Mødedato: 15.11.2023, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Håndtering af den økonomiske udfordring i 2024

Se alle bilag

Resumé

Socialforvaltningen forventer en økonomisk udfordring på mindst 85 mio. kr. i 2024, som Socialudvalget skal drøfte håndteringsmuligheder af, så budgettet for 2024 kommer i balance. Udfordringen består af den i budgetaftalen videreførte besparelse på 60 mio. kr., en besparelse på 5 mio. kr. på administration ligeledes fra budgetaftalen samt en forværring på 20 mio. kr., som er resultatet af en fortsat negativ prognoseudvikling i 2023 og en konsolideret prognose for 2024 på baggrund heraf. Hertil kommer en betydelig økonomisk udfordring i den sociale hjemmepleje, som forvaltningen er ved at udrede og finde veje til at håndtere.

Socialforvaltningen har udarbejdet et bruttokatalog med forslag til konkrete besparelser, som kan sikre et budget i balance i 2024.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager til efterretning, at Socialforvaltningen på nuværende tidspunkt har en forventet økonomisk udfordring i 2024 på 85 mio. kr. efter tildeling af midler i budgetaftalen for 2024.
  2. at Socialudvalget drøfter håndtering af den økonomiske udfordring, herunder besparelsesforslag, jf. bilag 1, bortset fra forslag vedr. Askovfonden og Herfra og Videre, da disse behandles i særskilte sager grundet inhabilitet hos to medlemmer af Socialudvalget.
  3. at Socialudvalget tager til efterretning, at der fortsat udestår håndtering af en betydelig økonomisk udfordring i den sociale hjemmepleje. Socialforvaltningen vil om nødvendigt vende tilbage til Socialudvalget med forslag til håndtering heraf.
  4. at Socialudvalget tager til efterretning, at Socialforvaltningen vil kvalificere den økonomiske udfordring frem mod 1. kvartalsprognose i 2024. Hvis udfordringen viser sig større end hidtil antaget, vil forvaltningen vende tilbage med forslag til håndtering heraf.

Problemstilling

Socialforvaltningen forventer på nuværende tidspunkt en økonomisk udfordring i 2024 på 85 mio. kr. på tværs af forvaltningens målgrupper. Det bemærkes, at den økonomiske udfordring er behæftet med en vis usikkerhed, da selv mindre forskydninger i den forudsatte aktivitet eller enhedspris i både indeværende år og næste år kan have betydning for det forventede udgiftsniveau i 2024. Den forventede økonomiske udfordring er ligeledes under forudsætninger af kompenserende handlinger, løbende prioriteringer og stram økonomisk styring.

Ved Socialudvalgets budgetseminar d. 18. august 2023 blev udvalget forelagt Socialforvaltningens økonomiske udfordring i 2024, som på daværende tidspunkt blev vurderet at være mindst 215 mio. kr. (foruden need-to).

Socialforvaltningens need-to udfordringer blev alle håndteret ved tildeling af midler ved budgetforhandlingerne 2024, og forvaltningen fik tildelt 155 mio. kr. til håndtering af de driftsudfordringer, der blev rejst som forvaltningsspecifikke udfordringer. Samtidig viderefører budgetaftalen besparelser i 2024 for 60 mio. kr., svarende til det beløb, som forvaltningen forventer at kunne spare i 2023 som følge af de økonomiske handleplaner i borgercentrene. Det er alene rammebeløbet fra handleplanerne, der videreføres, og ikke det konkrete indhold. Dette harmonerer dels med forvaltningens tidligere tilkendegivelser til Socialudvalget om, at de økonomiske handleplaner som helhed ikke er velegnet til at udgøre varige besparelser, dels med Socialudvalgets tilkendegivelse på budgetseminaret om, at udvalget ønsker at håndtere den økonomiske udfordring i 2024 via klare, politiske prioriteringer frem for, at forvaltningen håndterer udfordringen via rammebesparelser og lignende.

Dertil kommer, at forvaltningens økonomiske udfordring i 2024 er steget siden augustprognosen, der lå til grund for Socialudvalgets budgetseminar og de efterfølgende budgetforhandlinger.

