af den unges uddannelses- og erhvervsplan.
Ø
Døgninstitutionerne
har ansvaret for at indarbejde en systematisk arbejdsform i forhold til at
støtte den unge i valg af uddannelse og/eller beskæftigelse samt indgå i et
nødvendigt samarbejde med den unges uddannelses- og beskæftigelsestilbud. Dette
omfatter bl.a. løbende kontakt vedr. den unges fremmøde og trivsel i tilbuddet
samt deltagelse i møder. (Et eksempel på dette er nærmere beskrevet i bilag 2
vedr. Lundtoftegades håndtering af døgnanbragte unge i forbindelse med deres
uddannelses- og beskæftigelsessituation).
Ø
Døgninstitutionerne
har ansvaret for at tilbyde den unge lektiehjælp under anbringelsen.
Ø
Én gang årligt
indsender døgninstitutionerne en statusbeskrivelse til Socialforvaltningen med
oplysninger om institutionens døgnanbragte unges uddannelses- og beskæftigelsessituation.
Socialforvaltningen:
Ø
Socialforvaltningen
tager initiativ til, at der i 2006 afholdes en temadag for alle døgninstitutioner
med døgnanbragte unge. Temadagens fokus vil være videndeling med hensyn til
metoder og konkrete procedurer, således de institutioner, som er gode til at få
de unge i gang med et tilbud deler deres erfaring med de institutioner, hvor
det synes vanskeligere.
Ø
Socialforvaltningen
tager initiativ til, at der nedsættes en "følgegruppe" med repræsentanter fra
forstanderne, Center for Vejledning og Socialforvaltningen. "Følgegruppen" skal
have fokus på udviklingen af området og udarbejde koncepter, procedurer mv. med
henblik på at styrke løbende uddannelse og beskæftigelse for de unge. Der udarbejdes
bl.a. et koncept for en uddannelses- og erhvervsplan og en statusbeskrivelse
med oplysninger om de unge, som døgninstitutionerne indsender én gang årligt
til Socialforvaltningen.
Ø
Socialforvaltningen
samarbejder med Børne- og Ungdomsforvaltningen om at etablere egnede
uddannelses- og skoletilbud til de psykisk syge unge.
Ø
Socialforvaltningen
tager initiativ til at kontakte Københavns Kommunes Ungdomsskole med henblik på
en drøftelse af skoletilbud til de unge, som er akutanbragte på
døgninstitutionerne, idet der er et behov for et fleksibelt undervisningstilbud,
som kan etableres umiddelbart i forbindelse med de unges indskrivning på
akutinstitutionerne.
Center for Vejledning:
Ø
I forbindelse med
undersøgelsen er der etableret et samarbejde mellem hver enkelt døgninstitution
og den skole- og ungdomsvejleder, som er tilknyttet. Den enkelte skole- og
ungdomsvejleder sørger for at tage kontakt til institutionen med henblik på at
give vejledning om de forskellige tilbud til de enkelte individer i målgruppen.
Størstedelen
af handleplanen er iværksat. Den resterende del, som vedrører planlæggelse af
temadag for døgninstitutionerne, nedsættelse af følgegruppe samt etablering af
samarbejde mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen med
henblik på at skabe uddannelses- og skoletilbud til psykisk syge unge iværksættes
nu.
I
forbindelse med udmøntningen af handleplanen vil Socialforvaltningen endvidere
kontakte Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen med henblik på at sikre
et systematisk samarbejde omkring de unges overgang til voksenområdet ved det
fyldte 18 år. Samarbejdet vil i praksis skulle foregå mellem
Socialforvaltningens socialcentre og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Handleplanens
resultater måles ved, at alle døgninstitutionerne én gang årligt indsender en
statusbeskrivelse over de unges aktuelle uddannelses- og
beskæftigelsessituation samt de unges uddannelses- og erhvervsplan indeholdende
en redegørelse for skift i uddannelse og/eller beskæftigelse undervejs i
anbringelsen. Beskrivelsen indsendes første gang ved udgangen af 2006. På
baggrund af materialet udarbejder Socialforvaltningen en samlet opgørelse over
situationen på døgninstitutionerne, hvorefter resultatet formidles til
døgninstitutionerne. Efterfølgende følges der op på dette i den nedsatte
"følgegruppe".
Handleplanen
og de opstillede mål vil indgå i det videre arbejde med Performance Management-projektet,
som Socialforvaltningen har igangsat på området Børnefamilier med særlige
behov.
MILJØVURDERING
Sagstypen
er ikke omfattet af Socialforvaltningens positivliste over sager, der skal
miljøvurderes.
ØKONOMI
Ingen.
ANDRE
KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
1.
Rapporten
"Undersøgelse af døgninstitutionsanbragte unges skole-/ beskæftigelsessituation,
oktober-november 2004 – en opfølgning på undersøgelsen "De unges hverdag"
2001"er vedlagt som bilag 1.
2.
Baggrundsnotatet
"Lundtoftegades håndtering af døgnanbragte unge i forbindelse med deres
uddannelses- og beskæftigelsessituation" er vedlagt som bilag 2.