Mødedato: 04.03.2020, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Principper for udformning af nybyggede sociale botilbud til borgere med sindslidelse og udsatte voksne

Se alle bilag

Resumé

Socialforvaltningen har formuleret overordnede principper for nybyggeri, renovering og modernisering på Borgercenter Voksnes område. Principperne gør boligmassen fleksibel, så bygningerne kan anvendes til forskelligemålgrupper, og de skal også understøtte de fysiske rammer i socialstrategiens visioner. Socialudvalget forelægges nu principperne til orientering.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager principperne i bilag 1 for udformning af nybyggede sociale botilbud til borgere med sindslidelse og udsatte voksne til efterretning.

Problemstilling

Socialforvaltningen står overfor planlægningen af flere nybyggerier, renoveringer og moderniseringer, der vedrører både erstatningspladser og ny kapacitet på botilbudsområdet for borgere med sindslidelse og udsatte voksne, jf. tabel 1. Der er derfor behov for overordnede principper for udformning af de fysiske rammer, som understøtter borgernes recovery-proces og det rehabiliterende arbejde, ligesom der skal sikres bedst mulig udnyttelse af ressourcerne.

Tabel 1. Oversigt over byggeprojekter til henholdsvis borgere med sindslidelse og udsatte voksne.

 

Borgere med sindslidelse

Udsatte Voksne

Byggeprojekter vedr.

modernisering og renovering af eksisterende

botilbudspladser via nybyg eller i eksisterende bygning

2x26 pladser på Granvej

 

35 + 36 + 35 pladser i Roskilde Kommune (erstatning for Lindegårdshusene)

 

22 pladser i Plejekollektivet, Sundholm

 

48 erstatningspladser for E-huset

Byggeprojekter vedr.

tilvejebringelse

af ny kapacitet af botilbudspladser via nybyg

2x27 pladser på ukendt grund

 

35 pladser på Beauvaisgrunden

20 pladser på Linde Allé

 

20 pladser på ukendt grund

Løsning

Socialforvaltningen har udarbejdet principper for udformning af nybyggede sociale botilbud til borgere med sindslidelse og udsatte voksne, jf. bilag 1. Ved udarbejdelsen af principperne er medarbejderrepræsentanter og ledere fra centrene i Borgercenter Voksne blevet inddraget, ligesom principperne er blevet drøftet i Dialogforum og Udsatterådet.

Principperne skal understøtte socialstrategiens vision om, at borgerne skal have mulighed for at leve et meningsfuldt, værdigt og selvstændigt liv og være en del af et fællesskab. Fremtidens byggeri skal også understøtte borgerens behov for privatliv, tryghed og plejebehov. Principperne lægger op til, at botilbuddene bliver fremtidssikrede, og kan anvendes fleksibelt over tid til den målgruppe/borgergruppe, som Borgercenter Voksne har behov for botilbud til. En øget fleksibilitet i de fysiske rammer skal bidrage til, at Socialforvaltningen hurtigere, og dermed også mere økonomisk hensigtsmæssigt, kan foretage omstillinger afhængig af udviklingen i målgruppernes behov. Principperne skal samtidig bidrage til at sikre balance mellem omkostninger forbundet med opførsel af byggeriet, og omkostninger forbundet med drift af botilbuddet. Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at opførsel af flere boliger der lever op til pladskravene, vil kunne forebygge fremtidigt køb af pladser til borgere, der er fysisk plejekrævende. Derudover vil et mere robust materialevalg kunne give færre driftsudgifter på sigt.

Principperne understøtter arbejdet med ’Mere byggeri for penge’, som besluttet ved budgetaftale 2019, der bl.a. beskriver behovet for standardiserede løsninger til Socialforvaltningens byggerier, der kan bidrage til at begrænse byggeomkostningerne.