Denne stigning er et udtryk for en forværring af de varige udfordringer, forvaltningen har i 2023, jf. også pkt. 5 på udvalgsmødet 20. september om håndtering af udfordringen i 2023. Det er vurderingen på baggrund af den konsoliderede prognose, at den økonomiske udfordring i 2024 (uden need-to udfordringer) er steget med ca. 20 mio. kr. Dette svarer til ca. 0,3 pct. af Socialforvaltningens samlede budget. Denne udfordring skal også håndteres for at sikre budget i balance. Socialforvaltningen har derfor udarbejdet et katalog med besparelsesforslag til at håndtere udfordringen for i alt 85 mio. kr. (oprindelige 60 mio. kr. i driftsudfordring + 5 mio. kr. i administration + 20 mio. kr. i yderligere driftsudfordringer). Se nedenfor i løsningsafsnittet.

Det bemærkes, at hvis der ses en yderligere forværring af de varige udfordringer, vil Socialforvaltningens økonomiske udfordring stige tilsvarende. Der vurderes derfor at være risiko for, at udfordringen i 2024 viser sig større end forventet på nuværende tidspunkt. Hertil forelægges Socialudvalget parallelt med denne sag forvaltningens 3. kvartalsprognose 2023, hvor det skal besluttes, om forvaltningen skal anmode om optagelse af internt lån til at håndtere indeværende års økonomiske udfordring på ca. 42,4 mio. kr. Hvis der optages et lån i 2023, vil det medføre, at den økonomisk udfordring i 2024 vil stige, da tilbagebetaling af lånet i så fald skal påbegyndes næste år.

Endelig bemærkes det, at ca. 20 mio. kr. af den samlede økonomiske udfordring på 85 mio. kr. i 2024 vedrører den sociale hjemmepleje. Der vurderes dog at være en betydelig risiko for, at den økonomiske udfordring i den sociale hjemmepleje kan blive større. I denne sag håndteres derfor kun en forventet andel af den økonomiske udfordring i den sociale hjemmepleje, da omfanget af den konkrete udfordring stadig er under udredning. Socialforvaltningen er dermed fortsat ved at udrede og finde veje til at håndtere den økonomiske situation i den sociale hjemmepleje, og forvaltningen vil om nødvendigt vende tilbage til Socialudvalget med forslag til håndtering heraf.

Forvaltningen har udarbejdet særskilte sager på dagsordenen, hvor Socialudvalget skal drøfte besparelsesforslag vedr. Askovfonden og Herfra og Videre. Det skyldes, at forvaltningen vurderer, at Laura Rosenvinge (A) er inhabil vedr. Askovfonden og at Klaus Goldschmidt Henriksen (Ø) er inhabil vedr. Herfra og Videre.  

Løsning

Når Socialforvaltningen almindeligvis forventer økonomiske udfordringer, vil disse blive håndteret som en del af forvaltningens almindelige driftsstyring, hvor der arbejdes med kompenserende handlinger for at overholde de politisk fastlagt budgetter. Der er dog i 2024 tale om en betydelig økonomisk udfordring, hvormed forvaltningen står i en ekstraordinær situation, og udfordringen ikke vurderes blot at kunne håndteres med de almindelige styringsredskaber, forvaltningen har til rådighed.

Socialforvaltningen har derfor udarbejdet et bruttokatalog med besparelsesforslag (bilag 1), der indeholder mulige besparelser for i alt 99,1 mio. kr. i 2024. Hvis den økonomiske udfordring i 2024 håndteres ved at vedtage forslag fra kataloget, vil der være behov for at vedtage besparelsesforslag for 85 mio. kr. i alt. I kataloget indgår der håndtering af besparelsen på administration på 5 mio. kr., som er Socialforvaltningens andel af den aftalte administrative besparelse i budgetaftalen på i alt 38 mio. kr. Besparelsen følger af kommuneøkonomiaftalen for 2024 mellem regeringen og KL.

Besparelsesforslag til at håndtere den økonomiske udfordring på 85 mio. kr. (bilag 1)

De forslag, der fremgår af kataloget, er forvaltningens bud på prioriterede besparelser. I kataloget foreslås der primært at gennemføre besparelser på tilbud, som borgerne kan benytte uden forudgående visitation. Dette er især forebyggende tilbud og indsatser. Det vil være en risiko for mange af disse forslag, at der kan ske en forværring hos den målgruppe, der benytter tilbuddene og indsatserne, og at nogle af borgerne derfor med tiden kan få behov for større indsatser. For så vidt angår de besparelser, der er foreslået på tilbud eller indsatser, som borgere er visiterede til og dermed har ret til, vil der skulle findes andre alternativer, som modsvarer borgernes behov. Hvor det er muligt, er denne økonomisk afledte effekt indregnet i besparelsesforslagene.

