Opfølgning på "Temadrøftelse om udviklingen på børne- og ungeområdet"
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager Borgerrådgiverens kritik af 16. maj 2018 vedr. Socialforvaltningens orientering af Borgerrådgiveren om otte konkrete sager til efterretning.
Problemstilling
Socialudvalget blev på udvalgsmødet den 23. maj 2018 præsenteret for en temadrøftelse af udviklingen på området for udsatte børn og unge. Her indgik en beskrivelse af arbejdet med at styrke kvaliteten i myndighedsarbejdet i Borgercenter Børn og Unge, herunder forvaltningens arbejde med ledelsestilsyn.
I forlængelse af det første ledelsestilsyn for myndighedsarbejdet i Borgercenter Børn og unge blev der identificeret otte sager, som har krævet en særlig opfølgende indsats.
Borgerrådgiveren har efterfølgende udtalt kritik af forvaltningen for manglende orientering om de otte sager og manglende efterkommelse af anmodning om at sende oplysninger om de otte sager.
Socialforvaltningen har beklaget til Borgerrådgiveren, at forvaltningen fejlvurderede hvilke oplysninger, Borgerrådgiveren havde brug for.
Socialudvalget stillede på udvalgsmødet den 23. maj en række spørgsmål angående Borgerrådgiverens kritik og valgte at udsætte sagens fjerde beslutningspunkt, som derfor er overført til nærværende sag som beslutningspunkt 1. Baggrunden for udsættelsen af sagen var, at Socialudvalget ønskede spørgsmålene besvaret, før man tog Borgerrådgiverens kritik til efterretning.
Løsning
Socialudvalget bad på udvalgsmødet den 23. maj svar på følgende spørgsmål:
1. En række konkrete spørgsmål stillet af Alternativet.
Forvaltningen henviser til bilag 1, hvor spørgsmålene er gengivet og besvaret.
2. En opsamling på hvad forvaltningen foretager sig i forhold til juridisk kritik (fx fra Borgerrådgiveren), i forhold til socialfaglig kritik (fx fra Socialstyrelsens Task Force) og i forhold til handleplaner i forbindelse med styrket myndighedsindsats.
3. Svar på om der er nogen af sagerne, der ville have haft et andet udfald, hvis de havde været korrekt behandlet, og hvad afgørelserne i sagerne så ville have været.
4. Svar på om der ikke er tilstrækkelige midler på området, og om manglende midler har haft betydning for forvaltningens ageren i de otte sager.
Forvaltningen henviser til bilag 2 for en besvarelse af spørgsmål 2, 3 og 4.
5. Svar på, hvad der er sammenligningsgruppen, når Socialforvaltningen beskriver, at anbragte børn klarer sig dårligere senere i livet.
6. Tal på antallet af anbragte børn og deres trivsel.
Forvaltningen henviser til bilag 3 for en besvarelse af spørgsmål 5 og 6.
7. Notat, der beskriver, hvad vi gør ift. kompetenceløft hos plejefamilier.
Notat herom er vedlagt som bilag 4.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Socialforvaltningen arbejder videre med forvaltningens “Handleplan for styrket myndighedsindsats i Borgercenter Børn og Unge” og orienterer løbende Socialudvalget om status herpå.
Derudover opstarter forvaltningen et udviklingsforløb hos Socialstyrelsens Task Force med det formål at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Kontorchef Lise Stidsen Vandahl og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev taget til efterretning.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning, som Alternativet tilsluttede sig efterfølgende:
”Det samlede socialudvalg er enig i, at håndteringen af de 8 kritiske sager ikke har været tilfredsstillende. Udvalget ønsker, at der fremadrettet sikres større kvalitet i arbejdet med de udsatte børn og unge. For at sikre kvaliteten i sagsbehandlingsarbejdet skal forvaltningen i samarbejde med Socialstyrelsens Task Force udarbejde en ny udviklingsplan. Den nye udviklingsplan skal godkendes af udvalget. Udviklingsplanen skal bl.a. være med til at sikre den rette indsats for barnet i de sager, hvor der er alvorlig bekymring for barnet, men hvor der ikke i første omgang er grundlag for en anbringelse. Endelig er det afgørende, at forvaltningen nedbringer antallet af fejl i sagsbehandlingen yderligere, da det er bekymrende med et højt fejlniveau på et så følsomt område. Forvaltningen skal mindst to gange om året vende tilbage til udvalget med en status for arbejdet med udviklingsplanen.”