Konkret betyder fremtidssikring og fleksibilitet af de fysiske rammer:

  • At de nye botilbud kan anvendes til botilbud/boliger efter Servicelovens §§ 107 og 108, og at der dermed ikke bliver forskel på boligerne, hvilket også er hensigtsmæssigt for den langsigtede økonomi på botilbudsområdet.
  • At boligerne indrettes til at rumme beboere med varieret funktionsniveau, ligesom de skal tage højde for, at beboere med tiden kan blive fysisk plejekrævende, hvilket har betydning for (plads)krav til medarbejdernes arbejdsmiljø. Dette er med til at sikre Socialforvaltningens behov for boliger, der kan rumme selvhjulpne kørestolsbrugere og/eller borgere med et omfattende fysisk plejebehov, da eksisterende boliger i begrænset omfang kan matche behovet hos målgruppen.
  • At boligerne kan anvendes til mange ”målgrupper” og således også til borgere med særlige udfordringer, som har brug for en specialiseret indsats, da alle boligerne skal kunne leve op til de samme krav til sikkerhed, arbejdsmiljøkrav mv.

Som nævnt ovenfor afspejler principperne, at der i den aktuelle boligportefølje er en for lille andel af fleksible boliger i forhold til, hvad der såvel fagligt som økonomisk er hensigtsmæssigt. Derfor kan principperne for nyt byggeri ændre sig på sigt, såfremt de fleksible boliger etableres.

Socialforvaltningens forslag til principper, jf. bilag 1, er delt op i syv områder/emner:

Indretningskrav til boligen: Fremtidens bolig er som udgangspunkt 2-rums med eget bad og toilet og størrelsesmæssigt på samme niveau som Sundheds- og Omsorgsforvaltningens standard plejebolig. Boligen indrettes med robuste materialer. Princippet skal bl.a. ses i lyset af et stigende antal ældre borgere med plejebehov og mangel på boliger, der kan matche behovet.

Køkkenfunktioner i boligen: Boligen skal som udgangspunkt have eget køkken, så borgeren kan tilberede mad i egen bolig, hvilket bidrager til, at borgeren kan leve et så selvstændigt liv som muligt.

Fransk altan i boligen: Boligen skal som udgangspunkt have fransk altan, som opføres med forhøjet værn, der giver lys og bedre mulighed for udluftning.

Produktion eller levering af mad til anretning på botilbud: Der etableres produktionskøkken i de nye udenbys botilbud, og i de nye indenbys botilbud etableres modtagerkøkken, hvor maden produceres centralt af Socialforvaltningen eller anden aktør. I modtagerkøkkenet skal der også være mulighed for fælles madlavning med beboere, personalet eller frivillige.

Placering af personalerum (servicearealer): Personalerum skal placeres tæt på fællesarealer og boliger, så det skaber tryghed og let tilgængelighed for borgerne.  

Placering af fællesarealer til omsorg og aktiviteter: Fællesskabet skal tænkes ind i byggeriet, så det er let for beboere, særligt de svageste, at vælge fællesskabet og mødet med andre borgere og personale.

Adgangsforhold til boligerne: Hvis det er muligt og hensigtsmæssigt etableres indgang til boligen fra det fri. Som hovedregel anbefales det hvor muligt, at der etableres to indgange til boligen, så borgerne kan vælge at benytte egen indgang eller indgang via fællesarealerne. Tryghed for beboere og medarbejdere, samt beliggenheden af botilbuddet, er et afgørende vurderingselement for, hvorvidt der etableres to indgange til boligen i det konkrete byggeprojekt.

Der kan være forhold i det enkelte byggeprojekt som fx beliggenhed, disponering på grunden, eksisterende bygning, faglige hensyn mv., hvor det vil være nødvendigt at afvige fra eller foretage tilpasninger til et eller flere af principperne.

Principperne i bilag 1 har været drøftet i Dialogforum og Udsatterådet, hvor der var en generel enighed i de foreslåede principper. Dialogforum og Udsatterådets kommentarer fremgår af bilag 2 ”høringsnotat”, hvor det også angives, hvorvidt kommentarerne har givet anledning til ændringer.

Økonomi

Indstillingen i sig selv har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Principperne anvendes i igangværende og kommende byggeprojekter, der omfatter botilbud til borgere med sindslidelse og udsatte voksne.

Nina Eg Hansen

                                                       / Anders Johannes Kristensen

 


Beslutning

Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling. 

Indstillingen blev taget til efterretning.  

Til top