Mødedato: 25.11.2020, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Midtvejsstatus på Borgercenter Voksnes omstillingsplan

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal drøfte og komme med input til Borgercenter Voksnes midtvejsstatus på udviklingen af en faglig og økonomisk omstillingsplan for perioden 2021-2024. Omstillingsplanen beskriver, hvordan Borgercenter Voksne vil sikre udsatte københavnere den bedst mulige indsats inden for de ressourcer, som borgercenteret har til rådighed. Udvalget fik præsenteret første skitse til omstillingsplanen 15. januar 2020. Den endelige omstillingsplan vil blive præsenteret for udvalget på budgetseminaret den 5. februar 2021, hvor relevante investerings- og effektiviseringsforslag og budgetønsker kan indgå i budgetprocessen for 2022.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget drøfter de beskrevne udfordringer  og rammevilkår samt foreslåede indsatsområder for omstillingsplanen for Borgercenter Voksne og giver input til forvaltningens videre arbejde med omstillingsplanen.

Problemstilling

København har en høj koncentration af udsatte grupper, hvilket indebærer en høj efterspørgsel efter bl.a. stofindtagelsesrum, rusmiddelbehandling og indsatser til hjemløse. Samtidig betyder den befolkningsmæssige udvikling, at der er flere ældre på Borgercenter Voksne botilbud, herberger og i den sociale hjemmepleje, som har brug for somatisk plejebehov pga. sygdom og aldring.

Borgercenter Voksne oplever også, at flere borgere har komplekse udfordringer og fx udadreagerende adfærd på botilbud, herberger eller i eget hjem. Herunder er der sket en stigning i antallet af borgere med dom til behandling. Borgernes specialiserede støttebehov gør, at der trods politiske prioriteringer og en målrettet indsats fortsat er udfordringer med ventetid på botilbud og høje udgifter til køb af pladser.

Borgercenter Voksne har brug for en omstillingsplan, som sætter en faglig og økonomisk retning, der både tilgodeser borgernes behov, udviklingen i deres udfordringer og samtidig forholder sig til den økonomiske ramme for området. Det kræver bl.a. udvikling af nye faglige løsninger, der understøtter, at flere borgere bliver mest muligt selvhjulpne og kan klare sig i egen bolig. 

Løsning

Borgercenter Voksnes kerneopgave er at støtte socialt udsatte borgere til at blive mest muligt selvhjulpne og til at leve et godt og selvstændigt liv på egne præmisser, jf. også Socialstrategien. Borgercenter Voksne ved - baseret på både evidens og egen praksis  at borgerne kan komme sig helt eller delvist af en psykisk lidelse, social udsathed og en problemfyldt social situation, og at borgerne  kan få og leve et mere selvstændigt liv på egne præmisser og med en større kobling til almensamfundet. 

Omstillingsplanen skal beskrive og rammesætte, hvordan Borgercenter Voksne vil hjælpe borgerne, så de får den bedst mulige indsats inden for de ressourcer, som borgercenteret har til rådighed.

Borgercenter Voksne arbejder med rehabilitering som det grundlæggende metodiske afsæt på tværs af udsatte-området, psykiatriområdet og hjemmeplejeområdet. Overordnet set kan rehabilitering beskrives som rammen om borgerens recovery-proces, og det handler om at tilrettelægge en helhedsorienteret indsats i et ligeværdigt samarbejde med borgeren med udgangspunkt i borgernes ønsker og behov.

Borgercenteret har med den igangværende omstilling af socialpsykiatrien lagt et godt fundament for den samlede faglige og økonomiske omstillingsproces. Borgercenterets sammenlægning med hjemmeplejeområdet giver nye muligheder for en bedre og mere sammenhængende indsats i borgernes hjem og et øget sundhedsfokus.

Fire foreløbige spor i omstillingsplanen
Borgercenter Voksne arbejder aktuelt med fire spor i omstillingsplanen, der fortsat er under konkretisering. 

  • Rehabiliterende forløb på botilbud: Vi understøtter borgernes recovery-proces og vejen til et mere selvstændigt liv på egne præmisser
  • Et godt liv i egen bolig: Vi understøtter, at borgerne får og fastholder et godt og aktivt liv i egen bolig
  • Sammenhæng og forløb: Vi understøtter, at borgerne oplever sammenhæng og gode rehabiliterende forløb for borgerne for at understøtte deres recovery
  • Borgermødet: Vi har fokus på en god servicekultur og en inddragende dialog med borgere.

Med de fire spor sætter borgercenteret gang i et udviklings- og omstillingsarbejde, der skal sætte yderligere fokus på den enkelte borgers egen-mestring og selvstændighed.

Sammenhæng til budgetprocessen
Omstillingsplanen danner udgangspunkt for større effektiviserings- og investeringsforslag Borgercenter Voksnes område de næste fire år. Tilførsel af investeringsmidler vil give mulighed for at styrke understøttelsen af omstillingen, fx i form af kompetenceudvikling, nye metoder mv.

Omstillingsplanen kan også danne udgangspunkt for ønskeforslag til budgetprocessen. Omstillingsplanen er udtryk for den faglige retning, som forvaltningen ønsker at gå, uanset der tilføres flere ressourcer til området. Tilførsel af midler til området vil give en øget effekt for borgerne - dels fordi indsatserne vil kunne intensiveres, og dels fordi indsatserne i højere grad vil kunne tilpasses den enkeltes behov.

Inddragende proces
Borgercenter Voksne har etableret fire styregrupper - en for hvert spor - der bidrager til udviklingen af den faglige og økonomiske omstillingsplan. Styregrupperne inddrager ledere og medarbejdere og borgere indenfor forskellige områder.

Inddragelsen har i foråret 2020 været udfordret pga. corona-situationen og er derfor først for alvor kommet i gang efter sommerferien. Da der stadig er udfordringer med corona, herunder fx samling af udsatte borgere på tværs af tilbuddene, har borgercentret arbejdet med at gennemføre borgerinddragelsen via bl.a. workshops som videomøder og telefoninterviews, hvor det har været vurderet, at et fysisk møde ikke var den rette løsning pga. risikoen for smitte.

Udsatterådet, Frivilligrådet, Dialogforum og Brugerrådet på hjemmeplejeområdet inddrages i og kommenterer løbende borgercentrets arbejde med omstillingsplanen. Desuden er der nedsat et tværgående MED-udvalg, der ligeledes er inddraget i arbejdet.  I det videre forløb vil Borgercenter Voksne fortsætte inddragelsesprocessen under hensyntagen til den aktuelle corona-situation. Der arbejdes desuden med en plan for borgerinddragelse over de næste fire år, f.eks. i form af et borgerpanel.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Socialudvalgets drøftelse vil give input til det videre arbejde. Udvalget vil blive præsenteret for den endelige omstillingsplan for Borgercenter Voksne Socialudvalgets budgetseminar den 5. februar 2021.

 

Mikkel Boje

                                       / Anders Møller Jakobsen og Emil Dyred

Beslutning

Indstillingen blev drøftet. 

Vicedirektør Anders Møller Jakobsen deltog under punktets behandling. 

Til top