Kataloget indeholder både besparelsesforslag, som vedrører forvaltningens egne tilbud og indsatser, og besparelsesforslag, som vedrører selvejende tilbud med driftsoverenskomst og øvrige tilskudsinstitutioner. På trods af, at de selvejende og tilskudsinstitutioner udgør en forholdsvis lille procentdel af forvaltningens samlede budget, foreslås der alligevel besparelser på området, da en større andel af særligt tilskudsinstitutioner leverer ydelser, som kommunen ikke er lovgivningsmæssigt forpligtet til at stille til rådighed, eller hvor den lovgivningsmæssige forpligtelse kan løftes på anden vis.

For en andel af forslagene vil der være en indfasningsperiode, fra de vedtages, til de har en økonomisk effekt. Der vil derfor for disse forslag være en mindre effekt i 2024, hvor forslagene ikke har helårsvirkning. Dette er som følge af, at der er opsigelsesvarsel på kontrakter, og/eller at der skal opsiges eller omplaceres medarbejdere. Det bemærkes desuden, at det ikke er alle forslag, der har en varig effekt. Dette kan både skyldes, at en indsats ikke vurderes at kunne have effekt på lang sigt, eller hvor der spares på midlertidige bevillinger, som udløber. Når bevillingen udløber, vil der ikke længere være et sparepotentiale. Endelig bemærkes det, at der ved en andel af forslagene foreslås besparelser på områder og indsatser, hvor der er tildelt politiske særbevillinger ifm. tidligere års budgetforhandlinger.

Kataloget indeholder besparelsesforslag på alle forvaltningens tre borgercentre (Borgercenter Børn og Unge, Borgercenter Handicap og Borgercenter Voksne) samt de centrale enheder. Der foreslås besparelser på de enkelte borgercentre svarende til deres relative budgetandele af forvaltningens samlede budget, hvortil kommer en besparelse på administration i de centrale enheder, der overstiger deres andel af forvaltningens samlede budget.

Besparelsesforslagene for i alt 99,1 mio. kr. i 2024 er opdelt i tre overordnede kategorier: 1) Administrative besparelser, 2) tilbudslukning og ophør af tilskud og 3) servicereduktioner. Nedenfor gives en kort gennemgang af besparelsesforslagene på de tre områder. En samlet oversigt over forslagene med tilhørende beskrivelse samt økonomisk effekt i 2024-2026 kan findes i bilag 1.

1. Administrative besparelser 

Kataloget indeholder besparelsesforslag for 10,0 mio. kr., som vedrører administrative besparelser. En andel af disse besparelser, svarende til 5,0 mio. kr., er Socialforvaltningens andel af de pålagte administrative besparelser i budgetaftalen, som følger af aftalen mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi for 2024. Hertil foreslås yderligere administrative besparelser, hvoraf en andel foreslås specifikt på de centrale enheder i Socialforvaltningen. Det vil være op til de enkelte enheder at implementere de konkrete besparelser. De administrative besparelser vil bl.a. have betydning for den administrative understøttelse af driften og de lokale ledere.

Det bemærkes, at forvaltningens videre analysearbejde, jf. afsnittet om håndtering af udfordringen i 2025 og frem, vil indeholde et specifikt administrationsspor. Med dette spor vil forvaltningen arbejde videre med administrationsområdet og derigennem finde yderligere konkrete besparelser. Forvaltningen vil derfor i de kommende år spare mere end 10,0 mio. kr. på administration, som på nuværende tidspunkt indgår i besparelseskataloget.

2. Tilbudslukning og ophør af tilskud

Kataloget indeholder besparelsesforslag for 35,1 mio. kr., som vedrører tilbudslukning og ophør af tilskud. Heraf er der forslag for 17,8 mio. kr. som vedrører forvaltningens egne tilbud og indsatser, mens der er forslag for 18,0 mio. kr. som vedrører selvejende tilbud og tilskudsinstitutioner. Forslag, der vedrører forvaltningens egne tilbud, omhandler lukning af en række tilbud, som på børneområdet (herunder børn og unge med handicap) drejer sig om forebyggende tilbud og indsatser, mens det på voksen- og handicapområdet bl.a. drejer sig om lukning af dagtilbud, samt opsigelse af en række lejemål. Forslag, der vedrører eksterne aktører, omhandler opsigelse af samarbejdsaftaler med selvejende dagtilbud og et stofindtagelsesrum, samt opsigelse af tilskudsaftaler med tilbud af forebyggende karakter. Ved opsigelse af aftaler med selvejende dagtilbud og ved lukning af egne dagtilbud vil der være behov for at finde et andet tilbud til de borgere, der er visiteret til ydelsen.

