Samskabelse på Sundholm
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,
- at Socialudvalget tager orienteringen om samskabelse på Sundholm til efterretning.
Problemstilling
Spørgsmålet er, hvordan et målrettet samspil med andres kompetencer, ideer og ressourcer kan bidrage til at mindske de sociale problemer og skabe et bedre lokalmiljø for alle. Forvaltningen vil søge at svare på spørgsmålet med deltagelse i et samskabelsesprojekt.
Løsning
Socialforvaltningen har modtaget en invitation til samskabelse. Invitationen kommer fra et Realdania finansieret program "Rummelighed for Alle", der vil "understøtte, at der sættes fokus på det byggede miljøs muligheder for at fremme udsatte og sårbare menneskers sociale inklusion og personlige autonomi, selvbestemmelse og handlekraft" (jf. bilag 1). Realdania støtter projekter, der omhandler det byggede miljø. I programmet Rummelighed for Alle er målet at det byggede miljø skal understøtte inklusion af udsatte.
Realdania afprøver en model for samskabelse kaldet Collective Impact (fælles resultater). Collective Impact er en ramme for at samskabe på tværs af sektorer. Collective Impact hviler på fem principper, som ikke er banebrydende hver især, men som sammen har potentialet til at påvirke større samfundsmæssige problemer, som ikke kan løses i én sektor.
Principperne er:
- Fælles dagsorden.
- Fælles målemetoder.
- Gensidigt forpligtende aktiviteter.
- Hyppig og åben kommunikation.
- Et stærkt sekretariat.
Udover Socialforvaltningen i København deltager ministerier og en række organisationer herunder KL og Rådet for Socialt Udsatte. Deltagerne har indgået en samarbejdsaftale, der beskriver deltagernes roller og bidrag. Samarbejdsaftalen omhandler også økonomien i programmet. Realdania finansierer således det faglige sekretariat i en toårig periode og stiller samtidig en ramme på 1,5 mio. kr. til programmets disposition (jf. bilag 2).
Socialforvaltningen har takket ja til at deltage i programmet Rummelighed for Alle. Helt grundlæggende er det en mulighed for at arbejde i forlængelse af Socialudvalgets Socialstrategi princip om at udnytte samskabelsesmulighederne for at skabe bedre vilkår, for de socialt udsatte borgere. Dertil er det en mulighed for at afprøve Collective Impact som én model for samskabelse og blive klogere på modellens potentialer og begrænsninger. Endelig åbner samarbejdet op for et bredere og mere tværgående perspektiv på arbejdet med udsathed. Den fælles dagsorden handler om at skabe det gode liv, det gode naboskab, den gode bydel for alle borgere. Dermed kommer inklusion heller ikke til kun at handle om de udsattes tilpasning til omgivelserne, men også om omgivelsernes åbenhed og velvilje overfor de udsatte.
Fokus på Sundholm
Den første fase i samarbejdet har handlet om at finde indsatsområder. Det skulle være områder, hvor de sociale problemer med inklusion er så komplekse, at det er nødvendigt at samarbejde for at løse dem. Socialforvaltningen har præsenteret Sundholm som et muligt område, fordi Sundholm har en høj koncentration af socialt udsatte med lav social mobilitet og de udsatte har en væremåde og rusmiddelkultur, der er en barriere for integration med naboerne. Collective Impact gruppen har på den baggrund besluttet at fokusere på Sundholm, som et af to indsatsområder. Det andet valgte indsatsområde er folkeskolerne i Kalundborg- og Vordingborg kommuner.
Samarbejdet går nu ind i anden fase. Her handler det om at skabe en fælles dagsorden og finde fælles mål blandt interessenterne i og omkring Sundholm. Realdania mødtes i september med et allerede eksisterende samarbejdsforum på Sundholm og præsenterede mulighederne i Collective Impact. I dette samarbejdsforum sidder - udover Socialforvaltningen - blandt andet beboerrepræsentanter og Teknik- og Miljøforvaltningen og Lokaludvalget. I denne fase arbejder Realdania og Socialforvaltningen parallelt med at skabe et vidensgrundlag, der kan give overblik og status på problemerne med inklusion og danne grundlag for udvikling af en fælles målsætning.
Den næste fase er endnu ikke fastlagt, for alt afhænger af, hvad interessenterne lykkes at blive enige om. Det betyder ikke, at der ikke er retning, men at samskabelsen styres af rammen (Collective Impact), ressourcerne, det overordnede formål og de løbende aftaler og beslutninger. Alle parterne må acceptere, at de ikke har monopol på beslutningerne, hvilket for Socialforvaltningen betyder, at vi må gøre os gældende i dialogen. I dialogen er forvaltningens udgangspunkt de udsatte borgeres behov og ressourcer, Serviceloven, Socialudvalgets Pejlemærker og Socialstrategien. Fokus er ikke mindst på øget beskæftigelse af udsatte borgere i socialøkonomiske virksomheder. Derudover vil forvaltningen forfølge den mulighed et ambitiøst samskabelsesprojekt tilbyder. I tilfældet Sundholm er det at udnytte de muligheder, der ligger i at inddrage erhvervsliv, kreative tilbud og statslige institutioner i området. Her ligger et innovativt potentiale til at udvikle de udsattes vilkår og skabe nye relationer i området.
Tidsrammen er to år, hvoraf det ene år allerede er gået. Erfaringen med Collective Impact er foreløbig, at det har været en lidt omstændelig proces, når man er tro overfor metoden om at finde fælles fodslag hele tiden. Men samtidig er det også en konkret samskabelsesmodel, der har et interessant perspektiv om at forbinde forvaltningerne og civilsamfundet med mål om at løse komplekse sociale problemer i København.
Understøttelse af samskabelsen
Økonomi
Sekretariatet for Rummelighed for Alle er finansieret af Realdania yderligere et år. Realdania finansierer også udgifter til analyser m.m. inden for en ramme på 1½ mio. kr.
Derudover er der ikke finansiering til aktiviteter. Peger samskabelsen på igangsættelse af aktiviteter eller planer, må de implementeres inden for rammerne af interessenternes budgetter, eller programmet må søge finansiering hos fonde eller i budgetprocessen. I alle tilfælde vil Socialforvaltningen vende tilbage til Socialudvalget.
Videre proces
På Sundholm er den videre proces, at
- Realdania indsamler datagrundlag for det videre arbejde
- Parterne omkring Sundholm forsøger at udvikle en fælles dagsorden og fælles mål
- Parterne skal forsøge at udvikle aktiviteter og planer, der understøtter målene
Anette Laigaard
/ Gitte Bylov Larsen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.