Status på Tæt på Familien
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager status på Tæt på Familien - omstilling af ungeområdet til efterretning.
Problemstilling
Løsning
Tæt på Familien er inspireret af erfaringer fra Borås i Sverige. En undersøgelse fra 2010 viste, at Sverige havde betydeligt lavere udgifter til udsatte børn og unge end Danmark. Særligt to forhold viste sig at være afgørende, nemlig en mindre udstrakt brug af institutions-anbringelser samt kortere anbringelsesvarighed. I Borås Kommune havde man ikke kun et lavere udgiftsniveau, men kunne samtidig fremvise særligt gode resultater af indsatserne for de udsatte børn og unge. Fx gennemførte flere af de anbragte unge en ungdomsuddannelse sammenlignet med landsgennemsnittet, hvilket er en stærk indikator for de unges fremtidsudsigter.
En række nærmere undersøgelser af måden, hvorpå man i Borås kommune organiserer arbejdet med udsatte børn og unge, har siden ledt til, at flere kommuner har forsøgt at overføre de gode erfaringer til en dansk kontekst. Tæt på Familien er Socialforvaltningens bud på, hvordan man gennem nytænkning og en omfattende omstilling af det sociale arbejde kan skabe endnu bedre resultater for vores udsatte unge.
Omstillingen involverer alle myndigheds- og foranstaltningsmedarbejdere i Socialforvaltningen, der arbejder med unge mellem 13 og 18 år. Samtidig involverer omstillingen også SOFs samarbejdspartnere i andre forvaltninger, i andre sektorer og det lokale civilsamfund, da målsætningerne kræver, at vi løfter opgaven på nye måder med fokus på bredt samarbejde og samskabelse.
Det er målet, at de unge med Tæt på Familien skal opleve:
- Tættere kontakt og øget dialog med deres sagsbehandler.
- At der opbygges og fastholdes støttende relationer mellem dem selv, familien og personer i familiens omgangskreds.
- At de inkluderes i det almindelige samfund gennem skole, fritidsjob og aktiv fritid.
- At indsatsen er sammenhængende og passer til de behov, som de selv og familien har.
Det er forventningen, at omstillingen af det sociale arbejde på ungeområdet over en årrække vil medføre et ændret foranstaltningsmønster, der indebærer:
- At døgnanbringelser bliver af kortere varighed, og at anvendelsen af familierettede indsatser, der fastholder den unge i hjemmet, derimod øges.
- At færre unge anbringes på socialpædagogiske opholdssteder, da Socialforvaltningens egne døgninstitutioner kan tilbyde mere fleksible og særligt tilrettelagte indsatser, der matcher den unges og familiens behov.
- At flere unge modtager kombinerede tilbud som fx en kombination af sikkerhedsplaner, familiebehandling og aflastning.
- At flere unge anbringes i familie- eller netværkspleje.
Det er samtidig forventningen, at det ændrede foranstaltningsmønster for de berørte unge vil betyde, at de i højere grad modtager en indsats, der styrker deres relationer i til familie og netværk i nærmiljøet samt generelle tilværelseskompetencer, således at de i højere grad kommer til at føle sig som en positiv og betydningsfuld del af almensamfundet.
En stor del af aktiviteterne i 2015 er koncentreret om to projektrunder, hvor lokale ledere og medarbejdere med afsæt i de overordnede ambitioner udvikler og afprøver nye metoder og samarbejdsformer igennem afgrænsede projekter og laboratorier. Kriterierne for disse projekter er bl.a., at de løftes i partnerskaber på tværs af myndighed og udførersiden, og for anden runde at de også løftes i partnerskab med eksterne parter (andre forvaltninger, organisationer, frivillige m.m.).
Med udgangspunkt i de overordnede målsætninger og erfaringerne fra både Borås-modellen, Socialforvaltningens egne tilbud og anbefalingerne i KLs udspil om udsatte børn og unge fra marts 2015 er der igangsat 12 udviklingsprojekter, hvis mål er at udvikle prototyper på fremtidige løsninger. Evalueringen af disse projekters resultater ift. den overordnede målsætning om at øge de udsatte unges sociale mobilitet vil danne grundlag for en strategi, hvor de effektive og virksomme løsninger spredes til andre tilbud og enheder i Borgercenter Børn og Unge. En beskrivelse af udviklingsprojekterne findes i bilag 2.
Projekterne har kørt i ca. 14 uger i første projektrunde, og opsamlingen på første projektrunde viser:
- At projekterne bidrager til målene for Tæt på Familien om tættere kontakt mellem ung, familie og sagsbehandler og øget fokus på netværk og relationer til gavn for de unge, samt at der i høj grad fokuseres på udvikling af fleksible, tværprofessionelle og helhedsorienterede indsatser.
- At arbejdet med udvikling af prototyper understøtter innovationstænkningen, da den motiverer medarbejdere og ledere til at tænke ud af boksen og afprøve nye veje i det sociale arbejde.
- At den høje grad af medarbejderinvolvering skaber ejerskab til omstillingen og motivation for nye initiativer, og at samarbejdet omkring projekterne er med til at styrke sammenhængskraften på tværs af Borgercenter Børn og Unge.
Med den eksperimenterende tilgang, som udviklingen af prototyper er et udtryk for, er Socialforvaltningen i gang med en ambitiøs og nytænkende omstilling af ungeområdet. Der er ikke tale om implementering af færdigt definerede løsninger i praksis, men derimod om en fælles udviklingsproces på tværs af det nye borgercenter, hvor nye måder at tilrettelægge og udføre det sociale arbejde på udvikles og testes af både medarbejdere, familier og unge efter definerede principper og med udgangspunkt i omstillingens målsætninger.
Overordnet set kan Socialforvaltningen et halvt år inde i omstillingen konstatere, at vi er rigtig godt på vej, og at vi indtil videre har nået de delmål, vi havde sat os.
Programgruppen er etableret, der er nedsat en tværfaglig styregruppe, indsatsgruppe og referencegruppe, og der er ansat 15 ungesagsbehandlere yderligere i Borgercenter Børn og Unges seks myndighedsenheder i løbet af årets første måneder. Der har været afholdt kick-off workshops, kursusdage og UdviklingsLAB for medarbejdere, ledere og projektledere på tværs af Borgercenter Børn og Unge. Der er også udviklet evalueringsdesign, forandringsteorier om de forandringer, som Tæt på Familien skal skabe for udsatte unge københavnere og deres familier, og kompetenceudviklingskoncepter.
De unge indgår aktivt i omstillingsprocessen bl.a. gennem brugen af servicerejser, som mentorer for fagligt personale, via fokusgruppeinterviews og ikke mindst som eksperter i de lokale udviklingsinitiativer.
Omstillingens konsekvenser for de unge, der har indgået i udviklingsprojekterne, vil blive evalueret. På baggrund heraf vil de nye samarbejdsformer og løsninger, som viser sig at bidrage til bedre indsatser og deraf øget social mobilitet for de udsatte unge, blive skaleret og bredt ud i organisationen fra 2016 og frem.
Der er endvidere aftalt samarbejde med en specialestuderende fra Københavns Universitet, som gennem feltarbejde på en af institutionerne skal belyse og formidle de unges perspektiv på omstillingen.
Socialforvaltningen er derudover med Tæt på Familien blevet en del af Socialstyrelsens partnerskabsprojekt om omstillingen af sociale indsatser for udsatte børn og unge.
Økonomi
Videre proces
Anette Laigaard
/ Mie Rohde Laursen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.