Mødedato: 09.10.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Københavnertingets anbefalinger 2024

Se alle bilag

Resumé

Med Overførselssagen 2021-2022 besluttede Borgerrepræsentationen at styrke dialogen og samarbejdet med københavnerne om udviklingen af København blandt andet ved at nedsætte et Københavnerting for perioden 2023-2024. Københavnertinget har i 2024 udarbejdet anbefalinger til følgende spørgsmål:

”Hvordan sikrer vi, at vi i København i fremtiden, har de medarbejdere, der skal til for at sikre en værdig velfærd for udsatte, sårbare og ældre?”

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget har forpligtet sig til at tage imod anbefalingerne.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller:

  1. at Socialudvalget tager Københavnertingets samlede anbefalinger (bilag 1) og forvaltningens behandling af disse til efterretning (bilag 2)
  2. at Socialudvalget godkender vedlagte svar til Københavnertinget (bilag 3)

Problemstilling

Københavnertinget blev besluttet med Overførselssagen 2021-2022 som en del af ”Pilotprojekter for styrket københavnerinddragelse”.

I 2024 har Københavnertinget arbejdet med udgangspunkt i hovedspørgsmålet ”Hvordan sikrer vi, at vi i København i fremtiden, har de medarbejdere, der skal til for at sikre en værdig velfærd for udsatte, sårbare og ældre?”. Socialudvalget har forpligtet sig på at modtage og behandle Københavnertingets anbefalinger i 2024.

Løsning

Københavnertinget har udarbejdet i alt fem anbefalinger og 22 underforslag, som kan læses i bilag 1. I bilag 2 har Socialforvaltningen forholdt sig til alle anbefalingerne i det omfang, at det er relevant for forvaltningens ressort.  

Københavnertinget har givet perspektiver på, hvordan man kan løse udfordringer med fastholdelse og rekruttering i de københavnske velfærdsjobs. Det er et område, Socialforvaltningen har stort fokus på og mange initiativer er allerede igangsat i tråd med Københavnertingets anbefalinger.

Herunder nævnes kort udvalgte områder fra Københavnertingets anbefalinger, som Socialforvaltningen arbejder videre med.

Øget mulighed for inddragelse af civilsamfund og pårørende
Socialforvaltningen arbejder med at styrke samarbejdet med civilsamfundet som et led i koncernanalysen, hvor forvaltningen bl.a. vil udarbejde en partnerskabsstrategi med det formål at udvide og styrke samarbejdet mellem civilsamfundet og forvaltningen til gavn for borgerne. Anbefalingerne giver en vigtig pejling på københavnernes ønske til inddragelsen af civilsamfundet og pårørende i velfærdsarbejdet, og de vil blive taget med i det videre arbejde med koncernanalysen.

Udvikling af AI-velfærdsteknologi
Socialforvaltningen og Københavns Kommune har et stort strategisk fokus på AI og har iværksat en række indsatser og projekter på området. Fx har Socialforvaltningen i overførselssagen 2023-2024 fået midler til et innovationsprojekt om AI, som specifikt har til formål at afdække, hvor AI kan understøtte forvaltningens medarbejdere og skabe reelle forbedringer, inden der igangsættes investeringer og evt. stor-skala udrulninger. Et stort element i innovationsprojektet er at udvikle og afprøve løsningerne i samarbejde med de medarbejdere, der er i målgruppen til løsningerne for at sikre, at de giver mening i praksis.

Faglighed og uddannelse
Flere af Københavnertingets anbefalinger kredser om faglighed og uddannelse. Det er et område, der bliver arbejdet med bredt i Socialforvaltningen, og faglighed generelt er en forudsætning for at lykkes med den socialfaglige indsats.

Faglig sparring og udvikling findes i mange forskellige versioner i forvaltningen. Af eksempler kan nævnes faste tværfaglige mødefora, fagopdelt undervisning med dokumentation som omdrejningspunkt, supervision, praktikvejledning, mentoruddannelse mm.

Socialforvaltningen vurderer, at det giver mening at arbejde med at styrke muligheden for faglig udvikling og sparring blandt det faglige personale. Det kan bidrage til en oplevelse af større mestring af svære opgaver, bedre trivsel, styrket arbejdsfællesskab og større kvalitet i opgaveløsningen.

Afbureaukratisering
Endvidere kan nævnes, at Socialforvaltningen arbejder strategisk med afbureaukratisering herunder med fokus på dokumentationskrav, som også går igen i flere af Københavnertingets anbefalinger.  

Økonomi

Denne sag har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Socialudvalget kan vælge at udvide eller igangsætte initiativer på baggrund af Københavnertingets anbefalinger. Det kan indebære særskilt finansieringsbehov, som eksempelvis kan løftes i forbindelse med budgetforhandlinger.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender den vedlagte tilbagemelding til Københavnertinget, vil svaret blive oversendt til Københavnertinget.

Økonomiforvaltningen udarbejder, med inddragelse af alle fagforvaltninger, en evaluering af Københavnertinget 2023-2024 og de øvrige pilotprojekter for styrket københavnerinddragelse, som vil blive forelagt Økonomiudvalget ultimo 2024.   

 

Mikkel Boje                   

                                     / Tine Kock Nielsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Kontorchef Tine Kock Nielsen deltog under punktets behandling.

Til top