3. Servicereduktioner

Kataloget indeholder besparelsesforslag for 55,2 mio. kr., som reducerer serviceniveauet på udvalgte områder. Forslagene vedrører kun forvaltningens egne tilbud og indsatser. Servicereduktionerne vil i udgangspunktet medføre et lavere serviceniveau end det, borgerne oplever i dag. Det bemærkes dog, at en andel af servicereduktionerne omfatter videreførelse af handleplaner med besparelser, som er igangsat i 2023, hvormed det nedsatte serviceniveau for disse forslag vil videreføres. Konkret omfatter forslagene reduktion af budgettet til en række indsatser, som vil medføre nedskalering af aktiviteter eller ophør af indsatser, samt reducering af budgettet på en række af forvaltningens egne tilbud, som vurderes at kunne drives med et lavere aktivitetsniveau og lavere normering. Det foreslås hertil at tilbagerulle en række indsatser og aktiviteter, som er finansieret ifm. budgetforhandlingerne 2022, hvor der blev afsat midler til at styrke den faglige indsats på botilbud (bedre botilbud). Endelig omfatter forslagene en skærpet visitation til udvalgte ydelser.

Øvrig håndtering af udfordringen i 2024

Hvis udfordringen ikke håndteres med vedtagelse af besparelsesforslag fra kataloget for i alt 85 mio. kr., foreslår Socialforvaltningen, at den udestående udfordring håndteres ved en rammebesparelse på tværs af alle områder og målgrupper i forvaltningen. Rammebesparelsen foreslås i så fald udmøntet pba. en budgetnøgle, hvor hver målgruppe vil få udmøntet en besparelse svarende til deres procentvise andel af forvaltningens samlede budget.

Konsekvenserne ved en rammebesparelse vil bl.a. være forringet service på forvaltningens egne tilbud, f.eks. i form af lavere normering og deraf afledte færre aktiviteter for beboere på botilbud osv., forlængelse af sagsbehandlingstider, en højere andel af ufaglærte medarbejdere på forvaltningens tilbud og ansættelsesstop mv. Det bemærkes, at disse konsekvenser vil være mere udbredte, hvis en større andel af udfordringen håndteres som en rammebesparelse. Dette vil være tilfældet, hvis hele eller dele af sparekatalogerne ikke tiltrædes. En rammebesparelse vil mange steder i forvaltningen blive oplevet som en betydelig udfordring, dels fordi den vil komme oven på flere års tilbageholdenhed, spareplaner osv., og dels fordi udgiftspresset allerede før en evt. rammebesparelse er betydeligt, hvorfor en rammebesparelse vil øge risikoen for budgetoverskridelser.

Endelig bemærkes det, at der en risiko forbundet med selve implementeringen af en rammebesparelse. Det vil være op til den enkelte budgetansvarlige leder at vurdere, hvor de konkrete besparelser skal ramme, og det kan medføre store forskelle i, hvordan udmøntningen af en rammebesparelse sker på sammenlignelige områder. Besparelserne vil i forlængelse heraf ikke have samme grad af synlighed og transparens som konkrete besparelsestiltag for hverken Socialudvalget eller borgerne.

Håndtering af personalereduktioner

Da omfanget af besparelser er stort og har varig effekt, vil det have personalemæssige konsekvenser på tværs af forvaltningen. Socialforvaltningen vil i et tæt samarbejde med såvel MED-organisation som de faglige organisationer tilstræbe at reducere antallet af afskedigelser mest muligt. Dette vil kunne ske ved forskellige tiltag, fx midlertidigt ansættelsesstop og omplacering, evt. i sammenhæng med relevant kompetenceløft. Dette skal desuden ses i relation til forvaltningens udfordringer med rekruttering og fastholdelse af personale, hvorfor der ses en relativ høj personaleomsætning på flere områder. 

MED-drøftelse, høringssvar og øvrige henvendelser

Vedlagt som bilag til denne sag er referat af mødet i HovedMED d. 3. november 2023, hvor medarbejdersiden drøftede besparelsesforslagene til 2024. Hertil er der vedlagt bilag, som indeholder de høringssvar, Socialforvaltningen har modtaget fra rådene, samt øvrige henvendelser vedr. besparelsesforslagene, som forvaltningen har modtaget til og med d. 9. november 2023 (henvendelser fra d. 8. og 9. november 2023 eftersendes d. 10. november 2023). Høringssvarene/henvendelserne beskriver konsekvenserne for tilbud og borgere, hvis de respektive forslag vedtages, ligesom der i nogle henvendelser også afgives bemærkninger til beslutningsgrundlag og proces.

Håndtering af udestående udfordring i 2025 og frem

En andel af forslagene i besparelseskataloget har ikke en varig effekt, og der vil dermed være en række forslag, som ikke kan dække udfordringen fra 2025 og frem. Da der er en indfasningsperiode i 2024, vil flere forslagene i bilag 1 dog have et større besparelsespotentiale i 2025. Det bemærkes, at en andel af disse stigende profiler forventes at kunne bidrage til omprioriteringsprocessen for budget 2025, hvor Socialudvalget som vanligt skal levere et måltal. Der vurderes dog fortsat at være behov for en mere grundlæggende og langsigtet løsning på forvaltningens udfordringer, som desuden kan tage højde for en evt. forværring af forvaltningens nuværende økonomiske udfordringer. Der igangsættes derfor et analysearbejde af Socialforvaltningens udfordringer, som Socialudvalget drøftede på mødet d. 11. oktober 2023, mhp. at opnå varige og mere kvalificerede besparelser, der kan modgå det strukturelle udgiftspres på området. På den måde kan der undgås pludselige serviceforringelser, midlertidige besparelser, indkøbsstop, mv. Socialudvalget forelægges sag herom d. 13. december 2023.

Økonomi

Økonomien er indeholdt i sagen.

Videre proces

Socialudvalget vil få forelagt en sag om håndtering af den økonomiske udfordring i 2024 d. 27. november 2023, hvor udvalget skal tage stilling til besparelsesforslag for 85 mio. kr. Da en andel af forslagene som nævnt vedrører politiske særbevillinger givet ifm. tidligere års budgetforhandlinger, vil der efter en evt. udvalgsbeslutning skulle tilrettelægges en proces for inddragelse af de relevante politiske partier.

Hvis udvalget ikke kan godkende besparelsesforslag for 85 mio. kr., vil forvaltningen indstille, at forskellen mellem 85 mio. kr. og evt. besluttede forslag godkendes som en rammebesparelse.

Socialudvalget vil få forelagt en status på den økonomiske situation i 2024 ifm. 1. kvartalsprognose 2024. Hvis der i 2024 ses en lignende stigning i udgiftsniveauet som i 2023, må den økonomiske udfordring ligeledes forventes at stige. Socialforvaltningen vil i så fald vende tilbage til Socialudvalget ifm. kvartalsprognoserne med forvaltningens håndtering heraf.

 

Mikkel Boje

                                          / Anders Johannes Kristensen

Beslutning

Indstillingen 2. at-punkt blev drøftet. Indstillingens øvrige at-punkter blev taget til efterretning.

Et samlet Socialudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi træffer først endelige, formelle beslutninger på mødet den 27. november. Men alle i Socialudvalget er enige om, at vi ikke kommer til at træffe beslutning om at lukke nogen af de tilbud, der indgår i sparekataloget. Pengene skal findes på en anden måde.

Det er vigtigt at gøre det klart for alle: Der findes ikke gratis besparelser. Alt kommer med en pris – også grønthøsterbesparelser. Derfor kommer besparelserne – uanset hvordan de i sidste ende udmøntes – til at få konsekvenser for socialområdet i Københavns Kommune. 

Det vil betyde forringelser af kernevelfærden.

Socialudvalget har stillet en række spørgsmål til Socialforvaltningen, som nu skal besvares frem mod udvalgets ekstraordinære møde mandag den 27. november, hvorefter udvalget kan træffe afgørelse om gennemførelse af besparelserne. ”

Vicedirektør Anders Møller Jakobsen, vicedirektør Lise Stidsen Vandahl, vicedirektør Mette Boskov Vedsmand og kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.

Til top